Kapitel 32

Verdslig rigdom og Guds rige

Præsident Young var en praktisk anlagt mand, som ikke var ødsel, og som arbejdede hårdt for at skaffe materielle bekvemmeligheder til sin familie og andre. Han byggede hjem, forretninger og gårde. Men han satte ikke sin hu til verdslige ting og advarede, at »vores kærlighed til tomme, forgængelige ting ofte er for stor« (DNW, 16. juli 1856, s. 2). »Jeg ved, at denne verdens gods, fra begyndelsen til enden … kun gør en lille eller ingen forskel for den enkeltes lykke« (DNW, 11. jan. 1860). Præsident Young belærte om, at timelig rigdom bør vies til at opbygge Guds rige.

Brigham Youngs lærdomme

Vi bør sætte vores lid til det, som hører Gud til, i stedet for verdslige ting.

Når jeg ser jordens indbyggere og deres svaghed, og tillad mig at sige omfanget af dårskaben i kongernes, herskernes og de stores hjerte, og dem, som skulle være vise og gode og ædle; når jeg ser dem kaste sig i støvet, længes, inderligt ønske, begære og stride for at få dette livs ting, tænker jeg: »Åh, tåbelige mænd, at sætte jeres hu til denne verdens ting! … En mand eller en kvinde, som vejer denne verdens ting mod det, der hører Gud til og evighedernes viden, har ikke øjne til at se, ører til at høre eller hjerte til at fatte med (DBY, s. 306–307).

Jeg ser mig omkring i menneskets verden og ser dem rage til sig, slås, strides og alle søge at ophøje sig selv og at opnå sine egne mål og ignorere samfundet og træde på sine naboer – alle søger, planlægger og udspekulerer, når de er vågne, og når de sover, drømmer de: »Hvordan kan jeg drage fordel af min nabo? Hvordan kan jeg berøve ham, så jeg kan kravle op ad berømmelsens stige?« Dette er en helt forkert opfattelse … Den mand, som søger ære og herlighed på bekostning af sine medmennesker, er ikke værdig til de intelligentes samfund (DBY, s. 307).

Besiddelse af rigdomme alene frembringer ikke lykke, selvom det vil give behagelighed, når det kan betale for livets nødvendigheder og luksus. Når rigdom opnås ved at stjæle eller på anden uretfærdig eller uhæderlig vis, frarøver skrækken for at blive opdaget og straffet ejeren for al menneskelig lykke. Når et menneske på ærlig vis opnår rigdom, gøres besiddelsen af den stadig bitter ved tanken om, at døden snart vil borttage det fra dem, og andre vil besidde den. Hvilke håb har de i fremtiden, når de er ude af denne sorgfulde verden? De ved intet om fremtiden; de ser intet andet end døden og helvede. Grundfæstet tryghed og ren lykke er ukendt for dem (DBY, s. 314).

Besiddelse af alverdens guld og sølv ville ikke tilfredsstille menneskets udødelige sjæls begær. Kun Herrens Helligånds gave kan give et godt, sundt og tilfreds sind. I stedet for at søge guld og sølv, så se til himlene og prøv at få visdom, til I kan organisere naturens elementer til jeres gavn; da, og ikke før end da, vil I begynde at eje sande rigdomme (DBY, s. 305).

Der er i overflod af gods og guld og sølv i jorden og på jorden, og Herren giver noget til én og noget til en anden – den onde så vel som den retfærdige – for at se, hvad de vil gøre med det, men det tilhører altsammen ham. Han har givet sit folk en stor del … Men det er ikke vores, og det eneste, vi skal gøre, er at finde ud af, hvad Herren ønsker, vi skal gøre med det, som vi har, og dernæst gøre det. Hvis vi gør mere eller mindre end dette, træder vi ind i utilladte anliggender. Vores retmæssige anliggende er at gøre det, som Herren ønsker, vi skal gøre med det, som han begaver os med og skille os af med det, når han giver tegn dertil, om det så er at give alt, en tiendedel eller mere (DBY, s. 305).

