Spencer W. Kimballs liv og tjenestegerning

Orville Allen stoppede ved Andrew Kimballs hjem en efterårsaften først i 1900-tallet for at aflevere nogle græskar. Da de to mænd læssede græskarrene af, hørte de Andrews søn, Spencer, synge i stalden, mens han malkede køerne. Bror Allen sagde til Andrew: »Din søn må være glad.« Andrew svarede: »Ja, han er altid glad. Han er en ordentlig og lydig dreng og husker altid at gøre de ting, jeg beder ham om. Jeg har helliget ham til Herren og hans tjeneste. Han bliver en stor mand i Kirken.« ¹

Gennem års forberedelse blev Spencer virkelig en stor mand. Herren »forberedte ikke kun en forretningsmand, en samfundsleder, en taler, en digter, en musiker eller en lærer – selv om han skulle blive alt dette. Han forberedte en far, en patriark for sin familie, en apostel og profet samt en præsident for hans kirke.« ²

Arv

Spencer W. Kimballs familie var dybt involveret i den genoprettede kirke. Både hans farfar og morfar var fremstående mænd i værkets tidlige historie i de sidste dage. Heber C. Kimball blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum, da det blev organiseret i 1835. Han tjente senere som førsterådgiver i to årtier for præsident Brigham Young og var en trofast Herrens tjener gennem hele sin tjenestegerning. Edwin D. Woolley, Spencers morfar, var en tidligere kvæker i Pennsylvanien, som tog imod evangeliet i Joseph Smiths dage. Han var en respekteret biskop i Saltsødalen. Han tjente også fra tid til anden som direktør i Brigham Youngs personlige forretningsforetagender. Biskop Woolleys omsorg for de trængende og hans urokkelige forpligtelse over for evangeliet gik i arv til hans efterkommere.

Spencers farmor, Ann Alice Gheen Kimball, var »en trofast kvinde, … genert i samfundet, høj og almindelig af udseende og med en forkærlighed for de syge og svage.« ³ Andrew Kimball var hendes tredje søn. Spencers mormor, Mary Ann Olpin Woolley, kom fra England og blev mor til elleve børn, hvor det sjette barn i rækken blev kaldt Olive (et pigenavn).

Andrew Kimball giftede sig med Olive Woolley den 2. februar 1882 i Salt Lake City, hvor de stiftede hjem. Andrew modtog ca. tre år senere en kaldelse om at forlade hjemmet og tjene i missionen i det indianske territorium i det nuværende Oklahoma. Efter at have tjent i to et halvt år som fuldtidsmissionær blev han kaldet til at præsidere over missionen. Den nye kaldelse gjorde det imidlertid muligt at bo hjemme, og de næste 10 år boede han derfor i Utah med sin familie, mens han ledte missionen gennem breve og rejser til området.

Andrews 12 års tjeneste i missionen for det indianske område blev snart efterfulgt af en anden kaldelse, denne gang for at skulle slå sig ned i Gila Valley i den sydlige del af det centrale Arizona. Der skulle han som stavspræsident præsidere over sidste dages helliges bosættelser i regionen, som var organiseret som St. Joseph Stav. I 1898 pakkede Andrew og Olive og deres seks børn (deriblandt den treårige Spencer) deres indbo og flyttede 1000 km syd for Salt Lake City.

Ungdom

Spencer Woolley Kimball blev født den 28. marts som det sjette af Andrew og Olive Kimballs elleve børn.

Idet han genkaldte sig landskabet fra sin ungdom i Arizona, skrev han: »Landet her var tørt, men beslutsomme landmænd havde været i stand til at gøre det frugtbart.« ⁴ Han huskede også: »Vi boede på en lille gård i det sydlige hjørne af Thatcher i Arizona. Vores hjem lå på hjørnet med åbne marker mod syd og øst. Bagved vores hjem lå brønden, pumpen, vejrmøllen, en stor trætank med vores vandbeholdning og værkstedsbygningen, og lidt længere bagved lå en meget stor brændebunke. Så kom svinestierne, foldene, høstakkene og kornmagasinet.« ⁵

Spencer lærte tidligt vigtige evangeliske lektier af sine forældre. Han sagde: »Jeg husker som ung, at jeg gik med min mor ad den støvede vej til biskoppens hus, dengang vi ofte brugte dyr og produkter til at betale vores tiende med. Mens vi gik, sagde jeg: ›Hvorfor giver vi æggene til biskoppen?‹ Hun svarede: ›Fordi det er æg til tiende, og biskoppen modtager tiende på vor himmelske Faders vegne.‹ Min mor fortalte så, hvordan det første æg, hver aften når æggene blev bragt ind, blev lagt i en lille kurv, og de efterfølgende ni blev lagt i en stor kurv.« ⁶

Andrew Kimballs eksempel på hengiven tjeneste havde en stor indflydelse på Spencer, som senere sagde: »Mine første indtryk af en stavspræsidents arbejde kom ved at observere min egen far … Jeg tror, at min far tjente sit folk på en sådan måde, at han opfyldte en velsignelse, der blev givet til ham af præsident Joseph F. Smith, som lovede, at folket i Gila-dalen ville ›søge til ham som børn til en forælder.‹ Selv om jeg er sikker på, at jeg dengang ikke fuldt ud påskønnede hans eksempel, var den standard, han satte, en stavspræsident værdig.« ⁷

Kimballfamilien levede beskedent. »Vi vidste ikke, vi var fattige,« huskede Spencer. »Vi syntes, vi levede ganske udmærket.« ⁸Deres tøj var hjemmesyet og aflagt tøj. Deres måltider var enkle og bestod af kød og produkter, som de selv dyrkede.

