Kapitel 15

Vi bør være et ærbødigt folk

Udover bare at være en måde at opføre sig på er ærbødighed en dyd, som bør være en del af vores levevis.

Fra Spencer W. Kimballs liv

I 1955 indviede præsident David O. McKay det første tempel i Europa, nemlig det schweiziske tempel i Bern. Ældste Spencer W. Kimball, dengang medlem af De Tolv Apostles Kvorum, skulle tale ved eftermiddagssessionen på indvielsens første dag. Han tilbragte en time alene i templet den dag »og forberedte sit sind og hjerte til eftermiddagen, uden hastværk, i ro, agtværdigt og ærbødigt.« ¹Under sin tale sagde han: »Da jeg vågnede til morgen og kom til bevidsthed efter natten, så jeg daggryet komme, og min første tanke faldt på det hellige tempel, som skulle indvies i dag. Jeg tænkte: ›Ingen mad i dag. Skoene skal være pudsede, tøjet strøget og jeg må have et rent sind.‹ Hele vejen til Zollikofen ønskede jeg ikke at sige noget, og da jeg kom ind i dette værelse og satte mig ved siden af [præsident McKay], og han udelukkende talte med en hellig hvisken, da vidste jeg, at jeg havde følt noget af det samme, som han følte. ›Helliget Herren, helliget bliver Herrens hellige.‹« ²

Præsident Kimball forbeholdt ikke sin ærbødighed til lejligheder som tempelindvielser. Han talte om ærbødighed som en levevis, og han var et eksempel på denne lærdom selv i små, dagligdags aktiviteter. Da han fx engang besøgte en kirkebygning, trådte han stille ind på et toilet, smed de papirhåndklæder ud der lå på gulvet, og gjorde håndvasken ren. En lokal kirkeleder lagde mærke til dette enkle udtryk for respekt. Inspireret af præsident Kimballs eksempel lærte han andre at vise større ærbødighed for hellige steder og ting.³

Præsident Kimballs lærdomme

Ærbødighed er ikke en væremåde, som vi kun påtager os om søndagen, men en vedvarende, hengiven holdning over for Gud

Ærbødighed er blevet defineret som en »følelse eller holdning af dyb respekt, kærlighed og ærefrygt over for noget helligt.« En anden måde at udtrykke betydningen af ærbødighed på er at beskrive det som hengivenhed over for Gud.

Mange af vore ledere har udtalt, at ærbødighed er en af sjælens højeste egenskaber og antyder dermed, at det involverer sand tro på Gud og hans retfærdighed, god dannelse og en kærlighed til det mere smukke i livet …

Som med andre evangeliske principper fører ærbødighed til større glæde.

Vi må huske, at ærbødighed ikke er en dyster væremåde, som vi midlertidigt påtager os om søndagen. Oprigtig ærbødighed indebærer glæde såvel som kærlighed, respekt, taknemlighed og ærefrygt for Gud. Det er en dyd, som burde være en del af vores levevis. Faktisk burde de sidste dages hellige være det mest ærbødige folk på hele jorden.⁴

Vi burde have ærbødighed for Faderen og Sønnen og for deres hellige navne

Ærbødighed over for Faderen og Sønnen er en væsentlig egenskab eller karaktertræk hos dem, som opnår det celestiale rige. I afsnit 76 i Lære og Pagter, synet om de tre herlighedsriger som blev givet til Joseph Smith og Sidney Rigdon i februar i 1832, kan vi læse:

»Og således så vi den celestiales herlighed, som overgår alt – hvor Gud, ja, Faderen regerer på sin trone for evigt og altid;

foran hvis trone alting bøjer sig i ydmyg ærbødighed og giver ham æren for evigt og altid.

De, der bor i hans nærhed, er den Førstefødtes menighed; og de ser, som de bliver set, og kender, som de er kendt, idet de har modtaget af hans fylde og af hans nåde.

Og han gør dem lige i kraft og i magt og i herredømme« (L&P 76:92-95).

