Kapitel 9

Tilgiv andre af hele jeres hjerte

Herren befaler os at tilgive andre, så vi kan blive tilgivet for vore egne synder og blive velsignet med fred og glæde.

Fra Spencer W. Kimballs liv

Da præsident Spencer W. Kimball underviste i at bede om tilgivelse, understregede han også det livsvigtige princip om at tilgive andre. Idet han bønfaldt alle mennesker om at stræbe efter at udvikle en ånd af tilgivelse, fortalte han følgende oplevelse:

»Jeg havde besvær med et lokalt problem i en lille menighed … hvor to prominente mænd, der begge var ledere, var indviklet i en lang, nådeløs fejde. En eller anden misforståelse havde drevet dem vidt fra hinanden i fjendskab. Som dagene, ugerne og månederne gik, blev kløften mellem dem bredere. De to familier begyndte at tage parti, og til sidst var alle medlemmer i menigheden involveret. Rygter spredtes, uoverensstemmelser blev diskuteret og ondskabsfuld sladder bredte sig, indtil det lille samfund var blevet delt af en dyb kløft. Jeg blev sendt dertil for at løse problemet … Jeg kom til den frustrerede by ved 18-tiden søndag aften og havde øjeblikkelig et møde med stridens hovedpersoner.

Sikken kamp det var! Hvor jeg advarede og tryglede og bad og opfordrede! Intet syntes at gøre indtryk på dem. Begge modstandere var aldeles sikre på, at de havde ret og var berettigede, og det var umuligt at få nogen af dem til at rokke sig en tomme.

Timerne gik – det var nu langt over midnat, og det så helt håbløst ud. Der var stadig en hæslig og ophidset atmosfære. Deres stædige modstand var ikke til at rokke. Så skete det. Formålsløst åbnede jeg min Lære og Pagter på ny, og der var det, lige foran mig. Jeg havde læst det mange gange tidligere, og det havde ikke haft nogen særlig betydning for mig. Men i aften var det lige det svar, jeg havde brug for. Det var en appel og en bønfaldelse og en trussel og syntes at komme lige fra Herren. Jeg læste fra det syvende vers og fremefter, men de to brødre gav sig ikke en tøddel, før jeg kom til det niende vers. Så så jeg dem krympe sig, forbløffede, undrende. Kunne det være rigtigt? Herren sagde til os – til os allesammen: ›Derfor siger jeg jer, at I bør tilgive hinanden.‹

Dette var en forpligtelse. De havde hørt det før. De havde sagt det, når de havde bedt Fadervor. Men nu: ›… for den, som ikke tilgiver sin broder hans overtrædelser, står fordømt over for Herren …‹

I deres hjerter har de måske tænkt: ›Nåh, ja, jeg kan nok tilgive ham, hvis han omvender sig og beder om tilgivelse, men han skal begynde.‹ Men så ramte den fulde betydning af den sidste linie dem: ›… for i ham forbliver en større synd.‹

Er det rigtigt? Betyder det, at jeg skal tilgive, selvom min modstander forbliver kold og uanfægtet og ond? Der kan ikke være nogen tvivl.

Det er en almindelig fejltagelse at tro, at overtræderen skal undskylde og ydmyge sig i støvet, før man behøver tilgive ham. Sandelig skulle den, som er skyld i skaden, sørge for at rette sin fejl, men med hensyn til den, det er gået ud over, så skal han tilgive overtræderen uden hensyn til den andens indstilling. Somme tider tilfredsstiller det mennesker at se modstanderen på knæ og krybende i støvet, men det er ikke, hvad evangeliet fordrer.

