2015
Mine sprængfærdige ferskner
Juni 2015


Mine sprængfærdige ferskner

Mary Biesinger er fra Utah i USA

Billede
illustration of canning jars breaking

Jeg løb ud i køkkenet, hvor der var knust glas og klistrede ferskner overalt.

Illustrationer: Bradley Clark

Jeg tænkte, at jeg ville blive den perfekte mor … indtil jeg fik børn.

For mig har det at blive forælder været en lutrende ild. Mine svagheder viste sig, når jeg blev stresset, bekymret, oprevet og led af søvnmangel. Selvfølgelig opvejer velsignelserne ved at være forældre de øjeblikke, men jeg har fundet ud af, at jeg har temperament. Det er pinligt at indrømme, men jeg har skreget og kastet med ting for at få mine børns opmærksomhed.

Jeg lovede gang på gang ikke at miste besindelsen igen, men jeg mistede den, når jeg blev stresset. Vor himmelske Fader vidste, at jeg virkelig havde brug for hjælp.

En aften, efter jeg havde brugt hele dagen på at sylte ferskner, satte jeg den sidste portion over og besluttede at tage en lur. Jeg var sikker på, at jeg ville vågne i tide til at tage flaskerne ud af dampkogeren.

Det gjorde jeg ikke.

Min mand, Quinn, og jeg vågnede forskrækket til lyden af springende syltekrukker. Jeg løb ud i køkkenet, hvor der var knust glas og klistrede ferskner overalt. Dampkogeren var tilsyneladende kogt tør for vand. Det havde øget varmen og trykket. Låget havde lettet sig og seks af sylteglassene var sprængt.

»Jeg tror, at jeg rydder op i morgen,« sagde jeg.

Det var en dårlig idé.

Da det blev morgen, var det varme ferskenklister blevet til hårde, glasfyldte klatter overalt i køkkenet og spisestuen. De klistrede ferskenglasstykker havde oven i købet fundet vej bag om alle tingene på køkkenbordet og ind i alle kroge og hjørner, også om bag køleskabet.

Det tog flere timer at gøre rent. Jeg var nødt til at opbløde de tørre glasfyldte klatter med køkkenrulle og prøve at tørre dem op uden at skære mig.

Mens jeg gjorde rent, var der en velkendt stemme, der hviskede til mig: »Mary, når du springer i luften, ligesom disse krukker, er det heller ikke let at rydde op efter. Du kan ikke se, hvor og hvordan du skader dine børn og andre. Ligesom dette klister, stivner skaden hurtigt og smerteligt.«

Pludselig fik rengøringen en helt ny mening. Det var en stærk lektie. Der var ikke nogen hurtig rengøring efter min vrede. Flere uger efter kunne jeg stadig finde hårde ferskenstykker med glas i.

Jeg beder til, at tålmodighed en dag må blive en af mine styrker, hvor jeg nu er svag. I mellemtiden er jeg taknemlig for, at Herrens sonoffer hjælper mig til at kontrollere mit temperament bedre, så jeg kan skåne mine kære for mere af det rod, min sprængfarlige vrede har forårsaget.