2003
Familiens betydning
Maj 2003


Familiens betydning

Må det være vores forsæt i år at opbygge et hjem centreret i evangeliet, en tryg havn mod Djævelens storme.

I en urolig og usikker verden er det vigtigere end nogen sinde før at gøre familien til det centrale i vores liv og give den højeste prioritet. Familien er selve kernen i vor himmelske Faders plan. Denne udtalelse fra Familien: En proklamation til verden forklarer forældres ansvar for deres familie:

»Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn. ›Sønner [børn] er en gave fra Herren‹ (Sl 127:3). Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor. Ægtemænd og hustruer – mødre og fædre – vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse pligter.«1

Det Første Præsidentskab har ved et møde for nylig udtrykt bekymring over familiens opløsning. Deres opgave til Præstedømmets Udøvende Komite var at fokusere på familien i vore kald.

Som respons på Det Første Præsidentskabs opfordring er mange planer og bestræbelser allerede på plads. Vi vil bruge alle de ressourcer, vi har, til at opmuntre til større harmoni, større kærlighed og større indflydelse i Herrens særligt indstiftede enhed: Familien.

Vi må gøre vores hjem til et ly for det uvejr, som tager til i styrke overalt omkring os. Hvis ikke vi er opmærksomme på selv de mindste sprækker, kan negative påvirkninger trænge ind gennem vores hjems vægge. Lad mig nævne et eksempel.

For nogle år siden spiste jeg middag hos min datter og hendes familie. Vi kender situationen alt for godt fra de fleste hjem, hvor der er små børn. Min datter forsøgte at få sin treårige søn til at spise et alsidigt måltid. Han havde spist den mad på sin tallerken, som han kunne lide. Der lå en lille portion grønne bønner tilbage, som han ikke brød sig om. I desperation tog moderen gaflen og prøvede at få ham til at spise sine bønner. Han holdt ud, så længe han kunne. Men så udbrød han: »Mor, nu skal vi ikke være uvenner, vel.«

Det var præcis de ord, han havde hørt i en fjernsynsreklame et par dage forinden. Sikken indflydelse reklamer og fjernsynsprogrammer, internettet og andre medier har på vores familie!

Vi minder jer om, at forældre skal præsidere over deres egen familie.

Vejledning og påmindelser kommer fra Kirkens hjemmeside og fra fjernsynet, såvel som gennem præstedømmets og hjælpeorganisationernes ledere for at hjælpe jer i jeres stræben efter at opfylde jeres ansvar i familien.

Nogle steder i verden har vi et alternativ til kommercielt tv og nogle af deres familiefjendtlige programmer. Vi har BYU Television, som sender familieorienterede programmer. Udover programmer, som bringer evangelisk undervisning, er der programmer, henvendt på undervisning af forældre og underholdning af familien. Vi vil også bestræbe os på at øge kvaliteten og hyppigheden af vores familiecentrede public service-indslag: Home Front.

Vi har også andre hjælpekilder, som dækker bredere end fjernsynet: Kirkens hjemmeside, lds.org. Den er for nylig blevet ajourført og rummer nu også en side om hjem og familie. Hjemmesiden rummer budskaber fra skrifterne og Kirkens ledere til styrke for familien. Den indeholder også ideer til familieaktiviteter. Et nyt afsnit om hjem og familie tilbyder:

Vejledning fra Kirkens ledere specielt rettet til familien

  • Ideer til familieaktiviteter.

  • Hurtige ideer til familieaften, så man kan holde en meningsfyldt og hyggelig familieaften.

  • Artikler om emner som at gøre familieaftenen til en større succes, styrke forholdet mellem mand og hustru samt ideer til, hvordan man kan føle sig tættere knyttet til sin familie.

Efterhånden som hjemmesiden bliver ajourført, kan man finde yderligere ideer til, hvordan man kan planlægge en familieaften. En af disse ideer er forslag til aktiviteter under programmerne Tro på Gud, Pligt mod Gud og Personlig Fremgang.

Men vi har et medie, som når ud til hele Kirken – Kirkens vidunderlige tidsskrifter. Vi modtager regelmæssigt disse blade i vores hjem, og de udgør endnu en vigtig informationskilde til styrke for familien. Måske lagde I mærke til præsident Gordon B. Hinckleys budskab om familieaften i martsnummeret af Ensign og i Liahona.

