Stol på Herren

Mine kære brødre og søstre, et brev, som jeg modtog for noget tid siden, introducerer emnet til min tale. Afsenderen overvejede et tempelægteskab med en mand, hvis evige partner var død. Hun ville blive nummer to hustru. Hun stillede dette spørgsmål: Ville hun få sit eget hjem i det næste liv, eller skulle hun bo sammen med sin mand og hans første hustru? Jeg fortalte hende blot, at hun skulle stole på Herren.

Jeg fortsætter med en oplevelse, jeg hørte fra en højt værdsat bekendt, som jeg deler med hans tilladelse. Efter hans elskede hustru og hans børns mor døde, giftede en far sig på ny. Nogle af hans voksne børn protesterede kraftigt mod ægteskabet og søgte råd hos en nær slægtning, der var en respekteret kirkeleder. Efter at have hørt årsagerne til deres protester, der havde fokus på tilstande og forhold i åndeverdenen eller de herlighedsriger, der følger efter den endelige dom, sagde denne leder: »I bekymrer jer om det forkerte. I bør være bekymret for, hvorvidt I kommer derhen. Koncentrer jer om det. Hvis I kommer derhen, vil det hele være mere fantastisk, end I kan forestille jer.«

Sikke en opmuntrende belæring! Stol på Herren!

Jeg ved fra breve, jeg har modtaget, at andre tynges af spørgsmål om den åndeverden, vi vil bo i, når vi dør, og inden vi opstår. Nogle antager, at åndeverdenen vil indeholde mange af de samme timelige situationer og problemer, vi oplever i dette liv på jorden. Hvad ved vi egentlig om tilstandene i åndeverdenen? Jeg tror, at en artikel af en religionsprofessor på BYU om dette emne har fat i den lange ende: »Når vi spørger os selv om, hvad vi ved om åndeverdenen ud fra standardværkerne, er svaret ›ikke så meget, som vi ofte tror.‹«¹

Vi ved selvfølgelig ud fra skrifterne, at når vores legeme dør, fortsætter vi med at leve som en ånd i åndeverdenen. Skrifterne lærer os også, at denne åndeverden er opdelt mellem dem, der har været »retfærdige« i livet og dem, der har været ugudelige. De beskriver også, hvordan nogle trofaste ånder underviser dem, der har været ugudelige eller oprørske om evangeliet (se 1 Pet 3:19; L&P 138:19-20, 29, 32, 37). Allervigtigst afslører nutidsåbenbaring, at arbejdet med frelse går fremad i åndeverdenen (se L&P 138:30-34, 58), og selvom vi opfordres til ikke at udsætte vores omvendelse i løbet af jordelivet (se Alma 13:27), lærer vi, at der er mulighed for noget omvendelse der (se L&P 138:58).

Arbejdet med frelse i åndeverdenen består i at udfri ånder fra det, skrifterne ofte beskriver som »trældom«. Alle i åndeverdenen befinder sig i en form for trældom. Præsident Joseph F. Smiths store åbenbaring, der blev til hellig skrift i afsnit 138 i Lære og Pagter, beskriver, at de retfærdige døde, der befandt sig i en tilstand af »fred« (L&P 138:22), mens de ventede på opstandelse (se L&P 138:16), »havde betragtet deres ånds lange fravær fra deres legeme som trældom« (L&P 138:50).

De ugudelige lider også en yderligere form for trældom. På grund af synder, de ikke har omvendt sig fra, er de i det, som apostlen Peter kaldte et åndeligt »fængsel« (1 Pet 3:19); se også L&P 138:42). Disse ånder beskrives som »bundet« eller »fangne« (L&P 138:31, 42) eller som »stødt ud i det yderste mørke« med »gråd og jammer og tænderskæren«, mens de venter på opstandelse og dom (Alma 40:13-14).

Jesu Kristi opstandelse sikrer alle i åndeverdenen opstandelse (se 1 Kor 15:22), men den finder sted på forskellige tidspunkter for forskellige grupper. Det, skrifterne fortæller os om aktiviteten i åndeverdenen indtil den udpegede tid, omhandler hovedsageligt arbejdet med frelse. Ud over det er der åbenbaret meget lidt. Evangeliet bliver forkyndt for den uvidende, den, der ikke omvendte sig, og de oprørske, så de kan blive udfriet af deres trældom og gå fremad mod de velsignelser en kærlig himmelske Fader har i vente til dem.

Den trældom i åndeverdenen, der gælder de retfærdige omvendte sjæle, er deres behov for at afvente – og måske endda få lov til at tilskynde til – udførslen af stedfortrædende ordinancer for dem på jorden, så de kan blive døbt og nyde Helligåndens velsignelser (se L&P 138:30-37; 57-58).² Disse stedfortrædende ordinancer her på jorden giver dem også kraft til at gå fremad med præstedømmets myndighed til at udvide den store skare af retfærdige, som kan forkynde evangeliet til ånderne i fængsel.

