Kapitel 11

Valget at vandre i lydighed

Præsident Brigham Young ledede tusinder af helliges immigration til Zion og gav ofte instrukser ned i så små detaljer som ikke at spænde trætte dyr for sammen med friske. Men han motiverede også de hellige til at udvise stor selvtillid og at træffe fornuftige valg. Han gav dette råd: »Det er absolut nødvendigt for enhver mand, kvinde og ethvert barn, som tager del i dette værk og indsamles til Zion, at gøre alt, hvad han eller hun kan for at fremme Guds arbejde med at opbygge Zion og for at hjælpe med forløsningen deraf … Vores tjenstvillighed i dette arbejde … har tilbøjelighed til at udvikle energi og selvtillid hos de hellige, som de ellers ikke kunne opnå, hvis de ikke pludselig var tvunget til at stole på deres egne ressourcer« (LL, 220–221). Præsident Young belærte om, at »det eneste offer, som Herren kræver af sit folk, er fuldstændig lydighed mod vores egne pagter« (DBY, s. 225).

Brigham Youngs lærdomme

Vi kan frit vælge mellem godt eller ondt, men vi kan ikke vælge konsekvenserne af vores valg.

Alle væsener, som er ved deres fulde fornuft, har deres egen handlefrihed, og de vil blive frelst eller forbandet i overensstemmelse med deres egne valg (DBY, s. 62).

Kan folket forstå, at det faktisk er nødvendigt, at de bliver stillet over for modstridende principper, at dette ellers ikke ville være nogen prøvestand, og at vi ikke ville have mulighed for at udøve den handlefrihed, som vi har fået? Kan de forstå, at vi ikke kan opnå evigt liv, medmindre vi af egen erfaring faktisk kender og forstår princippet om godt og princippet om ondt, lys og mørke, sandhed, dyd og hellighed – og også laster, ondskab og fordærv? (DBY, s. 66).

Mennesket kan udføre og kontrollere sine egne handlinger, men det har ikke kontrol over deres resultater (DBY, s. 63).

Der er ikke et eneste menneske på jorden, som ikke har evnen i sig til at frelse eller tilintetgøre sig selv; det samme er tilfældet med nationerne (DBY, s. 67).

Der er grænser for handlefriheden og for alle ting og alle væsener, og vores handlefrihed må ikke krænke denne lov. Et menneske må vælge livet eller døden [se Helaman 14:31], og hvis det vælger døden, vil det forstå, at det er afskåret, og at den handlefrihed, som det har fået, er så bundet, at det ikke kan udøve den i strid med loven uden at udsætte sig selv for at blive irettesat og straffet af den Almægtige (DBY, s. 63).

Et menneske kan bortkaste sin handlefrihed eller sin førstefødselsret, som Esau gjorde fordums, men når først disse ting er bortkastet, kan man ikke få dem igen. Derfor sømmer det sig for os at være forsigtige og ikke forskertse den handlefrihed, som vi har fået. Forskellen mellem den retfærdige og synderen, evigt liv eller død, lykke eller elendighed er denne: For dem, som er ophøjet, er der ingen ende eller grænser for deres privilegier, deres velsignelser fortsætter, og der er ingen ende på deres riger, troner og magter, fyrstendømmer og magt, og de kan få afkom i al evighed, hvorimod de, som afviser tilbudet, som foragter Herrens udstrakte nåde og forbereder sig til at blive bortvist fra hans nærhed og blive djævelens ledsagere, straks bliver afskåret fra deres handlefrihed, og der bliver sat en stopper for og begrænsninger på deres gerninger (DBY, s. 63–64).

Herren tvinger ikke nogen til at tage imod evangeliet, og jeg tror ikke, at han vil tvinge dem til at efterleve det, når de har modtaget det (DBY, s. 64).

Han har givet dem privilegiet selv at kunne vælge mellem det gode eller det onde. Men resultatet af vores valg er stadig i hans hænder (DBY, s. 62).

De evige love, ved hvilke han og alle andre eksisterer i gudernes evigheder, fastsætter, at skabningens samtykke er nødvendigt, før Skaberen kan herske fuldkomment (DBY, s. 65).

Jeg vil ikke tvinge nogen mand eller kvinde ind i himmelen. Mange tror, at de vil kunne tvinge folk ind i himmelen med vold og magt, men det kan aldrig lade sig gøre, for intelligensen inde i os er lige så uafhængig som guderne. Folk skal ikke tvinges, og I kan placere alle de menneskesjæle, som er blevet tvunget ind i himmelen ved at prædike om helvedes ild, i en mygs øje (DBY, s. 64).

