Søg redning
Forfatteren bor i Utah i USA.
Ligesom de 33 mennesker, der blev fanget i en minesammenstyrtning i Chile, kan vi føle os fanget af vore prøvelser og svagheder, men der er håb om redning i frelsesplanen.
Fotoillustrationer: iStockphoto/Thinkstock
Den 5. august 2010 blev 33 chilenske minearbejdere fanget dybt nede i minen, da loftet faldt ned. De var indespærret i et lille sikkerhedskammer og i mineskakterne 700 meter nede i jorden.
Situationen var meget alvorlig. De var adskilt fra deres hjem og familie af næsten en kilometer ubevægelige klipper over sig, og de havde kun begrænsede nødforsyninger. Selvom de havde både redskaber og viden, kunne de ikke redde sig selv, fordi minen var for ustabil. Deres eneste chance var at blive fundet og reddet.
Trods det valgte de at bevare håbet. De indrettede sig og rationerede deres mad og vand og ventede. De troede på, at folk oppe på jorden gjorde, hvad de kunne for at redde dem. Alligevel må det have været svært at holde fast i håbet, mens de ventede i mørket. Dagene gik og blev til uger. Deres nødrationer slap op.
Jeg har også været udsat for et kolossalt kollaps i mit liv. Min smukke, sjove, livfulde otteårige søn blev dræbt for øjnene af mig, da vi som fodgængere blev ramt af en bil. Jeg holdt ham, mens hans blod løb ud på vejen, og hans ånd ebbede ud og vendte tilbage til sit himmelske hjem. Jeg tryglede vor himmelske Fader om, at han måtte blive, men det var ikke planen med min søn.
Jeg var fortabt i mørket og overvældet af min sorg. Jeg var udkørt og ude af stand til at finde hvile, idet alle livets problemer hang som en tåge omkring mig. Jeg lærte, at et knust hjerte er en rigtig fysisk følelse. Der, hvor jeg engang havde haft et hjerte, var der nu kun et sort, hudløst og smertefuldt hul.
Jeg troede, at jeg bare skulle være stærk nok for at komme mig over det. Der var mange mennesker, der havde lidt det, der var værre. Men ligesom minearbejderne, der var fanget bag en stor urokkelig klippemur, kunne jeg heller ikke rokke ved min sorg.
Vi kan alle føle os fanget på mange måder. Nogle kan føle sig fanget af personlige prøvelser, svagheder eller svære omstændigheder. Ikke desto mindre er der trøst i at vide, at vi her i jordelivet kan vokse os stærkere, når vi møder sorg. Vi finder håb i Jesus Kristus.
Et glimt af håb
På den 17. dag af deres indespærring fik minearbejderne fornyet håb, da man fik boret en lille skakt igennem den klippe, der holdt dem fanget.
De indespærrede mænd, der ønskede at lade redningsfolkene vide, at de var i live, bankede på borekronen og satte en rød skreven lap for enden af den. Der stod: »Estamos bien en el refugio, los 33« (»Vi har det godt i hulen, de 33«). Håbet blev fornyet. De var blevet fundet.
Gennem et smalt hul med omkreds som en grapefrugt fik man etableret kontakt med verden ovenover. Mad, vand, medicin og breve fra nære og kære blev sendt ned igennem hullet til minearbejderne.
Det må have vakt blandede følelser, da minearbejderne indså situationen. Selvom det må have været en overvældende glæde og lettelse, at de blev fundet, var deres situation farlig. Selvom dem oppe på jorden vidste, hvor de var, ville det tage tid at lægge en redningsplan, og de kunne kun håbe på, at den ville virke.
Redningsfolkene informerede nødtvungent minearbejderne om, at det ville tage måneder at få dem bragt op igen. De håbede på, at de kunne få minearbejderne op til deres familie inden jul, hvilket betød, at minearbejderne kunne se frem til fire måneder mere i indespærring. Men nu kunne de vente i håb.
Vi har også et glimt af håb. Inden denne verden blev skabt, blev der lagt en plan for at redde os. Vor himmelske Fader sørgede for en Frelser, som kunne redde os fra vores dødelighed, synder, svagheder og fra alt det, vi lider under og af i dette liv. Han giver håb og liv. Han banede den vej for os, der fører tilbage til vor himmelske Fader og til at kunne blive genforenet med de af vore kære, der er gået forud for os. Han står ved siden af os for at lette de byrder, vi bærer på, for at tørre vore øjne, når vi græder, og for at give os fred. Han kom for at føre os hjem, hvis vi følger den plan, han har lagt.