Spencer hjalp til med dagligdags ting rundt omkring på gården. »Jeg plejede at pumpe vand med hånden og vande haven,« huskede han, »og jeg lærte også at malke køerne, beskære frugttræerne, reparere hegnene og alle sådanne ting. Jeg havde to ældre brødre, som jeg var overbevist om tog alle de lette jobs og overlod alle de svære til mig. Men jeg beklager mig ikke, for det gjorde mig stærk.« ⁹ Da Spencer var 9 år gammel, begyndte han at lære trosartiklerne, de ti bud og de fleste af salmerne fra Kirkens sangbog udenad, mens han hver dag malkede køerne og vandede hestene.

Da Spencer var 11 år, døde hans mor. Det var en af hans største prøvelser i de tidlige år. Han spekulerede på, hvordan familien kunne fortsætte. »Men jeg fandt ud af,« sagde han, »som jeg siden har fundet ud af mange gange, at man kan udholde næsten hvad som helst.«¹⁰ Med tiden giftede Andrew Kimball sig igen, og Josephine Cluff blev Spencers stedmor. »Josie,« som vennerne kaldte hende, kunne ikke helt udfylde Olives plads i Spencers liv, men hendes dygtige og tålmodige måde at håndtere tingene på gav stabilitet i Kimballfamilien.

I løbet af sin ungdom lærte Spencer ikke kun hårdt arbejde i et barsk land, men tilegnede sig adskillige evner, som forberedte ham til at tjene bedre senere i sit liv. Han lærte at synge og lede i musik og blev udpeget til medlem af stavskoret i en alder af 15 år. Selv om han havde »korte og buttede«¹¹ fingre, som han selv beskrev dem, lærte han sig selv at læse noder og spille klaver. Han øvede sig, indtil han var i stand til at spille salmerne og deltage i et lille orkester. År senere skiftedes han og ældste Harold B. Lee til at akkompagnere ved De Tolv Apostles Kvorums ugentlige møder.

Spencer begyndte i skolen lidt senere end de fleste, som det fremgår af den følgende beretning: »Spencers mor mente, at børn ikke var modne nok til at gå i skole, før de var syv år, så da Spencer begyndte, var han et år bagud i forhold til de andre børn … Ved middagstid plejede han at løbe de tre blokke hjem fra skole for at pumpe vand op til dyrene, fodre grisene og spise sin frokost. En dag sagde hans mor: ›Hvad laver du hjemme i frikvarteret? Det er ikke middag endnu.‹ Han løb tilbage til skolen i panik og så, at hans klassekammerater allerede var gået ind efter det korte frikvarter. Alle grinede – undtagen læreren, som benyttede lejligheden til at fortælle klassen, at Spencer var forud for alle de andre elever i anden klasse og ville blive rykket op for at være sammen med børnene på hans egen alder.«¹²

Efter at have afsluttet folkeskolen gik Spencer på det kirkeejede Gila Academy. Der fik han altid gode karakterer, deltog i sport og var skoleformand.

Spencer voksede også i kirkeerfaring og havde en næsten fuldkommen mødedeltagelse. At udfylde præstedømmekaldelser havde høj prioritet, som den følgende beretning illustrerer: »En af diakonernes opgaver, hver måned før fastedagen, var at spænde hesten for vognen og køre fra hus til hus for at samle fasteoffer ind til de fattige i Kirken. Bagefter gav de det indsamlede til biskoppen – glas med frugt, mel, squash, honning og af og til en halv dollar eller lignende i småmønter. Andrew var så ivrig efter at lære sin søn hans pligt, at intet andet kom i vejen for Spencers indsamling hver måned. Familien Kimballs hest og vogn havde aldrig for travlt til at blive brugt til diakonernes kvorumsarbejde. Hvis den anden dreng, som var blevet bedt om at hjælpe til, ikke dukkede op, tog Spencer af sted alene og udførte arbejdet.«¹³

Udover Spencers hjem-, skole- og kirkeansvar arbejdede han som sekretær for sin far. Andrew skrev mange breve, i gennemsnit seks om dagen. Spencer tog diktat fra ham og maskinskrev derefter brevene.

Disse oplevelser i Spencers tidlige liv lærte ham værdien af arbejde, en lektie han anvendte og underviste i gennem hele sit liv. År senere, som apostel på over 70 år, havde han lejlighedsvis dage, hvor han følte sig fysisk udmattet. På en sådan dag skrev han: »Jeg lagde ud med at have det ret elendigt og greb mig i at spekulere på, om jeg kunne klare at komme gennem dagen, men … det var lige som om jeg blev beruset af mit arbejde og glemte mig selv, og det blev en god dag.«¹⁴

Missionering

I 1914 tog Spencer sin eksamen fra Gila Academy og forventede at kunne gå på University of Arizona om efteråret. Imidlertid bekendtgjorde Andrew Kimball under Spencers afsluttende prøver, at Spencer skulle på mission.

