Behovene foran os
Nogle af de vigtigste behov, vi kan imødekomme, findes i vores egen familie, blandt vores venner, i vores menighed og i vores lokalsamfund.
I den sidste tid har vi oplevet mange naturkatastrofer, i Mexico, USA, Asien, Caribien og Afrika. Det har bragt det bedste frem i folk, idet tusindvis har trådt til for at hjælpe dem, der er i fare eller i nød, og som har oplevet tab. Jeg er blevet begejstret over at se unge piger i Texas og Florida, der sammen med mange andre har iført sig den gule hjælpende hænder-T-shirt og har hjulpet med at rydde huse for murbrokker efter de nylige orkaner. Tusindvis af andre ville gladeligt være taget hen, hvor der var brug for hjælp, hvis det ikke var for afstanden. I stedet har I ydet gavmilde bidrag for at lindre andres lidelse. Jeres gavmildhed og omsorg er inspirerende og kristuslignende.
I dag vil jeg gerne tale om et aspekt af tjeneste, som jeg føler er vigtigt for alle – lige meget, hvor vi bor. For dem af os, der har set nyhederne om de nylige begivenheder, og som har følt sig hjælpeløse og ikke har vidst, hvad vi skulle gøre, kan svaret faktisk ligge lige foran os.
Frelseren sagde: »For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det.«1 Præsident Thomas S. Monson har om dette skriftsted sagt: »Jeg tror, at Frelseren fortæller os, at medmindre vi glemmer os selv i tjeneste for andre, er der ikke megen hensigt med vores liv. De, som kun lever for sig selv, visner til sidst og mister bogstaveligt talt deres liv, mens de, der mister sig selv i tjeneste for andre, vokser og blomstrer – og faktisk redder deres liv.«2
Vi lever i en kultur, hvor vi fokuserer mere og mere på den lille, bitte skærm i vores hånd end på folk omkring os. Vi har erstattet sms’er og tweets med faktisk at se nogen i øjnene og smile eller, hvad der er endnu sjældnere, have en samtale ansigt til ansigt. Vi er ofte mere bekymret for, hvor mange følgere og »synes godt om« vi har, i stedet for at lægge en arm om en ven og vise kærlighed, omsorg og virkelig interesse. Hvor forunderlig moderne teknologi end kan være til at sprede budskabet om Jesu Kristi evangelium og hjælpe os til at holde kontakt med familie og venner, så kan vi også, hvis vi ikke er årvågne i forhold til, hvordan vi bruger vores personlige enheder, begynde at vende os indad og glemme, at essensen i efterlevelse af evangeliet er tjeneste.
Jeg har en umådelig stor kærlighed til og tro på de af jer, der er teenagere og unge voksne. Jeg har set og følt jeres ønsker om at tjene og gøre en forskel i verden. Jeg tror, at de fleste medlemmer anser tjeneste for at være selve hjertet i deres pagter og det at være discipel. Men jeg tror også, at det nogle gange er nemt at gå glip af nogle af de største muligheder for at tjene andre, fordi vi bliver distraheret, eller fordi vi kigger efter ambitiøse måder at ændre verden på, og vi ser ikke, at nogle af de vigtigste behov, vi kan imødekomme, findes i vores egen familie, blandt vores venner, i vores menighed og i vores lokalsamfund. Vi bliver rørt, når vi ser lidelserne og de store behov hos folk halvvejs rundt om kloden, men vi ser ikke, at der sidder en person lige ved siden af os i klassen, der har brug for vores venskab.