Chokeret rettede de to mænd sig op, lyttede, spekulerede et øjeblik, og begyndte så at give sig. Dette skriftsted, oveni de øvrige læste, fik dem til at bøje knæ. Klokken to om morgenen – to bitre modstandere gav hinanden hånden, smilede, tilgav og bad om tilgivelse. To mænd, som meningsfyldt omfavnede hinanden. Dette øjeblik var helligt. Gamle uoverensstemmelser var tilgivet og glemt, og fjender var igen blevet venner. Der blev aldrig igen så meget som hentydet til sagen. Stridsøksen var gravet ned, spaden kastet væk, og freden genoprettet.« ¹

Under hele sit virke formanede præsident Kimball Kirkens medlemmer til at være tilgivende: »Hvis der er nogle misforståelser, så ryd dem af vejen, tilgiv og glem, lad ikke gamle sorger ændre jeres sjæl og skade den og ødelægge jeres kærlighed og liv. Sæt jeres hus i orden. Elsk hinanden og elsk jeres næste, jeres venner og de mennesker, som bor i nærheden af jer, efterhånden som Herren giver jer denne kraft.« ²

Præsident Kimballs lærdomme

Vi må tilgive for at blive tilgivet

Da tilgivelse er et absolut krav for at opnå evigt liv, må man naturligvis overveje: Hvordan kan jeg bedst sikre mig tilgivelse? En af de mange faktorer fremtræder straks som helt uundgåelig: Man må tilgive for selv at blive tilgivet.³

»For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.

Men tilgiver I ikke mennesker deres overtrædelser, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser« (Matt 6:14-15).

Vanskeligt? Selvfølgelig. Herren har aldrig lovet en let vej eller et enkelt evangelium, lave standarder eller en lav norm. Prisen er høj, men det gode, der opnås, er prisen værd. Herren selv vendte den anden kind til; han led selv den tort at blive skubbet til og slået uden klage; han udstod hver nedværdigelse og talte alligevel ingen fordømmende ord. Og hans spørgsmål til enhver af os er: »Hvad slags mænd burde I derfor være?« Og hans svar til os er:» Ligesom jeg er« (3 Ne 27:27).⁴

Vores tilgivelse af andre må være dybtfølt og fuldstændig

Befalingen om at tilgive, og fordømmelsen, der bliver resultatet, hvis man undlader at efterleve den, kunne ikke udtrykkes tydeligere end denne nutidsåbenbaring til profeten Joseph Smith:

»Mine disciple i fordums dage søgte anledning til at finde fejl hos hinanden og tilgav ikke hinanden af hjertet; og på grund af dette onde blev de plaget og revset hårdt.

Derfor siger jeg jer, at I bør tilgive hinanden; for den, som ikke tilgiver sin broder hans overtrædelser, står fordømt over for Herren; for i ham forbliver en større synd.

Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker« (L&P 64:8-10) …

Den lektie gælder for os i dag. Mange mennesker siger, når de forliges med andre, at de tilgiver, men de vedbliver at bære nag, vedbliver at mistænke den anden, fortsætter med at mistro den andens oprigtighed. Dette er syndigt, for når der er indgået et forlig, og når der er givet udtryk for omvendelse, bør begge tilgive og glemme, og øjeblikkeligt begynde at opbygge det, der er blevet ødelagt og genoprette den tidligere forenelighed.

De første disciple udtrykte øjensynligt, at de tilgav, og overfladisk set foretog de de krævede tilpasninger, men de »tilgav ikke hinanden af hjertet«. Dette var ikke tilgivelse, men havde et anstrøg af hykleri og bedrag og påskud. Som antydet i Kristi forbilledlige bøn, må det være noget, der kommer fra hjertet og en udrensning af ens tanker (se Matt 6:12; se også vers 14-15). Tilgivelse betyder forglemmelse. En kvinde havde »været gennem« et forlig i en gren og havde udvist de fysiske gerninger og udtalt det, der forventedes med ord, der viste hendes tilgivelse. Derpå bemærkede hun med lynende øjne: »Jeg vil tilgive hende, men jeg har en glimrende hukommelse. Jeg skal aldrig glemme det.« Hendes foregivne tilpasning var værdiløs og tom. Hun nærede stadig bitterhed. Hendes ord om venskab var som edderkoppens spind, de kunne iturives af et vindpust, og hun selv fortsatte med at lide uden fred i sindet. Endnu værre var det, at hun stod »fordømt af Herren«, og der forblev i hende en endnu større synd end den, hun hævdede, havde skadet hende.