Som forberedelse til sin mission tog Spencer arbejde i Globe i Arizona som mejeriarbejder. Dette var hans første oplevelse med at bo uden for de sidste dages helliges bosættelser i Gila Valley. Han lærte, at han uden at gå på kompromis med sine egne standarder kunne omgås mennesker, hvis standarder ikke var helt i overensstemmelse med hans. Han opnåede sine kollegers respekt. Ved slutningen af sommeren holdt Spencers cigarrygende chef, der ikke var medlem af Kirken, en afskedsfest for ham og forærede ham et graveret guldur.

Fra oktober 1914 til december 1916 tjente Spencer som fuldtidsmissionær i Central States-missionen med hovedsæde i Independence i Missouri. Det var i det samme område hans far, hans stedmor og en af hans ældre brødre havde tjent.

Ældste Kimballs fuldtidstjeneste i missionsmarken var en periode med vækst. Han mødte fysiske udfordringer. Hans missionspræsident opfordrede ældsterne til at bede om mad og husly hos dem, de forkyndte for. Som følge deraf tilbragte ældste Kimball mange ubehagelige nætter i små skure i Missouris vilde skovland, hvor han delte seng med lopper eller væglus, mens myggene svirrede omkring. Der var mange dage med sult, og når han blev tilbudt mad, spiste han hvad som helst, der blev serveret for ham.

At banke på døre var hårdt arbejde med begrænset udbytte. Her følger en beretning om en usædvanlig metode, som ældste Kimball engang brugte:

»Mens han rejste i St. Louis, bemærkede han et klaver gennem den delvist åbne dør, og han sagde til kvinden, som var lige ved at lukke døren i hans ansigt: ›Det er et fint klaver, du har.‹

›Vi har lige købt det,‹ sagde kvinden lidt tøvende.

›Det er et Kimball, er det ikke? Det hedder jeg også. Jeg kunne spille en sang for dig på det, som du måske kan lide.‹

Overrasket svarede hun: ›Selvfølgelig, kom ind.‹

Siddende på klaverbænken sang og spillede Spencer ›O min Fader.‹

Så vidt Spencer vidste, tilsluttede hun sig aldrig Kirken, men det var ikke, fordi han ikke havde prøvet.«¹⁵

På Spencers mission forstærkedes de ting, der i forvejen var grundlagt i ham gennem hans opvækst i Arizona, nemlig tro på Herren, hårdt arbejde, hengivenhed, stille tjeneste og offer.

Ægteskab og familie

I sommeren 1917, ca. syv måneder efter Spencer Kimball var vendt hjem fra sin mission, bemærkede han en udtalelse i den lokale avis. Camilla Eyring, som i 1912 var flyttet til Gila Valley med sin familie, skulle undervise i husholdninglære på Gila Academy. Da Spencer læste artiklen igen og igen, besluttede han, at han en dag ville giftes med Camilla Eyring. Ved »et tilfælde« mødte han hende, mens hun ventede ved et busstoppested nær akademiet og kom i snak med hende. Han satte sig ved siden af hende i bussen, hvor de fortsatte samtalen, og han fik hendes tilladelse til at besøge hende.

Camillas mor kunne rigtig godt lide den unge Spencer Kimball. Hun inviterede ham til spisning hver gang, han besøgte Camilla. Og bror Eyring, som var meget striks med hensyn til sin datters bejlere, havde ikke nogen indvendinger. Efter 31 dage var Spencer blevet fast inventar i familien Eyrings husstand. Parret besluttede at gifte sig, men deres planer blev berørt af den igangværende første verdenskrig. Spencer var forpligtet til at blive i Thatcher i Arizona for at afvente en eventuel indkaldelse til hæren, så de kunne ikke foretage den lange rejse til templet i Utah. De blev borgerligt viet den 16. november 1917, men så frem til at blive beseglet i templet så hurtigt som muligt. Det mål blev nået den følgende juni i Salt Lake-templet.

Spencer og Camilla fik fire børn, tre sønner og en datter (Spencer LeVan, Andrew Eyring, Edward Lawrence og Olive Beth). Som forældre sørgede de for et miljø, hvor deres børn ikke kun følte sig elsket og fik støtte, men også blev betroet at træffe egne beslutninger. En af deres sønner genkaldte sig senere:

»Når børnene optrådte i skolen, kirken eller andre steder, var mine forældre til stede, selv når det kostede nogle personlige ofre. De viste altid deres interesse og stolthed for os.

I vores familie var der en følelse af fællesskab, ikke ejerskab. Det endelige ansvar for vore handlinger hvilede på os. Vore forældre opmuntrede og vejledte os, men beordrede os ikke.«

Den samme søn fortsatte med at sige dette om sin far:

»Jeg kender ikke nogen, der har en mere ædel ånd end min far. Han er venlig og hensynsfuld, næsten i overmål. Børn har det med at se deres forældre som nogle magtfulde autoriteter, der ikke er underlagt almindelige behov. Men jeg ved, hvor meget min far værdsætter en oprigtig kompliment eller ros. Og intet udtryk for værdsættelse eller hengivenhed tæller mere end det fra hans egen familie.

Jeg ved, der ikke er noget, der giver ham større tilfredsstillelse – efter at have følt Herrens godkendelse af sine anstrengelser – end at se sin egen familie følge i hans spor og prøve at leve retskaffent.

