Herre, vil du hjælpe, så vores øjne må blive åbnet
Vi skal se på andre gennem vor Frelsers øjne.
Løvernes konge er en klassisk tegnefilm om den afrikanske savanne. Da løvernes konge dør, da han redder sin søn, bliver den unge løveprins tvunget i eksil, mens en despotisk hersker ødelægger balancen på savannen. Løveprinsen kræver riget tilbage med hjælp fra en mentor. Hans øjne bliver åbnet for nødvendigheden af, at der er balance i livets store cirkel på savannen. Da den unge løve krævede sin rette plads som konge, fulgte han rådet om at »se ud over, hvad du ser«.1
Når vi lærer at blive arvinger til alt, vor Fader har, vejleder evangeliet os til at se ud over, hvad vi ser. For at se ud over, hvad vi ser, skal vi se på andre gennem vor Frelsers øjne. Evangeliets net er fyldt med alle mulige forskellige folk. Vi kan ikke fuldt ud forstå valgene og den psykologiske baggrund hos mennesker i vores verden, i Kirkens forsamlinger og endda i vores familie, fordi vi sjældent har hele billedet af, hvem de er. Vi skal se forbi de lette formodninger og stereotyper og udvide vores egen erfarings lillebitte linse.
Mine øjne blev åbnet, så jeg kunne »se ud over, hvad jeg kunne se«, da jeg tjente som missionspræsident. En ung ældste ankom med ængstelse i sine øjne. Da vi mødtes til et interview, sagde han nedslået: »Jeg vil gerne hjem.« Jeg tænkte ved mig selv: »Det her kan vi godt ordne.« Jeg rådede ham til at arbejdede hårdt og bede om det i en uge og så ringe til mig. En uge senere, næsten på samme klokkeslag, ringede han. Han ville stadig gerne hjem. Igen rådede jeg ham til at bede, arbejde hårdt og at ringe til mig om en uge. Ved vores næste interview havde tingene ikke ændret sig. Han insisterede på at tage hjem.
Jeg ville ikke bare lade det ske. Jeg begyndte at undervise ham om hans kalds hellige beskaffenhed. Jeg opfordrede ham til at »glem[me sig] selv og gå i gang med arbejdet.«2 Men lige meget hvilken tilgang, jeg tilbød, så ændrede hans holdning sig ikke. Det gik til sidst op for mig, at jeg måske ikke havde hele billedet. Det var på det tidspunkt, at jeg følte mig tilskyndet til at spørge ham: »Ældste, hvad er svært for dig?« Det, han sagde, stak mig i hjertet: »Præsident, jeg kan ikke læse.«
Det kloge råd, som jeg syntes var så vigtigt for ham at høre, var slet ikke relevant for hans behov. Det, han havde mest brug for, var, at jeg så udover min hastige vurdering og lod Ånden hjælpe mig til at forstå, hvad der virkelig bekymrede denne ældste. Han havde brug for, at jeg virkelig så ham og gav ham en grund til at håbe. I stedet handlede jeg som en stor nedrivningskugle. Denne tapre ældste lærte at læse og blev en af Jesu Kristi meget rene disciple. Han åbnede mine øjne for Herrens ord: »Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet« (1 Sam 16:7).
Hvilken velsignelse det er, når Herren udvider vores udsyn. Kan I huske profeten Elisa, der vågnede og så, at den aramæiske hær havde omringet hans by med deres heste og vogne? Hans tjener var bange og spurgte Elisa, hvad de skulle gøre mod sådanne odds. Elisa fortalte ham med disse mindeværdige ord, at han ikke skulle bekymre sig: »Frygt ikke, der er flere på vores side end på deres!« (2 Kong 6:16). Tjeneren anede ikke, hvad profeten talte om. Han kunne ikke se ud over, hvad han kunne se. Men Elisa så bataljoner af engle, der var forberedt til at kæmpe for profetens folk. Så Elisa bad til Herren om, at han ville åbne den unge mands øjne, »og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa« (2 Kong 6:17).
Vi adskiller ofte os selv fra andre på grund af de forskelle, vi ser. Vi føler os tilpas sammen med dem, der tænker, taler, har samme slags tøj på og opfører sig lige som os, og vi føler os ikke tilpasse sammen med dem, der kommer fra andre forhold eller baggrunde. Kommer vi i virkeligheden ikke alle sammen fra forskellige lande og taler forskellige sprog? Ser vi ikke alle sammen verden gennem de enorme begrænsninger, oplevelserne i vores eget liv medfører? For nogle ser og taler med åndelige øjne, ligesom profeten Elisa, og nogle ser og kommunikerer med bogstaveligt syn, som jeg oplevede med min missionær, der ikke kunne læse.
Vi lever i en verden, der nærer sig ved sammenligninger, ved at sætte mærkater på ting og ved kritik. I stedet for at se gennem de sociale mediers briller skal vi se indad på de guddommelige egenskaber, som vi alle kan gøre krav på. Disse guddommelige kvaliteter og længsler kan ikke postes på Pinterest eller Instagram.