Kun lidt forstod denne stridbare kvinde, at hun overhovedet ikke havde tilgivet. Hun havde kun vist tegn på det. Hun fik sine hjul til at snurre og kom ingen steder. I skriftstedet citeret ovenfor, har udtrykket af hjerte stor betydning. Det skal være en udrensning af følelser og tanker og bitterhed. Ord alene nytter intet.

»For se, hvis et menneske, der er ondt, giver en gave, gør han det vrangvilligt, derfor bliver det tilregnet ham på samme måde, som hvis han havde beholdt gaven; derfor regnes han for ond for Gud« (Moro 7:8).

Den amerikanske præst og redaktør Henry Ward Beecher udtrykte det på denne måde: »Jeg kan tilgive, men jeg kan ikke glemme er blot en anden måde at sige, at jeg kan ikke tilgive.«

Jeg kan tilføje, at medmindre et menneske tilgiver sin broder hans overtrædelser »af hele sit hjerte«, er han uværdig til at deltage i nadveren.⁵

Vi bør overlade det til Herren at dømme

For at være på den rigtige side må vi tilgive, og vi må gøre det uden hensyn til, om vores modstander omvender sig eller ikke, eller hvor oprigtig hans forvandling er, eller om han beder om tilgivelse. Vi skal følge Mesterens eksempel og hans belæring, da han sagde: »… Og I bør sige i jeres hjerte: Lad Gud dømme mellem mig og dig og belønne dig efter dine gerninger« (L&P 64:11). Men mennesker er ofte uvillige til at lade Gud bestemme, måske af frygt for at Gud vil være for nådig, mindre alvorlig end tilfældet berettiger til.⁶

Udover at nogle mennesker ikke kan eller ikke vil tilgive og glemme andres overtrædelser, går de til den anden yderlighed at jagte den formodede overtræder. Jeg har modtaget mange breve og opkald fra personer, som har været fast besluttede på at tage retfærdighedens sværd i deres egne hænder og sørge for, at overtræderen bliver straffet. »Den mand bør udelukkes«, erklærede en kvinde, »og jeg helmer ikke, før hans sag er blevet ordentlig behandlet.« En anden sagde: »Jeg får ikke ro, så længe det menneske er medlem af Kirken.« En tredje sagde: »Jeg sætter ikke mine ben i kirken, så længe det menneske har lov at komme ind. Jeg vil have ham fradømt sit medlemskab.« En mand rejste endda flere gange til Salt Lake City og skrev adskillige breve for at protestere imod biskoppen og stavspræsidenten, som ikke skred til handling over for et menneske, som i følge mandens udsagn, brød Kirkens love.

Til den, som vil tage loven i sin egen hånd, læser vi igen Herrens positive erklæring: »… i ham forbliver en større synd« (L&P 64:9). Åbenbaringen fortsætter: »Og I bør sige i jeres hjerte: Lad Gud dømme mellem mig og dig og belønne dig efter dine gerninger« (L&P 64:11). Når kendte overtrædelser på rette måde er blevet rapporteret til de retmæssige kirkelige embedsmænd, kan de pågældende tage det roligt og overlade ansvaret til Kirkens embedsmænd. Hvis disse embedsmænd tolererer synd inden for deres rækker, er det et byrdefyldt ansvar for dem, og de vil blive holdt ansvarlige.⁷

Herren vil dømme med det samme mål, som vi dømmer med. Hvis vi er hårde, skal vi ikke forvente andet end hårdhed. Hvis vi er barmhjertige mod dem, som sårer os, vil han være barmhjertig mod os i vore fejltagelser. Hvis vi ikke vil tilgive, vil han lade os forblive fanget i vore egne synder.

