Kapitel 7

Personligt vidnesbyrd

En sikker viden om evangeliets sandhed er en åben dør til store belønninger og usigelige glæder.

Fra Spencer W. Kimballs liv

I 1947 modtog ældste Spencer W. Kimball et brev fra sin søn Andrew, som var på en fuldtidsmission. Andrew skrev: »Jeg fortalte en fyr … at jeg vidste, at det, jeg fortalte ham, var sandt og sagde, at Helligånden havde vidnet for mig om det … Da jeg tænkte på det senere, var jeg lidt bekymret over, om jeg skulle gøre sådan noget.« På grund af sin bekymring sagde han: »Når jeg har båret mit vidnesbyrd, har jeg været omhyggelig med kun at sige ›jeg føler, jeg tror, osv.‹«

Ældste Kimball svarede sin søn: »Jeg tror, jeg ved, nøjagtig hvordan du følte det«, sagde han, »for jeg oplevede det samme på min mission. Jeg ønskede at være meget ærlig over for mig selv, over for programmet og over for Herren. I et stykke tid vejede jeg mine ord omhyggeligt for at prøve at opbygge andre uden egentlig at forpligte mig til en bekræftende, utvetydig udtalelse om, at jeg vidste. Jeg var også lidt tøvende omkring det, for når jeg var i harmoni med Herren og gjorde min pligt, følte jeg Ånden. Jeg ønskede virkelig at sige det, som jeg virkelig følte, jeg vidste, men jeg var forbeholden. Når jeg skulle til at komme med en overbevisende erklæring, skræmte det mig, men alligevel ønskede jeg at bære mit vidnesbyrd, når jeg var i fuldstændig harmoni med Ånden og åndeligt inspireret. Jeg mente, jeg var ærlig, meget ærlig, men overbeviste så mig selv om, at jeg narrede mig selv …

Den dag du vidnede for din undersøger om, at du VIDSTE, det var sandt, prøvede Herren utvivlsomt ihærdigt at åbenbare denne sandhed for dig gennem Helligåndens kraft. Mens du havde Ånden hos dig, og du var i harmoni med den og forsvarede det hellige program, følte du det stærkt, men da du var ›uden for Åndens indflydelse‹ og begyndte at argumentere med dig selv, kontrollere dig selv og spørge dig selv, ønskede du at bakke ud …

I mit sind tvivler jeg ikke det mindste på, at du har et vidnesbyrd. Jeg er sikker på, at du (ligesom jeg) indeholder utallige af vidnesbyrdets guldtråde i hele dit væsen, som kun venter på, at Mestervæverens hånd samler dem og væver dem til en udsøgt og fuldkomment designet gobelin. Og nu, min søn, følg mit råd og UDSLUK IKKE ÅNDEN, men når som helst Ånden hvisker noget, så følg dens hellige tilskyndelser. Hold dig i harmoni med Ånden og lyt til dens tilskyndelser, og når du har en stærk følelse, så udtryk dine følelser frimodigt. Herren vil styrke dit vidnesbyrd og røre hjerter. Jeg håber, du er klar over, at det ikke er ment kritisk, men kun som et forsøg på at hjælpe …

Jeg kan ikke afslutte mit brev til dig uden at bære mit vidnesbyrd. Jeg ved, at det er sandt – at Jesus er Skaberen og Forløseren, at evangeliet, som det bliver forkyndt af os og vore 3.000 missionærer er blevet gengivet og åbenbaret gennem den sande profet, Joseph Smith, som er af Gud, og jeg har viet resten af mit liv til at ›forkynde om riget‹. Jeg har båret mit vidnesbyrd frimodigt … og jeg bekræfter det igen og igen. Jeg er sikker på, at dit vidnesbyrd er det samme, måske bortset fra at dine guldtråde endnu behøver at blive vævet til en fuldendt gobelin, som hurtig vil blive færdig i din missionærtjeneste, efterhånden som du løsner dit hjerte og lader det styre dit sind.