At acceptere og elske andre betyder ikke, at vi skal favne deres ideer. Selvfølgelig gør sandheden krav på vores inderligste loyalitet, selvom det aldrig bør være en barriere for venlighed. At virkelig elske andre kræver at blive ved med at acceptere de bedste bestræbelser fra folk, hvis oplevelser og begrænsninger vi måske aldrig kommer til at kende til fulde. At se ud over, hvad vi kan se, kræver et bevidst fokus på Frelseren.
Den 28. maj 2016 var den 16-årige Beau Richey og hans ven Austin på en familieranch i Colorado. Beau og Austin klatrede ind i deres terrængående køretøjer og så med stor spænding frem til en dag med eventyr. De var ikke kommet så langt, da de kom ud for nogle usikre forhold, hvorefter tragedien ramte. Det køretøj, som Beau kørte, væltede pludseligt om på hovedet og fastnaglede ham under mere end 180 kg stål. Da Beaus ven, Austin, kom hen til ham, så han, at Beau kæmpede for sit liv. Med opbydelsen af alle sine kræfter prøvede han at skubbe køretøjet væk fra sin ven. Det rokkede sig ikke. Han bad for Beau og fór af sted efter hjælp. Redningsmandskabet ankom endelig, men nogle få timer senere døde Beau. Han blev sat fri fra det jordiske liv.
Hans sønderknuste forældre ankom. Da de stod i det lille hospital sammen med Beaus bedste ven og familiemedlemmer, kom en politibetjent ind i rummet og gav Beaus mobiltelefon til hans mor. Da hun tog telefonen, lød der en alarm. Hun åbnede telefonen og så Beaus daglige alarm. Hun læste det budskab højt, som hendes livsglade, meget eventyrlystne teenagesøn havde sat til at læse hver dag. Der stod: »Husk at sætte Jesus Kristus som midtpunkt i dit liv i dag.«
Beaus fokus på sin Forløser mindsker ikke hans kæres sorg i hans fravær. Men det giver stort håb og mening til Beaus liv og valg i livet. Det gør hans familie og venner i stand til at se ud over sorgen over hans tidlige død til den glædelige realitet af det næste liv. Hvilken mild barmhjertighed for Beaus forældre, at de gennem deres søns øjne kan se det, som han satte mest pris på.
Som medlemmer af Kirken er vi blevet givet vores egen personlige alarm, der advarer os, når vi med kun vores jordiske øjne ser væk fra frelse. Nadveren er vores ugentlige påmindelse om fortsat at fokusere på Jesus Kristus, så vi altid kan erindre ham, og så vi kan have hans Ånd hos os (se L&P 20:77). Men nogle gange, så ignorerer vi disse påmindende og alarmerende følelser. Når vi har Jesus Kristus som midtpunkt i vores liv, vil han få vores øjne til at blive åbnet for større muligheder, end vi alene kan fatte.
Jeg modtog et virkelig interessant brev om en beskyttende alarm fra en trofast søster. Hun fortalte mig, at hun for at hjælpe sin mand til at forstå, hvordan hun havde det, begyndte at føre en elektronisk liste på sin telefon over ting, han sagde eller gjorde, som irriterede hende. Hun ræsonnerede med sig selv, at når tiden var inde, ville hun have samlet skriftlig bevis, som hun kunne vise ham, og som ville få ham til at ønske at ændre hans handlemåder. Men en søndag, da hun tog del i nadveren og fokuserede på Frelserens forsoning, indså hun, at det at dokumentere hendes negative følelser om sin mand i stedet drev Ånden væk fra hende, og det ville aldrig ændre ham.
En åndelig alarm lød i hendes hjerte og sagde: »Giv slip, giv slip på det hele. Slet disse notater. De er ikke til nogen hjælp.« Hun skrev så, og jeg citerer: »Det tog mig et stykke tid, før jeg trykkede på ›vælg alt‹ og endnu længere at trykke på ›slet‹. Men, da jeg gjorde det, forsvandt alle disse negative følelser. Mit hjerte blev fyldt med kærlighed – kærlighed til min mand og kærlighed til Herren.« Ligesom Saulus på hans vej til Damaskus, så blev hendes syn ændret. Forvrængningens skæl faldt fra hendes øjne.
Vor Frelser åbnede ofte øjnene på de fysiske og åndeligt blinde. Når vi åbner vores øjne for guddommelig sandhed, forbereder det os bogstaveligt og billedligt på at blive helbredt for vores jordiske kortsynethed. Når vi er opmærksomme på åndelige »alarmer«, der signalerer et behov for at ændre kurs eller få et større evigt perspektiv, så modtager vi løftet fra nadveren om at have hans Ånd hos os. Det skete for Joseph Smith og Oliver Cowdery i templet i Kirtland, da Jesus Kristus underviste i overbevisende sandheder, og de blev lovet, at de jordiske begrænsningers slør ville blive »borttaget fra [deres] sind, og [deres] forstands øjne [ville blive] åbnet« (L&P 110:1).
Jeg bærer vidnesbyrd om, at vi gennem Jesu Kristi magt kan blive i stand til at se åndeligt ud over, hvad vi ser bogstaveligt. Når vi erindrer ham og har hans Ånd hos os, vil vores forstands øjne blive åbnet. Så vil den store realitet af guddommeligheden i os alle blive endnu stærkere indprentet i vores hjerte. I Jesu Kristi navn. Amen.