Tag vores kors op
At tage jeres kors på jer og følge Frelseren vil sige at fortsætte i tro på Herrens sti og ikke give efter for verdslige vaner.
Kære brødre og søstre, vi har hørt vidunderlige taler fra vores ledere i løbet af de sidste to dage. Jeg vidner for jer om, at hvis vi stræber efter at anvende disse inspirerede og relevante lærdomme i vores liv, vil Herren, gennem sin nåde, hjælpe os alle med at bære vores kors og gøre vores byrder lette.1
Da Frelseren var i nærheden af Cæsarea Filippi, åbenbarede han det, han skulle lide på grund af de ældste, ypperstepræsterne og de skriftkloge i Jerusalem, for sine disciple. Han underviste dem specifikt om sin død og herlige opstandelse.2 På det tidspunkt forstod hans disciple ikke helt hans guddommelige mission på jorden. Peter selv, da han hørte det, Frelseren havde sagt, tog ham til side og irettesatte ham ved at sige: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!«3
For at hjælpe sine disciple til at forstå, at hengivenhed over for hans værk omfatter underkastelse og lidelse, erklærede Frelseren eftertrykkeligt:
»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.
Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.
For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«4
Gennem denne erklæring lagde Frelseren vægt på, at alle, der er villige til at følge ham, skal fornægte sig selv og kontrollere deres lyster, begær og lidenskaber, ofre alt, selv livet om nødvendigt, og fuldstændig underkaste sig Faderens vilje – ligesom han gjorde.5 Det er faktisk prisen, der skal betales for en sjæls frelse. Jesus brugte overlagt og metaforisk korsets symbol for at hjælpe sine disciple til bedre at forstå, hvad offer og hengivenhed for Herrens sag virkelig betyder. Billedet af et kors var kendt blandt hans disciple og indbyggerne i Romerriget, da romerne tvang ofre, der skulle korsfæstes, til offentligt at bære deres eget kors eller tværbjælke til det sted, hvor deres henrettelse skulle finde sted.6
Det var først efter Frelserens opstandelse, at disciplenes sind blev åbnet til at forstå alt, der var blevet skrevet om ham,7 og hvad der ville blive krævet af dem fra den tid af.8
På samme måde har vi alle, brødre og søstre, brug for at åbne vores sind og vores hjerte for mere fuldt ud at forstå relevansen af selv at tage vores kors op og følge ham. Vi lærer af skrifterne, at dem, der ønsker at tage deres kors op, elsker Jesus Kristus på sådan en måde, at de fornægter sig al ugudelighed og ethvert verdsligt begær og holder hans befalinger.9
Vores beslutsomhed om ikke at gøre noget, der er i strid med Guds vilje, og ofre alt, vi bliver bedt om at give, og stræbe efter at følge hans lære, vil hjælpe os til at holde ud på Jesu Kristi evangeliums sti – selv i tider med modgang, svaghed i vores sjæl eller det sociale pres og de verdslige filosofier, der går imod hans lærdomme.
Til dem, der for eksempel endnu ikke har fundet en evig partner og kan føle sig ensom og håbløs, eller dem, der er blevet skilt og føler sig forladt og glemt, forsikrer jeg jer om, at accept af Frelserens indbydelse til at tage jeres kors op og følge ham betyder at fortsætte med tro på Herrens sti, at vedblive at være værdige og ikke give efter for verdslige vaner, der i sidste ende vil fratage os vores håb på Guds kærlighed og barmhjertighed.
De samme principper gælder for dem af jer, der oplever tiltrækning af personer af samme køn og føler sig mismodige og hjælpeløse. Og måske føler nogle af jer af denne grund, at Jesu Kristi evangelium ikke længere er noget for jer. Hvis det er tilfældet, vil jeg forsikre jer om, at der altid er håb i Gud Faderen og hans plan for lykke, i Jesus Kristus og hans sonoffer og i at efterleve deres kærlige befalinger. Herren kan i sin fuldkomne visdom, kraft, retfærdighed og barmhjertighed besegle os som sine, så vi kan komme ind i hans nærhed og få evigtvarende frelse, hvis vi er standhaftige og urokkelige i at holde befalingerne10 og altid er rige på gode gerninger.11
Til dem, der har begået alvorlige synder, betyder det at acceptere denne indbydelse blandt andet at ydmyge sig for Gud, at rådføre sig med passende kirkeledere og omvende sig og forsage sine synder. Denne proces vil også velsigne alle, der kæmper mod invaliderende afhængighed, herunder opiater, stoffer, alkohol og pornografi. Disse trin fører jer tættere på Frelseren, der i sidste ende kan udfri jer af skyld, sorg og åndelig og fysisk trældom. Derudover kan I også ønske at søge støtte fra jeres familie, venner og kompetente, sundhedsfaglige personer og terapeuter.
Giv aldrig op efter flere mislykkedes forsøg, og betragt ikke jer selv som ude af stand til at ophøre med at synde og overvinde afhængighed. I har ikke råd til at holde op med at forsøge og derefter fortsætte i svaghed og synd! Stræb altid efter at gøre jeres bedste, vis gennem jeres gerninger jeres ønske om at rense den indvendige side af karret, ligesom Frelseren belærte om.12 Nogle gange kan løsninger på visse udfordringer komme efter månedsvis af vedvarende indsats. Løftet, der står i Mormons Bog, om, »at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre«13 kan anvendes under disse omstændigheder. Husk, at Frelserens barmhjertighedsgave »ikke nødvendigvis tidsmæssigt er begrænset til ›efter‹ alt, vi kan gøre. Vi kan modtage hans nåde inden, under og efter den tid, hvor vi yder vores egen indsats.«14
Jeg vidner om, at når vi fortsat stræber efter at overvinde vores udfordringer, vil Gud velsigne os med troens gaver til at blive helet og til at udføre mirakler.15 Han vil gøre det for os, vi ikke selv kan gøre.