Må Gud hjælpe dig med at væve dine guldtråde af erfaring og inspiration til et smukt mønster, og må du med altid øget kraft fortsætte … med at efterleve og undervise i de evige sandheder.« ¹

Præsident Kimballs lærdomme

Enhver af os kan modtage et vidnesbyrd – en åbenbaring fra vor himmelske Fader gennem Helligånden

Peter blev spurgt af Frelseren: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Og Peter, som talte på sine brødres, de andre apostles, vegne, sagde: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Frelserens næste bemærkning er yderst betydningsfuld. Han sagde: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene« (Matt 16:13-17).

Hvem åbenbarede denne opsigtsvækkende sandhed for ham? Vor Fader i himlen. Hvordan gjorde han det? Gennem åbenbaring. Denne grundlæggende viden om, at Jesus var Kristus, Forløseren og Frelseren, kom ikke fra noget menneske, fra nogen bog eller fra noget universitet. Peter modtog det direkte fra vor himmelske Fader gennem Helligåndens vejledning …

… Hver eneste sjæl i denne verden kan få en åbenbaring, den samme som Peter fik. Denne åbenbaring vil være et vidnesbyrd, en kundskab om at Kristus lever, at Jesus Kristus er denne verdens Forløser. Enhver sjæl kan få denne forsikring, og når han får dette vidnesbyrd, vil det komme fra Gud og ikke af studium alene. Studium er naturligvis vigtigt, men det må forenes med megen bøn og stræben, og da vil denne åbenbaring komme.

Når I hver især ved, at Jesus ikke kun var en stor filosof, men at han sandelig var Guds Søn, at han kom til denne verden på den måde, som vi påstår, han gjorde, og at han forlod denne verden med det formål, som vi påstår, han gjorde – når I ved det helt sikkert og ved, at Joseph Smith var en Guds profet, og at dette er den guddommelige kirke grundlagt af Jesus Kristus, så har I fået en åbenbaring.²

Der er mennesker, som er stolte over deres skarpsindige hjerne og som tror, at de kan kulegrave mysterier, men de vil aldrig kunne definere, forklare eller forstå det åndelige via deres logik eller ved at udtænke det med deres forstand. Det åndelige kan kun forstås ved Ånden. Det er nødt til at komme gennem hjertet, og det er der, vidnesbyrdet slår sig ned.³

En sikker viden om det åndelige er en åben dør til store belønninger og usigelige glæder. At ignorere vidnesbyrdet er som at famle rundt i huler med uigennemtrængeligt mørke eller at krybe af sted i tåge over farlige motorveje. Man må have medlidenhed med det menneske, som stadig går rundt i mørke ved højlys dag, som snubler over forhindringer, som kan fjernes og som dvæler i det svage, flakkende stearinlys’ skær af usikkerhed og skepsis, når han ikke behøver det. Den åndelige kundskab om sandhed er som det elektriske lys, der oplyser hulen, som vinden og solen, der spreder tågen og som maskiner, der fjerner kampesten fra vejen.⁴

Et vidnesbyrd opnås og vedligeholdes ved intens stræben

Et vidnesbyrd er en personlig åbenbaring – en af de vigtige gaver – og kan nydes af enhver sjæl, som vil betale prisen.⁵

Her er et godt spørgsmål, som er blevet stillet af millioner af mennesker, siden Joseph Smith formulerede det: Hvordan kan jeg vide, hvilken af alle organisationerne, hvis nogen, der er autentisk, guddommelig og anerkendt af Herren?