Ud over disse grundlæggende begreber indeholder vores kanon af hellig skrift meget lidt om den åndeverden, der følger døden og går forud for den endelige dom.³ Hvad ved vi ellers om åndeverdenen? Mange medlemmer af Kirken har haft syner eller anden inspiration for at informere dem om, hvordan ting fungerer eller er organiseret i åndeverdenen, men disse personlige åndelige oplevelser skal ikke forstås eller undervises om som Kirkens officielle lære. Og selvfølgelig findes der rigelig spekulation fra medlemmer og andre i udgivet materiale, som bøger om nærdødsoplevelser.⁶

Med hensyn til disse er det vigtigt at huske de vise advarsler fra ældste D. Todd Christofferson og Neil L. Andersen i tidligere konferencetaler. Ældste Christofferson har sagt: »Samtidig bør man også huske, at ikke hver eneste udtalelse fra en kirkeleder før eller nu nødvendigvis udgør en læresætning. Det er almindeligt forstået i Kirken, at en udtalelse fra én leder én enkelt gang ofte repræsenterer en personlig, men velovervejet mening, som ikke var tænkt som en officiel eller bindende udtalelse for hele Kirken.«⁵

Ved den efterfølgende konference talte ældste Andersen om dette princip: »Trossætninger forkyndes af alle 15 medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum. De er ikke skjult i et ubemærket afsnit i en tale.«⁶ Familieproklamationen, der blev underskrevet af alle 15 profeter, seere og åbenbarere, er et vidunderligt eksempel på det princip.

Ud over noget så formelt som familieproklamationen er profetiske lærdomme fra Kirkens præsidenter, bekræftet af andre profeter og apostle, også et eksempel på dette. Profeten Joseph Smith kom med to lærdomme, angående omstændighederne i åndeverdenen, nær enden på hans tjeneste, der ofte er blevet undervist om af hans efterfølgere. En af disse er hans belæring i King Follett-prædikenen om, at familiemedlemmer, der er retfærdige, vil være sammen i åndeverdenen.⁷ En anden er denne udtalelse fra en begravelse i hans sidste leveår: »De retfærdiges ånder bliver ophøjet til et større og herligere værk … [i] åndeverdenen … De er ikke langt fra os og kender og forstår vores tanker, følelser og handlinger og lider ofte derunder.«⁸

Så hvad med et spørgsmål, som det jeg nævnte tidligere, om, hvor ånder bor? Hvis det spørgsmål forekommer jer mærkeligt eller ubetydeligt, så tænk på mange af jeres egne spørgsmål, eller dem, I har været fristet til at besvare på baggrund af noget, I har hørt fra en anden person på et tidligere tidspunkt. Jeg har to svar angående alle spørgsmål om åndeverdenen. For det første, husk, at Gud elsker sine børn og helt sikkert gør det, der er bedst for os hver især. Husk for det andet, på denne velkendte lærdom fra Bibelen, som har været meget nyttig for mig vedrørende en mængde ubesvarede spørgsmål:

»Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.

Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier« (Ordsp 3:5-6).

Nefi afsluttede på samme måde sin store tale med disse ord: »O Herre, jeg har sat min lid til dig, og jeg vil sætte min lid til dig for evigt. Jeg vil ikke sætte min lid til armen af kød« (2 Ne 4:34).

Vi kan alle privat spekulere på situationer i åndeverdenen eller tilmed tale om disse eller andre ubesvarede spørgsmål i familiesammenhænge eller i andre private situationer. Men lad os ikke undervise om eller bruge det, der ikke lever op til standarderne for officiel lære, som officiel lære. Det gavner ikke Herrens værk og kan endda afskrække personer fra at søge trøst eller opbyggelse gennem den personlige åbenbaring, Herrens plan giver os alle. Overdreven tillid til personlige lærdomme eller spekulationer kan tilmed distrahere os fra at koncentrere os om en læring og indsats, der vil fremme vores forståelse og hjælpe os til at gå fremad på pagtsstien.

Tillid til Herren er en kendt og sand lære i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det var Joseph Smiths lærdom, da de første hellige oplevede voldsom forfølgelse og tilsyneladende uoverkommelige forhindringer.⁹ Det er stadig det bedste princip, vi kan bruge, når vores indsats for at lære eller vores forsøg på at finde trøst støder på hindringer i sager, der endnu ikke er åbenbaret eller ikke er optaget som Kirkens officielle lære.

Det samme princip gælder for ubesvarede spørgsmål om beseglinger i det næste liv eller ønskede tilpasninger på grund af begivenheder eller overtrædelser i jordelivet. Der er så meget, vi ikke ved, at det eneste sikre, vi kan sætte vores lid til, er Herren og hans kærlighed til sine børn.

Som konklusion er det vi ved om åndeverdenen, at Faderens og Sønnens arbejde med frelse fortsætter der. Vor Frelser indledte arbejdet ved at erklære frihed for de fangne (se 1 Pet 3:18-19; 4:6; L&P 138:6-11, 18-21, 28-37), og arbejdet fortsætter, når værdige og kvalificerede sendebud fortsætter med at forkynde evangeliet, heriblandt omvendelse for dem, der stadig har brug for dets rensende indflydelse (se L&P 138:57). Formålet med alt det er beskrevet i Kirkens officielle lære, der er givet ved nutidig åbenbaring.

»De døde, der omvender sig, bliver forløst ved lydighed mod Guds hus’ ordinancer

og skal, efter at de har lidt straffen for deres overtrædelser og er blevet tvættet rene, modtage en belønning i forhold til deres gerninger, for de er arvinger til frelse« (L&P 138:58-59).

Vi har alle pligt til at undervise i det gengivne evangeliums læresætninger, holde befalingerne, elske og hjælpe hinanden og udføre arbejdet med frelse i de hellige templer.

Jeg vidner om sandheden af det, jeg har sagt, og om sandheden, der er blevet talt om og bliver talt om ved denne konference. Dette er alt sammen gjort muligt på grund af Jesu Kristi forsoning. Som vi ved fra nutidig åbenbaring, »herliggør [han] Faderen og frelser alt, hvad hans hænder har skabt« (L&P 76:43, fremhævelse tilføjet). I Jesu Kristi navn. Amen.