Søster Linda K. Burton fortalte historien om en hjælpeforeningspræsident i en stav, der sammen med andre indsamlede tæpper til folk i nød i 1990’erne. »Hun og hendes datter kørte en lastbil fyldt med disse kvilttæpper fra London til Kosovo. På vej hjem fik hun et umiskendeligt åndeligt indtryk, der sank dybt i hendes hjerte. Dette indtryk var: ›Det, du har gjort, er en meget god gerning. Tag nu hjem, gå over på den anden side af gaden og hjælp din nabo!‹«3
Hvad nytte gør det at redde verden, hvis vi negligerer behovene hos dem, der er tættest på os, og som vi elsker højest? Hvor megen værdi ligger der i at fikse verden, hvis folk omkring os falder fra hinanden, og vi ikke lægger mærke til det?Vor himmelske Fader har måske placeret dem, der har mest brug for os, tættest på os, idet han ved, at vi er bedst egnet til at imødekomme deres behov.
Alle kan finde måder at yde kristuslignende tjeneste på. Min rådgiver søster Carol F. McConkie fortalte mig for nylig om sit 10-årige barnebarn Sarah, der, da hun fandt ud af, at hendes mor var syg, selv besluttede sig for at hjælpe. Hun fik sin lillesøster op, hjalp hende med at få tøj på, børste tænder, ordne sit hår og spise morgenmad, så hendes mor kunne hvile sig. Hun udførte stille denne enkle tjenestegerning uden at blive bedt om det, fordi hun så et behov og ønskede at hjælpe. Sarah velsignede ikke blot sin mor, men jeg er sikker på, at hun også glædede sig over at vide, at hun havde lettet byrden hos en, hun elskede, og på samme tid havde styrket sit forhold til sin søster. Præsident James E. Faust sagde: »Man kan begynde at tjene andre i næsten hvilken som helst alder … De[t] behøver ikke at være i stor målestok, og de[t] er mest ædel[t] inden for familien.«4
Indser I børn, hvor meget det betyder for jeres forældre og familiemedlemmer, når I ser efter, hvordan I kan tjene derhjemme? For de af jer, der er teenagere, bør det at styrke og tjene jeres familie være blandt jeres øverste prioriteter, når I ser efter, hvordan I kan ændre verden. At vise venlighed og omsorg for jeres søskende og forældre hjælper med at skabe en atmosfære af harmoni og inviterer Ånden ind i jeres hjem. At ændre verden begynder med at styrke jeres egen familie.
Et andet fokusområde for jeres tjeneste kan være i jeres menighedsfamilie. Af og til stillede vores børn dette spørgsmål: »Hvorfor skal vi til GUF? Jeg får ikke særligt meget ud af det.«
Hvis jeg havde et godt forældreøjeblik, så svarede jeg: »Hvorfor tror du, at du skal til GUF på grund af det, som du får ud af det?«
Mine unge venner, jeg kan garantere, at der vil altid være nogen ved ethvert kirkemøde, I kommer til, som er ensom, som har prøvelser og har brug for en ven, eller som føler, at han eller hun ikke hører til. I har noget vigtigt at bidrage med til alle møder eller aktiviteter, og Herren ønsker, at I kigger jer omkring på jeres jævnaldrende og derefter tjener dem, ligesom han ville.
Ældste D. Todd Christofferson har sagt: »Man kan ikke fuldt ud opnå dette i isolation, så en væsentlig årsag til, at Herren har en kirke, er at skabe et samfund af hellige, som vil styrke hinanden på den ›snævre og trange sti, der fører til evigt liv‹.« Han fortsætter med at sige: »Denne religion handler ikke kun om os selv, vi er snarere alle kaldet til at tjene. Vi er øjnene, hænderne, fødderne og andre dele af Kristi legeme.«5
Det er sandt, at vi kommer til vores ugentlige kirkemøder for at tage del i ordinancerne, lære doktriner og blive inspireret, men en anden vigtig grund til at komme er, at vi som menighedsfamilie og som Frelseren Jesu Kristi disciple passer på hinanden, opmuntrer hinanden og finder ud af, hvordan vi kan tjene og styrke hinanden. Vi er ikke bare modtagere og aftagere af det, der bliver tilbudt i kirken, det er nødvendigt, at vi er givere og skaffere. Unge piger og unge mænd, næste gang I er til GUF, så prøv i stedet for at tage jeres telefon frem for at se, hvad jeres venner gør, at standse op, se jer omkring og spørge jer selv: »Hvem har brug for mig i dag?« I kan være nøglen til at række ud og røre en jævnaldrendes liv eller opmuntre en ven, der kæmper i stilhed.