Hvis jeg kunne vælge, hvem jeg skulle dømmes af på den yderste dag, er der intet menneske jeg hellere ville vælge end min far.«¹⁶

Professionelle liv, kirkekaldelser og samfundstjeneste

Med Camilla ved sin side og familieansvarene foran sig begyndte Spencer sit professionelle liv som bankassistent. Som årene gik, rykkede han fra bankverdenen til livsforsikringer og udstykning af grunde. Den store depressions økonomiske omvæltning (1929-1939) ramte Spencers forretningsinteresser hårdt, men familien var i stand til at klare sig igennem modgangen.

Spencers far døde i 1924 efter at have tjent som stavspræsident i næsten tre årtier. Da præsident Heber J. Grant, Kirkens syvende præsident, som følge heraf reorganiserede stavspræsidentskabet, blev den 29-årige Spencer kaldet til at tjene som andenrådgiver.

Udover sit familieliv, sine professionelle anstrengelser og sin kirketjeneste bidrog Spencer aktivt til samfundet. Han hjalp med at oprette den første lokale radiostation. Han var aktiv i Rotary Club, en tjenesteorganisation, og endte med at få posten som distriktsguvernør.

I 1938 blev St. Joseph stav delt, og Spencer blev kaldet som præsident for den nye Mount Graham Stav. Bekymret over, om nogle af dem, Spencer ville komme til at præsidere over, skulle have dårlige følelser over for ham, besøgte han og Camilla enhver, som kunne have sådanne følelser, for at »vaske tavlen ren«.¹⁷

I september 1941, mens han tjente som stavspræsident, ramte en større oversvømmelse samfundet. Vedvarende regn hævede vandstanden i Gilafloden, indtil det løb ned ad gaderne i nogle af bosættelserne. Huse og gårde blev skyllet væk af vandet. Beboerne, som hovedsaglig var kirkemedlemmer, havde desperat brug for hjælp. Da Spencer hørte om ødelæggelsen, fyldte han sin bil med mad fra Kirkens forråd og kørte til de ramte byer. Han arrangerede tøjvask. Han hjalp bønderne med at få korn, så de kunne fodre husdyrbesætningerne. Snart ankom en lastvogn fuld af mad og tøj. På mindre end en uge var de, der havde lidt mest ved oversvømmelsen, på vej mod genrejsning. Kirkemedlemmer viste uforbeholden gavmildhed. Spencer ledede vurderingen af behov og uddelingen af forråd. I alt dette forblev han i tæt kontakt med ældste Harold B. Lee i De Tolv Apostles Kvorum, hvis ansvar indbefattede velfærdsprogrammet.

Apostelembedet

Den 8. juli 1943 aflagde præsident J. Reuben Clark jun. fra Det Første Præsidentskab et besøg hos Spencer. Han sagde, at Spencer var blevet kaldet til at udfylde en af de to ledige pladser i De Tolv Apostles Kvorum. Spencers svar var: »Åh, bror Clark! Ikke mig, vel? Du kan ikke mene mig? Det må være en fejl. Jeg kan ikke have hørt rigtigt … Det lyder helt umuligt. Jeg er så svag og ubetydelig og uduelig og har mine begrænsninger.«¹⁸ Spencer forsikrede præsident Clark om, at der kun kunne være ét svar på en kaldelse fra Herren, men hans villighed til at tjene overvandt ikke lige med det samme hans følelser af utilstrækkelighed og uværdighed.

Disse følelser forstærkedes i løbet af de næste par dage, hvor Spencer kun fik lidt eller ingen søvn. Mens han var i Boulder i Colorado for at besøge sin søn, gik han en tidlig morgen en tur i bjergene. Mens han kom højere og højere op, tænkte han over, hvor betydningsfuldt apostelembedet var. Han blev plaget ved tanken om, at han måske ikke kunne udfylde det, og at hans kaldelse måske var en fejltagelse. Med dette i tankerne nærmede han sig toppen af bjerget, hvor han henfaldt til bøn og meditation. »Hvor jeg dog bad!« huskede han. »Hvor jeg dog led! Hvor jeg dog græd! Hvor jeg dog kæmpede!« Mens han led kvaler, kom en drøm om hans farfar, Heber C. Kimball, til ham og om »det store arbejde, han havde gjort.« Denne bevidsthed beroligede Spencers hjerte. »En rolig følelse af forsikring kom over mig, tvivl og spørgsmål blev dæmpet ned. Det var, som om en stor byrde blev løftet væk. Jeg sad i stilhed og ro og så ud over den smukke dal og takkede Herren for at have stillet mig tilfreds og for de beroligende svar på mine bønner.«¹⁹ Den 7. oktober 1943 blev Spencer W. Kimball ordineret til apostel i en alder af 48 år.

Ældste Kimballs tjeneste i De Tolvs Kvorum spændte sig over tre årtier. I det tidsrum rejste han langt omkring, styrkede medlemmerne og medvirkede til rigets vækst. I forbindelse med en særlig opgave fra præsident George Albert Smith fik ældste Kimball en særlig interesse for profeten Lehis efterkommere fra Mormons Bog – de indfødte folkeslag fra Nord-, Mellem- og Sydamerika. Han talte begejstret deres sag både i Kirkens præsiderende kvorummer og blandt medlemmerne som helhed. Han fordømte alle racefordomme og undertrykkelse af de fattige.

