Kapitel 21

Ær sabbatten og nadveren

Dagen efter at præsident Young kom til Salt Lake-dalen talte han kort til pionerlejren om at holde sabbatten hellig. Med en vildmark, der skulle tæmmes, afgrøder, der skulle plantes, og andet presserende arbejde på det tidspunkt »informerede [han] brødrene om, at … de ikke måtte arbejde om søndagen, at [hvis de gjorde det] ville de miste fem gange så meget, som de ville tjene ved det, og de måtte ikke gå på jagt eller fiske den dag.« Han bemærkede, at »der ville være et møde hver søndag på dette sted, eller hvor vi ellers gør ophold« (WWJ, 25. juli 1847). Præsident Young formanede konstant de hellige til at holde sabbatten hellig »til erindring om vores Gud og vores hellige religion« (DBY, s. 165).

Brigham Youngs lærdomme

At holde sabbatten hellig bringer timelige og åndelige velsignelser.

Tag denne bog (bogen Lære og Pagter), og I vil her læse, at de hellige skal samles på sabbatsdagen [se L&P 59:9–16]. … Det kræves gennem åbenbaring, som Herren har givet, af dette folk, som kaldes sidste dages hellige, at de samles denne dag. I denne befaling kræves det af os, at vi samles, omvender os fra vores synder, bekender vores synder og tager [nadveren] til minde om vor Herre og Frelsers død og lidelser (DBY, s. 164).

Når folk samles for at tilbede, bør de lægge deres verdslige bekymringer bag sig, hvor de hører til, og da er deres sind i rette stand til at tilbede Herren, til at påkalde ham i Jesu navn og modtage hans Ånd, så de kan høre og forstå ting, som de er i evigheden, og vide, hvordan de skal forstå vores Guds forsyn. Dette er et tidspunkt, hvor deres sind skal være åbent for at se hans usynlige væsen, som han åbenbarer gennem sin Ånd (DBY, s. 167).

Enhver bør være stille, når han kommer her for at tilbede Gud. Husk at prøve at være helt stille, og undgå at hviske, tale eller skrabe med fødderne (DBY, s. 167–168).

Ved at forlade vores marker en stund for at samles for at tilbede vores Gud kan jeg forsikre jer om, at vores afgrøder vil blive bedre, end hvis vi tilbragte al vores tid på vores marker. Vi kan vande og plante og arbejde, men vi bør aldrig glemme, at det er Gud, som giver vækst; og ved at mødes vil vores helbred og ånd få det bedre, vi vil se bedre ud, og denne verdens ting vil vokse mere omkring os, og vi vil bedre kunne nyde dem (DBY, s. 167).

Vi bør holde [sabbatten] hellig til vores egen timelige gavn og åndelige velfærd. Når vi ser en bonde have så travlt, at han skal se til sin høst og høste hø, lave hegn eller indsamle sit kvæg på sabbatten, er han, så vidt jeg kan se, svag i troen. Han har mere eller mindre mistet sin religions ånd. Seks arbejdsdage er nok for os [se 2 Mos 20:9–11]; og hvis vi ønsker at lege, så leg i de seks dage; hvis vi ønsker at tage på udflugt, så brug en af de seks dage, men kom til bedehuset den syvende dag (DBY, s. 165).

I stedet for at tillade, at vores arbejde optager sabbatten … bør vi lave så lidt som muligt. Hvis det er nødvendigt at lave mad, så gør det, men selv hvis I kan klare jeg uden dette, vil det være bedre. Med hensyn til at holde sabbatten i overensstemmelse med den mosaiske lov gør jeg det sandelig ikke, for det ville næsten overgå min kunnen. Alligevel bør vi under den nye pagt erindre og holde en dag i ugen hellig som hviledag – til erindring om Herrens hvile og de helliges hvile. Det er også til vores timelige fordel, for den er indstiftet netop med det formål at gavne mennesket. Det står skrevet i denne bog (Bibelen), at sabbatten blev til for menneskets skyld. Det er en velsignelse for os. Man bør udføre så lidt arbejde som muligt på denne dag. Den bør forbeholdes som en hviledag til at samles på det udpegede sted i overensstemmelse med åbenbaringen [se L&P 59:10–12], og bekende vores synder, medbringe vores tiende og offerydelser og komme frem for Herren (DBY, s. 164).

