Er miraklernes dage hørt op?
Vores største fokus bør være på de åndelige mirakler, der findes for alle Guds børn.
For et år siden på en opgave i Californien tog jeg sammen med en stavspræsident hen for at besøge Clark og Holly Fales og deres familie i deres hjem. Jeg fik at vide, at de fornyeligt havde oplevet et mirakel. Da vi kom, kæmpede Clark med at stå op og hilse på os, da han havde ryg-, nakke- og armskinner på.
Lidt mere end to måneder før var Clark, hans søn Ty og omkring 30 unge mænd og ledere taget af sted på en stavsaktivitet, et rent eventyr, hvor de skulle vandre til toppen af Mount Shasta (4.322 m), et af de højeste bjerge i Californien. Andendagen på den vanskelige vandretur havde de fleste nået toppen – en fantastisk præstation, der var mulig på grund af flere måneders forberedelse.
Én af de første, der nåede toppen den dag, var Clark. Efter en kort pause stod han nær toppens kant og begyndte at gå. Idet han gjorde det, snublede han og faldt bagover ud over en klippekant. Han faldt 12 meter ned i frit fald og gled derefter 90 meter ude af kontrol ned ad den isdækkede bjergside. Utroligt nok overlevede Clark, men han kom alvorligt til skade og var ude af stand til at røre sig.
De mirakler, Clark oplevede under sit traumatiske eventyr, var først lige begyndt. Nogle af de første, der nåede frem til ham, var »tilfældigvis« en gruppe på vandretur, der omfattede redningsfolk og paramedicinere. De behandlede ham omgående for chok og pakkede ham ind for holde ham varm. Denne gruppe testede også »tilfældigvis« et nyt kommunikationsudstyr og sendte et nødkald fra et område, hvor mobiltelefoner ikke kan få signal. En lille helikopter blev omgående sendt til Mount Shasta fra et sted, der lå en time væk. Efter to farlige, men mislykkede forsøg på at lande i en højde, der pressede helikopterens formåen, mens den kæmpede med forræderiske vinde, indledte piloten et tredje og sidste forsøg. Da helikopteren nærmede sig fra en anden vinkel, ændrede vinden sig »tilfældigvis«, og den landede lige længe nok til, at gruppen hurtigt og smertefuldt kunne klemme Clark ind i det lille rum bag pilotens sæde.
Da Clark blev evalueret på traumecentret, afslørede prøverne, at han havde brækket flere knogler i nakken, ryggen, ribben og håndled og havde en punkteret lunge foruden mange sår og blå mærker. En berømt neurokirurg var »tilfældigvis« på arbejde den dag. Han er kun på dette sygehus nogle få gange om året. Denne læge sagde senere, at han aldrig havde set en person med så mange skader på rygraden og halspulsåren og stadig være i live. Man forventede ikke blot, at Clark ville overleve, men at han også ville komme sig helt. Kirurgen beskriver sig selv som agnostiker og sagde, at Clarks tilfælde gik imod alt hans videnskabelige viden om neurologiske skader og kunne kun beskrive det som et mirakel.
Da Clark og Holly var færdige med at fortælle denne intense historie, var det svært at tale. Det var ikke blot på grund af de åbenlyse mirakler, men på grund af et endnu større mirakel. Jeg fik et stærkt indtryk af – et åndeligt vidnesbyrd om – at Holly og alle de fem smukke børn, der sad i stuen rundt om deres forældre, havde sådan en tro, at de kunne have accepteret et hvilket som helst resultat af den dag, og de ville stadig have haft åndelig fremgang. Clark og Holly og deres to ældste børn, Ty og Porter, er i dag sammen med os her i konferencecentret.
Når jeg har tænkt over familien Fales’ oplevelse, har jeg tænkt meget på så mange andres omstændigheder. Hvad med de utallige troende, modtagere af præstedømmevelsignelser, evigt bedende for, pagtsholdende, håbefulde sidste dages hellige, der aldrig får deres mirakler? I det mindste det, som de forstår som et mirakel. I det mindste sådan, som andre synes at få et mirakel.
