Den herlige dag for præstedømmets gengivelse
Ældste L. Tom Perry
De Tolv Apostles Kvorum
Vi bør være taknemlige for, at Herren har genoprettet sin kirke og gengivet sit præstedømme på jorden.
Detalje fra Gengivelsen af Det Aronske Præstedømme, af Del Parson.
Da Frelseren Jesus Kristus kom til jorden var en af de første ting, han gjorde, at organisere sin kirke. I Det Nye Testamente læser vi, at han gik »op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud«. Han kom ned, da det blev dag, og »kaldte han sine disciple til sig, og blandt dem udvalgte han tolv, som han også kaldte apostle« (Luk 6:12-13).
Senere tog han Peter, Jakob og Johannes med sig op på et højt bjerg, hvor de kunne være alene, og her modtog Peter præstedømmets nøgler (se Matt 17:1-9; se også 16:18-19). Peter blev den ansvarlige for alle præstedømmets nøgler på jorden til at lede kirken efter Frelserens død.
Apostlene forkyndte evangeliet og organiserede kirken, som Frelseren havde formanet dem til (se Mark 16:15). I mange tilfælde havde de kun mulighed for at besøge menighederne en enkelt gang, så de havde ikke mange muligheder for at undervise og oplære dem. Snart sneg falsk lære sig ind, og forskellige dele af Frelserens lære blev ændret (se Es 24:5). Efterhånden som vranglæren spredtes, blev det nødvendigt for Herren at tage præstedømmet fra jorden. Derfor var præstedømmets velsignelser ikke på jorden i et langt stykke tid.
For at oprette sit rige på jorden igen med præstedømmets kraft gengav Herren evangeliet.
Husk genoprettelsen
Da Joseph Smith oversatte Mormons Bog og Oliver Cowdery fungerede som skriver, kom de til beretningen i 3 Nefi om den opstandne Frelser, der besøgte den vestlige halvkugle. Da de læste om hans lære om dåb (se 3 Ne 11:23-28), undrede de sig over de mange forskellige former for dåb på deres tid, og hvem der havde myndighed til at udføre dem.
Joseph og Oliver valgte at spørge Herren om det og bad i en skov tæt på Joseph og Emmas hjem. Der fik de en stor åbenbaring, hvor Johannes Døber viste sig, lagde sine hænder på hovedet af dem og sagde. »Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse; og dette skal aldrig mere tages fra jorden, førend Levis sønner atter bringer Herren et offer i retfærdighed« (L&P 13:1).
Det var en storslået begivenhed. Jeg håber, at alle præstedømmebærere husker, at der den 15. maj 1829 skete en hellig ting i Kirkens historie, og at det var en særlig begivenhed i verdenshistorien.
Den femte trosartikel fortæller, »at en mand må kaldes af Gud ved profeti og ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil, for at kunne prædike evangeliet og forrette dets ordinancer« (TA 1:5).
Mænd kaldes ikke tilfældigt; de kaldes ved inspiration og profeti. Der er en direkte linje af inspiration fra Herren til dem, der er kaldet til at udøve præstedømmet. Det er måden, som Herren styrer sin kirke på, og det er sådan, at han kaldte profeten Joseph Smith.
Vær værdig til præstedømmet
Modtagelse af præstedømmet er ikke et overgangsritual, der automatisk følger ved en vis alder. Vi må være værdige og »trofaste« for at få »disse to præstedømmer« (L&P 84:33). Vi bør omhyggeligt læse Det Melkisedekske Præstedømmes ed og pagt, hvoraf det tydeligt fremgår, hvilke betingelser vi må forstå og indvillige i for at modtage præstedømmet:
»Derfor modtager alle de, der modtager præstedømmet, denne ed og pagt af min Fader, hvilken han ikke kan bryde, ej heller kan den ændres.
Men den, som bryder denne pagt, efter at han har modtaget den, og helt vender sig derfra, skal ikke få tilgivelse for sine synder i denne verden, ej heller i den tilkommende verden« (L&P 84:40-41).
Det er ret alvorligt. I tænker måske, at mænd ville vige fra Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme, men det næste vers lyder: »Ve alle dem, som ikke kommer til dette præstedømme (L&P 84:42).
Hvis vi accepterer præstedømmet og lever værdigt til det, vil vi modtage Herrens velsignelser. Men bryder vi vore pagter og vender os væk fra vores præstedømme, går vi glip af Herrens velsignelser og bliver ikke »Guds … udvalgte« (L&P 84:34).
Det Aronske Præstedømme, som modtages ved pagt, forbereder unge mænd til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme, som er det højere præstedømme, som modtages ved ed og pagt.
