Kapitel 24

Fortæl andre om evangeliet

Vi må forøge vores indsats, når vi fortæller andre om evangeliet.

Fra Spencer W. Kimballs liv

Under en rejse til Quito i Ecuador var ældste Kimball, som dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, på restauranten i et hotel med en gruppe, der omfattede fire unge missionærer. »Han nævnte for dem, at deres tjener var en nydelig, ung mand, der ville være en god missionær for Kirken. Ældste Kimball bestilte brød og mælk og spurgte så tjeneren, om han havde nogen børn derhjemme. ›En søn,‹ svarede tjeneren. ›Brød og mælk er sundt for ham,‹ sagde ældste Kimball, ›men han vil blive endnu sundere, hvis du gav ham den mad, som disse unge mænd har at give.‹ Tjeneren så forvirret ud. Så forklarede ældste Kimball, at de unge mænd var missionærer, som underviste i Jesu Kristi evangelium. Tjeneren udtrykte interesse i at blive undervist af missionærerne.« ¹

Præsident Kimball henviste ofte til Frelserens formaning om at lade evangeliet komme ud til »alverden« (Mark 16:15). Han bad om flere fuldtidsmissionærer, især unge mænd og ældre par, og han mindede alle Kirkens medlemmer om at tage del i dette værk, der er guddommeligt bestemt. »Vores store behov og vores storslåede kaldelse,« belærte han, »går ud på at give folk i denne verden det lys eller den forståelse, som kan lyse for dem og vise vej ud af mørkets skjul og ind i evangeliets glæde, fred og sandheder.« ²

Præsident Kimballs lærdomme

Herren lover os storslåede velsignelser, når vi fortæller andre om evangeliet

Det er en åndelig oplevelse at missionere, at give henvisninger og at gå ud med missionærerne, når de giver lektionerne. Det er spændende og udbytterigt. Timerne, indsatsen og overvejelserne, det er det hele værd, når bare én sjæl udviser omvendelse, tro og ønske om at blive døbt. Forestil jer, hvor vidunderligt I ville føle det, når de siger: »Når I er her, og vi taler om disse ting, så er det ligesom om jeg husker ting, jeg har vidst førhen«, eller »I kan ikke få lov til at gå herfra, før I har fortalt os alt, hvad I ved om den genoprettede kirke.« ³

At fortælle andre om evangeliet bringer fred og glæde i vores liv, højner vores evne til at vise næstekærlighed og interesse for andre, øger vores tro, styrker vores eget forhold til Herren og øger vores egen forståelse for evangeliets sandheder.⁴

Herren har lovet os store velsignelser i forhold til, hvor godt vi fortæller andre om evangeliet. Vi vil få hjælp fra den anden side af sløret, når der sker åndelige mirakler. Herren har sagt til os, at vi hurtigere vil blive tilgivet for vore synder, når vi bringer sjæle til Kristus og forbliver trofaste i at bære vores vidnesbyrd til verden, og enhver af os behøver uden tvivl yderligere hjælp til at blive tilgivet for vore synder (se L&P 84:61). I et af de mest kendte skriftsteder for missionærer, afsnit 4 i Lære og Pagter, får vi at vide, at hvis vi tjener Herren ved at missionere »af hele [vores] hjerte, kraft, sind og styrke«, så kan vi »stå ulastelige over for Gud på den yderste dag« (v. 2).

Og videre siger Herren:

»Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!

Og dersom jeres glæde kan være så stor over en eneste sjæl, som I har ført til mig i min Faders rige, hvor meget større glæde ville I da ikke have, om I kan føre mange sjæle til mig!« (L&P 18:15-16).