Mens skrifterne er tydelige i deres erklæring om, at mennesket vil blive dømt med samme mål, hvormed det dømmer sine medmennesker, er udmålingen af berettiget straf ikke for lægmanden, men for de pågældende myndigheder i kirke og stat. Herren vil foretage den endelige afgørelse …

Herren kan dømme mennesker ud fra deres tanker, såvel som ud fra hvad de siger og gør, fordi han endog kender deres hjertes ønsker. Men det gør mennesker ikke. Vi hører, hvad folk siger, vi ser, hvad de gør, men er ude af stand til at afgøre, hvad de tænker eller har i sinde, og vi dømmer dem ofte forkert, hvis vi prøver at tænke os til meningen og motiverne bag deres handlinger, og pådutter dem vores egen fortolkning.⁸

Selv om det kan synes svært, kan vi tilgive

I forbindelse med talen om tilgivelsens ånd spurgte en god broder mig: »Ja, det er hvad der burde gøres, men hvordan gør man det? Skal man ikke være et overmenneske for at kunne gøre det?«

»Jo«, sagde jeg. »Men vi har befaling om at være overmennesker. Herren sagde: ›Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!‹ (Matt 5:48). Vi er vordende guder, og Herren kræver fuldkommenhed af os.«

»Ja, Kristus tilgav dem, som sårede ham, men han var mere end menneskelig«, sagde han.

Og mit svar var: »Men der er mange mennesker, som har fundet det muligt at gøre dette guddommelige.«

Der er øjensynligt mange, der som denne gode broder hylder den behagelige teori, at den tilgivende ånd … er noget, der alene findes hos skrifternes eller opdigtede personer og næppe kan forventes at findes hos praktiske mennesker i vore dages verden. Men det er ikke tilfældet.⁹

Jeg kendte en ung mor, hvis mand døde. Familien havde været fattig, og forsikringspræmien var kun på 2.000 dollars, men det var som en gave fra himlen. Forsikringsselskabet betalte omgående, efter at døden var konstateret. Den unge enke besluttede sig til at sætte beløbet i banken som nødreserve. Andre kendte til hendes opsparing, og en slægtning fik hende overbevist om, at hun burde låne ham pengene mod høj rente.

Der gik mange år, og hun havde hverken fået kapitalen eller renter. Hun lagde mærke til, at han, der havde lånt pengene, undgik hende og kom med udflugter, når hun talte om pengene. Nu havde hun brug for pengene, og de kunne ikke skaffes.

»Hvor jeg dog hader ham!« sagde hun til mig, og hendes stemme afslørede had og bitterhed, og hendes mørke øjne lynede. »At tænke sig, at en sund og rask mand ville bedrage en ung enke med børn at forsørge! Hvor jeg dog afskyr ham!« gentog hun atter og atter. Så fortalte jeg hende [en] historie, hvor en mand tilgav sin fars morder. Hun lyttede opmærksomt. Jeg så, at det gjorde indtryk på hende. Til sidst kom der tårer i hendes øjne, og hun hviskede: »Mange tak. Hjertelig tak. Selvfølgelig bør også jeg tilgive min fjende. Jeg vil nu rense mit hjerte for bitterhed. Jeg forventer ikke nogensinde at få pengene tilbage, men jeg vil overlade min fjende i Herrens hænder.«

Nogle uger senere kom hun igen til mig og betroede mig, at de mellemliggende uger havde været de lykkeligste i hendes liv. En ny fred var kommet over hende, og hun var i stand til at bede for sin slægtning, der havde gjort hende ondt, og tilgive ham selv om hun aldrig havde fået en dollar tilbage.¹⁰

