Vend jer mod Herren
Vi kan ikke kontrollere alt, der sker for os, men vi kan have fuldkommen kontrol over, hvordan vi reagerer på ændringer i vores liv.
I foråret 1998 fik Carol og jeg mulighed for at kombinere en forretningsrejse med en familieferie og tage vores fire børn og min svigermor, der for nylig var blevet enke, med til Hawaii i nogle få dage.
Aftenen inden vores tur til Hawaii blev vores fire måneder gamle søn Jonathan diagnoseret med en dobbeltsidig ørebetændelse, og vi fik af vide, at han tidligst kunne rejse om tre til fire dage. Vi besluttede, at Carol skulle blive hjemme med Jonathan, og jeg ville tage turen med resten af familien.
Min første indikation af, at det ikke ville blive den tur, jeg havde forestillet mig, kom kort tid efter ankomsten. Da vi gik ned ad en månebelyst sti med udsyn til havet foran os, vendte jeg mig for at kommentere på øens skønhed, og i det romantiske øjeblik så jeg, i stedet for at se Carol, ind i min svigermors øjne – som jeg, må jeg tilføje, elsker meget højt. Det var bare ikke det, jeg havde forventet. Carol havde heller ikke forventet at bruge sin ferie derhjemme, alene med vores syge baby.
Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi befinder os på en uventet sti og står over for omstændigheder meget alvorligere end en afbrudt ferie. Hvordan reagerer vi, når begivenheder, ofte ude af vores kontrol, ændrer det liv, som vi havde planlagt eller håbet på?
Den 6. juni 1944 gik Hyrum Shumway, en ung sekondløjtnant i den amerikanske hær, i land ved Omaha Beach som en del af invasionen i Normandiet. Han klarede sig sikkert gennem landgangen, men den 27. juli, under de allieredes fremrykning, blev han alvorligt skadet af en eksploderende pansermine. På et øjeblik blev hans liv og fremtidige karriere som læge dramatisk påvirket. Trods flere operationer, der hjalp ham til at komme sig over de fleste af hans alvorlige skader, genvandt han aldrig sit syn. Hvordan ville I reagere?
Efter tre år på et rehabiliteringshospital vendte han hjem til Lovell i Wyoming. Han vidste, at hans drøm om at blive læge ikke længere var mulig, men han havde besluttet sig for at komme videre, blive gift og forsørge sin familie.
Han fandt til sidst arbejde i Baltimore i Maryland som genoptræningsrådgiver og beskæftigelsesspecialist for blinde. I sin egen genoptræningsproces havde han lært, at blinde er i stand til meget mere, end han var klar over, og i løbet af sine otte år i den stilling fik han flere blinde i arbejde end nogen anden rådgiver i hele landet.
Nu, hvor han var sikker på sin evne til at forsørge en familie, friede han til sin kæreste ved at sige: »Hvis du vil læse posten, sortere sokkerne og køre bilen, kan jeg gøre resten.« De blev kort tid efter beseglet i templet i Salt Lake City og blev velsignet med otte børn.
I 1954 vendte familien Shumway tilbage til Wyoming, hvor bror Shumway arbejde i 32 år som statsleder for uddannelse for døve og blinde. I den tid tjente han i syv år som biskop i Cheyenne Første Menighed og senere 17 år som stavspatriark. Da bror Shumway gik på pension, tjente han og hans hustru som seniormissionærer i London Syd-missionen i England.
Hyrum Shumway døde i marts 2011 og efterlod sig en arv af tro og tillid til Herren, selv under vanskelige forhold, til sine mange efterkommere, børn, børnebørn og oldebørn.1
Hyrum Shumways liv blev måske ændret af krigen, men han tvivlede aldrig på sin guddommelig natur og sit evige potentiale. Ligesom ham er vi Guds åndelige sønner og døtre, og vi »accepterede hans plan for, hvordan [vi] kunne få et fysisk legeme og opnå jordiske erfaringer for at udvikle [os] frem mod fuldkommenhed og til sidst realisere [vores] guddommelige skæbne som arvinger til evigt liv.«2 Intet antal af forandringer, prøvelser eller modgang kan ændre den evige kurs – kun vores valg, når vi udøver vores handlefrihed.