Hvis man arbejder hele sit liv og fører blot én sjæl! Hvilken glæde! En sjæl! Hvor værdifuldt! Åh, at Gud vil give os den slags kærlighed for sjæle!⁵

Herren har betroet alle Kirkens medlemmer det ansvar at tjene som hans budbringere

Jeg ville ønske, at vi på en mere effektiv og trofast måde kunne få alle Kirkens medlemmer til i deres hjerte at forstå, at dersom man er gammel nok til at være medlem, er man også gammel nok til at være missionær, og man behøver ikke at blive indsat specifikt i denne kaldelse. Ethvert medlem har en pligt og en kaldelse til at udbringe evangeliet til folk omkring sig. Vi ønsker, at enhver mand, kvinde og barn vil påtage sig deres rette ansvar. Det er meget vigtigt. For dette er evangeliets budskab: Vi modtager selv velsignelser gennem evangeliet, og derefter går vi ud for at fortælle andre om disse velsignelser.

Vi er et folk, der har travlt, men Herren har ikke sagt: »Hvis det er bekvemt for jer, vil I så overveje at forkynde evangeliet?« Nej, han har sagt: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt« (L&P 107:99) og »Se … det påhviler enhver, der er blevet advaret, at advare sin næste« (L&P 88:81).

Vi må huske, at Gud er vores forbundsfælle i denne sag. Han er vores hjælper. Han vil åbne vejen, for han har givet befalingen.⁶

Hvor fantastisk er det ikke, mine kære brødre og søstre, som er medlemmer i Guds rige, at modtage Herrens tillid og tjene som budbringere af hans ord til vore brødre og søstre, som ikke er medlemmer af Kirken. Lad os et øjeblik gå ud fra, at rollerne blev byttet om – at I ikke var medlemmer af Kirken, men at jeres nuværende ikke-medlemsnabo var en sidste dages hellig. Ville I ikke ønske, at han eller hun ville fortælle jer om evangeliet? Ville I ikke fryde jer over de nye sandheder, som I lærte? Ville I ikke elske og respektere jeres nabo i endnu højere grad, fordi han havde fortalt jer om disse sandheder? Selvfølgelig er svaret på alle disse spørgsmål: Jo!⁷

Brødre og søstre, jeg spørger mig selv, om vi mon gør alt, hvad vi kan. Er vi tilfredse med det, vi gør for at undervise andre i evangeliet? Er vi beredte til at øge vores indsats? Til at udvide vores vision?⁸

Tiden til at bringe evangeliet ud til endnu flere steder og mennesker er her og nu. Vi må tænke mere på vores forpligtelse til at fortælle andre om budskabet end på vores egen bekvemmelighed. Kaldelser fra Herren kommer sjældent på et belejligt tidspunkt. Tiden er kommet, hvor det at ofre må blive et endnu vigtigere element i Kirken. Vi må øge vores hengivenhed, således at vi kan gøre det arbejde, som Herren har til os … Mesterens afskedsord til sine apostle umiddelbart inden hans himmelfart var: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.

Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes« (Mark 16:15-16).

Vi må ikke vakle eller blive trætte af at gøre godt. Vi må øge vores indsats. Det er ikke alene vores eget evige velfærd, der står på spil, men også det evige velfærd for mange af vore brødre og søstre, som endnu ikke er medlemmer af denne, den sande kirke. Jeg er begejstret over profeten Joseph Smiths ord i et brev, som han sendte til Kirken fra Nauvoo den 6. september 1842: »Skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag? Gå fremad … Fat mod … og videre, videre frem til sejr!« (L&P 128:22).⁹

Gennem vores retskafne indflydelse og indsats kan vi hjælpe andre til at tage imod det gengivne evangelium

Medlemsmissionering er nøglen til Kirkens fremtidige vækst.¹⁰

Jeg føler, at Herren på en helt naturlig måde har anbragt mange mennesker i vores kreds af venner og bekendte, som er parate til at tilslutte sig hans kirke. Vi beder jer om bønsomt at finde frem til disse mennesker og derpå bede Herren hjælpe jer med at præsentere dem for evangeliet.¹¹

Det burde stå klart for os, at vi normalt må vise interesse for vore naboer, før vi kan advare dem tilstrækkeligt. Vore naboer må opleve vores ægte venskab og kammeratskab. Vi ønsker, at medlemmer skal tale indtrængende til deres naboer; ikke skænde på dem eller skræmme dem.¹²

