2003
Opsend tak for alt
Maj 2003


Opsend tak for alt

Når vi siger tak for alt, ser vi prøvelser og modgang i sammenhæng med livets formål.

I en af de perioder i Mormons Bog, som var præget af åndelige og timelige prøvelser, hvor Guds folk »gennemgik alle slags lidelser«, befalede Herren dem at »opsende taksigelse for alt« (Mosiah 26:38-39). Denne lære vil jeg gerne anvende på vor tid.

I.

Guds børn er altid blevet befalet at takke. I hele Det Gamle og Nye Testamente er der eksempler. Apostlen Paulus skrev: »Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus« (1 Thess 5:18). Profeten Alma belærte: »Når du står op om morgenen, da lad dit hjerte være fuldt af taksigelse til Gud« (Alma 37:37). Og Herren har i vor tid åbenbaret, at »den, der modtager alt med taknemmelighed, skal blive herliggjort, og de jordiske ting skal tilfalde ham hundrede fold« (L&P 78:19).

II.

Vi har så meget at takke for. Først og fremmest er vi taknemmelige for vor Frelser, Jesus Kristus. Han skabte verden efter Faderens plan. Ved sine profeter åbenbarede han frelsesplanen med dens befalinger og ordinancer. Han kom til jorden for at vise os vejen. Han led og betalte prisen for vore synder, hvis vi vil omvende os. Han gav sit liv, og han overvandt døden og rejste sig fra graven, så vi alle skal leve igen. Han er verdens lys og liv. Kong Benjamin belærte om, at hvis vi vil »yde al den tak og pris, som [vi] formår med hele [vores] sjæl, til den Gud, som har skabt [os], og som har bevaret [os] og … skulle tjene ham af hele [vores] sjæl, ville [vi] dog være unyttige tjenere« (Mosiah 2:20-21).

Vi takker for de sandheder, der er åbenbaret, hvilke udgør en målestok, hvormed vi kan bedømme alt. Som Bibelen lærer os, har Herren givet os apostle og profeter »for at udruste de hellige« (Ef 4:11-12). Vi bruger de åbenbarede sandheder, de giver os, »da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje« (Ef 4:14). De, som betragter hver ulykke og afvejer hver ny påstand eller opdagelse efter den åbenbarede sandheds målestok, behøver ikke at »drives hid og did«, men kan være afslappede og rolige. Gud er i sin himmel, og hans løfter står fast. »Vær ikke bedrøvede,« sagde han til os i forbindelse med de ødelæggelser, som vil gå forud for verdens ende, »thi når alt dette sker, skal I vide, at de forjættelser, der er blevet givet jer, skal blive opfyldt« (L&P 45:35). Det er i sandhed et fast holdepunkt for sjælen i disse urolige tider!

Vi takker for befalingerne. De vejleder os bort fra fælder, og de er invitationer til velsignelser. Befalingerne markerer vejen og viser os vejen til lykke i dette liv og evigt liv i den kommende verden.

III.

I de seneste otte måneder har jeg i Filippinerne hørt mange vidnesbyrd om evangeliets velsignelser. En filippinsk biskop talte ved indvielsen af sit wards kirkebygning og udtrykte sin taknemmelighed for evangeliets budskab, som han hørte for omkring 10 år siden. Han beskrev, hvordan det reddede ham fra et liv med egoisme, udsvævelser og misbrug og gjorde ham til en god ægtemand og far. Han vidnede om de velsignelser, som han havde fået ved at betale tiende.

En rådgiver i et stavspræsidentskab, som er jurist og leder i lokalsamfundet, talte ved et lederskabsmøde; han sagde: »Jeg kan erklære for hele verden uden nogen tvivl, at det bedste, der nogen sinde er sket i mit liv, er at blive medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det … gjorde en stor forskel i mit og min families liv, selv om jeg føler, at der er mere, som jeg skal lære og anvende i mit liv. Kirken er virkelig … et stort og forunderligt værk.«

Man behøver ikke at rejse til Filippinerne for at høre sådanne vidnesbyrd. De træder frem over alt, hvor evangeliets budskab modtages og efterleves. Men søster Oaks og jeg er dybt taknemmelige for vores mulighed for at bo og tjene i Filippinerne, hvor vi har mødt tusinder af vidunderlige medlemmer i nye omgivelser og set evangeliet i et nyt lys.

I udviklingslandede lærer vi, hvor vigtigt det er at etablere Kirken – ikke kun at undervise og døbe, men at fastholde de nye medlemmer ved kærlighed, kaldelser og ordinationer og ved at nære dem med Guds gode ord. Vi har lært, hvor vigtigt det er at udfordre medlemmerne til at aflægge kulturelle traditioner, som ikke stemmer overens med evangeliets bud og pagter, og til at leve så de og deres efterkommere »ikke længere [er] fremmede og udlændinge … [men] medborgere og hører til Guds husstand … bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnestenen« (Ef 2:19-20).

