2003
Kirkens tilstand
Maj 2003


Kirkens tilstand

Jesu Kristi evangelium er fredens vej. I den udstrækning vi følger det og gør det til en del af vores liv … bliver vi velsignet og får fremgang.

Mine kære brødre og søstre. Hvilket mirakel det er, at vi kan tale til jer over hele verden. Vi taler her i Konferencecentret i Salt Lake City. Vi taler på vores modersmål. Men mange tusinde af jer er forsamlet i Kirkens bygninger i mange lande, og I hører os på 56 forskellige sprog.

Vi er samlet igen til en storslået verdenskonference i Kirken i overensstemmelse med Herrens vilje og befaling.

Samtidig er verden i oprør. Der er krig og splid. Der er megen ufred. Medlemmer af vores store kirkefamilie er borgere i mange forskellige nationer. Vi befinder os på begge sider af en stor strid. Det har jeg tænkt mig at tale om i morgen formiddag.

Men trods alle de problemer, vi står over for, er jeg glad for at kunne meddele, at Kirkens værk skrider frem. Medlemstallet stiger over hele verden. Missioneringen fortsætter uden alvorlige hindringer. Der kommer stadig nyomvendte ind i Kirken, og vi bliver stadig flere. Sideløbende med denne aktivitet er der behov for at integrere alle dem, der bliver døbt som nyomvendte. Vi opfordrer hvert eneste medlem af Kirken til at række de nyomvendte hånden, at lægge armen omkring dem og få dem til at føle sig hjemme. Velsign dem med jeres venskab. Yd dem opmuntring med jeres tro. Se til, at ingen af dem går tabt. Enhver mand, kvinde eller barn, som er værdig til at blive døbt, er værdig til at nyde trygge og venlige forhold, hvorunder de kan udvikle sig i Kirken og dens mange aktiviteter.

Tilstedeværelsen til vore nadvermøder er gradvist stigende. Der er plads til forbedring, og jeg beder jer indtrængende om konstant at arbejde med det. På trods af det kender jeg ikke til nogen anden kirke, som fast har så høj en fremmødeprocent.

Jeg er så taknemmelig for den styrke, som Kirkens unge viser. Desværre er der nogle, som smutter fra os. Men det er et mirakel at se, hvor stærke vore unge er, selv om de konstant er omgivet af nedrige fristelser. Pornografiens smuds og svineri, fristelsen til at tage narkotika og den pirrende opfordring til at slippe alle seksuelle hæmninger er nogle af de forførende tillokkelser, de konstant står over for. På trods af fristelserne fra den verden, som vi lever i, forbliver de trofaste mod deres fædres tro og det evangelium, de elsker. Jeg kan ikke rose vore vidunderlige unge nok.

Troen til at betale tiende og offerydelser øges på trods af de trængte økonomiske forhold, vi befinder os i. Vi er i stand til at fortsætte med at opføre kirkebygninger og templer, med vores store uddannelsesprogram og med de mange, mange andre aktiviteter, som er betinget af Kirkens tiendeindtægt. Jeg lover jer, at vi ikke vil sætte Kirken i gæld. Vi vil skræddersy programmerne til tiendeindtægten og anvende disse hellige midler til de formål, som Herren har fastlagt.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på noget, som har fået megen omtale i den lokale presse. Det er vores beslutning om at købe ejendommen lige syd for Tempelpladsen, hvor et indkøbscenter har til huse.

Vi mener, at vi har et tvingende ansvar for at beskytte området omkring Templet her i Salt Lake City. Kirken ejer det meste af den grund, som indkøbscentret ligger på. Ejerne af bygningerne har givet udtryk for, at de gerne vil sælge. Ejendommen har brug for en meget omfattende og bekostelig istandsættelse. Vi har følt, at det var bydende nødvendigt at gøre noget for at forny dette område. Men jeg vil gerne forsikre hele Kirken om, at tiendemidler hverken har eller vil blive brugt til at købe denne ejendom for. De vil heller ikke blive brugt til at indrette den til kommercielle formål.

Midlerne til dette er kommet og vil komme fra de forretningsforetagender, som Kirken ejer. Disse midler finansierer sammen med overskuddet fra andre investeringer dette program.

Jeg er glad for at kunne berette, at vi fortsat kan bygge kirker. Vi opfører omkring 400 nye kirker om året for at kunne tilpasse os væksten i Kirkens medlemstal. Dette er betydningsfuldt og vidunderligt, og vi er dybt taknemmelige. Vi fortsætter også med at bygge templer over hele jorden og er glade for at kunne berette om øget tempelaktivitet. Dette meget vigtige arbejde, som udføres på vegne af de levende og de døde, er en grundlæggende del af Jesu Kristi evangelium.

Vi er glade for at kunne notere os, at flere af Kirkens familier er beredte. Dette program, som vi har slået til lyd for i over 60 år, øger i umådelig grad de sidste dages helliges tryghed og velbefindende. Hver enkelt familie har ansvar for i videst muligt omfang at sørge for egne behov. Vi opfordrer igen medlemmerne til at undgå unødvendig gæld, til at holde igen med de økonomiske forpligtelser, de påtager sig, og til at lægge penge til side til nødsituationer. Vi advarer vore medlemmer mod foretagender, der lover hurtig rigdom, og andre forretningsfiduser, som næsten altid er beregnet på at narre de godtroende.

Jeg bliver hele tiden forbløffet over den megen frivillige tjeneste, som vore medlemmer yder. Jeg er overbevist om, at frivillig tjeneste er Herrens måde at udføre sit værk på. Ledelsen af ward og stave og kvorummer og driften af hjælpeorganisationerne sker alt sammen under ledelse af frivillige. Det enorme missionærprogram afhænger af frivillig tjeneste.

Derudover har vi et stort antal ældre medlemmer, der tjener som kirketjenestemissionærer. Flere end 18.000 mennesker giver hele eller en stor del af deres tid til dette arbejde. Vi takker dem for deres hengivne tjeneste.

Denne konference markerer toårsdagen for oprettelsen af Den selvsupplerende uddannelsesfond. Det glæder mig at rapportere, at dette program nu går fremad på et solidt grundlag. Omkring 8.000 unge mænd og kvinder er nu under uddannelse for at forbedre deres færdigheder og beskæftigelsesmuligheder. I gennemsnit – med de to års uddannelse, de nu modtager – øger de deres indtægt omkring fire en halv gang. Det er et mirakel!

Og således kunne jeg blive ved. Lad det være tilstrækkelig at sige, at Kirkens tilstand er god. Jeg tror, at dens drift varetages med visdom. Medlemmerne vokser i tro, i kærlighed til Herren og i efterlevelse af hans lærdomme.

Vi lever i en vanskelig tid. Verdensøkonomien vakler. Der er krig i verden. Men den Almægtige holder sit løfte om, at han velsigner dem, som vandrer i tro og retfærdighed over for ham.

Jesu Kristi evangelium er fredens vej. I den udstrækning vi følger det og gør det til en del af vores liv, i samme udstrækning bliver vi velsignet og får fremgang. Hvor er det vidunderligt at være engageret i dette herlige værk. Lad os juble over den store mulighed, vi har. Lad os tjene med glæde.

Måtte himlens rigeste velsignelser hvile på jer, mine kære medtjenere. Måtte troen vokse i jeres hjerte. Måtte der herske kærlighed og fred i jeres hjem. Måtte I have mad på bordet og tøj på kroppen. Måtte himlen tilsmile jer og varme jeres hjerte og trøste jer i prøvelsens stund. Det er min bøn denne formiddag, hvor vi åbner denne storslåede konference. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.