2010-2019
Jeres store eventyr
Oktoberkonferencen 2019


Jeres store eventyr

Frelseren opfordrer os til hver eneste dag at sætte vores magelighed og tryghedsbehov til side og følge ham på disciplens vej.

Om hobbitter

En elsket fantasyroman for børn, der blev skrevet for mange år siden, begynder med sætningen: »I et hul i jorden boede der en hobbit.«1

Historien om Bilbo Sækker handler om en meget normal og jævn hobbit, der præsenteres for en meget usædvanlig mulighed – chancen for eventyr og løftet om en stor belønning.

Problemet er, at de fleste hobbitter med respekt for sig selv, overhovedet ikke er eventyrere. For dem handler livet om magelighed. De spiser gerne seks måltider om dagen, når de kan komme til det, og bruger deres tid i haven, fortæller besøgende historier, synger, spiller musik og nyder livets enkle glæder.

Men da Bilbo præsenteres for udsigten til et stort eventyr, er der noget i hans hjerte, der svulmer. Han forstår fra begyndelsen, at rejsen vil blive udfordrende. Tilmed farlig. Der er endda risiko for, at han ikke vender tilbage.

Og alligevel har eventyrlysten ramt ham dybt i hjertet. Derfor lader denne helt almindelige hobbit trygheden bag sig og drager ud på det store eventyr, der vil føre ham hele vejen »ud og hjem igen.«2

Jeres eventyr

Måske er en af årsagerne til, at denne historie vækker genklang hos så mange, at det også er vores historie.

For lang, lang tid siden, inden vi blev født, i en fjern og sløret tidsalder, blev vi også inviteret med ud på et eventyr. Forslaget blev fremsat af Gud, vor himmelske Fader. At takke ja til eventyret ville indebære at forlade mageligheden og trygheden i hans umiddelbare nærhed. Det ville indebære at komme til jorden på en rejse fuld af ukendte farer og prøvelser.

Vi vidste, at det ikke blev let.

Men vi vidste også, at vi ville kunne finde dyrebare skatte, deriblandt et fysisk legeme, og opleve jordelivets intense glæder og sorger. Vi ville skulle lære at stræbe, søge og stride. Vi ville opdage sandheder om Gud og om os selv.

Selvfølgelig vidste vi, at vi ville begå en masse fejl på vejen. Men vi havde også det løfte: at vi på grund af Jesu Kristi store sonoffer ville kunne blive renset for vores overtrædelser, få forædlet og forfinet vores ånd og en skønne dag opstå og blive genforenet med dem, vi elsker.

Vi lærte, hvor højt Gud elsker os. Han gav os liv, og han ønsker, at vi får succes. Derfor beredte han en Frelser for os. »Dog,« sagde vor Fader i himlen, »må du selv vælge, for det er givet dig.«3

Der må have været dele af det jordiske eventyr, der foruroligede og måske tilmed skræmte Guds børn, eftersom så stort et antal af vores brødre og søstre i ånden, besluttede sig for at gå imod.4

Ved handlefrihedens gave og kraft afgjorde vi, at udbyttet ved det, vi kunne lære og blive på evig sigt, var hele risikoen værd.5

Så i tillid til Guds og hans elskede Søns løfter og kraft, accepterede vi udfordringen.

Det gjorde jeg.

Og det gjorde I også.

Vi gik med til at forlade trygheden i vores første bolig og drage ud på vores eget store eventyr – »ud og hjem igen.«

Kaldet til eventyret

Og dog viste det sig, at jordelivet har det med at distrahere os, ikke? Vi har tendens til at tabe målet af sigte, foretrække mageligheden og letheden frem for vækst og udvikling.