Anden nutidig åbenbaring giver anvisning om, at vi skal være ærbødige over for selve Guddommens navn; vi bliver bedt om ikke at vanhellige Faderens navn og endda at undgå at bruge det for ofte (L&P 107:2-4) …

Man kan sige, at ærbødighed for Gud og hans navn er en af de vigtigste egenskaber, vi kan udvikle.⁵

På hospitalet blev jeg en dag kørt ud af operationsstuen af en portør, der snublede, og der strømmede en række ukvemsord nært forbundet med Frelserens navn ud fra hans vrede læber. Skønt jeg var halvt bevidstløs, tog jeg anstød af det og udbrød: »Vær venlig! Jeg be’r Dem! Det er min Herres navn, De håner.«

Der blev dødstille, og så hviskede en dæmpet stemme: »Undskyld.« Han havde et øjeblik glemt, at Herren energisk havde påbudt sit folk: »Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn« (2 Mos 20:7) …

På scenen og i telefonen, bliver følsomme øren og øjne dagligt oprevet ved uønsket og blasfemisk brug af Herren, vor Guds navne. I klubben, på gården, i sociale aktiviteter, i forretningslivet og alle andre steder bruges Forløserens navne syndigt og formasteligt. Vi, som er tankeløse og skødesløse, og vi, som er fulde af fejl og trodsige, bør huske på, at vi ikke kan tage Herrens navn forfængeligt uden at blive straffet. Indbyder vi ikke til endelig ødelæggelse, når vi besudler alt, der er helligt, med den almindelige og irrelevante brug i dagligsproget af Guddommens navne? …

Det er frygteligt for ethvert menneske at bruge Guddommens navne uden respekt. Og det omfatter også brug af Herrens navn uden myndighed til det; og der er mange mennesker, der hævder at have haft åbenbaringer og at have myndighed, som ikke har det direkte fra Herren.

Gennem alle tider er profeterne aldrig ophørt med at påtale denne alvorlige synd. Profeten Esajas kaldte dem til regnskab og omvendelse, »der sværger ved Herrens navn og påkalder Israels Gud, men ikke i sandhed og retfærdighed« (Es 48:1) …

At udtale Herrens navn med ærbødighed skal ganske enkelt være en del af vores liv som medlemmer af Kirken. Fx ryger vi som gode sidste dages hellige ikke. Vi drikker ikke. Vi bruger ikke kaffe og te. Af samme grund bruger vi ikke uhøvisk sprog. Vi sværger og bagtaler ikke. Vi tager ikke Herrens navn forfængeligt. Det er ikke svært at blive fuldkommen med hensyn til at undgå vanen med at bande, for hvis man lukker sin mund for alle bandeord, er man godt på vej til fuldkommenhed på det område.

Men vores ansvar stopper ikke her. Det ville bare være at afholde sig fra at begå synd. For at handle retskaffent må vi udtale vor Herres navn med ærbødighed og hellighed i vore bønner, vore taler og i vore samtaler …

Jesus fuldkommengjorde sit liv og blev vor Kristus. En guds dyrebare blod blev udgydt, og han blev vor Frelser; hans fuldkomne liv blev givet, og han blev vor Forløser; hans forsoning for os gjorde vores tilbagevenden til vor himmelske Fader mulig, og til trods for det, hvor tankeløse, hvor utaknemlige er ikke de fleste arvinger! Utaknemlighed er en ældgammel synd.

Rigtig mange mennesker påstår, at de tror på ham og hans gerninger, og alligevel er det forholdsvis få, der ærer ham. Millioner af os kalder os kristne, men knæler alligevel sjældent i taknemlighed over hans største gave: hans liv.

Lad os genindvie os selv til en ærbødig indstilling, til et udtryk for taknemlighed til vor Herre for hans uforlignelige offer. Lad os huske befalingen givet i vor tid: »Lad derfor alle mennesker vare sig for, hvorledes de tager mit navn på deres læber« (L&P 63:61).⁶

Templer, kirkesale og hjem bør være steder med ærbødighed

På endnu et andet område af yderste vigtighed har Herren gennem nutidig åbenbaring befalet, at vi burde have en passende ærbødighed for hans hellige hus. I den vigtige åbenbaring givet til Joseph Smith, kendt som indvielsesbønnen til templet i Kirtland, blev der givet en befaling om, at dette, så vel som alle andre hellige templer opført til Herren, burde være et sted med ærbødighed over for Herren (se L&P 109:13, 16-21).

På en meget virkelig måde er det, der er sagt om Kirkens hellige templer, anvendeligt for hvert eneste »Herrens hus«, hvad enten det er en kirkesal eller et hvilket som helst andet sted, hvor de hellige tilbeder eller endda i ethvert sidste dages hellig hjem.⁷

For sidste dages hellige er kirkebygningen ikke en niche eller en del af en domkirke, ej heller et sted med altre af guld og kostbare sten. Det er et sted uden praleri eller stillen til skue, uden statuer og for det meste uden billeder, det er prydet enkelt, rent, lyst og ærværdigt. Det er et sted, hvor mennesker sidder behageligt, i sandt broderskab, hvor lektioner bliver givet, kor synger, medlemmer beder og forkynder, og hvor alle får kundskab og inspiration – og hvor ældre og unge modtager nadveren. Her bliver tankens og handlingens vaner forstået og indført i menneskers liv, og her bliver tro født, genoplivet og indviet.

