Meldingen, meningen og mængden
Må vi trods vor tids uafbrudte larm og trommen stræbe efter at se Kristus som kernen i vores liv, vores tro og vores tjeneste.
Brødre og søstre, her ser I Sammy Ho Ching, på syv måneder, der ser generalkonference på TV fra sit hjem her i april.
Da det blev tid til at opretholde præsident Nelson og de andre generalautoriteter, brugte Sammy sine arme til at holde sin flaske. Så han gjorde det næstbedste.
Sammy giver vendingen at stemme med fødderne helt ny betydning.
Velkommen til denne halvårlige konference i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. For at sætte scenen for min drøftelse af meningen med disse halvårlige samlinger fremdrager jeg denne scene fra Lukasevangeliet i Det Nye Testamente:1
»Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede.
Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde.
De fortalte ham: ›Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.‹
Da råbte han: ›Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!‹«
Forbløffet over hans frimodighed prøvede skaren at få manden til at tie stille, »men han råbte bare endnu højere,« står der. Som resultat af sin vedholdenhed blev han ført frem for Jesus, der hørte hans bøn om at få sit syn tilbage, og han helbredte ham.2
Jeg bliver rørt over denne livagtige vignet, hver gang jeg læser den. Vi kan mærke denne mands nød. Vi kan næsten høre ham råbe for at fange Frelserens opmærksomhed. Vi kan trække på smilebåndet over, at han nægtede at tie stille – og at han bare råbte højere, da alle bad ham at skrue ned for lyden. Det er i sig selv en sød historie om at være fast i troen. Men som med alt andet i skrifterne finder vi mere, jo mere vi læser den.
En tanke, der slog mig forleden, var, at det var heldigt for denne mand, at der var åndeligt opmærksomme mennesker omkring ham. Hele betydningen af denne historie hviler på, at en håndfuld ubenævnte kvinder og mænd, der, da de blev spurgt om, »hvad der var på færde«, havde synsevne nok, om I vil, til at identificere Kristus som årsagen til støjen, han var selve personliggørelsen af meningen. Der ligger en lektie i denne lille situation for os alle. Når det gælder tro og overbevisning, hjælper det at rette sin forespørgsel mod dem, der har en! »Kan en blind lede en blind?« spurgte Jesus engang. »Vil de ikke begge falde i grøften?«3
Sådan en søgen efter tro og overbevisning er formålet med disse konferencer, og ved at slutte jer til os i dag er denne søgen i høj grad et fælles anliggende. Se jer omkring. På denne plads ser man familier af enhver størrelse komme alle vegne fra. Gamle venner, som omfavner hinanden i gensynsglæde, et skønt kor, der varmer op, og demonstranter, der råber deres slagord. Tidligere missionærer kigger efter tidligere kammerater, nyligt hjemvendte missionærer kigger efter nye kommende kammerater (hvis I forstår, hvad jeg mener!). Og billeder? Må himlen hjælpe os! Med mobiltelefoner i hver en hånd er vi gået fra »ethvert medlem missionær« til »ethvert medlem fotograf.« Midt i al denne herlige røre kan man berettiget spørge: »Hvad er der på færde?«
Som i historien i Det Nye Testamente vil de, der er velsignet med evnen til at se, indse, at trods alt andet, der traditionelt hører sig til denne konferencetradition, betyder det lidet eller slet ingenting, medmindre vi finder Jesus midt i det hele. For at fange visionen af det, vi søger, den helbredelse, som han lover, den vigtighed, vi ved, der er ved at være her, må vi skære igennem al postyret, hvor glædeligt det end er – og rette vores opmærksomhed mod ham. Den bøn, hver en taler har, det håb, hver en syngende nærer, ærbødigheden hos hver en gæst – er rettet mod at invitere hans Ånd, hvis kirke dette er – den levende Kristus, Guds lam og Fredsfyrsten.
Men vi behøver ikke at være i konferencecentret for at finde ham. Når et barn læser i Mormons Bog for første gang og begejstres over Abinadis mod eller de 2000 unge krigeres march, kan vi blidt tilføje, at Jesus er den allestedsnærværende hovedfigur i denne forunderlige fortælling, han er hovedpersonen på næsten alle sider i den og bindeleddet mellem alle andre trosfremmende personer i den.
Det er ligesom, når vores venner lærer om vores tro, så kan de blive lidt overvældet af specifikke dele og vores særegne sprogbrug i Kirken – visdomsordet, selvhjulpenhedsmaterialer, pionervandringer og digitaliserede stamtræer, og engelsktalende personer har utvivlsomt i utallige stavscentre – udtalt steak center – forventet at få serveret en god rød bøf. Når nogle af vores nye venner oplever en masse nye syn og lyde, må vi pege udenom al det liv og røre og henlede deres opmærksomhed på meningen med det hele, på det bankende hjerte i evangeliet – himmelske Forældres kærlighed, en guddommelig Søns sonoffer og Helligåndens trøst og vejledning, gengivelsen i de sidste dage af al sandhed og så meget mere.