Husk nu, mine brødre, at de, som står på skøjter, kører tur i hestevogn eller tager på udflugt på sabbatten – og der foregår meget af denne slags – er svage i troen. Gradvist, lidt efter lidt siver ånden i deres religion ud af deres hjerte og hengivenhed, og med tiden begynder de at finde fejl hos deres brødre og fejl i Kirkens lærdomme, fejl i organiseringen, og til sidste forlader de Guds rige og går imod tilintetgørelse. Jeg ville virkelig ønske, at I ville huske dette og fortælle jeres næste det (DBY, s. 165).

Om vi er fattige eller rige, så forsømmer vi Herrens Ånd, og en mørkets ånd kommer over os, hvis vi forsømmer vores bønner og nadvermøder (DBY, s. 170).

Det er nødvendigt for os at samles her hver søndag og til wards-møder … for at undervise, tale, bede, synge og formane. Hvorfor? For at vi kan huske vores Gud og vores hellige religion. Er denne skik nødvendig? Ja, fordi vi har så let ved at glemme – er så tilbøjelige til at komme på afveje, at det er nødvendigt for os at høre evangeliet så meget som en gang, to gange eller tre gange om ugen, ellers vil vi gå tilbage og tilbede de forkerte ting igen (DBY, s. 165).

Herren har indlagt guddommelighed i os, og denne guddommelige udødelige ånd kræver næring. Er jordisk føde løsningen på denne hensigt? Nej, den vil kun holde legemet i live, så længe som ånden bliver deri, hvilket giver os mulighed for at gøre godt. Det guddommelige i os har behov for føde fra den kilde, som det har sit udspring i. Den er ikke af verden, jordisk, men kommer fra himmelen. Kun principperne om evigt liv, om Gud og guddommelighed vil føde menneskets udødelige anlæg og give ægte tilfredshed (DBY, s. 165).

At komme til dette tabernakel og tilbede og gøre Guds vilje en dag om ugen og følge vores egen lyst og at gøre vores egen vilje på alle andre tidspunkter er dårskab; det er ingen nytte til og helt og holdent et vrangbillede af Guds velsignelser. Vi bør gøre Guds vilje og tilbringe al vores tid på at opnå hans formål, om vi er i hans tabernakel eller andetsteds (DBY, s. 166).

Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag skal bruges til Guds forherligelse lige såvel som søndag, ellers vil vi ikke nå formålet med vores stræben [se L&P 59:11] (DBY, s. 166).

Vi mødes for at styrke og blive styrket.

I dag [på sabbatten] kan vi mødes for at tale sammen, for at styrke og gøre hinanden godt (DBY, s. 167).

Når vi har privilegiet at kunne tale med hinanden, så lad os tale lindrende og trøstende ord. Lad jeres lys skinne, når I er under indflydelse af hellighedens og renhedens Ånd. Men hvis I prøves og fristes og slås af Satan, så hold jeres tanker for jer selv – hold jeres mund lukket, for tale frembringer frugt, enten god eller dårlig (DBY, s. 166).

Når [en person] indleder eller afslutter et møde med bøn, bør ingen mand, kvinde eller barn i forsamlingen, som hævder at være sidste dages hellig, have noget ønske eller ord i hjertet eller munden, som ikke udtales af [den person], der er talerør for hele forsamlingen (DBY, s. 170).

Hvis nogen af jer føler, at der ikke er noget liv i jeres møder, som jeg til tider hører nogle af brødrene sige, så er det jeres pligt at tilføje det møde liv og gøre jeres for at forstærke Guds Ånd og kraft ved mødet, hvor I er (DBY, s. 170).

