De helliges glæde
Glæde kommer af at holde Kristi befalinger, ved at overvinde sorg og svaghed gennem ham og ved at tjene, som han tjente.
Profeten Enosh fra Mormons Bog, Lehis barnebarn, skrev om en betydningsfuld oplevelse, der var fundet sted tidligere i hans liv. Mens Enosh jagede i skoven, begyndte han at tænke over sin fars, Jakobs, belæringer. Han skrev: »De ord, som jeg ofte havde hørt min far tale angående evigt liv og de helliges glæde, sank dybt i mit hjerte.«1 Med en åndelig hunger i sin sjæl knælede Enosh i bøn og bad en bemærkelsesværdig bøn, der varede hele dagen og ind i natten, en bøn, der gav ham afgørende åbenbaringer, forvisninger og løfter.
Der er så meget at lære af Enoshs oplevelse, men i dag er det, der skiller sig ud for mig, Enoshs minde om, at hans far ofte talte om »de helliges glæde«.
Ved denne konference for tre år siden talte præsident Russell M. Nelson om glæde.2 Han sagde blandt andet:
»Den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vores livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet.
Når vi har fokus på Guds frelsesplan … og Jesus Kristus og hans evangelium, kan vi føle glæde uanset, hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv. Glæde kommer fra og på grund af ham … For sidste dages hellige er Jesus Kristus glæde!«3
Hellige er de, der har indgået den evangeliske pagt gennem dåb og stræber efter at følge Kristus som hans disciple.4 »De helliges glæde« angiver derved glæden ved at blive kristuslignende.
Jeg vil gerne tale om den glæde, der kommer af at holde hans befalinger, den glæde, der opstår ved at overvinde sorg eller svaghed gennem ham, og den glæde, der følger af at tjene, som han tjente.
Glæden ved at holde Kristi befalinger
Vi lever i en hedonistisk tid, hvor mange sætter spørgsmålstegn ved Herrens befalinger eller ganske enkelt ignorerer dem. Ikke så sjældent lader det til, at de, der bevidst ignorerer guddommelige forskrifter som for eksempel kyskhedsloven, ærlighed og at holde sabbatten hellig, har fremgang og nyder livets goder, til tider endnu mere end dem, der stræber efter at være lydige. Nogle begynder at undre sig over, om deres indsats og ofre er det værd. Det gamle folk i Israel beklagede sig engang:
»Det er nytteløst at tjene Gud. Hvad opnår vi ved at holde hans bud og gå sørgeklædt for Hærskarers Herres ansigt?
Nej, de overmodige vil vi nu prise lykkelige; de klarer sig godt, skønt de handler ugudeligt, de sætter Gud på prøve og kommer godt fra det.«5
Vent bare, sagde Herren, til den dag, hvor de skal »være min ejendom … Da kan I … skelne retfærdig fra uretfærdig, ham, der tjener Gud, fra ham, der ikke gør det.«6 De ugudelige kan måske finde »glæde af deres gerninger i en tid,« men det er altid midlertidigt.7 De helliges glæde er varig.
Gud ser ting i deres sande perspektiv, og han deler det perspektiv med os gennem sine befalinger og vejleder os effektivt udenom livets faldgruber og huller i vejen mod evig glæde. Profeten Joseph Smith forklarede: »Når vi undervises gennem hans befalinger, er det med henblik på evigheden, for Gud ser os, som om vi var i evigheden. Gud dvæler i evigheden og ser ikke tingene på samme måde som vi.«8
Jeg har ikke mødt nogen, der fandt evangeliet sent i livet, som ikke ønsker, at de havde fundet det tidligere. »Åh, de dårlige valg og fejltagelser, jeg kunne havde undgået,« siger de. Herrens befalinger er vores vejledning til bedre valg og resultater, der giver større glæde. Hvor bør vi glæde os og takke ham for at vise os denne bedre vej.
