Rejsen fortsætter!
Rejsen hjem til vor himmelske Fader er den vigtigste rejse i vores liv.
For 170 år siden så Brigham Young ud over Salt Lake-dalen for første gang og erklærede: »Dette er stedet!«1 Han kendte stedet, fordi Herren havde åbenbaret det for ham.
I 1869 havde flere end 70.000 hellige foretaget en lignende rejse. På trods af de mange forskelligheder i sprog, kultur og nationalitet delte de et vidnesbyrd om Faderen, Sønnen og Helligånden, gengivelsen af Jesu Kristi evangelium og ønskede at opbygge Zion – et sted med fred, lykke og skønhed som forberedelse til Kristi andet komme.
Blandt de første hellige, der ankom til Utah, var Jane Manning James – datteren af en frigivet slave, der var blevet omvendt til den genoprettede kirke, og som var en bemærkelsesværdig discipel, der stod overfor vanskelige udfordringer. Søster James forblev en trofast sidste dages hellig til sin død i 1908.
Hun skrev: »Jeg ønsker lige nu at sige, at min tro på Jesu Kristi evangelium, som det bliver forkyndt i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er lige så stærk i dag, nej den er om muligt stærkere, end den dag jeg blev døbt. Jeg betaler min tiende og offerydelser, jeg holder visdomsordet, jeg går tidligt i seng og står tidligt op, jeg forsøger, selvom jeg er svag at være et godt eksempel for alle.«2
Ligesom så mange andre sidste dages hellige opbyggede søster James ikke kun Zion med blod, sved og tårer, men hun søgte også Herrens velsignelser ved at efterleve evangeliske principper efter bedste evne, mens hun holdt fast i sin tro på Jesus Kristus – den store helbreder for alle, der oprigtigt søger ham.
De første hellige var ikke fuldkomne, men de lagde en grundvold, hvorpå vi bygger vores familie og et samfund, der elsker og holder pagter, sådan som det fremhæves i adskillige nyhedsberetninger over hele verden på grund af vores hengivenhed mod Jesus Kristus og vores frivillige indsats for at hjælpe nær og fjernt.3
Præsident Eyring, må jeg tilføje min påskønnelse for de titusinder af engle med gule trøjer, som tjener i Texas, Mexico og andre steder.
Jeg har en stor overbevisning om, at hvis vi mister vores bånd til dem, der er gået forud for os, herunder vores pionerforfædre, vil vi miste en meget værdifuld skat. Jeg har tidligere talt om »Tro i hvert et fodtrin« og vil blive ved med at gøre det i fremtiden, fordi jeg ved, at den opvoksende generation må have den samme form for tro, som de tidlige hellige havde på Herren Jesus Kristus og hans gengivne evangelium.4
Mine egne pionerforfædre var blandt de trofaste pionerer, der trak håndkærrer, kørte vogne og gik til Utah. Ligesom søster Jane Manning James havde de en stor tro i alle deres fodtrin, mens de foretog deres egen rejse.
Deres dagbøger er fyldt med beskrivelser af modgang, sult, og sygdom, men også deres vidnesbyrd om deres tro på Gud og Jesu Kristi gengivne evangelium.
De havde nogle få jordiske ejendele, men nød en overflod af velsignelser i det broderskab og søsterskab, som de fandt i Jesu Kristi Kirke. Når de kunne, opløftede de den nedtrykte og velsignede den syge ved at tjene hinanden og gennem Guds præstedømme.
Søstrene i Cache Valley i Utah betjente de hellige i Hjælpeforeningens ånd om at »arbejde sammen til gavn for de nødlidende.«5 Min oldemor Margaret McNeil Ballard tjente ved sin mand, Henrys side, mens han præsiderede som biskop over Logan Anden Menighed i 40 år. Margaret var præsident for Hjælpeforeningen i 30 af de år. Hun tog fattige, syge, enker og forældreløse ind i deres hjem, og hun iklædte tilmed de døde i deres tempeltøj.
Selvom det er passende og vigtigt at huske mormonpionerernes historiske vandring i det 19. århundrede, må vi huske, at »rejsen gennem livet fortsætter!« for os alle, idet vi kan vise vores egen »tro i hvert et fodtrin.«
Nyomvendte samles ikke længere i pionerbosættelser i det vestlige USA. I stedet samles nyomvendte i deres lokale menigheder, hvor de hellige tilbeder vor himmelske Fader i Jesu Kristi navn. Med mere end 30.000 menigheder, der er etableret over hele verdener, er alle samlet i deres egen Zion. Som skrifterne siger: »For dette er Zion – de rene af hjertet.«6
Når vi går ad livets vej, bliver vi prøvet for at se, om vi vil »gøre alt, hvad [Herren] overhovedet har befalet.«7
Mange af os er på utrolige opdagelsesrejser – der fører til personlig berigelse og åndelig oplysning. Men nogle af os er på en rejse, der fører til sorg, synd, smerte og fortvivlelse.