Jeg vil tage mig den frihed at antyde for mine brødre, som taler til forsamlingen, at vores taler bør være korte, og lade dem blive kortere, hvis de ikke er fyldt med liv og ånd, for vi har ikke tid til ved denne konference at lade alle de ældster, som taler, holde en lang tale, men vi har tid til at sige nogle få ord som vidnesbyrd, til at give nogle få vejledende ord for at opmuntre de hellige, for at styrke de svage, for at forsøge at styrke dem, som vakler, og derved fremme Guds rige (DBY, s. 167).

Brødre og søstre, jeg vil bede jer om en ting. Når I taler, så tal, så vi kan høre og forstå jer … Hvis I ikke har noget at sige, så tag mit råd og bliv siddende. Hvis I har noget at sige, så sig det. Og når I er færdige, så stop. Lad jeres følelser blive styret og kontrolleret af det evige livs principper, som Guds børn bør, og glæd jer over sandheden og retfærdighed (DBY, s. 167).

Mit største ønske til min Fader og Gud er, at jeg må tale, så at mine udtalelser vil være acceptable for ham og gavnlige for dem, som hører mig (DBY, s. 168).

Når jeg bestræber mig på at tale til forsamlingen … beder jeg Gud, min himmelske Fader, i Jesu Kristi navn om at skænke mig hans Ånd og indgive mig det i hjertet, som han ønsker, at jeg skal sige (DBY, s. 168).

Jeg har brug for forsamlingens opmærksomhed og tro fra dem, som har tro; jeg har brug for Guds visdom og hans Ånd i hjertet, for at jeg kan tale til folkets opbyggelse. Selv om jeg har været offentlig taler i 37 år, er det sjældent, at jeg rejser mig foran en forsamling uden en følelse af barnlig forsagthed; hvis jeg skulle blive lige så gammel som Metusalem, kan jeg ikke forestille mig, at jeg ville vokse fra det. Der er grunde til dette, som jeg kender. Når jeg ser på intelligente menneskers ansigt, ser jeg på billedet af den Gud, som jeg tjener. Der er ingen, som ikke har en vis portion guddommelighed i sig, og selvom vi er iklædt et legeme, som er i Guds billede, er denne jordiske tilstand kun meget lille i forhold til den guddommelige del, som vi arver fra vores Fader. Dette er grunden til min forsagthed (DBY, s. 168).

Hvis nogen taler til en forsamling, selv om han ikke kan sige mere end en håndfuld sætninger, som er akavet sat sammen, er disse få afbrudte sætninger, hvis hans hjerte er rent for Gud, ofte af større værdi end den største veltalenhed uden Herrens Ånd og af større ægte værdi i Guds, engles og alle gode menneskers øjne. Når en person beder, og selv om dennes ord er få og udtrykkes akavet, vil den bøn, hvis hjertet er rent for Gud, være til større nytte end Ciceros [en romersk taler fra det første århundrede f.K.] veltalenhed. Hvad bryder Herren, vores alles Fader, sig om vores måde at udtale os på? Det enkle, ærlige hjerte er til større nytte for Herren end den forfængelighed, pragt og veltalenhed, som er menneskeskabt. Når han betragter et hjerte fyldt med oprigtighed, retskaffenhed og barnlig troskyldighed, ser han et princip, som vil vare evigt – »Det er mit eget riges ånd – den ånd, som jeg har givet mine børn« (DBY, s. 169).

Jeg mener, at det er vores pligt at efterligne alt, som er godt, elskeligt, dydigt og prisværdigt. Vi bør efterligne de bedste talere og studere for at viderebringe vores ideer til hinanden i det bedste og mest udsøgte sprog, især når vi deler fredens evangeliums store sandheder om fred med folket. Jeg bruger altid det bedste sprog, jeg behersker (DBY, s. 169).

[Men] jeg tror … at hvis jeg fuldt ud mestrede sproget som de bedste lærde, ville min ånd glæde sig mere over barnlig samtale, og det også i et enkelt sprog, end i den mest lærde litterære stil, som bruges. En enkel, tydelig måde at udtrykke ideer på er for mig det mest tiltalende (DBY, s. 169).

Fastedagen er givet for at hjælpe de nødlidende og styrke vidnesbyrd.