Evangeliet er sandt. Ved at studere det og efterleve dets principper og søge Helligåndens hjælp kan enhver oprigtigt søgende vide for sig selv, at det er sandt. Men hvor meget nemmere er det ikke at forstå og acceptere, hvis den søgende efter at have modtaget sandheden også kan se evangeliets principper blive udøvet i andre troendes liv. Der kan ikke ydes nogen større tjeneste til missionærkaldelsen i denne kirke end at være et eksempel på gode, kristne dyder i vores liv.¹³

Retskafne medlemmer, som er et godt eksempel på efterlevelse af evangeliet og som følger dets forskrifter, er Kirkens bedste reklame.¹⁴

Det, som ethvert medlem burde gøre, både ved at være et godt eksempel og ved at bære deres vidnesbyrd, er at vise ikke-medlemmerne glæderne ved at efterleve og forstå evangeliet, og således føre dem til et stade, hvor de vil acceptere mere formel undervisning.¹⁵

Det virkelige mål for effektiv missionering er, at medlemmerne gør arbejdet med at finde, og at missionærerne underviser … Når medlemmerne gør arbejdet med at finde, har de en personlig interesse i at sørge for at bringe de pågældende ind i fællesskabet, der mistes færre undersøgere før dåben, og de, der bliver døbt, vil i større antal forblive aktive.¹⁶

Vores mål bør være så snart som muligt at finde frem til, hvilke af vor Faders børn, der er åndeligt beredte til at fortsætte hele vejen mod dåb ind i riget. En af de bedste måder at finde ud af det på er at lade jeres venner, slægtninge, naboer og bekendte snarest muligt møde fuldtidsmissionærerne.¹⁷

Nogle gange glemmer vi, at det er bedre at risikere lidt irritation i venskabet, end det er at berøve vedkommende det evige liv ved at forblive tavs.¹⁸

Lad ikke indførelse i fællesskabet tage unødvendig lang tid og vent heller ikke på det rigtige, fuldkomne øjeblik. Det, I skal gøre, er at finde ud af, om de er de udvalgte. »Mine udvalgte hører min røst og forhærder ikke deres hjerte« (L&P 29:7). Hvis de hører og har hjertet åbent for evangeliet, vil det straks skinne igennem. Hvis de ikke vil høre, og deres hjerte forhærdes med skepsis eller negative kommentarer, er de ikke rede. I sådanne tilfælde må I holde af dem og have fællesskab med dem og vente på den næste lejlighed til at finde ud af, om de er rede. I vil ikke miste deres venskab. De vil stadig respektere jer.

Selvfølgelig er der skuffelser, men intet er tabt for evigt. Ingen mister nogen sinde en ven, fordi han ikke ønsker at fortsætte med missionærernes besøg. Medlemmer kan fortsætte forbindelsen uden at sætte deres venskab eller særlige forhold til en familie over styr. Sommetider tager det længere tid for nogle at komme ind i Kirken, end det tager for andre. Medlemmet må fortsætte sit venskab og ved en senere lejlighed prøve, om omvendelse er mulig. Tab ikke modet blot på grund af en midlertidig mangel på fremgang. Der findes i hundredvis af historier om værdien af udholdenhed i missionering.¹⁹

Missionering indebærer et kærligt og vedvarende fællesskab med nyomvendte og mindre aktive medlemmer

Når vi døber personer, er det en forbrydelse bare at lade dem glide langsomt ud af Kirken og væk fra evangeliet på grund af manglende fællesskab. At indføre nogen i fællesskabet er et betydningsfuldt ansvar. Vi burde være i stand til at indføre enhver i fællesskabet, som kommer ind. Det er årsagen til, at vi ønsker, at medlemmerne missionerer, så vel som at de får hjælp fra missionærerne. Vi ønsker, at folk … går ud og gør dette arbejde, fordi de stadig er naboer, efter at personen er blevet døbt. De kan fortsat føre dem ind i fællesskabet; de kan fortsat kontakte dem og tage dem med til præstedømmemøder; de kan fortsat opmuntre dem og hjælpe dem med deres familieaftener osv.²⁰