Som teenager fastede og bad søster Kalombo Rosette Kamwanya fra DR Congo, der nu tjener i Abidjan vest-missionen i Elfenbenskysten, i tre dage for at finde ud af, hvilken retning Gud ønskede, at hun skulle tage. I et bemærkelsesværdigt nattesyn så hun en kirkebygning, og det, hun nu forstår, er et tempel. Hun begyndte at lede og fandt kort tid efter den kirkebygning, hun havde set i drømmen. På skiltet stod der »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige«. Søster Kamwanya blev døbt, og derefter blev hendes mor og seks brødre også. Søster Kamwanya sagde: »Da jeg modtog evangeliet, følte jeg mig som en fanget fugl, der var blevet sat fri. Mit hjerte var fyldt af glæde … Jeg havde en sikker forvisning om, at Gud elsker mig.«9
Overholdelse af Herrens befalinger gør det nemmere og mere muligt for os at føle hans kærlighed. Den snævre og trange sti af befalinger fører os direkte til livets træ, og træet og dets frugt, der er sødere og »yderst ønskværdig, mere end alt andet,«10 repræsenterer Guds kærlighed og fylder sjælen »med overordentlig stor glæde«.11 Frelseren sagde:
»Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.
Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«12
Glæden ved at overvinde gennem Kristus
Selv når vi trofast holder befalingerne, er der prøvelser og tragedier, der kan afbryde vores glæde. Men når vi stræber efter at overvinde disse udfordringer med Frelserens hjælp, bevarer det både den glæde, vi føler nu, og den glæde, vi ser frem til. Kristus sagde beroligende til sine disciple: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«13 Det er, når vi vender os til ham, adlyder ham og binder os til ham, at prøvelser og sorg bliver vendt til glæde. Jeg nævner et eksempel.
I 1989 tjente Jack Rushton som præsident for Irvine Stav i Californien i USA. Under en familieferie ved kysten i Californien bodysurfede Jack, da en bølge slog ham mod en sten under vandet. Han brækkede nakken og beskadigede sin rygrad alvorligt. Jack sagde senere: »I det øjeblik, jeg ramte stenen, vidste jeg, at jeg var lam.«14 Han kunne ikke længere tale eller trække vejret selv.15
Familie, venner og medlemmer af staven stod sammen om bror Rushton og hans hustru, Jo Anne, og ombyggede blandt andet en del af deres hus, så Jack kunne komme rundt i sin kørestol. Jo Anne blev Jacks primære omsorgsperson i de følgende 23 år. Jo Anne sagde med henvisning til historier i Mormons Bog om, hvordan Herren kom til sit folk i deres trængsler og gjorde deres byrder lette:16 »Jeg forundres ofte over den glæde, jeg føler, når jeg tager mig af min mand.«17
En ændring i Jacks luftveje genoprettede hans evne til at tale, og inden for et år blev Jack kaldet som søndagsskolelærer og stavspatriark. Når han gav en patriarkalsk velsignelse, placerede en anden præstedømmebærer bror Rushtons hænder på hovedet af den person, der skulle modtage velsignelsen, og støttede hans hånd og arm under velsignelsen. Jack gik bort juledag i 2012 efter 22 års tro tjeneste.