Han har givet os nøglen. Du kan vide det. Du behøver ikke at være i tvivl … Den nødvendige fremgangsmåde er: studér, tænk, bed og gør. Åbenbaring er nøglen. Gud vil tilkendegive det for dig, når først du har overgivet dig og er ydmyg og modtagelig. Når du har lagt al stolthed over din egen visdom til side og over for Gud har erkendt din forvirring, har undertvunget dit ego og har overgivet dig til Helligåndens belæringer, så er du klar til at begynde at lære.⁶

Vi kan være fuldstændig sikre på virkeligheden af en personlig Gud; på fortsættelsen af Kristi virksomme liv, adskilt fra, men lig sin Fader; på guddommeligheden af genoprettelsen gennem Joseph Smith og andre profeter af organisationen og lærdommene i Guds kirke på jorden; og magten i præstedømmets guddommelige myndighed givet til menneskene gennem åbenbaring fra Gud. Enhver ansvarlig person kan komme til at kende disse sandheder så sikkert som kundskaben om, at solen skinner. At fejle i at opnå denne kundskab er det samme som at indrømme, at man ikke har betalt prisen. Som med akademiske eksaminer opnås den ved intens stræben. Den sjæl, som er renset gennem omvendelse og ordinancerne, modtager den, hvis han ønsker den og rækker ud efter den, undersøger samvittighedsfuldt samt studerer og beder i tro.⁷

Forløseren erklærede:

»Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig.

Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:16-17).

Hvad vil det sige at erkende læren? Det er en urokkelig overbevisning. Herren har tilbudt en stor belønning, men har forudsat, at den kun kan opnås ved at imødekomme visse betingelser. I dette tilfælde er den lovede velsignelse en kundskab om det guddommelige i læren. Og i dette tilfælde er loven eller betingelsen, at man må »gøre hans vilje« …

… Den blotte passive accept af læren vil ikke medføre et vidnesbyrd; intet tilfældigt, halvt samtykke i lærdommene vil medføre denne overbevisning, men det vil en total anstrengelse for at efterleve budene.

Vi ser ofte dette i Kirkens medlemmers livsførelse. I en stav jeg besøgte, sagde et medlem til mig: »Jeg undgår ihærdigt alle vidnesbyrdmøder. Jeg kan ikke tage de sentimentale og følelsesladede udtalelser, som nogle mennesker kommer med. Jeg kan ikke acceptere disse lærdomme, medmindre jeg intellektuelt og fornuftsmæssigt kan bevise hvert skridt.« Jeg kendte den slags mennesker, fordi jeg har mødt andre som ham. I ingen af tilfældene har de taget skridtet fuldt ud og efterlevet budene: betalt lidt eller ingen tiende, kun af og til deltaget i møderne, kritiseret lærdommene, organisationerne og lederne meget, og vi ved udmærket, hvorfor de ikke har noget vidnesbyrd. Husk, hvad Herren har sagt:

» Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger; men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte (L&P 82:10).

Sådanne mennesker har undladt at »gøre hvad han siger«, så selvfølgelig har de intet løfte …

… Det er ikke blind loyalitet, men overholdelse og trofast anvendelse af nøgler, som åbner skatkammeret til åndelig kundskab. Herren vil ikke gøre forskel på sine børn, men fryder sig over at vedkende sig os og velsigne os alle, hvis vi vil lade ham gøre det.⁸

Hvad vil I gøre med jeres vidnesbyrd? Vil I holde det skarpt ligesom den kniv, som jeres mor skærer kød med? Vil I lade det blive kedeligt og rustent? … Det er lidt som en rose. Hold bare regnen væk; hold bare op med at vande den i et kort stykke tid, og hvad sker der med jeres rose? Den dør. Jeres vidnesbyrd dør. Jeres kærlighed dør. Alt skal have næring. I giver jeres legeme næring tre gange om dagen. Herren siger, at for at vedligeholde jeres vidnesbyrd, at holde jeres ånd i live, skal det næres hver dag … Det er grunden til, at han siger, vi skal bede aften og morgen. Det er grunden til, at han siger, vi skal bede konstant, så I kan holde den forbindelse åben.⁹

Vi har brug for at deltage i vidnesbyrdmøderne

Vidnesbyrdmøderne er nogle af de bedste møder i [Kirken] på hele måneden, hvis I har ånden hos jer. Hvis I keder jer ved et vidnesbyrdmøde, er der noget i vejen med jer, og ikke de andre. I kan gå op og bære jeres vidnesbyrd, og I vil synes, det er månedens bedste møde, men hvis I sidder der og tæller de grammatiske fejl og griner af en mand, som ikke er så velformuleret, så vil I kede jer … Glem ikke det! I må kæmpe for et vidnesbyrd. I skal blive ved med at kæmpe!

