Urokkelig forpligtelse over for Jesus Kristus
Gud indbyder os til at give helt slip på gamle vaner og begynde et nyt liv i Kristus.
I april havde jeg privilegiet at indvie templet i Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo.1 Ord kan ikke beskrive den glæde, de trofaste congolesere og jeg følte ved at se et tempel blive indviet i deres land.
De, der træder ind i templet i Kinshasa, ser et originalt maleri kaldet Congo Falls.2 Det minder på en helt særlig måde tempelbesøgende om den urokkelige forpligtelse, der kræves for at forankre dem til Jesus Kristus og følge pagtsstien i vor himmelske Faders plan. Vandfaldene i maleriet gør opmærksom på en skik, der var almindelig for mere end et århundrede siden blandt de første konvertitter til kristendommen i Congo.
Inden deres omvendelse tilbad de livløse objekter, idet de troede, at tingene besad overnaturlige kræfter.3 Mange tog efter deres omvendelse på pilgrimsrejse til et af de utallige vandfald langs Congofloden, såsom Zongo Falls.4 Disse konvertitter kastede deres afguder i vandfaldet som et symbol over for Gud og andre på, at de havde kasseret deres gamle traditioner og taget imod Jesus Kristus. Det var helt bevidst, at de ikke kastede deres objekter ned i roligt, lavt vand. De kastede dem ned i det brusende vand fra et stort vandfald, hvor det ikke var muligt at få fat på tingene igen. Disse handlinger var et symbol på en ny og urokkelig forpligtelse over for Jesus Kristus.
Folk på andre steder og tidspunkter har udvist deres forpligtelse over for Jesus Kristus på lignende måder.5 Folket i Mormons Bog kendt som Anti-Nefi-Lehis folk »nedlagde deres oprørsvåben« og »gravede dem dybt ned i jorden« som »et vidnesbyrd for Gud … om, at de aldrig igen ville bruge [deres] våben«.6 Ved at gøre det lovede de at følge Guds lære og altid leve op til deres forpligtelse. Denne handling var begyndelsen på at være »omvendt til Herren« og aldrig falde fra.7
At være »omvendt til Herren« betyder at forlade en kurs baseret på et gammelt trossystem og tilegne sig et nyt, baseret på tro på vor himmelske Faders plan og på Jesus Kristus og hans forsoning. Denne forandring er mere end en intellektuel accept af evangeliets lære. Den former vores identitet, ændrer vores forståelse af livets betydning og fører til uforanderlig troskab mod Gud. Personlige ønsker, der er i modstrid med at være forankret til Frelseren og følge pagtsstien, fortager sig og erstattes af en beslutsomhed om at underkaste sig vor himmelske Faders vilje.
At være omvendt til Herren begynder med en urokkelig forpligtelse over for Gud efterfulgt af at gøre den forpligtelse til en del af os. Det er en livslang proces at tilegne sig en sådan forpligtelse, og det kræver tålmodighed og vedvarende omvendelse. Til sidst bliver den forpligtelse en del af, hvem vi er, dybt forankret i vores opfattelse af os selv og altid til stede i vores liv. Ligesom vi aldrig glemmer vores eget navn, uanset hvad vi ellers tænker på, glemmer vi aldrig en forpligtelse, der er indgraveret i vores hjerte.8
Gud indbyder os til at give helt slip på gamle vaner og begynde et nyt liv i Kristus. Det sker, når vi udvikler tro på Frelseren, hvilket begynder med at høre vidnesbyrdet hos dem, der har tro.9 Derefter bliver troen større, når vi handler på måder, der forankrer os fastere til ham.10
Nuvel, det kunne være rart, hvis større tro blev overført ligesom influenza eller en forkølelse. Så ville et enkelt »åndeligt nys« opbygge tro hos andre. Men sådan fungerer det ikke. Den eneste måde, at tro vokser på hos en person, er ved at handle i tro. Disse handlinger skyldes ofte en invitation fra andre, men vi kan ikke »videreudvikle« en andens tro eller udelukkende stole på, at andre vil styrke vores. Vi må vælge trosopbyggende handlinger som at bede, studere skrifterne, deltage i nadveren, holde befalingerne og tjene andre, for at vores tro kan vokse.
Når vores tro på Jesus Kristus vokser, indbyder Gud os til at afgive løfter til ham. Disse pagter, som sådanne løfter er kendt som, er udtryk for vores omvendelse. Pagter skaber også en sikker grundvold for åndelig fremgang. Når vi vælger at blive døbt, begynder vi at påtage os Jesu Kristi navn11 og vælge at identificere os med ham. Vi lover at blive som ham og at udvikle hans egenskaber.
Pagter forankrer os til Frelseren og hjælper os videre langs den sti, der fører til vores himmelske hjem. Kraften i pagter hjælper os til at fastholde den mægtige forandring i hjertet, øge vores omvendelse til Herren og mere fuldt ud antage Kristi billede i vores ansigtsudtryk.12 Men en halvhjertet forpligtelse over for vores pagter vil ikke garantere os noget.13 Vi kan være fristet til at prøve at vige udenom, kaste vores gamle vaner ud på roligt vand eller begrave vores oprørsvåben med skæfterne stadig synlige. Men en ambivalent forpligtelse over for vores pagter vil ikke åbne døren for vor himmelske Faders og Jesu Kristi helliggørende kraft.
Vores forpligtelse til at holde vores pagter bør ikke være på betingelse af eller afhængig af skiftende omstændigheder i vores liv. Vores bestandighed mod Gud bør være ligesom den pålidelige Congoflod, der flyder nær templet i Kinshasa. Denne flod har i modsætning til de fleste floder i verden en konstant vandstrøm året rundt14 og udleder næsten 41,5 million liter vand pr. sekund i Atlanterhavet.
