Kapitel 18

Præstedømmet

Præsident Brigham Young blev ordineret som en af de første Tolv Apostle i denne uddeling. Som en del af den velsignelse, som han fik i sin ordination, fik han at vide, at »det hellige præstedømme [var] givet ham, så at han kunne udføre mirakler i Jesu navn; at han kunne uddrive djævle, helbrede de syge, oprejse de døde, gengive de blinde deres syn, gå fra land til land og fra hav til hav« (HC, 2:188–189). Han erklærede, at det præstedømme, som blev ham givet, er »et fuldkomment system for ledelse, aflove og ordinanser,« som, »når det forstås ret,« bemyndiger de retfærdige, så de »virkelig kan få adgang til Herrens skatkammer« (DBY, s. 130, 131).

Brigham Youngs lærdomme

Herren leder sit værk i himmelen og på jorden gennem præstedømmet.

Hvis nogen ønsker at vide, hvad Guds Søns præstedømme er, så er det den lov, ved hvilken verdenerne er, var og vil fortsætte med at være i al evighed. Det er det system, ved hvilket verdener skabes og befolkes, det giver dem deres omdrejningstider – deres dage, uger, måneder eller år, deres årstider og tider, og ved hvilket de så at sige rulles sammen som en bogrulle og indgår til en højere eksistens (DBY, s. 130).

Guds Søns præstedømme, som vi har i vores midte, er en orden og et regeringssystem, og kun dette kan udfri den menneskelige familie fra den ondskab, der plager alle dens medlemmer, og sikre dem lykke og glæde herefter (DBY, s. 130).

Dette præstedømme har været på jorden flere gange. Adam havde det, Set havde det, Enok havde det, Noa havde det, Abraham og Lot havde det, og det blev givet videre til profeternes dage, længe efter dem, der levede i tidernes begyndelse. Dette Høje Præstedømme hersker, leder, regerer og kontrollerer alle præstedømmerne, fordi det er det højeste af alle (DBY, s. 131).

Når vi taler om den celestiale lov, altså præstedømmet, som er blevet åbenbaret fra himmelen, taler vi om princippet for frelse, et fuldkomment system af ledelse, love og ordinanser ved hvilke vi kan forberede os til at gå fra den ene port til den næste og fra den ene vagt til den anden, indtil vi går ind i vor Faders og Guds nærhed (DBY, s. 130).

Det er ikke det, at man kaldes kvæker, metodist eller »mormon,« som er den virkelige årsag til strid mellem disse to store magter – Kristus og Beliar [den onde]; men det er den kendsgerning, at Gud har etableret sit rige på jorden og gengivet det hellige præstedømme, som giver mænd myndighed og magt til at tjene i hans navn (DBY, s. 76).

Evangeliet har givet os det hellige præstedømme, som atter er genoprettet til menneskene. Dette præstedømmes nøgler er her, de er i vores besiddelse, vi kan løse, og vi kan besegle. Vi kan opnå frelse, og vi kan forvalte den (DBY, s. 130–131).

Hvis I er forvisset i jeres følelsers kraft og forstand om, at Gud har åbenbaret det hellige præstedømme, oprettet sit rige på jorden, genoprettet evangeliets fylde og udstrakt sin hånd for at indsamle Israels hus, vil dette være tilstrækkeligt for jer og lige så godt, som hvis I gik ind i himmelen for selv at se efter (DBY, s. 429).

Denne lov har ikke altid været på jorden; og i dens fravær er der blevet givet andre love til menneskene til deres udvikling, til deres uddannelse, til deres regering, og for at prøve dem for at se, hvad de ville gøre, når de blev overladt til sig selv; og det, som vi nu kalder tradition, er opstået gennem disse omstændigheder (DBY, s. 130).

Der er ingen sidste dages hellig-lov – ingen pligt der kræves – ingen tid, der er givet, ud over og uafhængig af præstedømmet. Alt er underkastet dette, det være sig forkyndelse, forretninger eller enhver anden handling, der har med den rette adfærd i dette liv at gøre (DBY, s. 133).

