Jeg elsker dig

Natalee T. Fristrup er fra Utah i USA

Jeg vendte mig om og så en smuk lille pige, og jeg satte mig langsomt på hug ved siden af hende på den brostensbelagte gade.

Zonekonferencen i min mission nærmede sig sin afslutning, og jeg stod udenfor og tænkte: »Hvad laver jeg dog i dette fremmede land? Hvordan skal jeg kunne gøre alt det, der forventes af mig?«

Jeg havde kun været på Sicilien i Italien i lidt over en uge, men jeg følte mig allerede mismodig. Min tid på missionærskolen havde været som en dejlig drøm, men nu føltes det som et mareridt på grund af min utilstrækkelighed.

»Kæreste Fader,« bad jeg, »jeg vil gerne være en god missionær. Nu hvor jeg står her, indser jeg, at jeg ikke har de talenter, færdigheder eller den intelligens, der er nødvendig for at opnå det, der var hensigten. Jeg troede, at jeg kunne sproget, men alle taler så hurtigt, og min tunge slår krøller, når jeg prøver at sige noget. Jeg tror ikke, at min kammerat kan lide mig. Min missionspræsident kan knap tale engelsk. Jeg har ikke nogen at tale med. Vil du ikke nok hjælpe mig?«

Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at gå ind, men jeg måtte lige have et par minutter mere udenfor. Pludselig blev der rykket tre gange i min frakke. Jeg vendte mig om og så en smuk lille pige, og jeg satte mig langsomt på hug ved siden af hende på den brostensbelagte gade. Hun slog armene om halsen på mig og hviskede i mit øre: »Ti voglio bene.«

»Hvad sagde du?« Svarede jeg på engelsk, velvidende at hun ikke forstod mig.

Hun stirrede på mit navneskilt. »Sorella Domenici,« læste hun, »ti voglio bene.«

Jeg vidste godt, hvad ordene betød. Det var en af de første sætninger, vi lærte som missionærer. Det var en sætning, der gik lige i hjertet. Den betyder: »Jeg elsker dig!«

Det var lige det, jeg havde brug for at høre i det øjeblik. Frelseren havde sendt et særligt bud med de ord. Jeg tog den lille pige med indenfor.

»Hun må være barn af et af medlemmerne her,« tænkte jeg. Jeg banede mig vej hen til missionærerne og håbede på, at hendes mor ville få øje på hende.

Da jeg fandt min kammerat, spurgte jeg: »Har du set denne lille pige før?«

»Hvilken lille pige?« svarede hun forvirret.

Jeg så ned. Pigen var væk.

Jeg stillede mig i døråbningen og glanede op og ned ad den tomme gade. Mens jeg forbavset stod der, gennemtrængte en hvisken, som jeg ikke blot kunne høre, men også kunne mærke, min sjæl: »Sorella Domenici, ti voglio bene.«

Jeg vidste ikke, hvem den lille pige var, men jeg vidste, at Frelseren elskede mig.