Og alligevel forbliver der noget unægteligt, dybt inde i vores hjerte, der hungrer efter et højere og ædlere formål med det hele. Denne hunger er en af årsagerne til, at folk drages til evangeliet og Jesu Kristi Kirke. Det gengivne evangelium er på en måde en fornyelse af kaldet til eventyret, som vi accepterede for så længe siden. Frelseren opfordrer os til hver eneste dag at sætte vores magelighed og tryghedsbehov til side og følge ham på disciplens vej.

Den vej bugter sig en del. Der er bjerge, dale og omveje. Der er måske rent metaforisk edderkopper, trolde og tilmed en drage eller to. Men bliver I på stien og stoler på Gud, vil I med tiden finde vejen til jeres glorværdige bestemmelsessted og tilbage til jeres himmelske hjem.

Så hvor begynder man?

Det er ret enkelt.

Vend jeres hjerte mod Gud.

For det første må I vælge at vende hjertet mod Gud. Bestræb jer hver eneste dag på at finde ham. Lær at elske ham. Og lad så den kærlighed inspirere jer til at lære, forstå og følge hans lære og lære at holde Guds bud. Jesu Kristi gengivne evangelium har vi fået på en så enkel og ligetil en måde, at et barn kan forstå det. Alligevel har Jesu Kristi evangelium svar på livets mest komplekse spørgsmål og en sådan dybde og kompleksitet, at vi selv efter et helt livs studium og granskning knapt kan fatte selv den mindste del af det.

Hvis I tøver undervejs i dette eventyr, fordi I tvivler på jeres egne evner, så husk at det at være discipel ikke handler om at gøre tingene perfekt, det handler om gøre dem bevidst. Det er jeres valg, der viser, hvem I virkelig er, langt mere end jeres evner.6

Selv når I fejler, kan I vælge ikke at give op, men derimod finde jeres mod, trænge jer frem og rejse jer op. Det er rejsens store prøve.

Gud ved, at I ikke er fuldkomne, at I til tider vil komme til kort. Gud elsker jer ikke mindre, når I kæmper, end når I sejrer.

Som en kærlig forælder ønsker han blot, I bliver ved med at prøve. At være discipel svarer til at lære at spille klaver. Måske kan I til at begynde med kun spille noget, der tilnærmelsesvist minder om »Prinsesse Toben«. Men hvis I bliver ved med at øve, vil de enkle melodier en dag blive erstattet af vidunderlige sonater, rapsodier og koncerter.

Nu er det ikke sikkert, at den dag oprinder i dette liv, men den vil komme. Alt, Gud beder jer om, er, at I bevidst fortsætter jeres stræben.

Ræk ud i kærlighed til andre

Der er noget interessant, næsten paradoksalt, ved denne sti, I har valgt. Den eneste vej frem i det evangeliske eventyr for jer er at hjælpe andre til også at komme frem.

At hjælpe andre er disciplens sti. Tro, håb, kærlighed, medfølelse og tjeneste forædler os som disciple.

Gennem jeres indsats for at hjælpe den fattige og trængende, række ud til dem i nød, vil jeres egen karakter blive forfinet og forædlet, jeres ånd vil højnes, og jeres gang blive rankere.

Men den kærlighed kan ikke komme mod forventning om tilbagebetaling. Det kan ikke være den slags tjeneste, der forventer anerkendelse, smiger eller begunstigelse.

Jesu Kristi sande disciple elsker Gud og hans børn uden forventning om noget til gengæld. Vi elsker dem, der skuffer os, dem, der ikke kan lide os. Enhver af dem, der latterliggør, mishandler eller forsøger at såre os.

Når I fylder hjertet med Kristi rene kærlighed, er der ikke plads til bitterhed, fordømmelse eller at gøre nogen til skamme. I holder Guds bud, fordi I elsker ham. I den proces bliver I langsomt mere kristuslignende i tanke og handling.7 Og hvilket eventyr kan være større end det?

Fortæl jeres historie

Det tredje, vi stræber efter at kunne mestre på denne rejse, er at påtage os Jesu Kristi navn og ikke skamme os over at være medlem af Jesu Kristi Kirke.