Mænd og kvinder, som prøver at blive lykkelige ved at eje rigdom eller magt, vil mangle den, for intet andet end Guds Søns evangelium kan gøre jordens indbyggere lykkelige og forberede dem til at nyde godt af himmelen her og herefter (DBY, s. 315).

Kærlighed til penge fører til skuffelse og tab af Ånden.

Ved I ikke, at besiddelsen af jeres ejendele er som en skygge eller morgenduggen før middagssolen, at I ikke ét øjeblik kan have sikkerhed for at have kontrol over dem! Det er forsynets usynlige hånd, der kontrollerer dem (DBY, s. 305–306).

Vi kan ikke sætte vores lid til timelige besiddelser; de er forbigående, og afhængighed af dem vil sænke alle, som stoler derpå, ned i skuffelse (DBY, s. 306).

Hvor vil djævelen dog lege med én, som tilbeder vinding! (DBY, s. 306).

Jeg er mere bange for vores ældsters begærlighed, end jeg er for helvedes skarer (DBY, s. 306).

De, som er begærlige og griske, ønsker at eje hele verden, er hele tiden urolige og lægger konstant planer og udspekulerer, hvordan de kan opnå både det eller det andet (DBY, s. 306).

Mænd begærer denne verdens tomme ting. Deres hjerte er begærligt. Det er sandt, at denne verdens ting er her for at gøre os det bekvemt, og de gør nogle mennesker så lykkelige, som de kan blive her; men rigdomme kan aldrig gøre sidste dages hellige lykkelige. Rigdomme kan i sig selv ikke give varig lykke; det kan kun den Ånd, som kommer fra oven (DBY, s. 306).

De sidste dages hellige, som vender deres opmærksomhed mod at samle sig penge, bliver snart kolde i deres følelser for Guds hus’ ordinanser. De forsømmer deres bønner, bliver uvillige til at betale nogen som helst offerydelser; tiendeloven bliver for stor en opgave for dem; og de forsager til sidst deres Gud, og himmelens forsyn synes at være lukket for dem – alt sammen på grund af deres begær efter denne verdens gods, som helt sikkert vil forgå i brug, og når de bruges, vil de svinde bort fra os (DBY, s. 315).

Tålmodigt arbejde giver timelige besiddelser og evige rigdomme.

At eje denne verdens gods er i virkeligheden ikke rigdom, det har ingen værdi, det er ikke mere eller mindre det, som er almindeligt for alle mennesker, for den retfærdige og den uretfærdige, for den hellige og for synderen. Solen står op over den onde og den gode; Herren sender sin regn over den retfærdige og over den uretfærdige [se Matt 5:45]. Dette er tydeligt at se, også i vores daglige erfaringer. Gamle kong Salomon, den kloge mand, siger, at løbet afhænger ikke af de hurtige, krigen ikke af de tapre, ej heller rigdom af de forstandige [se Præd 9:11]. Sandheden i dette ordsprog kan vi se i vores hverdag … De svage, skælvende og matte er ofte dem, der vinder kampen; og de uvidende, tåbelige og uforstandige vil buse ind i rigdommen (DBY, s. 308).

Ægte rigdom består i evnen til at fremstille bekvemmeligheder og komfort af elementerne. Al den magt og værdighed, som rigdom kan bringe, er blot en skygge; den virkelige substans findes i millioner af hårdt arbejdende menneskers knogler og sener. Velplanlagt arbejde er den kraft, som virkelig dækker vores behov. Det forlener magthaverne med kongelig storhed, det giver uddannelse og midler til religiøse og politiske ledere og midler til at dække behovene hos millionvis af jordens sønners og døtre (DBY, s. 309).

En tredjedel eller en fjerdedel af den tid, der bruges på at skaffe til livets ophold, bør være nok, hvis jeres arbejde er rigtigt planlagt. Folk tror, at de bliver rige ved hårdt arbejde – ved at arbejde 16 timer ud at de 24, men sådan er det ikke. En stor del af vores søskende kan knap afse tid til at gå i Kirke. Seks dage er mere end den tid, vi har brug for at arbejde (DBY, s. 311).