Til dem, der er bitre, vrede, fornærmede eller lænket til sorg over noget, I føler er ufortjent, betyder det at tage sit kors op og følge Frelseren at stræbe efter at lægge disse følelser til side og vende sig til Herren, så han kan befri os af den sindstilstand og hjælpe os til at finde fred. Hvis vi holder fast i de negative følelser, kan vi desværre opleve, at vi lever uden Herrens Ånds indflydelse i vores liv. Vi kan ikke omvende os for andre mennesker, men vi kan tilgive dem – ved at nægte at blive holdt som gidsel af dem, der har skadet os.16
Skriften lærer os, at der er en vej ud af disse situationer – ved at indbyde Frelseren til at hjælpe os med at erstatte vores stenhjerte med et nyt hjerte.17 For at det kan ske, må vi komme til Herren med vores svagheder18 og bønfalde ham om hjælp og tilgivelse,19 især i den hellige stund, hvor vi deltager i nadveren hver søndag. Må vi vælge at søge hans hjælp og tage et vigtigt, men svært skridt ved at tilgive dem, der har såret os, så vores sår kan begynde at hele. Jeg lover jer, at ved at gøre det vil jeres nætter blive fulde af den lindring, der kommer af et sind i fred med Herren.
Da profeten Joseph Smith var i fængslet i Liberty i 1839, skrev han et brev til Kirkens medlemmer, der indeholder profetier, der er virkelig anvendelige i alle disse forhold og situationer. Han skrev: »Alle troner og riger, fyrstendømmer og magter skal blive åbenbaret og skænket alle dem, som tappert har holdt ud i Jesu Kristi evangelium.«20 Derfor, mine kære brødre og søstre, vil de, der har påtaget sig Frelserens navn, stoler på hans løfter og holder ud til enden, blive frelst21 og kan bo hos Gud i en tilstand af aldrig ophørende lykke.22
Vi oplever alle svære situationer i vores liv, der gør os kede af det, hjælpeløse, håbløse og sommetider endda svækkede. Nogle af disse følelser kan føre os til at spørge Herren: »Hvorfor oplever jeg denne situation?« eller »Hvorfor bliver mine forventninger ikke indfriet? Trods alt gør jeg alt i min magt for at bære mit kors og følge Frelseren!«
Mine kære venner, vi må huske, at når vi tager vores kors op, omfatter det at være ydmyg og stole på Gud og hans uendelige visdom. Vi må anerkende, at han er opmærksom på hver eneste af os og på vores behov. Det er også nødvendigt at acceptere det faktum, at Herrens timing er anderledes end vores. Nogle gange søger vi en velsignelse og sætter en tidsfrist for Herren til at opfylde den. Vi kan ikke stille betingelser for vores trofasthed mod ham ved at pålægge ham en deadline for at imødekomme vores ønsker. Når vi gør det, minder vi om de skeptiske nefitter fra fordums tid, der hånede deres brødre og søstre ved at sige, at tiden for opfyldelsen af de ord, lamanitten Samuel havde talt, var gået, hvilket skabte forvirring hos dem, der troede.23 Vi må stole nok på Herren til at være rolige og vide, at han er Gud, at han ved alt, og at han er opmærksom på os alle.24
Jeg havde for nylig muligheden for at tjene en enke, der hedder Franca Calamassi, der lider af en alvorlig sygdom. Søster Calamassi var det første medlem af sin familie, der tilsluttede sig Jesu Kristi genoprettede kirke. Selvom hendes mand aldrig blev døbt, gik han med til at mødes med missionærerne og kom ofte til kirkemøder. På trods af disse omstændigheder forblev søster Calamassi trofast og opdragede sine fire børn i Jesu Kristi evangelium. Et år efter sin mands død tog hun sine børn til templet, og de deltog i hellige ordinancer og blev beseglet til hinanden som familie. Løfterne forbundet med disse ordinancer gav hende meget håb, glæde og lykke, der hjalp hende til at fortsætte livet.
Da de første symptomer på hendes sygdom viste sig, gav hendes biskop hende en velsignelse. På det tidspunkt sagde hun til sin biskop, at hun var klar til at acceptere Herrens vilje og udtrykte sin tro på at blive helbredt, såvel som sin tro til at udholde sin sygdom til enden.
Under mit besøg, mens jeg holdt søster Calamassis hånd og så ind i hendes øjne, så jeg en engleagtig glød, der strålede fra hendes ansigt – der afspejlede den tillid, hun havde til Guds plan, og hendes fuldkomne klare håb om Faderens kærlighed til og plan for hende.25 Jeg følte hendes faste beslutning om at holde ud til enden ved at tage sit kors op på trods af sine udfordringer. Denne søsters liv er et vidnesbyrd om Kristus, en erklæring af hendes tro på og hengivenhed for ham.
Brødre og søstre, jeg vil gerne vidne for jer, at vi, for at tage vores kors op og følge Frelseren, må følge hans eksempel og stræbe efter at blive som ham,26 tålmodigt udholde livets omstændigheder, afvise og foragte det naturlige menneskes lyster og vente på Herren. Salmisten skrev:
»Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!«27
»Han er vor hjælp og vort skjold.«28
Jeg bærer vidnesbyrd om, at når vi følger i vor Mesters fodtrin og venter på ham, der er den ultimative helbreder af vores liv, vil det give vores sjæl hvile og gøre vores byrder milde og lette.29 Jeg vidner om dette i Jesu Kristi hellige navn. Amen.