Vi gemmer ikke vores tro.

Vi graver den ikke ned.

Tværtimod taler vi med andre om vores rejse på en normal og naturlig måde. Det er det, venner gør – de taler om det, der er vigtigt for dem. Det, der ligger dem på sinde og gør en forskel for dem.

Det er dét, I gør. I fortæller jeres historier og erfaringer som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Sommetider får jeres historier folk til at grine. Sommetider får de dem til at græde. Sommetider vil de hjælpe folk til at holde ud i tålmodighed, ukuelighed og med mod til at møde endnu en time, endnu en dag og komme Gud lidt nærmere.

Del jeres oplevelser personligt, på de sociale medier, i grupper, alle vegne.

En af de sidste ting, Jesus fortalte sine disciple, var, at de skulle gå ud i verden og fortælle om den opstandne Kristus.8 I dag påtager vi os også gladeligt dette store hverv.

Sikke et herligt budskab vi har at dele: Takket være Jesus Kristus kan enhver mand, kvinde og barn vende trygt tilbage til deres himmelske hjem, og dvæle der i herlighed og retfærdighed!

Der er endnu flere gode nyheder at fortælle.

Gud har vist sig for mennesket i vor tid! Vi har en levende profet.

Må jeg minde jer om, at Gud ikke har brug for, at I »sælger« det gengivne evangelium og Jesu Kristi Kirke.

Han forventer blot, at I ikke sætter lyset under en skæppe.

Og hvis folk afgør, at Kirken ikke er noget for dem, så er det deres valg.

Det betyder ikke, at I har fejlet. I fortsætter med at behandle dem venligt. Det udelukker heller ikke, at I inviterer dem igen.

Forskellen på en tilfældig social kontakt og en medfølende modig discipel er – invitation!

Vi elsker og respekterer alle Guds børn, uanset deres position, uanset race eller religion og uagtet deres valg i livet.

For vores del vil vi bare sige: »Kom og se! Find selv ud af, hvordan det at gå ad disciplens vej vil være belønnende og forædlende.«

Vi inviterer folk til at »komme og hjælpe, når vi prøver på at gøre verden til et bedre sted.«

Og vi siger: »Kom og bliv! Vi er alle brødre og søstre. Vi er ikke fuldkomne. Vi stoler på Gud og forsøger at holde hans bud.

Slut jer til os og gør os bedre. Og i den proces vil I også blive bedre. Lad os tage på dette eventyr sammen.«

Hvornår bør jeg begynde?

Da vores ven Bilbo Sækker følte eventyrlysten røre sig i ham, besluttede han sig for at få en god nats hvile, en solid morgenmad og tage af sted tidligt om morgenen.

Da Bilbo vågnede, bemærkede han, at hans hus rodede, og han glemte næsten sin ædle plan.

Men så kom hans ven Gandalf og spurgte: »Hvornår har du tænkt dig at komme?«9 Hvis Bilbo ville indhente sine venner, måtte han selv beslutte, hvad han skulle gøre.

Og dermed pilede denne almindelige og ubetydelige hobbit ud af sin hoveddør på vej mod eventyr, og det i en sådan fart, at han glemte sin hat, sin spadserestok og sit lommetørklæde. Han lod endda sin anden omgang morgenmad stå urørt.

Heri kan der også være en lektie for os.

Hvis man har følt sig ansporet til at tage med på livets store eventyr og tage del i det, som vores kærlige himmelske Fader forberedte til os for så lang tid siden, kan jeg forsikre jer om, at i dag er dagen til at følge Guds Søn og vor Frelser på hans sti af tjeneste og lydighed.

Vi kan bruge et helt liv på at vente på det helt rette øjeblik, hvor alt bare flasker sig. Men nu er det tid til at forpligte sig til at søge Gud, drage omsorg for andre og dele vores erfaringer med andre.