I ved, at første torsdag hver måned [nu første søndag] holder vi fastedag. Hvor mange her kender denne dags oprindelse? Før der blev betalt tiende, blev de fattige underholdt gennem gaver. De kom til Joseph for at bede om hjælp i Kirtland, og han sagde, at der skulle være en fastedag, som det blev besluttet. Den skulle finde sted en gang om måneden, som det er nu, og alt det, som skulle være spist den dag – mel, kød, smør, frugt eller hvad som helst ellers, skulle medbringes til fastemødet og personligt gives til den, som var udvalgt til at tage sig af det og dele det ud blandt de fattige (DBY, s. 169).

Til vores fastedagsmøder mødes de hellige for at udtrykke deres følelser og styrke hinanden i deres tro på det hellige evangelium (DBY, s. l69).

Modtager man ikke lige så meget af intelligensens ånd, af visdommens ånd og af Helligåndens trøstende påvirkning ved at folk rejser sig og bærer vidnesbyrd om det, der er af Gud, som de kender, og om de ting, som de selv har oplevet? Giver det dig ikke en frisk erindring om Herrens godhed, at han åbenbarer dig evangeliets sandhed? Styrker det ikke din tro og giver dig større sikkerhed og bevidner for dig, at du er Guds barn? Det gør det helt sikkert. Det styrker derfor deres brødre, når nogen bærer vidnesbyrd om det, der er af Gud, nøjagtigt lige som det gjorde fordums, da de adlød rådet om at tale ofte til hinanden, »styrke brødrene« og så videre (DBY, s. 170).

Når vi tager nadveren, mindes vi Frelseren og fornyer vore pagter med vor himmelske Fader.

Jeg siger til brødrene og søstrene i Herrens navn, at det er vores pligt, og at det kræves af vores Fader i himmelen, vores religions ånd, vore pagter med Gud og hinanden, at vi overholder Guds hus’ ordinanser, og især på sabbatsdagen tager Herrens nadver. Deltag dernæst i wardsmøderne og kvorumsmøderne (DBY, s. 171).

I den ordinanse [nadveren], som vi her koncentrerer os om … viser vi Faderen, at vi erindrer Jesus Kristus, vores storebror; vi vidner for ham om, at vi er villige til at påtage os hans navn. Når vi gør dette, ønsker jeg, at tankerne såvel som legemet skal være her. Jeg ønsker hele personen her, når I komme til møde (DBY, s. 171).

Jeg formaner mine søskende til at modtage denne ordinanse hver sabbat, når [I] mødes … Jeg beder jer, mine søskende, om grundigt at overveje denne ordinanse og søge Herren med hele jeres hjerte, så I kan opnå de velsignelser, der loves gennem lydighed mod den. Lær jeres børn at adlyde den; indprent dem dens nødvendighed. Lydighed mod den er lige så nødvendig for vores frelse som enhver anden ordinanse og befaling, som er blevet indstiftet for at folket kan blive helliggjort, så at Jesus kan velsigne dem og give dem sin Ånd og lede og føre dem, så de kan sikre sig evigt liv. Indprent helligheden af denne vigtige ordinanse i jeres børns sind (DBY, s. 171–172).

Vi [deltager i nadveren] til minde om vor Frelsers død; det kræves af hans disciple, indtil han kommer igen, ligegyldigt hvor længe det måtte vare. Ligegyldigt hvor mange generationer, der kommer og går, så kræves det af dem, der tror på ham, at de spiser brød og drikker vin [vand i dag] til minde om hans død og lidelser, indtil han kommer igen. Hvorfor kræves det, at de gør dette? For at bevidne over for Faderen, Jesus og englene, at de tror på og ønsker at følge ham i dåben, holde hans bud, opbygge hans rige, ære hans navn og tjene ham helhjertet, så de kan blive værdige til at spise og drikke sammen med ham i hans Faders rige. Det er derfor, de sidste dages hellige deltager i den ordinanse, som Herrens måltid er (DBY, s. 172).