I sine prædikener kunne ældste Kimball være både poetisk og direkte. Han udtalte sig ofte om følsomme emner, der vedkom de almindelige kirkemedlemmer i praksis. Udover talrige taler skrev han bogen Tilgivelsens Mirakel. Denne bog kom i anledning af ældste Kimballs lange erfaring som apostel, hvor han rådgav dem, som havde givet efter for alvorlige overtrædelser. I sin bog understreger han Herrens forventninger af os, vort guddommelige potentiale og den sti, vi må følge for at omvende os og opnå forsikring om fuldstændig guddommelig tilgivelse. Ældste Kimball bar vidnesbyrd til læseren om, at Herren var barmhjertig og ville tilgive dem, som oprigtigt omvendte sig.

Helbredsudfordringer

Spencer W. Kimball fik adskillige skader i løbet af sit liv og led af flere sygdomme. To markante helbredsmæssige udfordringer var iøjnefaldende i hans år som apostel. Den første sygdom efterlod et varigt spor på ældste Kimball, som var tydeligt, når som helst han talte. Sidst på året i 1956 følte han en hæshed i stemmen. Diagnosen var strubecancer. En operation i juli 1957 medførte, at hans ene stemmebånd og en del af det andet blev fjernet. Som følge heraf hvilede han sin stemme for at opnå den bedst mulige heling. I mange søvnløse nætter spekulerede ældste Kimball over, om han nogensinde kom til at tale igen.

Et halvt år efter operationen erklærede lægerne ældste Kimballs strube for helbredt. Ældste Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles kvorum berettede, hvordan ældste Kimball brugte humor for at fortælle tilhørerne om sin nye stemme:

»Så kom testen. Kunne han tale? Kunne han prædike?

Han tog hjem [til Arizona] for at holde sin første tale … Der, ved St. Josephs stavskonference … stod han på forhøjningen.

›Jeg er kommet her tilbage,‹ sagde han, ›for at være blandt mit eget folk. I denne dal præsiderede jeg som stavspræsident.‹ Måske tænkte han, at skulle det mislykkes for ham, ville han her være blandt dem, som elskede ham mest og ville forstå ham.

En stor udgydelse af kærlighed fandt sted. Spændingen af dette dramatiske øjeblik blev brudt, da han fortsatte: ›Jeg skal fortælle jer, hvad der skete med mig. Jeg tog østpå, og mens jeg var der, røg jeg i kløerne på nogle halsbrækkende banditter …‹ Efter det var det lige meget, hvad han sagde. Ældste Kimball var tilbage!«²⁰

Hans nye stemme var blød, dyb og ru. Det var, med ældste Packers ord, »en stille, overbevisende, blød stemme, en nyerhvervet stemme, en sympatisk stemme, en stemme … elsket af de sidste dages hellige.«²¹

Ældste Kimball oplevede også alvorlige hjerteproblemer. Efter han blev apostel, fik han en række hjerteanfald. I 1972, mens han tjente som fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, undergik han en risikofyldt operation. Dr. Russell M. Nelson var præsident Kimballs hjertekirurg på det tidspunkt. Senere, som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, fortalte ældste Nelson, hvad der skete under operationen: »Jeg vil aldrig glemme den følelse, jeg fik, da hans hjerte begyndte at slå igen fuld af livskraft og styrke. I dette øjeblik lod Ånden mig vide, at denne særlige patient skulle leve for at blive Guds profet på denne jord.«²²

Kirkens præsident

Om aftenen den 26. december 1973 døde præsident Harold B. Lee, Kirkens 11. præsident, pludselig. I overensstemmelse med Kirkens apostolske rækkefølge blev Spencer W. Kimball den 30. december 1973, som De Tolvs Kvorums seniormedlem, præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Dette kom som en overraskelse for Kirkens medlemmer – og især for præsident Kimball. Han var blevet ordineret til apostel to et halvt år senere end Harold B. Lee. Fordi præsident Kimball var fire år ældre end præsident Lee og tilsyneladende havde et dårligere helbred, forventede præsident Kimball overhovedet ikke at overleve præsident Lee. Som han senere fortalte: »Jeg følte mig absolut sikker på, at jeg, når min tid kom, ville dø som præsident for De Tolv … Jeg sagde til præsident Lees begravelse, at ingen havde bedt mere for hans restituering, da han var syg, og for at han fortsatte, så længe han var rask, end søster Kimball og jeg.«²³

Præsident Kimball blev opretholdt af Kirkens medlemmer ved generalkonferencen i april 1974. Han havde ikke tragtet efter denne stilling, men Herren havde valgt ham til at være hans profet, seer og åbenbarer og til at lede hans kirke og rige på jorden.

I forbindelse med denne aprilkonference holdt præsident Kimball en tale om missionering ved et møde for kirkeledere. Ældste William Grant Bangerter, et senere medlem af De Halvfjerds’ Præsidium, var dengang regionalrepræsentant og til stede ved mødet. Han fortalte senere om virkningen af præsident Kimballs ord:

»Vi blev klar over, at præsident Kimball åbnede åndelige vinduer og kaldte på os for sammen med ham at komme og betragte evighedens planer. Det var som om, han trak de gardiner til side, som dækkede den Almægtiges formål, og indbød os til, sammen med ham, at se evangeliets skæbne og få en vision om, hvordan det hele skulle ledes.

Jeg tvivler på, at nogen som helst, der var til stede den dag, nogensinde vil glemme den begivenhed. Jeg har personligt ikke engang læst præsident Kimballs tale siden, men indholdet af det, han sagde, blev så levende prentet i min bevidsthed, at jeg i dette øjeblik ville kunne gentage det meste af det fra hukommelsen.