De ændringer og medfølgende prøvelser, som vi kan støde på her i jordelivet, kommer i alle former og størrelser og påvirker os alle på forskellige måder. Ligesom jer har jeg set venner og familie stå over for udfordringer, der var forårsaget af:
-
En af vores kæres død.
-
En bitter skilsmisse.
-
Måske aldrig at have fået mulighed for at gifte sig.
-
En alvorlig sygdom eller skade.
-
Og endog naturkatastrofer, som vi for nyligt har set i rundt om i verden.
Og listen fortsætter. Selvom hver »ændring« kan være unik for vores personlige omstændigheder, er der et fælles element i den deraf følgende prøvelse eller udfordring – håb og fred er altid tilgængelige gennem Jesu Kristi sonoffer. Jesu Kristi forsoning tilvejebringer de ultimative korrigerende og helbredende midler til ethvert såret legeme, beskadiget ånd og knust hjerte.
Han ved, på en måde som ingen anden kan forstå, hvad det er, vi har brug for personligt for at komme videre midt i forandringerne. Til forskel fra venner og kære sympatiserer Frelseren ikke kun med os, men han kan have fuldkommen empati, fordi han har været, hvor vi er. Udover at betale prisen og lidelsen for vores synder gik Jesus Kristus også på alle stierne, håndterede alle udfordringerne, stod over for alle smerterne – fysisk, følelsesmæssigt eller åndeligt – som vi nogensinde vil møde i vores liv.
Præsident Boyd K. Packer sagde: »Jesu Kristi barmhjertighed og nåde er ikke begrænset til dem, som begår synd … men den omfatter løftet om evigtvarende fred til alle, der er villige til at acceptere og følge ham … Hans store barmhjertighed er den, der helbreder, selv de sårede, som er uskyldige.«3
I dette liv kan vi ikke kontrollere alt, der sker for os, men vi kan have fuldkommen kontrol over, hvordan vi reagerer på ændringer i vores liv. Dette betyder ikke, at de udfordringer og prøvelser, som vi får, ikke har nogen konsekvens og nemt kan håndteres. Det betyder ikke, at vi vil blive frie for smerte eller sorg. Men, det betyder, at der er grund til håb, og at vi på grund af Jesu Kristi forsoning kan komme videre og finde bedre dage, selv dage med glæde, lys og lykke.
I Mosija kan vi læse beretningen om Alma, den tidligere præst for kong Noa, og hans folk, der »var blevet advaret af Herren … og drog ud i ødemarken forud for kong Noas hære.« Efter otte dage »kom [de] til … et meget smukt og behageligt land«, hvor »de slog deres telte op og begyndte at dyrke jorden og at bygge bygninger.«4
Deres situationen så lovende ud. De havde accepteret Jesu Kristi evangelium. De var blevet døbt med en pagt om, at de ville tjene Herren og holde hans befalinger. Og »de mangfoldiggjorde sig og voksede sig overordentlig stærke« i landet.5
Men deres omstændigheder skulle snart ændre sig. »En hær af lamanitter [kom] ind over landets grænser.«6 Alma og hans folk kom kort tid efter i trældom, og »deres trængsler blev så store, at de indtrængende begyndte at anråbe Gud.« Derudover blev de endda af deres fangevogtere beordret til at ophøre med at bede, ellers »så hver den, der blev grebet i at påkalde Gud, skulle sendes i døden.«7 Alma og hans folk havde ikke gjort noget for at fortjene deres nye tilstand. Hvordan ville de reagere?