»I Kirken har vi et program, som vi kalder familieaften, hvor forældre én gang om ugen [mandag aften] sætter sig sammen med deres børn. De studerer skrifterne. De taler om problemer i familien. De planlægger aktiviteter og lignende i familien. Jeg vil hævde, at hvis hver eneste familie i verden praktiserede dette, ville man se en kolossal forskel i sammenholdet i hver enkelt familie overalt i verden« (fra et interview, bragt i Boston Globe, 14. aug. 2000).2

I Ensign var der efter præsident Hinckleys opfordring til at holde familieaften en artikel med titlen: »En kaldelse jeg ikke vidste, jeg havde«.

»Det var en udfordring at holde familieaften, da vore børn var små. Min mand og jeg tog de sidste dages profeters råd om at holde regelmæssig familieaften alvorligt, men med alle vore kirkekaldelser og andre gøremål erfarede vi ofte, at vi ikke havde tid eller energi til at planlægge en effektiv, kærlig familieaften, når det blev mandag aften.

Da jeg besøgte Primary en søndag, lagde jeg mærke til, hvor interesserede børnene var i historierne, billederne og de korte, men effektive aktiviteter, som var planlagt til fællestid og sangøvelse. Jeg var også opslugt af at tage ved lære af den velforberedte planlægning, som rådgiveren og sanglederen i Primary lagde i deres kald. ›De har helt tydeligt brugt den nødvendige tid kombineret med masser af kærlighed,‹ tænkte jeg. ›De gør et vidunderligt stykke arbejde i deres kaldelse.‹

Netop da slog det mig: ›Familieaften er en af dine kaldelser. Faktisk er det en del af din vigtigste kaldelse som mor!‹ Jeg grundede over denne tanke. ›Hvis jeg kan finde tid til at højne mine kaldelser som redaktør for wardsavisen og som besøgslærerinde, kan jeg bestemt også højne min familieaftenkaldelse.‹«3

Hvilken vidunderlig betragtning hun har delagtiggjort os i, som opmuntrer os til at være mere effektive til at planlægge denne særlige aften, som er afsat til familien.

Vi kan også oplyse jer om, at juninummeret af Liahona er viet familietemaet. Derudover udkommer der i løbet af året udgaver af Liahona, Ensign, New Era og Friend med artikler om undervisning i hjemmet. Der kommer vidunderlige forslag til familieaften og ideer til undervisning i det daglige. Artiklerne er skrevet, så de let kan tilpasses lektioner i jeres familie.

Ved hjælp af profeternes ord og levende eksempler vises børn og unge, hvor vigtigt det er at elske og ære deres forældre. Forældre får undervisning i at opbygge og bevare tætte familiebånd, både i medgang og i modgang. Den dejlige ånd, som findes i disse blade, kommer til at fylde jeres hjem med varme, kærlighed og evangeliets styrke.

Church News er også med til at udbrede budskabet om familien. Det rummer artikler om, hvordan man styrker kærlighed og respekt i hjemmet, efterlever evangeliet i praksis og planlægger sunde fritidsaktiviteter.

Vi håber, at vi ved at oversvømme Kirken med familieorienteret materiale, kan hjælpe og opmuntre Kirkens medlemmer til at opbygge en stærkere og bedre familie. Vi håber, at det skaber en bevidst og vedvarede indsats for at opbygge en evig familieenhed. En overflod af materialer fra Kirken bliver til rådighed for jer, hvorfra I kan vælge nyttige ideer. I det mindste bliver vi alle ved at se familien blive nævnt så ofte mindet om at fokusere vores opmærksomhed på den vigtigste organisation, som Herren har indstiftet på jorden.

Helt fra begyndelsen har Herren fastslået, hvor vigtig familieorganisationen er for os. Kort tid efter at Adam og Eva havde forladt Edens have, talte Herren til dem:

»… den Helligånd, som vidner om Faderen og Sønnen, [faldt] på Adam …

Og på den dag velsignede Adam Gud og blev fyldt af ånden og begyndte at profetere om alle jordens slægter og sagde: Velsignet være Guds navn, thi på grund af min overtrædelse er mine øjne blevet åbnet, og i dette liv skal jeg have glæde, og atter i kødet skal jeg se Gud.