Hvad er fordelen ved denne ordinanse? Fordelen ligge i at adlyde Herrens befalinger. Når vi adlyder vor himmelske Faders befalinger, modtager vi, hvis vi har den rette forståelse af Guds hus’ ordinanser, alle de løfter, som er forbundet med den lydighed, vi udviser mod hans befalinger (DBY, s. 172).

Det er en af de største velsignelser, vi kan få, at komme frem for Herren og for englene og for hinanden for at bevidne, at vi erindrer, at Herren Jesus Kristus døde for os. Dette beviser over for Faderen, at vi erindrer vore pagter, at vi elsker hans evangelium, at vi elsker at holde hans befalinger og at ære Herren Jesu navn på jorden (DBY, s. 172).

Forslag til studium

At holde sabbatten hellig bringer timelige og åndelige velsignelser.

Hvad kræver Herren, at vi skal gøre for at holde sabbatten hellig? Hvilke fordele er der ved at holde sabbatten hellig? (Se også L&P 59:9–16).
Præsident Young udtalte: »Det er nødvendigt for os at samles … til … møder.« Hvad bad han os om at gøre, når vi »samles for at tilbede«? Hvad kan aflede os fra at samles for at tilbede Gud på sabbatten?
Hvad sker der ifølge præsident Young »lidt efter lidt«, når vi ikke adlyder befalingen om at holde sabbatten hellig? Hvis vi tager udgangspunkt i præsident Youngs udtalelser, hvad er så nogle af de spørgsmål, som vi kunne stille os selv for at afgøre, om visse aktiviteter er passende om søndagen? (For eksempel: Er aktiviteten til vores åndelige vel? Nærer den vores tro? Hjælper den os med at velsigne andre?)
Hvorfor bør vi tilbede Herren hver dag og ikke kun på sabbatten? (Se også L&P 59:11). Hvordan kan tilbedelse på hverdage være det samme eller forskellig fra tilbedelse på sabbatten? Hvordan kan vi tilbringe hver dag »til Guds forherligelse«?

Vi mødes for at styrke og blive styrket.

Hvorfor er det vigtigt, at vi mødes for at tilbede på sabbatten? Hvad bør være vores hensigt, når vi hilser på hinanden, taler eller underviser til vores møder på sabbatten? (Se også L&P 43:8–9). Hvordan hjælper jeres samvær med andre hellige jer?
Hvilket råd gav præsident Young dem, som bliver bedt om at tale til møderne i Kirken? Hvorfor er Helligåndens indflydelse vigtigere end brugen af veltalenhed? Hvad forventede præsident Young af medlemmerne i forsamlingen? Hvordan kan vi passende »tilføje … liv« til vores møder? (Se også L&P 50:21–24).

Fastedagen er givet for at hjælpe de nødlidende og styrke vidnesbyrd.

Hvorfor blev fastedagen ifølge præsident Young indstiftet?
Hvilken virkning har det på giveren at give et gavmildt fasteoffer?
Fastesøndag har vi mulighed for at bære vores vidnesbyrd for hinanden. Hvad vil det sige at bære sit vidnesbyrd? Hvorfor er det så nødvendigt for os at bære vidnesbyrd og at høre andre gøre det samme? Hvordan påvirker vi andre, når vi vidner om det, der hører Gud til? Hvordan påvirkes vi i denne proces? Hvordan har andres vidnesbyrd styrket jeres tro?

Når vi tager nadveren, mindes vi Frelseren og fornyer vore pagter med vor himmelske Fader.

Det mest betydningsfulde, vi kan gøre til vores søndagsmøder, er at deltage i nadveren. Hvorfor kræver Herren betænksom deltagelse i nadveren? (Se også L&P 27:2).
Hvad indgår vi pagt om, når vi tager nadveren? (Se nadverbønnerne i L&P 20:75–79 eller Moroni 4; 5). Hvad vil det sige at påtage sig Kristi navn? Hvad lover Herren dem, som tager nadveren med fast forsæt? Hvordan kan vi modtage disse velsignelser, der loves?
Hvordan kan deltagelse i nadveren styrke vores forpligtelse over for Frelseren alle dage i ugen? (Se også L&P 59:9–12).