Kirkesalen er ikke indviet til farisæisk fromhed med alvorlige ansigter, stive formaliteter eller kold og ufrugtbar tavshed, men her burde der altid findes ærbødighed over for hellige steder, hellige formål og guddommelige personer.⁸

Er vi et ærbødigt folk? Viser vore handlinger i hjemmet og i Kirken ærbødighed over for vor Skaber?

Nogle gange undrer vi os. Vi deltager i nadvermøder og konferencer, hvor børn uhindret vandrer i gangene mellem rækkerne. Under mødet ser vi voksne tale med deres sidemand, folk, der blunder og unge mennesker, der mødes i foyeren. Vi ser familier, der kommer for sent og støjende indtager deres pladser og grupper optaget af højrøstede samtaler i kirkesalen efter mødet.

Vore tanker går til undersøgere, venner og dem, hvis vidnesbyrd er skrøbelige og ved at udvikles. Er vore møder de kraftfulde missionærredskaber, de kan være, hvor Herrens ånd hersker og gennemtrænger hjerter? Eller må vi for at føle ånden først udelukke mange unødige forstyrrelser?⁹

En storslået person er ærbødig. Han vil være ærbødig i et hus til tilbedelse, selv om han var den eneste tilstede derinde. Der var ikke nogen forsamling til stede, da Herren befalede Moses: »Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord« (se 2 Mos 3:5). Præsiderende ledere burde planlægge så omhyggeligt, at der ikke skulle kunne høres eller ses nogen hvisken på forhøjningen. Forældre burde opdrage og disciplinere deres børn og sidde sammen med dem (undtagen i klassegrupper med tilsyn). Dørvogtere burde oplæres til stille at henvise til siddepladser med mindst mulig forstyrrelse. Mødedeltagere burde komme tidligt, hilse venligt med dæmpede stemmer, gå langsommere, finde deres pladser oppe foran og sidde stille og eftertænksomt. Alle burde deltage så helt og fuldt, som de kan – synge med på sangene, bede med den, der beder, tage del i nadveren med et taknemligt hjerte til fornyelse af tidligere indgåede pagter. Der bliver givet mulighed for at følge deltagende med i lektioner, der bliver undervist i, prædikener, der bliver forkyndt og vidnesbyrd, der bliver båret, ikke bedømt ud fra veltalenhed, men ud fra oprigtighed. Her er en mulighed for at drikke rigeligt fra kildevældene, for den mest ydmyge lærer eller taler vil bidrage med tanker, der kan bygges videre på. Når vi stille træder ind ad døren til kirkebygningen, kan vi lade al kritik samt alle sorger og bekymringer blive liggende udenfor – alle erhvervsmæssige, politiske, sociale og fornøjelsesplaner – og roligt hengive os til eftertænksomhed og tilbedelse. Vi kan bade os i den åndelige atmosfære. Vi kan hengive os til at lære, omvende os, tilgive, vidne, værdsætte og elske.¹⁰

Ærbødighed begynder i hjemmet

Hvor begynder ærbødighed så, og hvordan kan vi udvikle den?

Nøglen til ærbødighed er hjemmet, som det er til enhver anden guddommelig dyd.

Lad mig understrege vigtigheden af at undervise børn i at bede. Det er gennem personlig bøn og familiebøn, at de små lærer at bøje deres hoved, folde deres hænder og lukke øjnene, mens vi henvender os til vor himmelske Fader. Den opførsel, vi lærer hjemme, afgør hvordan vi opfører os ved kirkemøder. Et barn, som har lært at bede hjemmefra, forstår snart, at det skal være stille under bøn ved møder, hvor man tilbeder.

På samme måde ved børn, når familieaften er en del af familielivet, at der er særlige tidspunkter, ikke kun i Kirken, men også hjemme, hvor vi lærer om vor himmelske Fader, og hvor alle skal vise deres bedste opførsel.

Børn har en særlig glæde for musik. Salmer, som jævnligt synges i kirken, kan også blive velkendte i hjemmet. Især små børn kan få gavn af, at forældre hjælper dem med at lære enkle salmer derhjemme. På denne måde ville børn ivrigt se frem til at synge ved nadvermødet og andre møder.