Dette er det råd, som jeg har til de sidste dages hellige i dag. Stop, skynd jer ikke. Jeg ved ikke af, at jeg kunne finde én mand i vores samfund, som ikke ønsker rigdom og ikke gerne ville have alt, som bidrager til hans bekvemmelighed og behagelighed. Ved I, hvordan I får det? »Tja,« svarer en, »hvis jeg ikke får det, ville jeg ønske jeg gjorde; men jeg synes ikke ligefrem at have heldet med mig – heldet er imod mig.« Jeg vil fortælle jer grunden hertil – I har for travlt; I går ikke nok i Kirke, I beder ikke nok, I læser ikke nok i skrifterne, I mediterer ikke nok, I er hele tiden på farten og har så travlt, at I ikke ved, hvad I skal gøre først. Sådan bliver man ikke rig. Jeg bruger blot udtrykket »rig« for at føre tankerne på rette vej, til vi opnår evige rigdomme i Guds celestiale rige. Her ønsker vi rigdomme på en anden måde, vi ønsker livets goder. Hvis vi ønsker dem, så lad os gøre en indsats for at opnå dem. Lad mig blot sige det med et enkelt ordsprog – et af de mest enkle og almindelige, som kan bruges – »hold jeres dør åben,« så at når tingene kommer, kan I fylde jeres hjem dermed (DBY, s. 310).

Når [enkeltpersoner] handler efter de principper, der vil sikre dem evig frelse, er de sikre på at opnå alle deres hjertes ønsker før eller siden; hvis det ikke kommer i dag, kan det komme i morgen; hvis det ikke kommer i dette liv, vil det komme i det næste (DBY, s. 309).

Vi bør være uafhængige og dele vores ting med de fattige.

De fattige er Guds folk, og de skal arve jorden (DBY, s. 316).

Den mand, som er sulten og ludfattig, har lige så meget ret til min mad som nogen anden person, og jeg bør være lige så glad for at være sammen med ham, hvis han har et godt hjerte, som med dem, der har i overflod, eller med jordens prinser. Jeg værdsætter dem alle, ikke i overensstemmelse med den rigdom og position, de har, men i overensstemmelse med den karakter, de har (DBY, s. 317).

De fattige, som er Herrens folk, glemmer ikke deres pagter, men de fattige, som er djævelens folk, tager ikke deres løfter højtideligt (DBY, s. 317).

Lad de fattige være ærlige, lad de rige være gavmilde og lægge planer for at hjælpe de fattige, for at opbygge Guds rige og samtidig berige sig selv, for sådan opbygger man Guds rige (DBY, s. 317).

Hvis de fattige havde alle de riges overskydende penge, ville mange af dem øde dem bort på kødeligt begær og ødelægge sig selv ved at bruge dem. Derfor kræver Herren ikke, at de rige skal give alt, hvad de ejer, til de fattige. Det er sandt, at da den unge mand kom hen til Jesus for få at vide, hvad han måtte gøre for at blive frelst, sagde han til sidst til ham: »Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Og mange tror, at han bad den unge mand om at give alt, som han ejede, men Jesus krævede ikke noget sådan, ej heller sagde han det, men blot »del det ud til de fattige» [se Luk 18:18–23] (DBY, s. 317–318).

Det er en skændsel for enhver mand og kvinde, som er ved sin sunde fornuft, ikke at tage sig af sine egne slægtninge, sine egne fattige og planlægge at give dem noget at lave, så de kan klare sig (DBY, s. 318).

Vi bør vie vores timelige rigdom til at opbygge Guds rige.

Hvad er rigdom til? Til velsignelser, til at gøre godt med. Så lad os da tildele det, som Herren giver os, til bedst mulig brug til opbyggelse af hans rige, til fremme af sandheden på jorden, så vi kan se og nyde Guds Zions velsignelser her på denne jord (DBY, s. 307).

Hvis I ved flittige vaner og hæderlige gerninger får tusindvis af millioner, lidt eller meget, er det jeres pligt at bruge alt det, som er givet i jeres besiddelse, så retfærdigt som I har viden til, for at opbygge Guds rige på jorden (DBY, s. 313–314).