Bed jeres himmelske Fader om at vise jer dem omkring jer, der har brug for hjælp, og til at inspirere jer til, hvordan I bedst kan tjene dem. Husk, at Frelseren oftest tjente en person ad gangen.
Vores barnebarn Ethan er 17. Jeg blev rørt denne sommer, da han fortalte, at han, inspireret af sin mors eksempel, beder hver dag om at få mulighed for at tjene. Da vi tilbragte tid sammen med hans familie, lagde jeg mærke til, hvordan Ethan behandler sin bror og sine søstre med tålmodighed, kærlighed og venlighed, og hjælper sine forældre og ser efter, hvordan han kan række ud til andre. Jeg er imponeret over, hvor opmærksom han er på folk omkring sig og på sit ønske om at tjene dem. Han er et eksempel for mig. Når vi gør som Ethan – indbyder Herren til at hjælpe os til at finde måder at tjene på – lader vi Ånden åbne vores øjne, så vi kan se behovene omkring os, så vi kan se den »ene«, der har brug for os den dag og vide, hvordan vi kan tjene ham eller hende.
Udover at tjene jeres familie og medlemmerne i jeres menighed, så se efter muligheder for at tjene i jeres nabolag og i jeres lokalsamfund. Selvom vi nogen gange bliver bedt om at hjælpe til efter store katastrofer, så bliver vi dagligt opmuntret til at se efter muligheder i vores eget område for at opløfte og hjælpe dem i nød. For nylig fortalte en områdepræsident, der tjener i et land, der har mange timelige udfordringer, at den bedste måde at hjælpe dem i nød i andre dele af verden er at betale et gavmildt fasteoffer, bidrage til Kirkens humanitære hjælpefond og se efter, hvordan man kan tjene dem i sit eget lokalsamfund, hvor end man bor. Bare forestil jer, hvordan verden ville blive velsignet, hvis alle fulgte dette råd!
Brødre og søstre, og især jer unge, når I stræber efter at blive mere ligesom Frelseren Jesus Kristus og efterlever jeres pagter, vil I fortsat blive velsignet med ønsker om at afhjælpe lidelse og at hjælpe dem, der er dårligere stillede. Husk på, at nogle af de største behov kan være dem, der er lige foran jer. Begynd jeres tjeneste i jeres eget hjem og med jeres egen familie. Det er de forhold, der kan blive evige. Selv hvis – og måske især hvis – jeres familiesituation ikke er så god, så kan I finde måder at tjene, opløfte og styrke på. Begynd der, hvor I er, elsk dem, som de er, og forbered jer til den familie, I ønsker at få i fremtiden.
Bed om hjælp til at finde dem i jeres menighedsfamilie, der har brug for hjælp og opmuntring. I stedet for at komme i kirke med spørgsmålet: »Hvad får jeg ud af dette møde?«, så spørg: »Hvem har brug for mig i dag? Hvad kan jeg tilbyde?«
Når I velsigner jeres egen familie og medlemmerne af menigheden, så se efter, hvordan I kan velsigne dem i jeres lokalsamfund. Hvad enten I har tid til omfattende tjeneste, eller I kun kan bruge nogle få timer hver måned, så vil jeres bestræbelser velsigne jeres liv og vil også velsigne jer på måder, I ikke kan begynde at forestille jer.
Præsident Spencer W. Kimball sagde: »Gud lægger virkelig mærke til os, og han våger over os. Men almindeligvis er det gennem et andet menneske, han opfylder vore behov.«6 Det er min bøn, at vi må anerkende det privilegium og den velsignelse, det er at tage del i udførelsen af vor himmelske Faders værk, når vi imødekommer hans børns behov, i Jesu Kristi navn. Amen.