Jack sagde engang i et interview: »Problemer kommer til os alle, det er blot en del af at være på jorden. Og nogle mener, at religion eller at have tro på Gud vil beskytte mod dårlige ting. Jeg tror faktisk ikke, at det er meningen. Jeg tror meningen er, at hvis vores tro er stærk, vil vi, når der sker noget dårligt, hvilket der gør, være i stand til at håndtere det … Min tro vaklede aldrig, men det betød ikke, at jeg ikke blev deprimeret. Jeg tror, at jeg for første gang i mit liv blev presset til det yderste, og der var bogstaveligt talt ingen steder at vende sig hen, så jeg vendte mig mod Herren, og den dag i dag føler jeg en spontan glæde.«18
Denne tid præges af til tider nådesløse angreb på de sociale medier og personlige angreb mod dem, der forsøger at værne om Herrens standarder med hensyn til påklædning, underholdning og seksuel renhed. Blandt de hellige er det ofte de unge og de unge voksne, såvel som kvinder og mødre, der bærer dette kors af latterliggørelse og forfølgelse. Det er ikke let at hæve sig over sådan en form for behandling, men husk Peters ord: »Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige, for herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over jer.«19
I Edens have var Adam og Eva i en tilstand af uskyld »uden at have glæde, for de kendte ikke til elendighed«.20 Som ansvarlige væsener finder vi glæde i at overvinde elendighed af alle slags, om det er synd, prøvelse, svaghed eller nogen anden hindring for lykke. Det er den glæde, der kommer af at udvikle sig på disciplens vej, glæden ved at få »forladelse for … synder og … fred med samvittigheden«,21 glæden ved at føle ens sjæl løfte sig og vokse gennem Kristi nåde.22
Glæden ved at tjene som Kristus tjener
Frelseren finder glæde i at tilvejebringe vores udødelighed og evige liv.23 Præsident Russell M. Nelson har, da han talte om Frelserens forsoning, sagt:
»Som det gælder i alt, er Jesus Kristus vores ultimative forbillede, ›som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset‹ (Hebr 12:2). Tænk engang! For at udholde den mest uudholdelige oplevelse, der nogensinde er udholdt på jorden, havde vor Frelser fokus på glæde!
Og hvad var det for en glæde, der ventede ham? Den omfattede helt sikkert glæden ved at rense, helbrede og styrke os; glæden ved at betale for synden for alle dem, der ville omvende sig; glæden ved at gøre det muligt for os at vende hjem – rene og værdige – for at leve med vore himmelske Forældre og familier.«24
På samme måde er glæden, »der venter os«, glæden ved at hjælpe Frelseren i hans forløsningsværk. Som Abrahams efterkommere og børn25 deltager vi i at velsigne alle familier på jorden »med evangeliets velsignelser, som er frelsens velsignelser, nemlig evigt liv.«26
Jeg kommer til at tænke på Almas ord:
»Det er min fryd, at jeg måske kan blive et redskab i Guds hænder til at bringe en eller anden sjæl til omvendelse, og det er min glæde.
Og se, når jeg ser mange af mine brødre oprigtigt angrende og komme til Herren deres Gud, da fyldes min sjæl med glæde …
Men jeg glæder mig ikke alene over min egen medgang, men min glæde er mere fuldkommen på grund af den medgang, som mine brødre, der har været oppe i Nefis land, har haft …
Se, når jeg tænker på disse mine brødres medgang, er det, som om min sjæl bliver bortrykket, ja, som om den blev adskilt fra legemet, så stor er min glæde.«27
Frugten af at tjene hinanden i Kirken er en del af glæden, »der venter os«. Selv i modløse og stressede tider kan vi tjene tålmodigt, hvis vi har fokus på glæden ved at behage Gud og bringe lys, lindring og glæde til hans børn, vores brødre og søstre.
Da ældste David og søster Susan Bednar i sidste måned var i Haiti til indvielsen af templet i Port-au-Prince, mødte de en ung søster, hvis mand var blevet dræbt nogle få dage forinden i en tragisk ulykke. De græd sammen med hende. Og alligevel var denne kære kvinde denne søndag på sin plads som hjælper ved indvielsesceremonien med et blidt, indbydende smil til alle, der gik ind i templet.
Jeg tror, at de helliges ultimative glæde kommer ved at vide, at Frelseren taler deres sag,28 »og ingen kan fatte den glæde, som [vil fylde] vor sjæl på det tidspunkt, vi [hører Jesus] bede til Faderen for os.«29 Som præsident Russell M. Nelson vidner jeg om, at glæde er en gave til trofaste hellige, »der har udholdt verdens kors«,30 og som »bevidst bestræbe[r sig] på at leve et retfærdigt liv, som Jesus Kristus lærte os.«31 Må jeres glæde være fuldkommen, det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.