Den fattige enkes hjerte
Lad os gøre det, der er nødvendigt for at have den fattige enkes hjerte og virkelig glæde os over de velsignelser, der udfylder de »behov«, der bliver skabt.
Jeg har været velsignet ved at tjene blandt de hellige i stillehavsområdet i størstedelen af mit voksne liv. Disse hengivne helliges tro, kærlighed og utrolige ofre fylder mig med inspiration, taknemlighed og glæde. Deres historier minder om jeres.
Jeg har tænkt over, at disse hellige har meget tilfælles med den fattige enke, som Frelseren bemærkede, da han »satte sig … og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget.
Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter …
Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: ›Sandelig, siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken.
For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.‹«1
Selv om hendes to småmønter var et beskedent bidrag til Frelseren, så var hendes gave af stor værdi, fordi hun gav alt. I det øjeblik kendte Frelseren den fattige enke fuldt ud, fordi hendes bidrag viste ham hendes hjerte. Hendes kærlighed og tro var af en sådan kvalitet og dybde, at hun gav i vished om, at hendes behov ville blive dækket.
Jeg har set dette samme hjerte hos de hellige i stillehavsområdet. I en lille landsby på en af disse øer tog en ældre mand og hans hustru imod missionærernes invitation til oprigtigt at spørge Herren, om de lektioner, som de blev undervist i, var sande. Som led i denne proces overvejede de også konsekvenserne af de forpligtelser, som de ville indgå, hvis de modtog et svar, som ville gøre, at de ville tage imod det gengivne evangelium. De fastede og bad om at få at vide, om Kirken var sand og om ægtheden af Mormons Bog. Svaret på deres bønner kom i form af en mild, men tydelig bekræftelse: »Ja! Det er sandt!«
Da de havde modtaget dette vidnesbyrd, valgte de at blive døbt. Det var ikke et valg uden personlige omkostninger. Deres beslutning og dåb havde en høj pris. De mistede deres arbejde, de ofrede social anseelse, vigtige venskaber gik i opløsning, og familiens støtte, kærlighed og respekt blev trukket tilbage. De gik nu til fods i kirke hver søndag, og der blev udvekslet beklemte blikke med venner og naboer, der kom gående i den modsatte retning.
I disse svære omstændigheder blev denne gode bror spurgt, hvordan han havde det med deres beslutning om at tilslutte sig Kirken. Hans enkle og urokkelige svar var: »Det er sandt, er det ikke? Vores valg var klart.«
Disse to nyligt omvendte hellige havde virkelig et hjerte som den fattige enke. De har ligesom den fattige enke »givet … alt«, hvad de kunne give, og med forsæt givet af det, de havde behov for. På grund af deres troende hjerte og deres vedvarende tro i disse svære tider blev deres byrder lettet. De blev hjulpet og favnet af kirkemedlemmer, der støttede og tjente dem, og de blev personligt styrket gennem deres tjeneste i kirkekaldelser.
Da de havde givet »alt«, oplevede de den største dag, da de blev beseglet i templet som en evig familie. Ligesom Herren gjorde for de hellige under Almas ledelse, »styrkede [han] dem, så de kunne bære deres byrder med lethed, og de underordnede sig gladelig og med tålmodighed hele Herrens vilje.«2 Sådan viste den fattige enkes hjerte sig i dette vidunderlige par.
Lad mig fortælle om en anden oplevelse, hvor den fattige enkes indstilling kom til udtryk. På Samoa arbejder vi sammen med landsbyrådene for at sørge for, at missionærerne kan komme ind og forkynde evangeliet. For nogle år siden havde jeg en samtale med en høvding fra en landsby, hvor missionærerne ikke havde fået lov til at komme ind i mange, mange år. Vores samtale fandt sted ikke så lang tid efter, at den øverste høvding havde åbnet landsbyen for Kirken og tilladt vores missionærer at undervise dem, der var interesseret i at lære om evangeliet og dets lærdomme.