Ræk ud i tjeneste
Præstedømmet er et stort broderskab – sandsynligvis det største broderskab på jorden. Forholdet mellem vore brødre i præstedømmet bør være bedre end nogen andre forhold med undtagelse af vores forhold til vores familie. Udover at være et broderskab er præstedømmet en serviceorganisation, hvor vi giver af os selv for at hjælpe andre og gøre ting bedre.
Fra det tidspunkt en ung mand modtager Det Aronske Præstedømme og ordineres som diakon, lærer eller præst, tilhører han et kvorum. Kvorumsbroderskabet fortsætter, når han modtager Det Melkisedekske Præstedømme og ordineres til ældste. Præstedømmekvorummerne er afgørende.
En ung mand, der skulle af sted på mission, talte for nylig ved et nadvermøde. I sin tale forklarede han, hvordan han og fire venner havde lært hinanden at kende i diakonernes kvorum. Han fortalte, at deres venskab og den støtte, de gav hinanden, når de mødte udfordringer og skulle rykke videre i Det Aronske Præstedømme, havde hjulpet dem til at nå deres mål om at tjene på fuldtidsmission.
Jeg tilhører et kvorum. Det er et meget specielt kvorum. Det består af mænd af alle typer beskæftigelse og profession. Men når vi handler som kvorum, handler vi som ét.
Når kvorumsmedlemmer i enighed samtykker om en kurs og handler under indflydelse af Helligånden, så handler de i overensstemmelse med Herrens vilje. Man går ikke videre, før man har nået total enighed i kvorummet. Tænk på, hvordan det kan beskytte jer livet igennem.
Enhver kvorumsleder bør have en liste over medlemmerne i sit kvorum, og han bør være opmærksom på, hvem der har problemer med at finde ud af, hvordan de bør leve. Er der mange unge mænd i kvorummet, prioriterer lederen listen og retter sin opmærksomhed mod dem, der har mest brug for den. Dernæst begynder han og andre medlemmer af kvorummet at besøge dem og gøre dem til venner og bekendt med kvorummet på en måde, der gør, at de kommer tilbage til fællesskabet.
Et præstedømmekvorum har pligt til og ansvar for at »advare, forklare, formane, undervise og opfordre alle til at komme til Kristus« (L&P 20:59). Tjeneste i et præstedømmekvorum er afgørende for vores udvikling her på jorden. Derfor bør alle kvorumsmedlemmer betragte disse pligter som en del af løftet om at tjene i vor Faders rige.
Vi ved, at vi alle møder udfordringer her i livet. Medmindre vi har en støtte at trække på under livets rejse, står vi uden nogen sikker plan, sikker retning eller noget kort, der kan lede og vejlede os. Et velfungerende kvorum kan hjælpe os til at lægge en sikker plan og være et kort, vi kan følge hjem til vor himmelske Faders nærhed.
Vær taknemlig
Biskoppen har præstedømmenøgler til at præsidere over en menighed, deriblandt de unge mænd i Det Aronske Præstedømme. Biskoppen er faktisk præsident for præsternes kvorum i menigheden. Han hjælper de unge mænd til at blive værdige til at modtage og gå frem i Det Aronske Præstedømme og forberede sig til Det Melkisedekske Præstedømme. Han hjælper dem til at forstå de pligter og velsignelser, der knytter sig til at bære præstedømmet. Han hjælper dem til at højne præstedømmet ved at give dem opgaver, der er en hjælp til at tjene andre.
De nøgler, der hører til Det Aronske Præstedømme, minder os om, at vi altid bør være taknemlige for, at præstedømmet blev gengivet med al dets kraft, myndighed og ansvar: »Det mindre, eller det aronske, præstedømmes magt og myndighed er at besidde nøglerne til englebetjening og at forrette de ydre ordinancer, evangeliets bogstav, omvendelsesdåb til syndernes forladelse i overensstemmelse med pagterne og befalingerne« (L&P 107:20).
Jeg opfordrer de unge mænd til at ære det præstedømme, de bærer, og til at forberede sig til hvert enkelt embede i Det Aronske Præstedømme som forberedelse til at få Det Melkisedekske Præstedømme og tjene Herren som fuldtidsmissionærer og senere gifte sig i hans hellige tempel.
Jeg vidner om, at det ikke er nogen dødelig mand, der leder denne kirke. Det er Frelserens kirke, og han leder den gennem præstedømmet, som han har uddelegeret til mænd på jorden, så de kan handle som hans delegerede som ledere i hans kirke og udføre hellige ordinancer. Hvor taknemlige bør vi ikke være for, at Herren har genoprettet sin kirke og gengivet præstedømmet på jorden!