Hvis vi ejede hundredvis af millioner af kroner og viede disse midler til opbyggelse af Guds rige og at gøre godt mod hans skabninger og det kun blev gjort med hans ære for øje, ville vi være lige så velsignede og lige så berettigede til frelse som den fattige tigger, der går fra dør til dør og tigger; den trofaste rige mand er lige så berettiget til Jesu Kristi åbenbaringer som den trofaste fattige mand (DBY, s. 314).

Vi må holde os vågne og bede og grundigt overveje vores vandel og omgang og leve nær vores Gud, så kærlighed til denne verden ikke skal kvæle den dyrebare sæd af sandhed, og føle os rede, om nødvendigt, til at ofre alle ting, endda selve livet for himmelens riges skyld (DBY, s. 314).

Tag jer i agt, I Israels mænd, og vær forsigtige, at I ikke elsker verden eller verdslige ting i deres nuværende tilstand og i jeres overlegenhed og stolthed glemmer Herren jeres Gud. Vi bør ikke længere bryde os mere om sølv og guld og de ting, der søges så meget efter af den onde verden, end om jorden eller den ler, som vi går på (DBY, s. 314).

Selvom jeg ejede millionbeløb og ejendomme, ville det ikke være nogen undskyldning for ikke at udføre det arbejde, som det er mit kald at udføre, i det omfang jeg har styrke og evner til, ligesom den fattigste mand i samfundet ej heller kan undskyldes. Jo mere vi er velsignede med rigdomme, desto mere er vi velsignede med ansvar; jo mere vi er velsignede med visdom og evner, desto større behov har vi for at bruge den visdom og de evner for at udbrede retfærdigheden, for at undertvinge synd og elendighed og fremme forbedringen af menneskehedens forhold. Det menneske, som kun har ét talent, og det menneske, som har fem talenter har tilsvarende ansvar [se Matt 25:14–30]. Hvis vi har en verden af goder, har vi en verden af ansvar (DBY, s. 315).

Forslag til studium

Vi bør sætte vores hu til det, som hører Gud til, i stedet for verdslige ting.

Hvorfor er det tåbeligt at sætte sin hu til denne verdens ting? Hvordan kan vi sætte vores hu til de ting, der hører Gud til?
Hvorfor velsignes nogle, ifølge præsident Young, med rigdomme? Hvilke farer lurer der på dem, der ikke »gør det, som Herren ønsker, [de] skal gøre med det, som han begaver [dem] med«? Hvordan kan I vide, om I beskæftiger jer med »utilladte anliggender«? Hvilke erfaringer har I haft med at dele jeres timelige ejendele, når I har forsøgt at efterleve evangeliet?

Kærlighed til penge fører til skuffelse og tab af Ånden.

Hvorfor fører afhængighed af timelig rigdom til skuffelser? Hvilke beviser har vi på, at vi bør dele præsident Youngs bekymring over begær i folks hjerte? Hvordan kan vi undgå disse problemer?
Hvad sker der med dem, der »vender deres opmærksomhed mod at samle sig penge«? Hvordan fører en forkert forkærlighed til penge folk væk fra templet, bøn og tiende?

Tålmodigt arbejde giver timelige besiddelser og evige rigdomme.

Hvad er ægte rigdom? (Se også L&P 6:7).
Hvad var præsident Youngs råd til dem, der bruger usædvanlig meget tid på at prøve på at opnå jordiske rigdomme?
Hvad må vi gøre for at opnå »evige rigdomme i Guds celestiale rige«?
Præsident Young sagde: »I har for travlt … sådan bliver man ikke rig.« Hvad tror I, at han mente? Hvordan kan I bruge hans råd i jeres liv?

Vi bør være uafhængige og dele vores ting med de fattige.

Hvilken indstilling bør vi have til at hjælpe de fattige? Hvad kræver Herren af de fattige? Og af de rige? (Se også Mosiah 4:16–28).
Hvorfor er karakter vigtigere end timelig rigdom?
Hvilket ansvar har vi over for familiemedlemmer, der er i nød?

Vi bør vie vores timelige rigdom til at opbygge Guds rige.

Hvilke ansvar har de, der modtager timelige rigdomme?
Hvordan kan både rige og fattige bidrage gavmildt til opbyggelse af riget? Hvilke velsignelser venter der dem, der gør dette?