Når vi tilgiver andre, frigør vi os selv for had og bitterhed

Hvorfor beder Herren jer om at elske jeres fjender og gengælde ondt med godt? Så I kan nyde godt af det. Det skader ikke den, I hader, så meget, når I hader en person, især ikke hvis han er langt væk og ikke kommer i kontakt med jer, men hadet og bitterheden fortærer jeres utilgivende hjerte …

Måske havde Peter mødt mennesker, der blev ved med at begå overtrædelser mod ham, og han spurgte:

»Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? …«

Og Herren sagde:

»Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange« (Matt 18:21-22) …

… Når de har omvendt sig og falder på knæ for at bede om tilgivelse, kan de fleste af os tilgive, men Herren har forlangt, at vi skal tilgive, selv om de ikke omvender sig eller beder os om tilgivelse …

Vi må således gøre os det helt klart, at vi stadig må tilgive uden at gøre gengæld eller tage hævn, for Herren vil gøre det for os, som er nødvendigt … Bitterhed skader den, som har den; den forhærder, visner og fortærer.¹¹

Det hænder jævnligt, at overtrædelser bliver begået, uden at overtræderen er klar over det. Noget, han har sagt eller gjort, bliver fejlopfattet eller misforstået. Den krænkede part gemmer forseelsen i sit hjerte og tilfører den ting, som kan give ilden næring og retfærdiggøre hans konklusion. Måske er det en af grundende til, at Herren kræver, at den krænkede part tager det første skridt mod fred.

»Og hvis din broder eller søster forsynder sig imod dig, skal du tage ham eller hende til side i enrum; og hvis han eller hun bekender, skal du lade dig forlige« (L&P 42:88) …

Følger vi den befaling eller surmuler vi i vores bitterhed og venter på, at overtræderen skal tage ved lære og falde på knæ for os i anger?¹²

Vi er måske blevet vrede på vore forældre, en lærer eller biskoppen, og forkrøbler os selv til en navnløs anonymitet alt imens vi visner og skrumper under bitterhedens og hadets ondskab og giftighed. Imens fortsætter den, vi hader, med sine sager uden at vide noget om den smerte vi føler, og det er os, der bliver snydt …

… At holde op med at komme i Kirken bare for at trodse lederne eller for at give afløb for sårede følelser, er at snyde sig selv.¹³

Midt i den falske lyd af had, bitterhed og hævn, der så ofte høres i dag, føles tilgivelsens søde tone som en lægende balsam. Og ikke mindst virkningsfuld på den, der tilgiver.¹⁴

Når vi tilgiver andre, bliver vi velsignet med glæde og fred

Inspireret af Herren Jesus Kristus har Paulus givet os løsningen på livets problemer, som kræver forståelse og tilgivelse. »… men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus« (Ef 4:32). Hvis denne venlige, kærlige og tilgivende ånd kunne bæres ind i hvert et hjem, ville selviskhed, mistillid og bitterhed, som ødelægger så mange hjem og familier, forsvinde, og mennesker ville leve i fred.¹⁵

Tilgivelse er det mirakuløse middel, der sikrer harmoni og kærlighed i hjemmet og i menigheden. Uden den vil der være strid. Uden forståelse og tilgivelse er der uoverensstemmelser, efterfulgt af manglende harmoni, hvilket giver manglende loyalitet i hjemmene og i menighederne. På den anden side er tilgivelse i harmoni med evangeliets ånd, med Kristi ånd. Det er den ånd, som vi alle må eje, hvis vi ønsker at modtage tilgivelse for vore synder og stå uplettede for Gud.¹⁶

Ofte kommer stolthed i vejen for os og bliver den anstødssten, som vi snubler over. Men enhver af os har behov for at spørge sig selv: »Er min stolthed vigtigere end min fred?«

Alt for ofte lader én, som har gjort mange fremragende ting i livet og ydet en strålende indsats, stoltheden forårsage, at han mister den rige belønning, hvortil han ellers ville have været selvskreven. Vi bør altid »klæde os i sæk og aske« og gøre det af et tilgivende hjerte og en angerfuld ånd, sådan som tolderen gjorde det, og bede Herren hjælpe os med at tilgive.¹⁷