Herren siger i afsnit 60 i Lære og Pagter: »… i nogle har jeg ikke behag, for de vil ikke åbne munden« (L&P 60:2). Hvad mener han? Han siger, at hvis de ikke bruger det, vil de miste det, som han har givet dem. De mister Ånden. De mister deres vidnesbyrd. Og dette uvurderlige, som I har, kan glide helt ud af jeres liv.

Hver måned mødes Det Første Præsidentskab og De Tolv med alle generalautoriteterne i templet. De bærer vidnesbyrd og de fortæller hinanden, hvor meget de elsker hinanden og alle jer. Hvorfor har generalautoriteterne brug for et vidnesbyrdmøde? Af den samme årsag, som I har brug for et vidnesbyrdmøde. Tror I, at I kan gå i tre, seks, ni eller tolv måneder uden at bære jeres vidnesbyrd og stadig bevare dets fulde værdi? …

I ved, at dette vidnesbyrd er noget storslået, noget yderst vigtigt. En hvilken som helst præst kan citere skriften og bringe en samtale på bane. Men det er ikke en hvilken som helst præst, der kan bære sit vidnesbyrd. Sid ikke dér til jeres fastemøde og snyd jer selv ved at sige: »Jeg tror ikke, at jeg vil bære mit vidnesbyrd i dag. Jeg tror ikke, det ville være rimeligt over for disse andre medlemmer, fordi jeg har haft så mange chancer.« Bær jeres vidnesbyrd. Og et minut er nok til at bære det.

I har et vidnesbyrd! Det har selvfølgelig brug for at blive opbygget, opløftet og forstørret, og det er det, I gør. Hver gang I bærer jeres vidnesbyrd, bliver det styrket.¹⁰

Vidnesbyrd bliver udtrykt i ord, som er enkle, men kraftfulde

»Jeg ved, det er sandt.« Selvom disse få ord er blevet sagt en milliard gange af millioner af mennesker, gør det dem ikke forslidte. De vil aldrig blive udslidte. Jeg har ondt af mennesker, som prøver at iklæde det andre ord, for der findes ingen ord som »jeg ved«. Der er ingen ord, som udtrykker de dybe følelser, der kan komme fra et menneskes hjerte, som »jeg ved«.¹¹

Nogle af vore gode mennesker bliver så rædselsslagne for det trivielle, at de prøver at styre uden om, og væk fra deres vidnesbyrd, ved at bevæge sig ud i yderkanten. I må aldrig bekymre jer om det trivielle i vidnesbyrdet. Når Kirkens præsident bærer sit vidnesbyrd, siger han: »Jeg ved, at Joseph Smith blev kaldet af Gud som en guddommelig repræsentant. Jeg ved, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn.« Ser I, det samme som hver enkelt af jer siger. Det er et vidnesbyrd. Det bliver aldrig forældet, aldrig forældet! Fortæl jævnligt Herren, hvor meget I elsker ham.