I kan vide, om I ledes på den rette eller gale vej, lige såvel, som I kender vejen hjem. For ethvert princip, som Gud har åbenbaret, bringer sin egen overbevisning om sandheden heraf ind i menneskets sind, og der er ingen kaldelse fra Gud til mennesket på jorden, som ikke giver bevis på ægtheden af denne (DBY, s. 65).

Er det logisk, at mennesket fratages sine rettigheder, fordi han i sit hjerte vælger at gøre Guds vilje? Må et menneske aflægge ed for at bevise, at han har handlefrihed? Jeg påstår, at det ikke er nødvendigt, ligesom det ikke er nødvendigt at stjæle eller gøre noget forkert. Jeg kan bevise over for himmelen og over for jordens indbyggere, at jeg er fribåren og har min frihed for Gud, engle og mennesker, og når jeg knæler for at bede, så gør jeg det lige så frit, som hvis jeg ville gå ud og bande. Jeg har ret til at kalde min familie sammen på visse tidspunkter for at bede, og jeg mener, at denne kurs beviser, at jeg er et frit menneske, lige såvel som hvis jeg ville stjæle, bande, lyve og blive fuld (DBY, s. 65).

Bliver vi gjort til slaver, når vi udviser fuldstændig lydighed? Nej, det er den eneste måde på jordens overflade, hvorved I og jeg kan blive frie … At sige at jeg ikke bruger min egen vilje lige så meget, når jeg beder, som jeg ville ved at bande, er et falsk princip … Den, som udviser fuldstændig lydighed mod himmelens krav, handler efter sin egen vilje og udøver sin frihed lige så meget, som da han var en slave af sine lyster … Det eneste offer, som Herren kræver af sit folk, er fuldstændig lydighed mod livets love. Det eneste offer, som Herren kræver af sit folk, er fuldstændig lydighed mod vores egne pagter, som vi har indgået med vores Gud, og det er at tjene ham af hele vores hjerte (DBY, s. 225).

Lydighed mod sandheden vil sætte os i stand til at bo i den Almægtiges nærhed.

Lydighed er et af de enkleste, mest jævne og anvendelige principper, som I nogensinde har tænkt på eller vidst noget om (DBY, s. 220).

Velsignede er de, som adlyder, når Herren giver en direkte befaling, men de er mere velsignede, som adlyder uden en direkte befaling (DBY, s. 220).

Hvis vi lytter til råd, vil vi blive det bedste folk i verden. Vi vil blive som et klart lys, der står på et bjerg, som ikke kan skjules eller som et lys i en stage (DBY, s. 219).

Hvis I ønsker at nyde vor himmelske Faders gunst, så gør hans vilje (DBY, s. 223).

Hvis vores hjerte er fyldt med sandhedens Ånd, med Herrens Ånd, lige meget hvad de sande ord fra himmelen er, så bør alle hans undersåtter råbe, når Gud taler: »Halleluja! Pris Gud! Vi er rede til at modtage disse ord, for de er sande« (DBY, s. 219).

Hvor jeg længes efter at se brødrene, når de hører sandhedens ord blive udøst over dem, rede til at modtage disse ord, fordi de er helt beslægtet med deres følelser, og høre hver sjæl udbryde: »Disse ord er af samme art som den Ånd, der er i mig; de er min fryd, min mad og min drikke, de er det evige livs kilde. Hvor er de dog åndsbeslægtede, og de går ikke imod mine følelser« (DBY, s. 219).

Hvis I altid ville stoppe op og sige: »Jeg har intet råd til dig, jeg har intet svar til dig om denne ting, fordi Ånden ikke har bekendtgjort det for mig,« og være villige til at lade alle i verden vide, at I er uvidende, når I er det, ville I så meget hurtigere blive klogere end at give råd ud fra jeres egen dømmekraft uden åbenbaringens Ånd (DBY, s. 219).

Alle i Guds rige vil give det samme råd om alle ting, hvis han ville vente, til han kendte Kristi tanker. Da ville alle have samme mening og tanker, og alle ville være helt enige (DBY, s. 219).

Dette folk må og skal blive af ét hjerte og ét sind. De er nødt til at kende Guds vilje og udføre den, for det er én ting at kende Guds vilje, men det er en anden ting at underkaste vores vilje og vores handlinger det, som vi forstår som værende Guds vilje (DBY, s. 221).