Så længe dødeligheden eksisterer, lever og bor vi sammen med ufuldkomne mennesker; og der vil være misforståelser, fornærmelser og fortræd mod ømtålelige følelser. De bedste hensigter bliver ofte misforstået. Det er glædeligt at opleve mange, som i deres sjæls storhed har bragt deres tankegang i orden, slugt deres stolthed og tilgivet det, som de havde følt var personlige krænkelser. Utallige andre, som har gået på den kritiske, ensomme og tornede sti i ynkelig elendighed, har accepteret irettesættelse, anerkendt fejl, renset deres hjerte for bitterhed og har igen fået fred, denne stærkt eftertragtede fred, som er så påfaldende ved sit fravær. Og kritikkens frustrationer, bitterhed og de deraf følgende kølige forhold, har veget pladsen for varme, lys og fred.¹⁸

Det kan gøres, Mennesket kan overvinde sig selv. Mennesket kan sejre. Mennesket kan tilgive alle, som har syndet mod det og fortsætte med at modtage fred i dette liv og evigt liv i den kommende verden.¹⁹

Hvis vi ville anmode om fred og tage initiativ til at bringe uenigheder i orden – hvis vi ville tilgive og glemme af hele vores hjerte – hvis vi ville rense vores egen sjæl for synd, bitterhed og skyld, før vi kastede en sten eller anklagede andre – hvis vi ville tilgive alle virkelige eller indbildte krænkelser, før vi bad om tilgivelse for vore egne synder – hvis vi ville betale vores egen gæld, stor eller lille, før vi pressede vore skyldnere – hvis det kunne lykkes os at fjerne bjælken i vore egne øjne, før vi fremhævede splinten i andres øjne – hvor vidunderligt et sted ville verden ikke være! Skilsmisser ville blive reduceret til et minimum; retssalene ville blive befriet for modbydelige arbejdsgange; familielivet ville blive lig himlen, opbyggelsen af riget ville gå fremad med øget tempo, og den fred, som overgår al forstand (se Fil 4:7) ville bringe os alle den glæde og lykke, som næppe er »opstået i noget menneskes hjerte« (se 1 Kor 2:9).²⁰

Må Herren velsigne os alle, så vi fortsat må have den sande omvendelsens og tilgivelsens ånd i vores hjerte, indtil vi er blevet fuldkommengjort og kan se hen til ophøjelsens herlighed, som venter de mest trofaste.²¹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Læs igen beretningen på side 92-94. Hvorfor er det nogen gange så svært for mennesker at tilgive hinanden? Hvad betyder ordene »for i ham forbliver en større synd« (L&P 64:9) for dig?
Læs igen Matt 6:14-15, citeret af præsident Kimball på side 95. Hvorfor tror du, vi må tilgive hinanden for at få Herrens tilgivelse?
Hvilke holdninger og handlinger viser, at vi har tilgivet en anden dybfølt og fuldstændigt? (Se side 95-97). Hvorfor skal tilgivelse være »af hjertet«?
Læs igen det afsnit, der begynder på side 97. Hvilke evangeliske lærdomme kan hjælpe os med at blive villige til at overlade dommen til Herren?
Når du læser historien om den unge mor på side 99-100, så læg mærke til det, som i første omgang hindrede hende i at tilgive, og hvad der til sidst gjorde hende i stand til at tilgive. Hvordan kan vi overvinde de hindringer, som forstyrrer vore ønsker og anstrengelser om at tilgive andre?
Hvilke konsekvenser kan det få at nægte at tilgive? (Se side 100-102). Hvilke velsignelser har du oplevet, når du har tilgivet en anden? Overvej hvordan du kan anvende tilgivelsens ånd i din omgangskreds.

Skriftstedshenvisninger: Matt 5:43-48; Luk 6:36-38; Kol 3:12-15; L&P 82: 23.