Selvfølgelig bør forældre deltage i søndagsmøderne med deres børn.

Faderen og moderen burde arbejde sammen for at sikre, at forberedelsen til møderne er en rar familieoplevelse. Hastværk med at samle børnene i sidste øjeblik, få tøj på og skynde sig til mødet er ødelæggende for ærbødigheden.

Når familier ryger ind i dette mønster, kommer de jævnligt sent til kirke, der er ofte gnavne ord og sårede følelser, og børnene er tit kede af det og urolige under mødet. Hvor meget mere ærbødig er ikke den familie, som forbereder sig i god tid til møderne, som kommer til kirkebygningen i god tid før møderne begynder og sidder sammen og lytter til præludiet og lægger verdens bekymringer til side.

Forældre med små børn har somme tider svært ved at hjælpe deres yngste med at værdsætte møderne og ikke skabe forstyrrelser. Udholdenhed, fasthed og forberedelse hjemmefra er vigtige elementer i at opnå succes. Hvis unge forældre er rådvilde med hensyn til hvordan de skal styre deres børn i kirken, kan de søge råd hos et mere erfarent par i menigheden.

Ofte står medlemmer af Kirken i klynger i kirkesalen før og efter møderne for at hilse på hinanden. Noget af den tilsyneladende uærbødighed der er, skyldes uskyldigt nok, at vi er et venligt folk, og at sabbatten er en passende dag at aflægge besøg, at være selskabelig og at møde nye mennesker på. Forældre burde være et eksempel for deres familier ved at snakke i foyeren eller andre steder uden for kirkebygningen før og efter møderne. Efter et møde kan forældre hjælpe til med at bringe ånden fra mødet ind i hjemmet ved derhjemme at tale med deres børn om en tanke, et musiknummer eller noget andet godt fra mødet.¹¹

Vores eksempel på ærbødighed kan have en stærk påvirkning på andre

Vi har talt om vigtigheden af ærbødighed og gransket i nogle af dens betydninger. Vi er også kommet med adskillige forslag til at fremme ærbødighed i hjemmet og i kirken. Imidlertid vil den virkelige forbedring i menneskers handlinger komme, når lokale ledere og familier forener deres kræfter for at overvinde deres særlige problemer med ærbødighed. Vi ser for os en indsats overalt i Kirken til at forbedre ærbødigheden …

Sand ærbødighed er en vigtig egenskab, men den forsvinder hurtigt i verden, efterhånden som onde kræfter spreder deres indflydelse. Vi fatter ikke fuldt ud den gode kraft, vi kan udøve, hvis millioner af medlemmer af Kristi sande kirke vil tjene som rollemodeller for ærbødig opførsel. Vi kan ikke forestille os det ekstra antal mennesker, vi kunne påvirke. Måske endnu vigtigere, vi kan ikke forudse den store, åndelige påvirkning på vores egen familie, hvis vi bliver det ærbødige folk, som vi ved, vi burde være.¹²

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Læs igen eksemplerne på ærbødighed på side 157. Hvad foreslår disse to beretninger om, hvad det vil sige at være ærbødig? Hvilke eksempler på ærbødighed har du lagt mærke til i dit liv? Hvad har du lært af disse oplevelser?
Læs igen de første fire afsnit på side 159 og se efter præsident Kimballs lærdomme om, hvad ærbødighed er, og hvad ærbødighed ikke er. Hvorfor burde de sidste dages hellige være »det mest ærbødige folk på hele jorden«?
Hvordan synes du, vi burde reagere, når vi hører nogen tage Herrens navn forfængeligt? Hvad kan vi lære af præsident Kimballs eksempel? (Se s. 160). Hvad kan vi gøre for at ære Herrens navn?
Læs igen side 161-165 og led efter ærbødige handlinger og holdninger og uærbødige handlinger og holdninger. På hvilke måder kan sådanne handlinger og holdninger påvirke os personligt? Hvordan kan de have indflydelse på vores familie og andre? Overvej hvad du og din familie kan gøre for at være ærbødige i kirken.
Hvad tror du, forældre kan gøre hjemmefra for at hjælpe deres børn med at ønske at være ærbødige under nadvermødet? … til andre møder og aktiviteter i Kirken? (Se eksemplerne på s. 164-165).
Studér de sidste to afsnit i kapitlet (s. 166). På hvilke måder kan det påvirke vores familie at øge vores ærbødighed? … eller påvirke vores samfund?

Skriftstedshenvisninger: 1 Kong 6:1, 7; Matt 21:12-14; Al 37:14-16; L&P 63:61-62, 64.