Efterlad jeres hat, spadserestok, lommetørklæde og rodede hus.10

Til dem af os, der allerede går ad den sti: Fat mod, vis medfølelse og tillid og fortsæt!

Til dem, der har forladt stien: Kom venligst tilbage, slut jer til os igen og gør os stærkere.

Og til dem, der endnu ikke er begyndt på den: Hvorfor udskyde det? Hvis I ønsker at opleve underne på denne storslåede åndelige rejse, så tag hul på jeres eget store eventyr! Tal med missionærerne. Tal med jeres sidste dages hellige venner. Tal med dem om dette store og forunderlige værk.11

Tiden er inde!

Kom, slut jer til os!

Hvis I fornemmer, at der kunne være mere mening med jeres liv, et højere formål, stærkere familiebånd og en tættere forbindelse til Gud, så kom, slut jer til os.

Hvis I søger et fællesskab af mennesker, der arbejder på at blive den bedste udgave af sig selv, hjælpe de nødlidende og gøre verden til et bedre sted, så kom, slut jer til os!

Kom og se, hvad denne storslåede, forunderlige og eventyrlige rejse handler om.

I finder jer selv langs vejen.

I vil finde mening.

I vil finde Gud.

I vil finde den mest eventyrlige og herlige rejse i livet.

Om dette bærer jeg vidnesbyrd i vor Forløsers og Frelsers, Jesu Kristi, navn. Amen.

Noter

  1. J.R.R. Tolkien, The Hobbit or There and Back Again (Hobbitten), Boston: Houghton Mifflin, 2001, s. 3.

  2. Undertitel til The Hobbit.

  3. Moses 3:17.

  4. Se Job 38:4-7 (Alle gudssønner råbte af fryd); Es 14:12-13 (»Højt over Guds stjerner rejser jeg min trone«); Åb 12:7-11 (Der blev krig i himlen).

  5. »Profeten Joseph Smith beskrev handlefrihed som ›sindets uafhængighed, himlen så nådigt har skænket den menneskelige familie, som en af de mest udsøgte gaver‹ (Profeten Joseph Smiths lærdomme, saml. Joseph Fielding Smith, s. 49). Sindets uafhængighed eller handlefrihed, er den kraft, der gør individer i stand til selv at handle. (L&P 58:28). Den omfatter både udøvelsen af ens frie vilje til at vælge mellem godt og ondt eller forskellige grader af godt eller dårligt og også muligheden for at opleve konsekvenserne af det valg. Vor himmelske Fader elsker sine børn så højt, at han ønsker, at vi når vores fulde potentiale – bliver som ham. For at udvikle sig må et menneske have den medfødte evne til at træffe sine ønskede valg. Handlefrihed er så grundlæggende i Guds plan for hans børn, at ›selv Gud ikke kunne gøre mennesker lige som ham, uden at stille dem frit‹ (David O. McKay, ›Whither Shall We Go? Or Life’s Supreme Decision‹, Deseret News, 8. juni 1935, s. 1)« (Byron R. Merrill, »Agency and Freedom in the Divine Plan« i red. Roy A. Prete, Window of Faith: Latter-day Saint Perspectives on World History, 2005, s. 162).

  6. I forfatteren J.K. Rowlings roman Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer siger Hogwarts rektor, Dumbledore, noget lignende til den unge Harry Potter. Det er også et godt råd for os. Jeg har tidligere brugt det i taler og synes, det er værd at gentage.

  7. »Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er« (1 Joh 3:2; fremhævelse tilføjet).

    Selvom en sådan forandring kan ligge ud over vores fatteevne, vil »Ånden selv vidne[] sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn:

    Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham.

    Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os« (Rom 8:16-18; fremhævelse tilføjet).

  8. Se Matt 28:16-20.

  9. Tolkien, The Hobbit, s. 33.

  10. Se Luk 9:59-62.

  11. Se LeGrand Richards, Et stort og forunderligt værk.