Efter så mange år var jeg nysgerrig efter at høre, hvad der havde ført til denne mirakuløse forandring, og hvad der var sket, som fik den øverste høvding til at ændre dette. Jeg spurgte til dette, og høvdingen, som jeg talte med, svarede: »En mand kan leve i mørket i et tidsrum, men der kommer et tidspunkt, hvor han vil længes efter at komme ind i lyset.«
Den øverste høvding udviste den fattige enkes indstilling, da han åbnede landsbyen – en indstilling, der mildnes, når sandhedens varme og lys bliver åbenbaret. Denne leder var villig til at give slip på mange års traditioner, håndtere stor modstand og stå fast, så andre kunne blive velsignet. Dette var en leder, hvis hjerte var rettet mod sit folks velfærd og lykke snarere end en hensyntagen til traditioner, kultur og personlig magt. Han fjernede disse hensyn til fordel for det, som præsident Thomas S. Monson har fortalt os: »Når vi følger Frelserens eksempel, får vi mulighed for at være et lys for andre.«3
Lad mig dele endnu en oplevelse om de hellige i stillehavsområdet, som har forankret sig dybt og åndeligt i min sjæl. For nogle år siden var jeg en ung rådgiver til en biskop i en ny menighed i Amerikansk Samoa. Vi havde 99 medlemmer bestående af fattige bønder, fabriksarbejdere og offentligt ansatte samt deres familier. Da Det Første Præsidentskab i 1977 bekendtgjorde, at der ville blive bygget et tempel i Samoa, udtrykte vi alle vores glæde og taknemlighed. Hvis man skulle til templet fra Amerikansk Samoa, skulle man dengang rejse til enten Hawaii eller New Zealand. Det var en dyr rejse, som de færreste af de trofaste kirkemedlemmer kunne betale.
Dengang blev medlemmerne opfordret til at bidrage til en byggefond, der bidrog til at opføre templer. I denne ånd bad vores biskopråd medlemmerne om bønsomt at overveje, hvad de kunne give. Der blev sat en dato, hvor familierne kunne samles og aflevere deres donationer. Senere, da disse donationer blev åbnet bag lukkede døre, blev vores biskopråd ydmyge og rørt over den tro og generøsitet, som vores vidunderlige medlemmer havde udvist.
Idet jeg kendte alle familierne og deres omstændigheder følte jeg en dyb og vedvarende ærefrygt, respekt og ydmyghed. Dette var på alle måder den fattige enkes småmønter, som blev givet af deres »behov« med glæde over den lovede velsignelse ved opførelsen af Herrens hellige tempel i Samoa. Disse familier havde helliget alt, hvad de kunne, til Herren med en tro på, at de ikke ville komme til at mangle. Deres gave viste, de havde det samme hjerte som den fattige enke. Alle, der gav, gjorde det villigt og med glæde, fordi med den fattige enkes indstilling kunne de med troens øjne se de store, vidunderlige velsignelser, der var i vente for deres familier og for hele folket i Samoa og Amerikansk Samoa i de kommende generationer. Jeg ved, at deres hellige ofre, deres småmønter, blev anerkendt og taget imod af Herren.
Den fattige enke, som gav sine to småmønter, havde en indstilling, som vil give alt ved at ofre, ved at udholde svære tider, forfølgelse og afvisning og ved at bære mange former for byrder. Hun havde en indstilling, der mærker, føler og kender sandhedens lys og vil give alt for at tage imod denne sandhed. Den hjælper også andre til at se dette samme lys og mærke den samme fylde af evig lykke og glæde. Og endelig så er hendes indstilling defineret af en villighed til at opgive alt for at opbygge Guds rige på jorden.
Lad os sammen med hellige verden over gøre det, der er nødvendigt for at have den fattige enkes hjerte og virkelig glæde os over de velsignelser, der udfylder de »behov«, der bliver skabt. Min bøn for os hver især er, at vi har en indstilling om at bære vores byrder, foretage de nødvendige ofre og have viljen til at gøre og til at give. Jeg lover, at Herren ikke vil lade jer mangle. Den fattige enkes hjerte er fyldt med taknemlighed over, at Frelseren var »en lidelsernes mand, kendt med sygdom«,4 så vi ikke behøver at drikke af »det bitre bæger«.5 På trods af vores svagheder og mangler og på grund af dem giver han os sine hænder, der blev gennemboret for vores skyld. Han vil løfte os, hvis vi er villige til at komme ind i hans evangeliums lys, tage imod ham og lade ham udfylde vores »behov«.
Jeg bærer vidnesbyrd om den store kærlighed, som vi kan give af som Herren Jesu Kristi disciple. Jeg elsker og opretholder præsident Thomas S. Monson som Guds profet på jorden. Mormons Bog er endnu et vidne om Jesus Kristus for verden, og jeg inviterer alle til at læse den og selv opdage dens budskab. Alle, der tager imod Herrens invitation om at komme til ham, vil finde fred, kærlighed og lys. Jesus Kristus er vores store eksempel og vor Forløser. Det er kun gennem Jesus Kristus og hans uendelige forsonings mirakel, at vi kan modtage evigt liv. Dette bærer jeg vidnesbyrd om i hans hellige navn, ja, i Jesu Kristi navn. Amen.