Herrens Ånd var over præsident Kimball, og den strømmede fra ham til os som en mærkbar tilstedeværelse, der på én gang var både bevægende og chokerende. Han afslørede en strålende vision for os.«²⁴

Præsident Kimballs tale ved denne lejlighed blev et gennemgående tema i hans tjenestegerning som præsident for Kirken.

»Mine brødre, jeg spekulerer på, om vi gør alt, hvad vi kan. Er vi tilfredse med vores indsats for at undervise hele verden? Vi har nu missioneret i 144 år. Er vi beredte til at yde en større indsats? Til at udvide vores vision? …

Jeg har ingen illusioner om, brødre, at dette vil være let og uden anstrengelser, eller at det kan gøres på en nat, men jeg tror virkelig på, at vi kan gå fremad og vokse meget hurtigere, end vi gør nu …

… Jeg tror, at hvis vi alle er af ét hjerte og ét sind og ét i formål, kan vi bevæge os fremad og ændre billedet af, at ›det går da rigtig godt. Lad os ikke ændre noget ved det.‹«²⁵

Sådan begyndte et bemærkelsesværdigt årti med vækst og forandring. Selv om missioneringen var det første, der blev fremhævet, blev det snart klart for Kirkens medlemsskare, at præsident Kimball ikke var interesseret i stilstand, men ønskede fremgang indenfor samtlige retfærdige bestræbelser.

Missionering

Præsident Kimball søgte at åbne nationernes døre for evangeliets forkyndelse. Inddelingen af den såkaldte kolde krig mellem demokratiske regeringer og kommunistiske regeringer forhindrede missionering i mange europæiske og asiatiske lande. Derudover begrænsede Kirkens politik med hensyn til præstedømmeordination missionærindsatsen i Afrika, dele af Sydamerika og Caribien. Præsident Kimball søgte enhver mulighed for at udvide Kirkens geografiske rækkevidde.

Samtidig pointerede han, at større muligheder for at undervise nationerne afhang af kirkemedlemmernes villighed til at gribe disse muligheder. For de unge mænd, der var værdige og fuldt beredte, skulle missionærtjenesten ikke anses som et valg, men som en guddommelig pligt og mulighed. Denne forpligtelse hvilede på de unge mænd, uanset hvor de boede. Unge piger kunne også tjene på mission, men var ikke under den samme forpligtelse som de unge mænd. Derudover blev ældre ægtepar opmuntret til at tjene i missionærstyrken. Da Spencer W. Kimball begyndte sin tjeneste som præsident for Kirken, tjente 17.000 fuldtidsmissionærer over hele verden. Da han døde omkring 12 år senere, var det antal steget til næsten 30.000. Den øgede missionærindsats bar frugt i væsentlig grad. Kirkens medlemsskare voksede fra 3,3 millioner til næsten 6 millioner.

Da præsident Kimball i 1975 talte til en gruppe unge kirkemedlemmer, sagde han: »Er I klar over, hvad Herren har gjort for jer unge mænd? I er flotte, unge fyre. I ser stærke, glade og godt ud. Hvem gav jer jeres helbred? Hvem gav jer jeres øjne? Hvem gav jer jeres ører? Hvem gav jer jeres stemme? Har I nogensinde tænkt på det? Nogen må have forsynet jer med disse uvurderlige gaver.«

Så beskrev han sin oplevelse med sin halsoperation, og hvordan han endte med kun at have en del af sin stemme tilbage. Derefter fortsatte han: »Lad mig spørge jer, hvor mange af jer ville være villige til at give afkald på jeres stemme? Købte I den, eller byttede I jer til den? Har nogen givet den til jer? Har Herren givet jer en stemme, så I kan udtrykke jer? Hvorfor går I så ikke ud i verden og fortæller den mest storslåede beretning til verden, og fortæller mennesker, at sandheden er blevet gengivet, at Herren fortsætter profetrækken fra Adam til nu, og at I har det hellige præstedømme, som I vil højne alle jeres livs dage? Fortæl verden det! De har brug for det!

Og så spørger jeg jer igen, hvem gav jer jeres stemme? Hvorfor? – Kun for at I kan synge eller tale eller have det sjovt med mennesker? Eller gav han jer den stemme, så I kunne undervise i evangeliet? …

Nu tror jeg, vi hellere må tage ud i missionsmarken, tror I ikke også det? – Enhver dreng, som er værdig.«²⁶

Tempeltjeneste

Som præsident for Kirken gennemførte Spencer W. Kimball en betydelig stigning i antallet af tempelbyggerier. I begyndelsen af hans ledelse var der 15 templer i drift, og da han døde omkring 12 år senere var tallet steget til 36, mere end det dobbelte. Præsident Gordon B. Hinckley, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, vidnede: »Dette store fremstød i tempelbyggeriet blev gjort af præsident Kimball gennem åbenbaring fra Herren.«²⁷

Angående tempelarbejdet sagde præsident Kimball: »Den dag kommer og er ikke langt væk, da alle templer på denne jord vil køre i døgndrift … Der vil være en tjenerskare, der næsten vil slide sig op nat og dag pga. værkets betydning og det store antal mennesker, som ligger slumrende i evigheden og som har et inderligt ønske om og et behov for de velsignelser, som kan komme til dem.«²⁸