De sidste dages hellige, som lytter til Herrens ord, der er givet dem for at påvirke deres politiske, sociale og økonomiske anliggender, siger jeg, og jeg siger det lige ud, vil have visdom, som er mørkets børns eller denne verdens børns visdom helt overlegen. Jeg ved dette gennem Herren Jesu Kristi åbenbaringer og gennem resultatet af mine egne gerninger. De, som har lyttet til de råd, de har fået i timelige ting, har uvægerligt forbedret deres forhold timeligt og åndeligt (DBY, s. 219–220).

Alle, som modtager evigt liv og frelse, vil kun modtage dette på betingelse af, at de tror på Guds Søn og adlyder de principper, som han har fastlagt. Kan vi anordne noget andet middel eller nogen anden frelsesplan? Det kan vi ikke (DBY, s. 223–224).

Den mest virkningsfulde måde at etablere himmelens religion på er at efterleve den snarere end at dø for den. Jeg tror, at jeg har ret, når jeg siger, at der er mange af de sidste dages hellige, som er mere villige til at dø for deres religion end til trofast at efterleve den. Der er intet andet bevis, som kan fremføres for Gud, engle og mennesker, på at folk trofast efterlever deres religion, end at de oprigtigt omvender sig fra deres synder, adlyder loven om dåb til syndernes forladelse og da fortsætter med at udføre retfærdige gerninger dag for dag (DBY, s. 221).

Tror I, at folk vil adlyde sandheden, fordi det er sandheden, medmindre de elsker den? Nej, det vil de ikke. Sandheden adlydes, når den er elsket. Kun fuldstændig lydighed mod sandheden vil sætte folk i stand til at bo i den Almægtiges nærhed (DBY, s. 220).

Kræver det nogen særlig evne at gøre dette folk lydigt? Der er blot én. Hvis I, Israels ældster, kan lære den evne at forkynde, så Helligånden vil indtage folks hjerte, vil I have et lydigt folk. Dette er den eneste evne, der kræves. Lær folket sandheden, lær dem de rigtige principper, vis dem, hvad der er til deres absolut bedste – tror I da ikke, at de vil følge i dette spor? Det vil de (DBY, s. 226).

Vi lærer at villigt adlyde og tåle revselse, når vi accepterer sandhedens Ånd.

De hellige, som efterlever deres religion, vil blive ophøjet, for de vil aldrig benægte nogen åbenbaring, som Herren har givet eller måtte give, selvom de måske kan høres sige, når der kommer en lære til dem, som de ikke fuldt ud forstår: »Herren sender mig dette, og jeg beder til, at han vil skåne og redde mig fra at benægte noget som helst, der udgår fra ham, og give mig tålmodighed til at vente, til jeg selv kan forstå det« (DBY, s. 224).

Sådanne personer vil aldrig benægte noget, men vil lade de ting, som de ikke forstår, hvile, til deres sinds forståelse åbnes. Dette er den kurs, som jeg konstant har stræbt efter, og hvis der kom noget, som jeg ikke kunne forstå, ville jeg bede, til jeg kunne fatte det (DBY, s. 224).

Afvis ikke noget, fordi det er nyt eller fremmed, og sner eller vræng ikke ad det, der kommer fra Herren, for hvis vi gør det, sætter vi vores frelse i fare (DBY, s. 224).

Jeg mener, at det er et uudholdeligt helvede for et folk, en familie eller en enkeltperson at stræbe efter at gribe sandheden med den ene hånd og fejle med den anden, at give sig ud for at gå i lydighed mod befalingerne eller Gud og samtidig dele følelser og handlinger med de onde (DBY, s. 223).

Herren har frembragt sine love, befalinger og ordinanser for menneskene og kræver, at de bliver strengt adlydt, og vi ønsker ikke at overtræde disse love, men at holde dem. Vi ønsker ikke at ændre på hans ordinanser, men at overholde dem. Vi ønsker ikke at bryde den evige pagt, men at holde den sammen med vores forfædre, med Jesus, med vores himmelske Fader, med hellige engle og at leve i overensstemmelse med dem (DBY, s. 220).