De mennesker, der gør dette, bliver en del af denne verdensomspændende evangeliske kultur bestående af bud, pagter, ordinancer og velsignelser. Sådanne mennesker oplever en »stor forandring« i hjertet, »så [de] ikke mere er tilbøjelige til at gøre ondt, men bestandig gøre godt« (Mosiah 5:2). Guds billede er »prentet i [deres] bevidsthed« (Alma 5:19). Sådanne Kristi disciple findes i alle lande, hvor evangeliet og Kirken er oprettet. Vi har mange af dem i Filippinerne, og vi arbejder på at motivere flere af dem. Det gør vi ved at udvikle os ud fra stærke kerner og koncentrere vore lærdomme, hvor der er tilstrækkeligt store grupper af engagerede medlemmer til at være venner, undervise, være eksempler og yde den nødvendige hjælp til de »nyfødte« medlemmer, som netop er begyndt at lære, hvad evangeliet kræver af os og giver os.

IV.

De åbenbaringer, vi er taknemmelige for, viser, at vi endda bør takke for vore prøvelser, fordi de vender vores hjerte mod Gud og giver os mulighed for at forberede os til det, som Gud ønsker, vi skal blive. Herren belærte profeten Moroni: »Jeg giver menneskene svaghed, for at de kan være ydmyge«, og lovede dernæst, at hvis de »ydmyger sig« og »har tro på mig, vil jeg gøre det svage stærkt for dem« (Ether 12:27). Midt under de lidelser, de sidste dages hellige gennemgik i Missouri, gav Herren en lignende lærdom og løfte: »Sandelig siger jeg jer, mine venner: Frygt ikke, lad jeres hjerter trøstes. Ja, glæd jer altid og vær taknemmelige i alt … og alle jeres sorger skal samvirke til jeres bedste og mit navns forherligelse« (L&P 98:1, 3). Og Herren sagde til Joseph Smith under hans lidelser i Liberty-fængslet: »Da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og tjene dig til bedste« (L&P 122:7). Brigham Young forstod dette. Han sagde: »Der er ikke en eneste situation i livet [eller] én times erfaring, som ikke er gavnlig for alle, som bestræber sig på og søger at bygge på den erfaring, de får« (Teachings of Brigham Young, 1997, s. 179).

Det siges, at der er stor forskel på 20 års erfaring og ét års erfaring tyve gange. Hvis vi forstår Herrens lærdomme og løfter, vil vi lære og udvikle os i kraft af vores modgang.

Mange af vore nutidige profeters inspirerede lærdomme findes i Kirkens præsidenters lærdomme, som er vores kursushæfte i Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen. De eviggyldige lærdomme og principper i disse bøger er kilder til guddommelig visdom og vejledning. Kloge lærere i ward og grene vil ikke erstatte dem med deres egen lære og visdom, men vil fokusere på disse inspirerede lærdomme og anvendelse deraf under vore nuværende forhold og udfordringer.

I det hæfte, der bruges nu, læser vi for eksempel præsident John Taylors ord om taknemmelighed for lidelse: »Vi har lært mange ting ved lidelser. Vi kalder det lidelser. Jeg kalder det en erfaringsskole … Jeg har aldrig betragtet dette som andet end prøvelser, der har til formål at rense Guds hellige, så de, som der står i skrifterne, kan blive som guld, som er blevet renset syv gange i ild« (Kirkens præsidenters lærdomme: John Taylor, 2001, s. 203). Pionerer som præsident John Taylor, som var vidne til mordet på deres profet, og som led under langvarige forfølgelser og ubeskrivelige vanskeligheder for deres tros skyld, priste og takkede Gud. I kraft af deres udfordringer og deres modige og inspirerede handlinger for at klare dem voksede deres tro og åndelighed. I kraft af deres prøvelser blev de det, som Gud ønskede, de skulle blive, og de lagde fundamentet til det store værk, som er en velsignelse i vores liv i dag.

Vi bør ligesom pionererne takke Gud for vores modgang og bede om vejledning til at klare den. Med en sådan holdning og med vores tro og lydighed vil vi få opfyldt de løfter, som Gud har givet os. Det er en del af planen.

Jeg elsker musicalen og filmen Spillemand på en tagryg. Dér synger en vidunderlig jødisk far: »Hvis jeg var en rig mand.« Hans mindeværdige bøn slutter med dette indtrængende spørgsmål:

Herre, som skabte løve og lam,

Du bestemte, at dette var, hvad jeg skulle være.

Ville det ødelægge en stor og evig plan,

hvis jeg var en holden mand?

(Tekst af Sheldon Harnick, 1964)

Ja, Tevje, det kunne det. Lad os takke for det, som vi er, og for de omstændigheder, Gud har givet os til vores personlige rejse gennem livet på jorden.