Redningen
Selvom der blev gjort forskellige forsøg på at redde minearbejderne, var der kun et bor, der fulgte en lige linje gennem et af de mindre prøvehuller, man havde boret for at lokalisere minearbejderne.
Minearbejderne ventede ikke bare passivt på at blive reddet. Efterhånden som boremaskinen arbejdede sig frem til dem, faldt der sten ned i de mindre skakte, som hobede sig op i den hule, hvor minearbejderne var fanget. De flyttede stenene som de faldt, og ryddede vejen for den store borekerne.
Redningsfolkene byggede en kapsel, der blev hejst ned i den smalle skakt ved hjælp af kabler. Redningskapslen kunne lige akkurat passe til en mand. Kapslen var kun 10 cm smallere end selve skakten, der blev ført igennem 700 meter massiv klippevæg.
Da tiden for selve redningen af minearbejderne var inde, stod hver mand med et valg. Hver mand måtte stige op alene, der var kun plads til en ad gangen i kapslen. Hver især måtte stole på planen. Han var nødt til at håbe på, at kapslen ville blive trukket op ad den smalle skakt i en lige opstigning uden at komme ud af kurs eller sætte sig fast. Planen var nødt til at virke, ellers var alt håb ude. Hver enkelt minearbejder krøb ind i kapslen og overlod sin vilje i hænderne på redningsfolkene.
En for en tog minearbejderne den ensomme rejse fra mørket og op til lyset. Her ventede deres familie på dem, og hele verden fulgte med og jublede.
Redningsaktionen var en succes, ikke en eneste mand gik tabt. De kom fri den 13. oktober 2010. 69 dage efter sammenstyrtningen og 52 dage efter, at de var blevet fundet i live.
Stol på Jesu Kristi forsoning
Vi må hver især vælge at sætte vores lid til vor Frelser Jesus Kristus. For os er der kun én redningsplan, der gælder, og den er i og ved Frelserens sonoffer. Han steg ned under alt for at redde os.
Kristus i Getsemane, af Harry Anderson
Som det gjaldt for minearbejderne, reddes vi individuelt. Selv om frelse er tilgængelig for alle, så er vores forhold til Frelseren af personlig karakter. Vi må hver især vælge at sætte vores lid til vor Frelser Jesus Kristus.
Menneskets evigt hellige handlefrihed, som er forudsætningen for vores jordeliv, gør, at Frelseren ikke kan tage vores vilje fra os. Vi er frie til at vælge. Frelseren står ved vores side og venter på at læge vore sår og løfte os til evig frelse, men han kan kun gøre det på vores foranledning. Vi må vælge ham. For os er der kun én redningsplan, der gælder, og den er i og ved Frelserens sonoffer. Han steg ned under alt for at redde os.
Min redning kom, da jeg lå på mine knæ i den dybeste sorg over min søns død. Jeg stod over for et afgørende valg, ligesom minearbejderne gjorde, da de skulle ind i kapslen. Skulle jeg prøve at klare mine udfordringer på egen hånd med egen styrke og viden, eller skulle jeg række ud og bede vor himmelske Fader om hjælp?
Tynget af min sorg besluttede jeg mig for at vende mig til Gud. Jeg appellerede til vor himmelske Fader, jeg fortalte ham, hvor tynget jeg var, og bad ham om at lette min byrde af sorg. Inden jeg rejste mig igen, var åget løftet af mine skuldre. Jeg skulle stadig arbejde mig igennem smerten og tabet, men den ubærlige byrde var forsvundet.
Da var det, jeg fandt ud af, at Frelseren står ved vores side. Han venter på at løfte os, venter blot på, at vi spørger, venter på, at vi lægger vore byrder på hans skuldre, venter på, at vi lægger vores hånd i hans, så han kan redde os.
Ligesom minearbejderne, der i kapslen måtte lukke døren bag sig og sætte deres lid til redningsfolkene, må vi lade vores vilje underkaste Frelserens og sætte vores lid til hans redningsplan for os.
Det er mit håb, at når jeg engang skal tage på den ensomme rejse fra dette liv til det næste, at der da må være glæde, når jeg bliver genforenet med dem, der har taget rejsen inden mig! I mellemtiden ved jeg, at min Frelser lever og elsker mig og står mig bi.