Vi kan ikke stærkt nok fremhæve nødvendigheden af at samordne missioneringen inden for præstedømmet, således at undersøgerne bliver bragt ind i fællesskabet og tilknyttet Kirkens programmer på en sådan måde, at de hurtigt bliver aktive og trofaste medlemmer. Dette er samtidig en måde, hvorpå alle Kirkens medlemmer aktivt og varigt kan blive engageret i missioneringen – de kan føre Kirkens nye medlemmer ind i fællesskabet, gøre sig til venner med dem og opmuntre dem.²¹

Det er bydende nødvendigt, at de omvendte, der bliver døbt, øjeblikkelig får tildelt hjemmelærere, som vil føre dem ind i fællesskabet på en meget personlig måde, der viser deres interesse. Disse hjemmelærere bør i samarbejde med deres præstedømmeledere sørge for, at enhver voksen, der er omvendt, får tildelt en udfordrende aktivitet foruden mulighed og opmuntring til at forøge sin kundskab om evangeliet. De bør hjælpes til at etablere socialt samvær med Kirkens medlemmer, så de ikke føler sig alene, når de begynder deres liv som aktive sidste dages hellige.²²

Det er en inspiration og glæde at se … de hellige omfavne og hjælpe og bistå og bede for dem, der dagligt kommer ind i vor Herres rige. Bliv ved med at række ud til hinanden – og til de mange flere, som vil komme ind i Kirken. Byd dem velkommen, elsk dem og før dem ind i fællesskabet.²³

Vores ansvar som søskende i Kirken er at hjælpe dem, som er vildfarne, med at finde vejen og hjælpe dem, som har mistet noget dyrebart, med atter at finde skatten. Skrifterne lærer os tydeligt, at ethvert medlem har pligt til at styrke de øvrige medlemmer.

Frelseren understregede kærligt dette, dengang han sagde til Peter: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre« (Luk 22:32). Må jeg sige det samme til jer: Når I har omvendt jer, så styrk jeres søskende. Der er så mange, som hungrer, somme tider uden at kende årsagen til deres hunger. Der findes åndelige sandheder og principper, som kan være en styrkende kilde til tryghed for deres sjæl og fred i deres hjerte og sind, dersom vi blot vil bede for dem og vise aktiv interesse …

Der er måske nogle, der siger: »Tja, men jeg kender nu en mand eller en kvinde, som aldrig kan blive rørt.« Selvfølgelig kan han eller hun blive rørt. Han eller hun kan altid blive velsignet og hjulpet! Der findes et løfte i skrifterne. Det lyder: »Kærligheden hører aldrig op« (1 Kor 13:8). Aldrig! Når kærligheden anvendes længe nok, vil den uundgåeligt udvirke mirakler enten for personen, for os, for os begge eller for andre omkring personen.

… Jeg tror ikke, at der findes nogen, som ikke kan omvendes – eller jeg skulle måske sige genaktiveres – hvis den rette person foretager den rette henvendelse på det rette tidspunkt på den rette måde med den rette ånd. Jeg ved, at vor himmelske Fader vil være med os i vore anstrengelser, dersom vi forbereder os, og hvis vi med glæde efterlever evangeliets principper, og hvis vi søger vor himmelske Faders hjælp …

Lad præstedømmets hjemmelærere, Hjælpeforeningens besøgslærerinder, ægtemænd og hustruer, forældre og børn samt medlemmer overalt, som elsker Herren og ønsker at gøre hans vilje, række hånden ud i kærlighed og benytte inspirationen til at udføre det retskafne arbejde, som kræves for at hjælpe folk i nød. Et glimt af interesse og begejstring her og der fører ikke til de ønskede resultater. Men de resultater, vi ønsker, kan opnås og vil, oftere end vi forestiller os, blive opnået, dersom vi bønsomt vil øge vores indsats. Ikke alene vil Herrens udsøgte velsignelser komme ind i vores og andres liv, men vi vil også komme Herren nærmere og fornemme hans kærlighed og ånd omkring os.²⁴