Kirkeledelse

I løbet af 1975 og 1976 reorganiserede og udvidede præsident Kimball Kirkens ledelse for at holde trit med Kirkens vækst. Som en del af den voksende organisation og generalautoriteternes ansvar blev De Halvfjerds’ Første Kvorum gendannet og omfattede i oktober 1976 39 brødre. »Når dette er sket,« forklarede præsident Kimball, »er de tre styrende kvorummer i Kirken, der er blevet tilkendegivet ved åbenbaring – Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds’ Første Kvorum – blevet sat på deres rette pladser, som åbenbaret af Herren. Dette vil gøre det muligt at håndtere den nuværende tunge arbejdsbyrde effektivt og gøre klar til værkets stadige og accelererende vækst, idet vi afventer den dag, hvor Herren vil vende tilbage og overtage ledelsen af sin kirke og sit rige.«²⁹ Denne åbenbaring fra Herren til sin profet har siden ført til andre ændringer i Kirkens ledelse som påkrævet af »arbejdet i vingården« (L&P 107:96).

Skrifter

I 1976 bestemte præsident Kimball, at to åbenbaringer, en til profeten Joseph Smith og en til præsident Joseph F. Smith, blev tilføjet som en del af Kirkens skrifter (se L&P 137 og 138). Under præsident Kimballs ledelse blev en SDH-udgave af King James’ bibeloversættelse udgivet i 1979, og en ny tre-i-en-udgave (Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle) blev udgivet i 1981. Under henvisning til de kommende udgivelser af standardværkerne sagde ældste Boyd K. Packer: »Dette vil i et historisk perspektiv, efterhånden som generationerne fortsætter, blive betragtet som kronen på værket under præsident Kimballs ledelse.«³⁰

I præsident Kimballs embedstid blev skrifterne også fundamentet for Kirkens Søndagsskoles læseplan.

Forenkling

Efterhånden som Kirkens størrelse og betjeningsområde blev udvidet, erkendte præsident Kimball og andre kirkeledere behovet for at forenkle de forskellige kirkeprogrammer, så det vigtigste i et vist omfang kunne være let tilgængeligt for dem i den nyeste gren såvel som dem i den veletablerede menighed. Præsident Kimball sagde:

»Kirkens mission over for sine medlemmer er at gøre principperne, programmerne og præstedømmet tilgængelig, hvormed de kan forberede sig selv til ophøjelse. Vores succes som enkeltmedlem og som kirke er stort set afhængig af, hvor trofast vi koncentrerer os om at efterleve evangeliet i hjemmet. Kun hvis vi klart kan se den enkeltes ansvar samt familiens og hjemmets opgave, kan vi rigtig forstå, at præstedømmets kvorummer og hjælpeorganisationer, selv menigheder og stave, hovedsageligt er til for at hjælpe medlemmer med at efterleve evangeliet i hjemmet. Så vil vi forstå, at mennesker har større betydning end programmer, og at Kirkens programmer altid bør støtte de evangelieorienterede familieaktiviteter, og ikke omvendt …

Budskabet om at efterleve evangeliet i hjemmet bør stå klart i ethvert præstedømme- eller hjælpeorganisationsprogram, idet man skærer ned på de frivillige aktiviteter, der kan medvirke til, at der ikke lægges ordentlig vægt på familien og hjemmet.« ³¹

En vigtig ændring under præsident Kimballs ledelse var indførelsen af den samlede tre-timers mødeplan. Dette samlede de forskellige hverdags- og søndagsmøder til et forenklet og mere belejligt mødeprogram om søndagen. Indførelsen af denne samlede plan i 1980 reducerede kirkemedlemmernes forbrug af tid og penge en hel del, så de kunne deltage fuldt ud i Herrens program.

Åbenbaring om præstedømmet

En af de mest betydningsfulde ændringer, som kom under Spencer W. Kimballs præsidentskab, var åbenbaringen om præstedømmet (se Officiel Erklæring nr. 2 i Lære og Pagter).

Den 1. juni 1978 mødtes præsident Kimball med medlemmer fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum i det øvre værelse i Salt Lake-templet. Præsident Gordon B. Hinckley, som var til stede ved den lejlighed som medlem af De Tolv Apostles Kvorum, sagde senere:

»Spørgsmålet om at udvide præstedømmets velsignelser til at omfatte de farvede har ligget mange af Brødrene på sinde gennem flere år. Det er jævnligt blevet bragt op af Kirkens præsidenter. Det var en sag, som optog præsident Kimball meget.

Igennem længere tid havde han bedt angående dette alvorlige og svære spørgsmål. Han havde brugt mange timer alene i det øvre værelse i templet i bøn og meditation.

Ved denne lejlighed præsenterede han spørgsmålet for Brødrene – sine rådgivere og apostlene. Efter denne samtale samledes vi i bøn under de mest hellige omstændigheder. Præsident Kimball selv fremsagde bønnen … Guds ånd var der. Og ved Helligåndens kraft kom der til denne profet en forsikring om, at det, han havde bedt om, var rigtigt, og at tiden var kommet, og at nu skulle præstedømmets vidunderlige velsignelser udvides til værdige mænd overalt, uanset afstamning.

Hver eneste mand i denne cirkel fik gennem Helligåndens kraft bekræftet dette.