I stedet for at give Gud skylden vendte de sig mod ham og »udøste [deres hjerte] til ham«. Som svar på deres tro og tavse bønner sagde Gud: »Vær ved godt mod … Jeg vil … lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg.« Kort tid efter »styrkede [Herren] dem, så de kunne bære deres byrder med lethed, og de underordnede sig gladelig og med tålmodighed hele Herrens vilje.«8 Selvom de endnu ikke var blevet udfriet af trældom blev de, ved at vende sig mod Herren og ikke væk fra Herren, velsignet i henhold til deres behov og i henhold til Herrens visdom.
Ældste Dallin H. Oaks har sagt: »Helbredende velsignelser kommer på mange måder og er alle tilpasset vore individuelle behov af ham, som kender os bedst og elsker os højest. Somme tider lindrer en ›helbredelse‹ vores sygdom eller letter vores byrder. Men somme tider bliver vi ›helbredt‹ ved at modtage styrke eller forståelse eller tålmodighed til at bære de byrder, som bliver lagt på vores skuldre.«9
I sidste ende var »deres tro og deres tålmodighed … så stor«, at Alma og hans folk blev udfriet af Herren, og det vil vi også, og de »gav tak«, »for de var i trældom, og ingen kunne udfri dem bortset fra Herren deres Gud.«10
Det sørgelige er, at de, der er i mest nød, alt for ofte vender sig væk fra deres ene fuldkomne kilde til hjælp, vor Frelser, Jesus Kristus. En kendt beretning fra skriften om »kobberslangen« lærer os, at vi har et valg, når vi står over for udfordringer. Da mange af Israels børn for eksempel blev bidt af »iltre, flyvende slanger,«11 »blev [der] rejst et sindbillede … så hver den, der ville se på det, kunne leve. [Men det var et valg]. Og mange så og levede …
Men der var mange, der var så forhærdede, at de ikke ville se, derfor omkom de.«12
Som de gamle israelitter bliver vi også inviteret og opfordret til at se hen mod Frelseren og leve – for hans åg er godt og hans byrde er let, selv når vores kan være tunge.
Alma den Yngre underviste i denne hellige sandhed, da han sagde: »Jeg ved, at hver den, der sætter sin lid til Gud, bliver støttet under sine prøvelser og sine besværligheder og sine trængsler og bliver ophøjet på den yderste dag.«13
I disse sidste dage har Herren givet os utallige ressourcer, vores »kobberslanger«, som alle er skabt til at hjælpe os til at se hen mod Kristus og sætte vores lid til ham. At håndtere udfordringer i livet handler ikke om at ignorere virkeligheden, men snarere om hvor vi vælger at fokusere, og den grundvold hvorpå vi vælger at bygge.
Disse ressourcer omfatter, men er ikke begrænset til:
-
Regelmæssigt studium af skriften og de levendes profeters lærdomme.
-
Jævnlig oprigtig bøn og faste.
-
Værdig deltagelse i nadveren.
-
Regelmæssig tempeldeltagelse.
-
Præstedømmevelsignelser.
-
Klog rådgivning gennem uddannede fagfolk.
-
Og tilmed medicin, når den er korrekt ordineret og brugt som anvist.
Uanset hvilken forandring i livets omstændigheder, der må komme vores vej, og uanset hvilken uventet sti vi må befinde os på, er det et valg, hvordan vi vælger at reagere. At vende sig mod Frelseren og gribe hans udstrakte arme er altid den bedste løsning.
Ældste Richard G. Scott sagde: »Ægte varig lykke med dertilhørende styrke, mod og evne til at overvinde de største vanskeligheder opnås, når du gør Jesus Kristus til midtpunktet i dit liv … Selvom der ikke er nogen garanti for resultater her og nu, er der forsikringen om, at løsningen kommer, freden hersker, og lykken bliver din, når Herren vil.«14
Om disse sandheder bærer jeg mit vidnesbyrd. I Jesu Kristi navn. Amen.