Hvordan kan vi vide, om vi adlyder ham? Der er kun én metode, hvorpå vi kan vide det, og det er gennem Herrens Ånds inspiration, som vidner for vores ånd om, at vi er hans, at vi elsker ham, og at han elsker os. Det er gennem åbenbaringens Ånd, at vi ved dette. Vi har ikke selv noget vidne inde i os udover åbenbaringens ånd. Vi har intet vidne udadtil, kun ved lydighed mod ordinanserne (DBY, s. 224).

Alt, som er urent, må før eller siden forgå, lige meget om det udarter sig i en persons, bys, nations eller regerings tro og gerning. Det rige, fyrstendømme, den magt eller den person, som ikke er styret af principper, der er rene og hellige, må med tiden forgå og gå til grunde (DBY, s. 227).

Når frelsen præsenteres for mig, kan jeg afvise eller modtage den. Når jeg modtager den, viser jeg dermed lydighed og underkastelse for dens store Ophavsmand gennem hele mit liv og mod dem, som han vil udpege til at instruere mig; afviser jeg den, følger jeg min egen viljes bud fremfor min Skabers vilje (DBY, s. 390).

Gud har givet os en vilje, og vi burde være taknemmelige over at få den styret af den Almægtiges vilje (DBY, s. 264).

Vi vil som folk blive revset, til vi fuldt ud kan underkaste os Herren og blive sande hellige (DBY, s. 226).

Jeg ved, at det er svært at tage imod revselse, for ingen revselse er behagelig, men ubehagelig, når den gives [se Hebr 12:11]; men hvis en person vil modtage revselse og bede om at have Helligånden hos sig, så han kan have sandhedens Ånd i sit hjerte og holde sig til det, som er Herren velbehageligt, vil Herren give ham nåde til at tåle revselsen, og han vil underkaste sig den og modtage den og vide, at det er til hans eget bedste (DBY, s. 227).

Forslag til studium

Vi kan frit vælge mellem godt eller ondt, men vi kan ikke vælge konsekvenserne af vores valg.

Hvorfor er det »faktisk er nødvendigt, at [Guds børn] bliver stillet over for modstridende principper,« og at de har »deres egen handlefrihed«?
Præsident Young belærte om, at »mennesket kan udføre og kontrollere sine egne handlinger, men han har ikke kontrol over deres resultater« (Se også L&P 101:78). Hvordan prøver nogle at gøre krav på handlefriheden, mens de søger at undgå konsekvenserne af deres valg?
Hvordan definerer præsident Young »forskellen mellem den retfærdige og synderen«? Hvordan kan vi begrænse eller indskrænke vores handlefrihed? Præsident Young belærte om, at »for dem, som er ophøjet, er der ingen ende eller grænser for deres privilegier.« Hvordan øger absolut lydighed vores frihed?
Hvorfor vil Gud ikke »tvinge nogen til at tage imod evangeliet … [eller] til at efterleve det, når de har modtaget det«? (Se også L&P 88:22–25, 32).
Hvorfor lægger præsident Young vægt på, at lydighed i lige så høj grad er en øvelse i handlefrihed som ulydighed er? Hvorfor er »fuldstændig lydighed … den eneste måde på jordens overflade, hvorved I og jeg kan blive frie«? (Se også Mosiah 2:22–24).

Lydighed mod sandheden vil sætte os i stand til at bo i den Almægtiges nærhed.

Hvorfor er lydighed »et af de enkleste, mest jævne og anvendelige principper, som I nogensinde har tænkt på eller vidst noget om«? Hvorfor sætter lydighed os i stand til at »nyde vor himmelske Faders gunst«?
Hvad vil det sige at blive »af ét hjerte og ét sind«? Hvordan hjælper lydighed os med at gøre dette?

Vi lærer at villigt adlyde og tåle revselse, når vi accepterer sandhedens Ånd.

Hvad er ifølge præsident Young vores pligt, når vi ikke forstår en lære eller åbenbaring? (Se også Præd 12:13; Joh 7:17; Ether 12:6; L&P 11:20).
Hvordan kan vi vide, om vi er lydige mod Guds vilje, og hvordan kan vi belære om lydighed?
Hvordan hjælper vores villighed til at underkaste os den Almægtiges vilje os med at blive mere som Frelseren? Hvad vil det sige »fuldt ud [at] underkaste os Herren«?
At revse vil sige at irettesætte og rense. Hvorfor er det ofte svært at tage imod revselse? (Se også Hebr 12:11). Hvad lærte præsident Young os om, hvordan vi kan tåle at blive revset? Hvad kan revselse føre til?