Den almægtige Herre vil ikke tillade, at hans præstedømme bliver drevet bort fra jorden igen (DBY, s. 131).

Når de trofaste ældster, som bærer dette præstedømme, går ind i åndeverdenen, medbringer de den samme kraft og det samme præstedømme, som de havde, da de boede i deres jordiske tabernakel (DBY, s. 132).

Der er blevet sagt meget om de sidste dages helliges magt. Er det dem, som kaldes sidste dages hellige, der har denne magt, eller er det præstedømmet? Det er præstedømmet; og hvis de lever i overensstemmelse med dette præstedømme, kan de påbegynde deres værk her og få mange sejre og blive forberedt til at modtage herlighed, udødelighed og evigt liv, så når de går ind i åndeverdenen, da vil deres arbejde langt overgå det, som nogen anden mand eller person har udrettet, som ikke er blevet velsignet med præstedømmets nøgler her (DBY, s. 131–132).

Præstedømmets nøgler giver »adgang til Herrens skatkammer«.

Præstedømmet er givet til folket samt nøglerne dertil, og, når det forstås ret, kan de virkelig få adgang til Herrens skatkammer og modtage til deres største glæde. Men på grund af vores egen svaghed, gennem den menneskelige naturs skrøbelighed, kan vi ikke gøre dette (DBY, s. 131).

Tilintetgjorde de det, da de tog Josephs liv? Nej. »Mormonismen« er her, præstedømmet er her, rigets nøgler er her på jorden, og da Joseph blev taget bort, blev de ikke taget bort. Og hvis det skulle lykkes de onde at tage mit liv, vil rigets nøgler forblive i Kirken (DBY, s. 134).

Guds hus’ ordinanser er til den menneskelige families frelse. Vi er de eneste på jorden i øjeblikket, som vi kender til, der har fået overdraget frelsens nøgler til menneskene fra himmelen af den almægtige Herre; og såfremt der er nogen, som har nøglerne, er det vigtigt, at de bruges til den menneskelige families frelse. Opførelse af templer, steder hvor frelsens ordinanser udføres, er nødvendige for at udføre forløsningsplanen, og det er et herligt emne at tale til de hellige om (DBY, s. 396–397).

Vi taler sandt, vi lyver ikke; dem, som tror, at Joseph Smith junior, var en profet, der var sendt af Gud, og blev ordineret af ham til at modtage og bære det hellige præstedømmes nøgler, som er efter Guds Søns orden, og modtog kraft til at opbygge Guds rige op jorden, til at indsamle Israels hus og føre og lede alle, som tror på og adlyder forløsningen, og genoprette det, som er gået tabt gennem overtrædelse – hvem, der tror dette og tror på Herren og adlyder hans befalinger til deres livs ende, skal få deres navn indskrevet i Lammets bog, og de skal blive kronet med ære, udødelighed og evigt liv (DBY, s. 5).

At modtage og udøve præstedømmets myndighed kræver personlig retfærdighed.

En, der har del i præstedømmet, og forbliver trofast mod sin kaldelse, der konstant glæder sig ved at udføre de ting, som Gud kræver af ham, og fortsætter hele sit liv med at udføre enhver pligt, vil ikke blot sikre sig privilegiet at modtage, men også viden om, hvordan man modtager det, som hører Guds til, så han hele tiden kan kende Guds tanker; og han vil kunne skelne mellem rigtigt og forkert, mellem det, der hører Gud til, og det, der ikke er af Gud. Og præstedømmet – den Ånd, som er i ham, vil fortsætte med at øges, til det bliver som en levende kilde, til det er som livets træ, indtil det er én stadig kilde af intelligens og lærdom for vedkommende (DBY, s. 132).

Mænd, som er det hellige præstedømmes redskaber, som det er betroet at give det evige livs ord til verden, bør hele tiden i deres ord og gerninger og daglige optræden stræbe efter at ære deres kaldelses og embedes høje stand som tjenere og repræsentanter for den Allerhøjeste (DBY, s. 130).

Når det hellige præstedømme findes på jorden og Guds riges fylde er kommet til folket, kræver det fuldstændig lydighed mod enhver lov og lære og mod enhver ordinanse, som Herren åbenbarer (DBY, s. 132).