Den fordums profet Lehi belærte sin søn, Jakob, om denne sandhed:

»I din barndom har du lidt meget og haft megen sorg på grund af dine brødres slette opførsel.

Men du, Jakob, min førstefødte i ørkenen, kender alligevel Guds storhed, og han vil hellige dine lidelser og lade dem blive dig til velsignelse« (2 Nephi 2:1-2).

Min mor elskede dette skriftsted og levede efter dette princip. Den største prøvelse i hendes liv var, da hendes mand, vores far, døde efter kun elleve års ægteskab. Dette ændrede hendes liv og medførte store prøvelser, idet hun skulle tjene til livets ophold og opdrage sine tre små børn alene. Men jeg hørte hende alligevel ofte sige, at Herren helligede denne prøvelse til hendes fordel, fordi hendes mands død tvang hende til at udvikle sine talenter og tjene og blive noget, som hun aldrig kunne være blevet uden denne tragedie. Vores mor var en åndelig mastodont, stærk og fuldt ud værdig til den kærlige hyldest, hendes tre børn skrev på hendes gravsten: »Hendes tro styrkede alle.«

Modgangens velsignelser påvirker også andre. Jeg ved, at det var en velsignelse at blive opdraget af en mor, som var enke, hvis børn måtte lære at arbejde – tidligt og hårdt. Jeg ved, at fattigdom og hårdt arbejde ikke udgør større modgang end overflod og masser af fritid. Jeg ved også, at styrken vokser i modgang, og at troen styrkes der, hvor vi ikke kan se resultatet.

V.

Når vi siger tak for alt, ser vi prøvelser og modgang i sammenhæng med livets formål. Vi sendes hertil for at blive prøvet. Der må nødvendigvis være modsætning i alt. Det er meningen, at vi skal lære og udvikle os gennem denne modgang ved at tage vore udfordringer op og ved at lære andre at gøre ligeså. Vores kære kollega, ældste Neal A. Maxwell, har været os et ædelt eksempel herpå. Hans mod, hans underdanige måde at acceptere sine prøvelser på grund af kræft og hans standhaftige, fortsatte tjeneste har trøstet tusinder og belært millioner om evige principper. Hans eksempel viser, at Herren ikke vil hellige vore prøvelser til vores gavn, men han vil bruge dem til at velsigne utallige andres tilværelse.

Dette belærte Jesus om, da han og hans disciple mødte en mand, der var født blind. »Hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?« spurgte disciplene: »Hverken han selv eller hans forældre,« svarede Jesus. Manden var født blind, »for at Guds gerninger skal åbenbares på ham« (Joh 9:2-3).

Hvis vi ser livet gennem en åndelig linse, kan vi se mange eksempler på Guds værk, som fremmes gennem hans børns modgang. Jeg besøger ofte den amerikanske kirkegård for krigsveteraner i Manila. Det er for mig et helligt sted. Der ligger flere end 17.000 soldater, søfolk og piloter begravet, som har mistet livet under kampe i Stillehavet under anden verdenskrig. Denne kirkegård ærer også over 36.000 soldater, som også har mistet livet, men hvis lig aldrig er fundet. Når jeg går forbi de smukke mure, hvor der er inskriptioner med deres navne og den stat, de kommer fra, ser jeg mange, som sikkert har været trofaste sidste dages hellige.

Når jeg har tænkt på de mange værdige og vidunderlige medlemmer, der er faldet i krig, og hvor stor lidelse det har forårsaget for deres kære, jeg har tænkt på præsident Joseph F. Smiths store vision, som står i afsnit 138 i Lære og Pagter. Han så en uendelig stor mængde retfærdige ånder, som havde været trofaste i Jesu vidnesbyrd, mens de levede på jorden (v. 12). De blev grupperet og udnævnt som sendebud, »iklædt magt og myndighed, og [pålagt] … at gå ud og bringe evangeliets lys til dem, der var i mørke, ja til alle menneskers ånder. Og således blev evangeliet forkyndt for de døde« (v. 30). Når jeg tænker over denne åbenbaring og på de millioner, der er faldet i krig, glæder jeg mig over Herrens plan, hvor prøvelserne i forbindelse med mange retfærdiges død vendes til velsignelse af retfærdige sendebud, som forkynder evangeliet for utallige soldaterkammerater.

Når vi forstår dette princip om, at Gud giver os mulighed for at opnå velsignelser og velsigner os gennem vores og andres modgang, kan vi forstå, hvorfor han gentagne gange har befalet os at »takke Herren, din Gud, for alting« (L&P 59:7).

Jeg beder til, at vi vil blive velsignede med at forstå sandheden i og formålet med de lærdomme og bud, jeg har beskrevet, og at vi vil være trofaste nok og stærke nok til at takke for alt. Jeg vidner om Jesus Kristus, vor Frelser og Forløser og Skaber, som vi takker for, i Jesu Kristi navn. Amen.