Forældre burde hjælpe deres børn med at forberede sig til en fuldtidsmission

Vi har brug for endnu flere af Kirkens unge mænd i missionæralderen, end tilfældet er nu til at træde frem, så de kan påtage sig deres retmæssige ansvar og tage del i privilegiet og velsignelsen som Herrens tjenere i missioneringens sag. Hvilken styrke det vil være både for os og dem, hvis alle unge mænd forberedte sig på at udføre Herrens værk!²⁵

Når jeg beder om flere missionærer, beder jeg ikke om missionærer, der ikke har et vidnesbyrd eller som er uværdige. Jeg beder om, at vi begynder tidligere og oplærer vore missionærer bedre i hver eneste gren og menighed i verden. Der er endnu en udfordring – at de unge mennesker vil forstå, at det er et stort privilegium at tage på mission, og at de må være stærke fysisk, psykisk og åndeligt, samt at »Herren [ikke] kan … se på synd med den mindste grad af billigelse« (Alma 45:16).

Jeg beder om missionærer, som er blevet omhyggeligt oplært og undervist af deres familie og i Kirkens organisationer, og som kommer på mission optændt af iver. Jeg beder om, … at vi oplærer de fremtidige missionærer meget bedre, meget tidligere og i meget længere tid, så de hver især ser frem til deres mission med stor glæde.²⁶

Vi må tænke i større tal. Vi må forberede vore missionærer bedre, ikke kun med sproget, men med skriften og frem for alt med et vidnesbyrd og en brændende ild, som bringer kraft til deres ord.²⁷

Send jeres drenge på mission. Fra det øjeblik de ligger i jeres arme, begynd da at undervise dem. De hører jeres bønner, morgen og aften. De hører jer bede til Herren om at hjælpe til med at åbne nationernes døre. De hører om missionering. De hører jer bede for jeres biskop og missionspræsidenter og alle andre, som tjener jer, og gradvist vokser det ganske enkelt i deres bevidsthed.²⁸

Næsten hver gang jeg ser en lille dreng, siger jeg: »Du bliver alletiders missionær, gør du ikke?« I sår et frø i hans sind. Det er ligesom planter og anden bevoksning. Det vokser og vokser, og hvis en far og en mor taler med deres små drenge … om at tage på mission – fra de er helt små – så vil det lille frø vokse og vokse.²⁹

Det er godt, hvis forældrene forbereder deres sønner ved at lade dem spare penge op tidligt i deres liv. Lær dem at have den rette ånd omkring det at spare op. Lad dem også fornemme ånden ved at studere og bede om evangeliet, så de selv kan opleve, hvordan evangeliet virker i deres eget liv og hos dem, de omgås. Lad dem i de år, hvor de vokser op, fornemme ånden omkring tjeneste, og lad dem opleve, hvordan de kan hjælpe andre med at tale om de glæder, som evangeliets budskab har bragt i deres liv. Lad dem bruge deres seminar- og institutklasser og -oplevelser som et oplæringssted, hvor de opnår åndelig kundskab af stor værdi for dem selv og andre. Lad dem forberede sig ved at leve et rent og værdigt liv og ved at ønske af hele deres hjerte at hjælpe Herren med at bringe evangeliet ud til dem, som er parate til at modtage det.³⁰

Jeg håber, at hver eneste familie vil holde familieaften hver eneste mandag uden undtagelse. Missionering vil være et af de store emner, der kommer frem på disse aftener; og far og mor og børn kan skiftes til at opsende bønner, der centreres om dette meget vigtige emne – at nationernes døre vil blive åbnet for os, og derefter, at missionærerne, Kirkens unge mænd og kvinder, vil være ivrige efter at udføre disse missioner og bringe folk ind i Kirken.³¹