Frelseren bad sine disciple om at være lige så pålidelige og standhaftige. Han sagde: »Læg jer dette på sinde, så I gør det, som jeg vil belære og befale jer.«15 At lægge en beslutning på sinde om at holde vores pagter giver mulighed for den fulde erkendelse af Guds løfte om vedvarende lykke.16
Mange trofaste sidste dages hellige har vist, at de har »lagt på sinde«, at de skal holde deres pagter med Gud og er forandret for evigt. Lad mig fortæller jer om tre sådanne personer – bror Banza Mucioko, søster Banza Régine og bror Mbuyi Nkitabungi.
I 1977 boede familien Banza i Kinshasa i landet Zaire, der nu er kendt som Den Demokratiske Republik Congo. De var meget respekterede i deres samfund i den protestantiske kirke. På grund af deres talenter arrangerede deres kirke, at den unge familie kunne rejse til Schweiz for at studere og bidrog med et universitetslegat.
Mens de var i Genève, så bror Banza ofte en lille kirkebygning med navnet »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige« på deres busrute til skolen. Han undrede sig: »Har Jesus Kristus hellige nu, i de sidste dage?« Han besluttede sig til sidst for at gå hen og se.
Bror og søster Banza blev taget varmt imod i grenen. De stillede nogle af deres nagende spørgsmål om Guds natur, som for eksempel: »Hvis Gud er en ånd, ligesom vinden, hvordan kan vi så være skabt i hans billede? Hvordan kan han sidde på en trone?« De havde aldrig fået et tilfredsstillende svar, før missionærerne i en kort lektion forklarede den gengivne lære. Da missionærerne tog afsted, kiggede bror og søster Banza på hinanden og sagde: »Er det ikke sandheden, vi har hørt?« De blev ved med at komme i kirke og mødes med missionærerne. De vidste, at dåb i den genoprettede Jesu Kristi Kirke ville få konsekvenser. De ville få borttaget deres legater, deres visa ville blive inddraget, og de og deres to små børn måtte forlade Schweiz. De valgte at blive døbt og bekræftet i oktober 1979.
To uger efter deres dåb vendte bror og søster Banza tilbage til Kinshasa som det første og andet medlem af Kirken i deres land. Medlemmerne af grenen i Genève holdt kontakten med dem og hjalp dem med at komme i kontakt med kirkeledere. Banza-parret blev opfordret til trofast at vente på den lovede tid, hvor Gud ville oprette sin kirke i Zaire.
I mellemtiden studerede en anden fra Zaire, bror Mbuyi, i Belgien. Han blev døbt i 1980 i Bruxelles Menighed. Kort tid derefter tjente han som fuldtidsmissionær i England. Og Gud udvirkede sine mirakler, Bror Mbuyi vendte tilbage som det tredje medlem af Kirken i sit hjemland. Med hans forældres tilladelse blev kirkemøder afholdt i hans families hus. I 1986 blev der indgivet en anmodning om officiel anerkendelse af Kirken i landet. Det krævede underskrifter fra tre statsborgere i Zaire. De tre glade underskrivere af begæringen var bror Banza, søster Banza og bror Mbuyi.
Disse stærke medlemmer kendte sandheden, da de hørte den, og de indgik en pagt ved dåben, der forankrede dem til Frelseren. De kastede metaforisk deres gamle skikke i et brusende vandfald, uden nogen intention om at få dem tilbage. Pagtsstien var aldrig nem. Politisk uro, uregelmæssig kontakt med kirkeledere og udfordringer forbundet med at opbygge et samfund af hellige kunne have afskrækket mindre forpligtede personer. Men bror og søster Banza og bror Mbuyi holdt ud i deres tro. De var til stede ved indvielsen af templet i Kinshasa, 33 år efter de havde underskrevet anmodningen, der førte til officiel anerkendelse af Kirken i Zaire.
Bror og søster Banza er her i Konferencecentret i dag. De er ledsaget af deres to sønner, Junior og Phil, og deres svigerdøtre, Annie og Youyou. I 1986 var Junior og Phil de to første personer, der blev døbt i Kirken i Zaire. Bror Mbuyi ser disse møder i Kinshasa sammen med sin hustru, Maguy, og deres fem børn.
Disse pionerer forstår betydningen og konsekvenserne af pagter, hvorigennem de er blevet bragt til »kundskab om Herren, deres Gud, og … til at fryde sig i Jesus Kristus, deres forløser.«17
Hvordan forankrer vi os selv til Frelseren og forbliver trofaste som disse og titusinder af hellige i Congo, som fulgte dem, og millioner af andre fra hele verden? Frelseren lærte os hvordan. Hver uge nyder vi nadveren og indgår en pagt med vor himmelske Fader. Vi lover at sammenkæde vores identitet med Frelseren ved at erklære vores villighed til at påtage os hans navn, altid erindre ham og holde hans befalinger.18 Samvittighedsfuldt at forberede os til og værdigt indgå disse pagter hver uge forankrer os til Frelseren, hjælper os til at tage vores forpligtelse til os19 og driver os med stor styrke frem på pagtsstien.
Jeg indbyder jer til at forpligte jer til en livslang proces med at være disciple. Indgå og hold pagter. Kast jeres gamle vaner ud i de dybe, brusende vandfald. Begrav fuldstændig jeres oprørsvåben, hvor ingen skæfter stikker frem. På grund af Jesu Kristi forsoning vil det for evigt velsigne jeres liv at indgå pagter med oprigtig hensigt om trofast at ære dem. I vil blive mere som Frelseren, når I altid husker ham, følger ham og elsker ham. Jeg vidner om, at han er den faste grundvold. Han er pålidelig, og hans løfter er sikre. I Jesu Kristi navn. Amen.