Når en person tager til templet for første gang, kan vedkommende blive fyldt med ærefrygt af oplevelsen. Det er vores opgave at sikre os, at de hellige symboler og åbenbarede ritualer, den ceremonielle påklædning og de visuelle præsentationer aldrig distraherer, men derimod peger mod Frelseren, som vi er der for at tilbede. Templet er hans hus, og han bør ligge os øverst på sinde og hjerte – Kristi majestætiske lære gennemtrænger hele vores væsen, akkurat som den gennemtrænger templets ordinancer – lige fra det øjeblik vi læser indskriften over hoveddøren til det sidste øjeblik, vi bruger i bygningen. Midt i alt det forunderlige, vi oplever, er det frem for alt andet meningen med Jesus, vi skal se i templet.
Tænk over den linde strøm af initiativer og nye bekendtgørelser i Kirken i disse seneste måneder. Når vi drager omsorg for hinanden eller gør vores oplevelse af sabbatten finere eller tager et nyt program til børn og unge til os, går vi glip af den reelle årsag til disse åbenbarede justeringer, hvis vi ser dem som separate, usammenhængende elementer frem for en sammenhængende indsats for, at vi kan bygge solidt på klippen til vores frelse.4 Det er ganske sikkert, hvad præsident Russell M. Nelson har til hensigt, når han tilskynder os til at benytte Kirkens åbenbarede navn.5 Hvis Jesus – hans navn, hans lære, hans eksempel og hans guddommelighed – kan være kernen i vores gudsdyrkelse, vil vi konsolidere den sandhed, som Alma engang underviste om: »Meget skal finde sted, [men] se, der er [noget], der er af større vigtighed end alt andet … Forløseren[, der] lever og kommer blandt sit folk.«6
En afsluttende tanke. Det nybyggermiljø, som Joseph Smith i det 19. århundrede levede i, var præget og antændt af en stridende mængde kristne vidner.7 Men i den tumult, de skabte, tilslørede disse ivrige vækkelsesprædikanter den selvsamme Frelser, som den unge Joseph Smith så oprigtigt søgte. I kamp med det, han kaldte »mørke og vildrede«,8 trak han sig tilbage til et afsides sted i en lysning af træer, hvor han så og hørte et mere herligt vidnesbyrd om Frelserens centrale placering i evangeliet, end nogen vi har nævnt her denne morgen. Med en uforudset og uventet gave til at se modtog Joseph Smith sit syn af sin himmelske Fader, universets store Gud, og Jesus Kristus, Faderens fuldkomne og enbårne Søn. Der viste Faderen det eksempel, vi har hyldet denne morgen: Han pegede på Jesus og sagde: »Det er min elskede Søn. »Hør ham!«9 Intet større udtryk for Jesu guddommelige identitet, hans store vigtighed for frelsesplanen og hans status i Guds øjne kan nogensinde overgå denne korte erklæring på syv ord.
Tumult og forvirring? Trængsel og strid? Alt det er der masser af i vores verden. Ja, skeptikere og de trofaste strides stadig over dette syn og nærmest alt andet, jeg har omtalt i dag. I tilfælde af, at I måtte stræbe efter at se klarere og finde mening midt i en myriade af meninger, peger jeg jer i retning af den samme Jesus, og jeg bærer mit apostolske vidnesbyrd om Joseph Smiths oplevelse, der fandt sted 1800 år efter, at vores blinde ven fik sit syn på den gamle vej mod Jeriko. Jeg vidner med de to og en hel masse andre i tidens løb om, at det mest frydefulde syn og den skønneste lyd i livet er, at Jesus ikke bare kommer forbi,10 men han kommer til os, stopper op ved os og lader os tage bolig hos sig.11
Søstre og brødre, må vi trods vor tids uafbrudte larm og trommen stræbe efter at se Kristus som kernen i vores liv, vores tro og vores tjeneste. Det er der, den sande mening ligger. Og skulle vores udsyn nogle dage være indskrænket eller vores tillid aftaget eller vores tro blevet prøvet og forædlet – som den helt sikkert vil – må vi da råbe endnu højere: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«12 Jeg lover med apostolsk inderlighed og profetisk overbevisning, at han vil høre jer og før eller siden sige: »Bliv seende, din tro har frelst dig.«13 Velkommen til generalkonferencen. I Jesu Kristi navn. Amen.