Det var en stille og højtidelig stund …

… Ikke én af os, som var til stede ved denne lejlighed, blev nogensinde helt den samme efter det. Ej heller har Kirken været helt den samme.« ³²

Bekendtgørelsen af åbenbaringen var i form af et brev dateret den 8. juni 1978 til alle generalautoriteter og lokale præstedømmebærere i Kirken: »Hver trofast, værdig mand i Kirken kan modtage det hellige præstedømme med magt til at udøve dets guddommelige myndighed og sammen med sine kære nyde enhver velsignelse, som kommer derfra, herunder templets velsignelser« (L&P, Officiel erklæring nr. 2).

Præsident Hinckley husker: »Brevet blev udsendt til Kirken og til verden. Jeg behøver ikke fortælle jer om den opildnende effekt, som føltes både i og uden for Kirken. Der var megen gråd med taknemlighedstårer, ikke kun hos dem, som førhen var blevet nægtet præstedømmet og som var dem, der umiddelbart nød godt af denne bekendtgørelse, men også hos Kirkens mænd og kvinder over hele verden, som havde følt ligesom os i denne sag.« ³³

Omkring tre måneder senere erklærede præsident Kimball, idet han refererede til åbenbaringen: »En af Brødrene sagde i går, at nu er en af de største ændringer og velsignelser, der nogensinde har været kendt, kommet … Bortset fra nogle få mennesker, som altid vil være på tværs, har folk i verden accepteret denne ændring med taknemmelighed … Så vi er meget, meget glade for dette, især på vegne af dem, som førhen har været foruden disse velsignelser.« ³⁴

Kærlighed til mennesker og til Herrens værk

I sin beskrivelse af præsident Kimball sagde ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum: »Der var en gennemtrængende varme i denne mands ledelse. Hans kærlige, men gennemtrængende blik, hans omfavnelse, hans hellige kys, hans ømhed – som blev følt af så mange – gjorde altsammen, at der med rette var en aura omkring ham, ikke af utilnærmelighed, men af særlig varme. Hans kærlighed var altomfattende, ingen følte sig udenfor. Hver eneste generalautoritet formodede, at han var præsident Kimballs foretrukne, for han elskede hver af os så meget! Hvordan kunne vi tro andet?« ³⁵

Præsident Kimball sagde til Kirkens medlemmer: »Jeg vil gerne kendes som en, der elsker sine brødre og søstre.« ³⁶ Sidste dages hellige følte og gengældte hans kærlighed, hvilket han var taknemlig for. Han sagde: »Når folk siger, de elsker mig, siger jeg altid: ›Jamen, det er pragtfuldt, det er det, jeg lever på.‹ Og jeg mener det bogstaveligt.« ³⁷

På sin kærlige, men beslutsomme måde formanede præsident Kimball de sidste dages hellige til at yde mere i Herrens tjeneste og overvinde selvtilfredshed, synd eller andre problemer, som afholdt dem fra at bevæge sig fremad. I sit eget liv viste han selv et eksempel ved at gå fremad i Herrens tjeneste, uanset hvilke forhindringer, der var.

Ældste Robert D. Hales, daværende medlem af De Halvfjerds’ Første Kvorum, sagde om præsident Kimball: »Han er en handlingens mand, hvilket man kan se på et beskedent skilt på hans skrivebord, hvorpå der står: ›Gør det.‹ … Hans eksempel og kærlighed motiverer dem, som følger hans eksempel, til at nå højere mål og øge deres indsats for at opnå fuldkommenhed.« ³⁸

I en tale givet ved generalkonferencen i oktober 1979 fortalte præsident Kimball historien fra Det Gamle Testamente om Kaleb, som, da han stod over for udfordringerne i forbindelse med at træde ind i det forjættede land, sagde: »Giv mig nu dette bjergland« (Jos 14:12). Idet præsident Kimball henviste til disse ord, sagde han:

»Jeg føler på samme måde over for værket i dette øjeblik. Der ligger store udfordringer foran os, og der er enorme muligheder, som vi skal tage imod. Jeg hilser disse spændende udsigter velkomne og føler trang til ydmygt at sige til Herren: ›Giv mig nu dette bjergland,‹ giv mig disse udfordringer.

Jeg giver ydmygt dette løfte til Herren og til jer, mine elskede brødre og søstre, medarbejdere for Kristi hellige sag: Jeg vil gå fremad med tro på Israels Gud, med kundskab om, at han vil vejlede og føre os for til sidst at nå hans hensigters mål og vores forjættede land samt vore lovede velsignelser …

Med inderlig oprigtighed beder jeg indtrængende hver eneste af jer om at give det samme løfte og gøre den samme indsats – hver eneste præstedømmeleder, hver eneste kvinde i Israel, hver eneste unge mand, hver eneste unge pige, hver eneste dreng og pige.« ³⁹

Den 5. november 1985, efter at have tjent i næsten 12 år som Kirkens præsident, døde Spencer W. Kimball. Da præsident Kimball døde, erklærede hans rådgiver præsident Gordon B. Hinckley: »Det har været et stort privilegium og meget gunstigt for mig at arbejde nær ved præsident Kimballs side i Herrens værk. Ved en bestemt lejlighed prøvede jeg at få ham til at sætte tempoet lidt ned, og da sagde han: ›Gordon, mit liv er som mine sko – de skal slides op i tjenesten.‹ Sådan levede han. Sådan døde han. Han er gået hen for at være sammen med ham, hvis tjener han var, ja Herren Jesus Kristus, om hvem han vidnede og bar vidnesbyrd.« ⁴⁰