Kirken har brug for ægtepar til at tjene som missionærer

Hvis helbred og andre omstændigheder tillader det, kan forældre se frem til den dag, hvor de også kan tage på mission.³²

Vi ældre mennesker må hellere glemme, hvem der er gået på pension, og hvem der har fundet et behageligt sted at tage hen med campingudstyret og med vore andre muligheder. Vi har fundet en let måde, hvorpå vi kan tilfredsstille vore egne tanker og vores egen bevidsthed om, at værket må fortsætte – vi vil sende vore drenge af sted, siger vi.

Vi har alle et ansvar. Vi er ikke allesammen i stand til det, men rigtig mange af os er.³³

Vi kunne bruge hundredvis af ægtepar, ældre mennesker ligesom nogle af jer, hvis familie er opfostret, som har trukket sig tilbage fra erhvervslivet, og som er i stand til at … undervise i evangeliet. Vi kunne bruge hundredvis af ægtepar. I skal bare gå hen og tale med jeres biskop – andet behøver I ikke at gøre. Sig til ham: »Vi er klar til at tage af sted, hvis du kan bruge os.« Jeg vil mene, at I højst sandsynligt vil få en kaldelse.³⁴

Dette er Herrens værk. Vi går hans ærinde. Det er lige netop os, der har fået befalingen, og alligevel er vi ukendte af mange mennesker i verden. Det er tid til at binde op om vore lænder og gå fremad med ny hengivenhed for dette store værk. Vi gjorde pagt om, I og jeg, at gøre det. Må vi alle sige sammen med den unge mand, der blev fundet i templet af sine ængstelige forældre, siddende midt blandt de lærde: »Jeg bør være hos min fader« (Luk 2:49).³⁵

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

På hvilken måde er missionering »en åndelig oplevelse«? (s. 263). Når vi fortæller andre om evangeliet, hvilke »spændende og udbytterig[e]« oplevelser kan vi da få? (Se fx beretningen på s. 262).
Læs igen side 263-264 og se efter de velsignelser vi får, når vi fortæller andre om evangeliet. Hvornår har du oplevet nogle af disse velsignelser?
Læs hele det fjerde afsnit på side 265. Hvad tror du, der menes med at »øge vores indsats« og »udvide vores vision«? Hvordan kan vi følge dette råd i missioneringen?
Læs igen lektionsafsnittet, der begynder på side 266. Tænk på eller tal om de særlige råd du får om at fortælle familie og venner om evangeliet. Som fx dette: (a) Hvad kan vi gøre for at »være interesserede i vore naboer«? (b) På hvilke måder kan vi være en »reklame« for Kirken? (c) Hvilke mulige ulemper er der ved at vente på »det rigtige, fuldkomne øjeblik« til at fortælle andre om evangeliet? (d) Hvordan bør vi reagere, hvis vore familiemedlemmer og venner ikke tager imod vores invitation til at lære evangeliet at kende?
Hvad er nogle af behovene hos nye medlemmer? Hos mindre aktive? Hvad kan vi gøre for at hjælpe dem? (Se s. 268-270).
Hvilke egenskaber søger kirkeledere efter i fuldtidsmissionærer? (Se eksemplerne på s. 270-272). Hvad kan forældre og andre gøre for at hjælpe børn med at udvikle disse egenskaber? På hvilke måder kan forældre og børn følge præsident Kimballs råd om at spare penge op til en mission?
Præsident Kimball tilskyndede ældre ægtepar til at tage på mission (s. 272-273). Hvilke valg og muligheder giver Kirken til missionærægtepar? Hvad kan ægtepar gøre for at berede sig på at tjene? Hvordan missionerer du på dit nuværende stadium i livet?

Skriftstedshenvisninger: Mosi 3:20; Alma 26:1-16; Hel 6:3; Moro 6:3-4; L&P 84:88.