Var mit måltid for simpelt?
Jennifer Klingonsmith er fra Utah i USA
Den følgende eftermiddag følte jeg mig tilskyndet til at tage den mad, jeg var ved at lave, med over til søster Morgan og hendes mand på deres bryllupsdag.
Illustrationer: Bradley Clark
For et par år siden besøgte jeg en nabo og ven, der hed søster Morgan. Hun havde et par årtier mere på bagen end jeg, så jeg lærte lige så meget af hende og hendes liv, som hun gjorde af min besøgsundervisning.
Mens jeg var hendes besøgslærer, blev søster Morgan diagnosticeret med kræft. Jeg var forbavset over, hvor godt hun tog sine kræftbehandlinger, og at hun altid smilede.
Under et af mine besøg nævnte hun, at hun havde bryllupsdag dagen efter. Snart efter faldt snakken på noget andet, og jeg afsluttede besøget.
Den følgende eftermiddag følte jeg mig tilskyndet til at tage den mad, jeg var ved at lave, med over til søster Morgan og hendes mand på deres bryllupsdag. Til at begynde med ignorerede jeg tilskyndelsen, for jeg var jo bare i gang med noget helt almindeligt hverdagsmad. Sådan noget simpelt hverdagsmad var jo ikke noget at komme med i sådan en særlig anledning.
Men jeg kunne ikke slå tilskyndelsen ud af hovedet. Jeg ringede til min mand på hans arbejde og håbede på, at han ville give mig ret. I stedet for opmuntrede han mig til at ringe til søster Morgan og sige, at jeg kom over med noget mad.
Jeg var flov over min simple mad og det, jeg antog for at være arrogance fra min side, afholdt mig fra at ringe til min ven, men jeg kunne ikke slippe følelsen af, at jeg skulle dele min mad. Så lagde jeg maden på et fad og gik nervøst over gaden.
Da jeg trådte ind i deres have, kunne jeg se, at bror og søster Morgan var på vej ind i deres bil. Jeg forklarede, at jeg havde taget mad med i anledning af deres bryllupsdag, og jeg håbede, at det ikke gjorde noget.
Et smil bredte sig i søster Morgans ansigt. Hun forklarede, at de havde besluttet sig for bare at fejre bryllupsdag på en lokal fastfood restaurant, fordi hun var for træt til at lave mad eller tage nogen andre steder hen på grund af kræftbehandlingen. Hun virkede lettet over at kunne blive hjemme og spise.
En følelse af lettelse og glæde skyllede ind over mig, da de tog imod mit simple måltid.
Der gik ikke mere end to måneder, og søster Morgan var lige blevet færdig med sin behandling for kræft, før hendes kære mand døde af pludselig sygdom. Deres bryllupsdag nogle få uger inden blev deres sidste.
Jeg lærte en hel del den sommer om at følge Åndens stille, sagte røst i forbindelse med at tjene andre. Den tjeneste, vi bliver bedt om – eller tilskyndet til – at give kan virke ubehagelig, ubelejlig eller for beskeden for os, men den kan være lige det, der er brug for. Den oplevelse gav mig mod til at tjene på enhver måde, Herren har brug for, og det har styrket min tro på, at vi udfører »en gerning for engle« (»Som søstre i Zion«, Salmer og sange, nr. 200).