Et vidnesbyrd er ikke en formaning, et vidnesbyrd er ikke en prædiken (ingen af jer er der for at formane resten), det er ikke en rejsebeskrivelse. I er der for at bære jeres eget vidnesbyrd. Det er forbløffende, hvad man kan sige på 60 sekunder i forbindelse med et vidnesbyrd, eller 120 eller 240 eller hvor meget tid man nu får tildelt, hvis man begrænser sig til et vidnesbyrd. Vi vil gerne vide, hvad I føler. Elsker I virkelig værket? Er I lykkelige i jeres arbejde? Elsker I Herren? Er I glade for, at I er medlem af Kirken?¹²

I skal bare fortælle, hvad I føler inde i jer selv. Det er et vidnesbyrd. Det øjeblik, hvor I begynder at prædike for andre, er jeres vidnesbyrd slut. I skal bare fortælle, hvad I føler, hvad jeres sind, hjerte og hver eneste fiber i jeres krop fortæller jer.¹³

Eftersom jeg er helt klar over, at jeg inden længe i henhold til naturens gang må stå for min Herre og aflægge regnskab for mine ord, vil jeg nu tilføje mit personlige og højtidelige vidnesbyrd om, at Gud, den evige Fader, og den opstandne Herre, Jesus Kristus, viste sig for drengen Joseph Smith. Jeg bevidner, at Mormons Bog er en oversættelse af en fordums optegnelse af nationer, som engang levede på den vestlige halvkugle, hvor de havde fremgang og blev mægtige, når de holdt Guds bud, men som blev udryddet i stort tal gennem forfærdelige borgerkrige, når de glemte Gud. Denne bog vidner om Herren Jesu Kristi levende virkelighed, han som er menneskehedens Frelser og Forløser.

Jeg vidner om, at det hellige præstedømme, både det aronske og det melkisedekske, med myndighed til at handle i Guds navn, blev gengivet til jorden af Johannes Døber samt Peter, Jakob og Johannes, at andre nøgler og myndighed blev gengivet efterfølgende, og at magten og myndigheden i disse forskellige guddommelige gaver er hos os i dag. Om alt dette bærer jeg højtideligt vidnesbyrd til alle inden for min stemmes rækkevidde. Jeg lover i Herrens navn, at alle, som vil give agt på vores budskab og acceptere og efterleve evangeliet, vil vokse i tro og forståelse. De vil opleve et øget mål af fred i deres tilværelse og i deres hjem og vil ved Helligåndens magt udtale lignende ord om vidnesbyrd og sandhed.¹⁴

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Læs igen det brev, som ældste Spencer W. Kimball skrev til sin søn Andrew (s. 72-74), og læg mærke til sammenligningen af et vidnesbyrd med en gobelin. Hvilke oplevelser og følelser udgør dit personlige »vidnesbyrds guldtråde«? Overvej hvad Herren har gjort for at hjælpe dig med at væve dine vidnesbyrd som tråde til en gobelin.
Hvordan tror du, det hjalp Andrew Kimball at modtage brevet fra sin far? Hvilke muligheder har forældre for at dele deres vidnesbyrd med deres børn? Hvordan kan vi hjælpe unge mennesker med at få og genkende de åndelige tilskyndelser, der fører til et vidnesbyrd?
Læs igen hurtigt side 74-79 og se efter ord og sætninger, som præsident Kimball brugte til at beskrive vore anstrengelser for at opnå og styrke vore vidnesbyrd. Hvis en person føler, at hans eller hendes vidnesbyrd vakler, hvad kan denne person så gøre?
Studér præsident Kimballs råd om faste- og vidnesbyrdmøder (s. 78-79). Hvorfor tror du, vi har disse møder? Hvorfor vokser vore vidnesbyrd sig stærkere, når vi deler dem? Hvad kan vi gøre for at sikre os, at vidnesbyrdmødet vil være et af de bedste møder i løbet af måneden for os?
Læs igen præsident Kimballs råd om, hvordan vi bør bære vores vidnesbyrd (s. 79-80). Hvorfor indeholder ordene »jeg ved« så stor en kraft?

Skriftstedshenvisninger: 1 Kor 12:3; 1 Pet 3:15; Alma 5:45-46; Moro 10:4-7; L&P 42:61; 62:3.