I den sammenhæng kan man spørge sig selv: Hvad er mit endelige mål? Hvor fører mine fodtrin mig hen? Og fører min rejse til en »mængde velsignelser«, som Frelseren har lovet?8
En rejse tilbage til vor himmelske Fader er den vigtigste rejse i vores liv, og den fortsætter hver dag, hver uge, hver måned og hvert år, når vi øger vores tro på ham og på hans elskede Søn, Jesus Kristus.
Vi må holde nøje øje med, hvor vores fodtrin tager os hen i livet. Vi må være opmærksomme på og følge det råd, Jesus gav sine disciple, da han svarede på deres spørgsmål: »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?«
Jesus sagde til dem: »Se til, at ingen fører jer vild!«9
I dag gentager jeg kirkeledernes tidligere råd.
-
Brødre og søstre, hold Kristi lære ren og bliv aldrig bedraget af dem, der forfalsker læren. Faderens og Sønnens evangelium blev gengivet gennem Joseph Smith, profeten for denne sidste uddeling.
-
Lyt ikke til dem, som ikke er blevet ordineret og/eller indsat i deres kirkekaldelse eller ikke er blevet anerkendt ved fælles samtykke af Kirkens medlemmer.10
-
Vær opmærksom på organisationer, grupper eller personer, der påstår at have hemmelige svar på doktrinære spørgsmål, som de hævder, at nutidige apostle og profeter ikke har eller forstår.
-
Lyt ikke til dem, der lokker jer med ordninger, der lover rigdom. Vores medlemmer har mistet alt for mange penge, så pas på.
Nogle steder ser for mange af vores folk forbi målet og søger hemmelig kundskab i dyre og tvivlsomme fremgangsmåder til at yde helbredelse og støtte.
En officiel erklæring, der blev udstedt af Kirken for nogle år siden, lyder: »Vi opfordrer Kirkens medlemmer til at være påpasselige med at deltage i nogen gruppe, der – mod betaling – lover mirakuløs helbredelse eller påstår at have særlige metoder til at få adgang til helbredende kraft udenom korrekt ordinerede præstedømmebærere.«11
I Kirkens håndbog lyder rådet: »Medlemmerne bør ikke gøre brug af uautoriseret behandling, der er etisk eller juridisk tvivlsom. De lokale ledere bør råde medlemmer, der har helbredsproblemer, til at rådføre sig med kompetente professionelle behandlere, der er godkendt i de lande, hvori de praktiserer.«12
Brødre og søstre, vær kloge og opmærksomme på, at sådanne praksisser kan være følelsesmæssigt tiltalende, men kan i sidste ende vise sig at være åndeligt og fysisk skadelige.
For vores pionerforfædre var uafhængighed og selvhjulpenhed afgørende, men deres følelse af samhørighed var lige så vigtig. De arbejdede sammen for at hjælpe hinanden med at overvinde fysiske, åndelige og følelsesmæssige udfordringer på deres tid. For mændene var der præstedømmekvorummer, og kvinderne blev hjulpet i Hjælpeforeningen. Disse resultater er ikke ændret i vore dage.
Hjælpeforeningen og præstedømmekvorummer sørger for vores medlemmers åndelige og timelige velfærd.
Bliv på evangeliets sti ved at have »tro i hvert et fodtrin«, så I kan vende sikkert tilbage til vor himmelske Faders og Herren Jesu Kristi nærhed. Herren er vor dyrebare Frelser. Han er verdens Forløser. Vi må ære hans hellige navn og ikke misbruge det på nogen måde og altid stræbe efter at holde hans befalinger. Hvis vi gør det, vil han velsigne os og lede os sikkert hjem.
Jeg indbyder alle inden for min stemmes rækkevidde til at tage imod og omfavne alle, der foretager deres egen rejse i dag, uanset hvor på deres rejse de befinder sig.
Husk, at der ikke er nogen velsignelse, som man kan dele, der er større end budskabet om genoprettelsen, som, når det modtages og efterleves, fører til evig glæde og fred – ja, evigt liv. Lad os bruge vores energi, styrke og vidnesbyrd på at hjælpe vores missionærer med at finde, undervise og døbe Guds børn, så evangeliets kraft må lede deres hverdag.
Vi er nødt til at omfavne Guds børn med barmhjertighed og udelukke fordomme, herunder racisme, sexisme og nationalisme. Lad det være sagt, at vi virkelig tror på, at velsignelserne i Jesu Kristi gengivne evangelium er for alle Guds børn.
Jeg vidner om, at »rejsen fortsætter« og jeg indbyder jer til at blive på evangeliets sti, mens I fortsætter med at trænge jer frem ved at række ud til alle Guds børn i kærlighed og barmhjertighed, så vi sammen kan gøre vores hjerte rent og rense vores hænder til at modtage den »mængde velsignelser«, der venter alle, der virkelig elsker vor himmelske Fader og hans elskede Søn, hvilket jeg ydmygt beder om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.