Og Eva, hans hustru, hørte alt dette og blev glad og sagde: Var det ikke for vor overtrædelse, ville vi aldrig have fået afkom og ville aldrig have kendt godt og ondt og glæden over vor forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige.

Og Adam og Eva velsignede Guds navn, og de kundgjorde alt for deres sønner og døtre.«4

»Præsident Brigham Young har forklaret, at vores familie endnu ikke er vores. Herren har overdraget os den for at se, hvordan vi tager os af den. Kun hvis vi er trofaste, bliver den givet os for evigt. Det, vi foretager os på jorden, afgør, om vi er værdige til at blive himmelske forældre.«5

Kirken har fastlagt to særlige tidspunkter, hvor familien kan være sammen. Det første er, når vi overholder sabbatten på rette måde. Det er det tidspunkt, hvor vi tager til vore faste møder sammen, studerer Frelserens og profeternes liv og lærdomme. »Andre passende søndagsaktiviteter kan fx være (1) at føre dagbog eller familieoptegnelser, (2) at holde familieråd, (3) at oprette og bevare forbindelsen til den nære familie og slægten, (4) personlige samtaler mellem forældre og børn, (5) at skrive til slægtninge og missionærer, (6) slægtshistorie, (7) at besøge slægtninge, syge og ensomme, (8) at missionere, (9) at læse historier for børn og (10) at synge kirkesalmer og -sange.«6

Det andet tidspunkt er mandag aften. Vi skal undervise vore børn ved en velorganiseret, regelmæssig familie-aften. Ingen andre aktiviteter bør lægge beslag på familiens medlemmer mandag aften. Denne stund er afsat til, at vi kan være sammen med vores familie.

Vi håber, at I alle har lagt mærke til den særlige vægt, Det Første Præsidentskab har lagt på familieaften. Det Første Præsidentskabs budskab fra den 4. oktober 1999 blev for nylig gentaget i Kirkens tidsskrifter:

»Til: Kirkens medlemmer over hele verden

Kære brødre og søstre

Mandag aften er over hele Kirken reserveret til familieaften. Vi opmuntrer medlemmerne til at reservere denne aften til at styrke familiebånd og undervise i evangeliet i deres hjem.

Tidligere i år har vi opfordret forældre til at hellige deres bedste indsats til undervisning og opdragelse af deres børn i evangeliets principper, hvilket vil holde dem tæt til Kirken. Vi rådede også forældre og børn til at give højeste prioritet til familiebøn, familieaften, studium af og instruktion i evangeliet samt sunde familieaktiviteter.

Vi opfordrer indtrængende medlemmer til, hvor det er muligt, at undgå at afholde receptioner eller lignende aktiviteter en mandag aften. Hvor det er praktisk, kan medlemmerne måske også opfordre lokalsamfundets ledere og skoleledere til at undgå at placere aftenaktiviteter på mandage, som kræver, at børn eller forældre er borte fra hjemmet.

Kirkens bygninger og faciliteter bør være lukket mandag aften. Ingen wards- eller stavsaktiviteter bør planlægges, og andre afbrydelser af familieaften bør undgås.«7

Må det være vores forsæt i år at opbygge et hjem centreret i evangeliet, en tryg havn mod Djævelens storme. Lad os atter erindre os Herrens løfter og anvisninger til sine børn:

»Guds herlighed er intelligens eller med andre ord: Lys og sandhed.

Lys og sandhed skyr den onde.

Men den onde kommer og borttager lyset og sandheden fra menneskenes børn på grund af ulydighed og fædrenes traditioner.

Men jeg har befalet jer at opdrage jeres børn i lys og sandhed.«8

Må vi i år nyde evangeliets lys og sandhed i vores hjem. Må vore hjem i sandhed må blive et ly for verden er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Liahona, okt. 1998, s. 24.

  2. »Familieaften«, Liahona, mar. 2003, s. 3.

  3. Jan Whitley Hansen, »The Calling I Didn’t Know I Had«, Ensign, mar. 2003, s. 6.

  4. Se Moses 5:4-5, 9-12.

  5. Håndbog i evangeliske lærdomme, 1997.

  6. »Suggestions for Individual and Family Sabbath-Day Activities«, Ensign, mar. 1980, s. 76.

  7. Liahona, mar. 2003, s. 4.

  8. L&P 93:36-37, 39-40.