Hvis jeres tro var koncentreret om det rette mål, jeres tillid urokkelig, jeres liv rent og helligt, og alle opfyldte sine kaldelsers pligter i overensstemmelse med præstedømmet og de evner, som I har fået, ville I blive fyldt med Helligånden, og det ville være lige så umuligt for noget menneske at bedrage og lede jer ud i ødelæggelse som for en fjer ikke at forgå midt i en brændende hede (DBY, s. 132).

Indtil egoistisk, personlig interesse er bortjaget fra vores sind, og vi bliver interesseret i den generelle velfærd, vil vi aldrig kunne ære vores hellige præstedømme, som vi bør (DBY, s. 133).

Det hellige præstedømme bringer hellige velsignelser til den enkelte og familier.

Dette præstedømme er blevet genoprettet, og ved dets myndighed skal vi forbindes med vores forfædre gennem beseglingsordinansen, til vi danner en komplet kæde fra fader Adam ned til sidste led [se L&P 128:18] (DBY, s. 400). Jeg beder indtrængende Israels ældster dag for dag, når jeg har mulighed for det, om at efterleve deres religion – om at leve, så Helligånden kan være deres stadige ledsager; og da vil de blive kvalificeret til at blive dommere i Israel, at præsidere som biskopper, præsiderende ældster og medlemmer af højråd og som Guds mænd, at tage deres familie og venner ved hånden og lede dem på sandhedens og dydens sti og med tiden ind i Guds rige (DBY, s. 136–137).

Forslag til studium

Herren leder sit værk i himmelen og på jorden gennem præstedømmet.

Hvad er præstedømmet ifølge præsident Young? (Se også L&P 84:17–22).
På hvilken måde bør alt, som vi gør, »der har med den rette adfærd i dette liv at gøre« være underkastet præstedømmet? Hvordan ville dette påvirke jeres handlinger i hjemmet, i Kirken, i skolen og på arbejdet?
Hvad vil præstedømmet tillade trofaste ældster at gøre i åndeverdenen?
Hvordan lever vi som medlemmer af Kirken i overensstemmelse med præstedømmets principper og orden? (Se også L&P 20:38–60). Hvilken indflydelse har præstedømmet haft i jeres liv? Hvordan kan I gøre præstedømmets indflydelse og kraft mere effektiv i jeres liv og i jeres families liv?

Præstedømmets nøgler giver »adgang til Herrens skatkammer«.

Hvorfor forlod præstedømmets nøgler ikke Kirken ved profeten Joseph Smiths død?
Hvordan giver præstedømmets nøgler »adgang til Herrens skatkammer« og bringer frelse til menneskeslægten?
Hvad lærte præsident Young os med hensyn til præstedømmets nøgler? (Se også L&P 107:18–20, 35; 132:7). Hvad bemyndiger disse nøgler Herrens tjenere til at gøre?

At modtage og udøve præstedømmets myndighed kræver personlig retfærdighed.

Hvordan vil en præstedømmebærers personlige liv påvirke hans evne til at handle på Herrens vegne? Hvorfor er personlig retskaffenhed så vigtig? (Se også L&P 107:99–100; 121:41–46).
Hvordan kan mænd, som er det hellige præstedømmes redskaber, ære deres embede og kaldelse? Hvilke velsignelser får de medlemmer, som opfylder deres kaldelsers pligter?
Hvorfor er egoisme og præstedømmets kraft uforeneligt? Hvorfor må vi aflægge egoisme, hvis vi skal ære præstedømmet? (Se også L&P 121:37). På hvilke måder er egoisme et problem blandt os i dag? Hvordan kan vi overvinde egoisme?

Det hellige præstedømme bringer hellige velsignelser til enkeltpersoner og familier.

Hvordan har præstedømmet velsignet og styrket jeres familie? Hvorfor er præstedømmets kraft så vigtig for at danne evige familier? (Se også L&P 128:18; 131:1–4; 132:19).
Hvad kan præstedømmebærere gøre for at »tage deres familie og venner ved hånden og lede dem på sandhedens og dydens sti«?