Hvad med dem, der i flere år eller årtier eller hele deres liv har oplevet store prøvelser – fysiske, mentale og følelsesmæssige? Hvad med dem, der dør i en meget ung alder?
For blot to måneder siden tog to ægtepar med tempelanbefalinger, som tilsammen havde tre børn på fuldtidsmission og fem andre børn, af sted i et lille fly på en kort flyvetur. Jeg er sikker på, at de bad for deres sikkerhed inden flyveturen og bad inderligt, da deres fly fik alvorlige mekaniske problemer, inden de styrtede. Ingen overlevede. Hvad med dem?
Har gode mennesker og deres familie grund til at stille det samme spørgsmål som Mormon: »Er miraklernes dage … hørt op?«1
Min begrænsede kundskab kan ikke forklare, hvorfor der nogle gange forekommer en guddommelig indblanding og andre gange ikke. Men måske mangler vi en forståelse for det, der udgør et mirakel.
Ofte beskriver vi et mirakel som at blive helbredt uden en fuldgyldig forklaring fra lægevidenskaben eller som at undgå katastrofiske farer ved at give agt på en klar tilskyndelse. Men at definere et mirakel som »en gavnlig begivenhed, der er tilvejebragt ved guddommelig kraft, som mennesker ikke forstår,«2 giver et større perspektiv på anliggender, der er mere evige i deres natur. Denne definition giver os også mulighed for at betragte troens vigtige rolle i modtagelsen af et mirakel.
Moroni sagde: »Der er heller ikke nogen, der på noget tidspunkt har udvirket mirakler, førend de troede.«3 Ammon erklærede: »Således har Gud sørget for et middel, så mennesket ved tro kan gøre mægtige mirakler.«4 Herren åbenbarede for Joseph Smith: »For jeg er Gud … og jeg vil vise mirakler … til alle dem, der tror på mit navn.«5
Kong Nebukadneser forlangte, at Shadrak, Meshak og Abed-Nego skulle tilbede den billedstøtte af guld, han opstillede som en gud, og truede: »Hvis ikke I vil tilbede, vil I … blive kastet i ovnen med flammende ild.« Han hånede dem derefter og sagde: »Hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?«6
Disse tre hengivne disciple sagde: »Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os … ud af ovnen med flammende ild … Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud.«7
De havde fuld tillid til, at Gud kunne redde dem, »men hvis ikke« havde de fuldstændig tillid til hans plan.
På samme måde spurgte ældste David A. Bednar engang en ung mand, der havde bedt om en præstedømmevelsignelse: »Hvis det skulle være vor himmelske Faders vilje at tage dig bort i din ungdom og ind i åndeverdenen for at fortsætte din tjeneste der, har du så tro nok til at underkaste dig hans vilje og ikke blive helbredt?«8 Har vi tro nok til »ikke [at] blive helbredt« fra vores jordiske lidelser, så vi kan blive helbredt for evigt?
Et afgørende spørgsmål til overvejelse er: »Hvor sætter vi vores tro?« Er vores tro fokuseret på blot at ønske at blive fri for smerte og lidelse eller er den fast centreret om Gud Faderen og hans hellige plan og om Jesus Kristus og hans forsoning? Tro på Faderen og Sønnen giver os mulighed for at forstå og acceptere deres vilje, når vi forbereder os på evigheden.
I dag bærer jeg vidnesbyrd om mirakler. At være Guds barn er et mirakel.9 At få et legeme, der er skabt i hans billede og lighed, er et mirakel.10 Det er et mirakel at få Frelseren som gave.11 Jesu Kristi forsoning er et mirakel.12 Muligheden for evigt liv er et mirakel.13
Selvom det er godt at bede om og arbejde på fysisk beskyttelse og helbredelse i løbet af vores liv her på jorden, så bør vores største fokus være på de åndelige mirakler, der findes for alle Guds børn. Uafhængigt af vores race, nationalitet eller hvad vi har gjort for at omvende os, uafhængigt af hvad der er blevet gjort mod os, så har vi alle den samme adgang til disse mirakler. Vi lever et mirakel, og der er flere i vente. I Jesu Kristi navn. Amen.