Lektion 26, Klassens forberedelsesmateriale: Kirken i det vestlige USA
»Lektion 26, Klassens forberedelsesmateriale: Kirken i det vestlige USA«, Grundlag for genoprettelsen, Lærerens hæfte, 2019
»Lektion 26, Klassens forberedelsesmateriale«, Grundlag for genoprettelsen, Lærerens hæfte
Billede
Stik af Salt Lake City i 1853, af Frederick Piercy
Stik af Salt Lake City i 1853, af Frederick Piercy
Lektion 26, Klassens forberedelsesmateriale
Kirken i det vestlige USA
De hellige, der samledes i den store Saltsødal og de tilstødende områder, oplevede adskillige udfordringer, efter de var ankommet dertil. Barsk vejr, altædende græshopper, tørke og sult. Men Brigham Young »var mindre optaget af afgrøder og penge, end han var af at hjælpe sit folk med at blive en hellig nation.
Han vidste af erfaring, at de ville udvikle sig ved at arbejde hårdt og tage imod ansvar. »Dette er et godt sted til at skabe hellige, sagde han til en forsamling af medlemmer i Salt Lake City i 1856 (DNW [Deseret News Weekly], 10. sep. 1856, s. 5)« (Kirkens præsidenters lærdomme: Brigham Young, 1997, s. 9). De fleste hellige udviste stor tro på Herren i disse tidlige år, trods prøvelserne. Desværre rummer denne periode af Kirkens historie også massakren i Mountain Meadows, der kan lære os vigtige lektier, som vi kan bruge i dag.
Afsnit 1
Hvad kan jeg lære af de tidlige hellige om at tjene Herren og opbygge hans rige i dag?
Under den svære vinter 1848-1849, hvor vejret var koldt og maden knap, ønskede nogle hellige at flytte til Californien og grave efter guld. Præsident Brigham Young profeterede:
Billede
Præsident Brigham Young
»Nogle har spurgt mig omkring at drage til Californien. Jeg har sagt til dem, at Gud har udpeget dette sted [Great Bassin] til samlingssted for de hellige, og I vil klare jer bedre her, end I vil i guldminerne … Gud har vist mig, at dette er stedet, hvor hans folk skal slå sig ned, og her vil de få fremgang … Gud vil mildne klimaet, og vi skal bygge en by og et tempel til den Højeste Gud på dette sted. Vi vil udvide vores bosættelser mod øst og vest, mod nord og syd, og vi vil bygge byer med hundredvis, og tusindvis af hellige, der vil komme fra alle jordens nationer.« (I James S. Brown, Life of a Pioneer: Being the Autobiography of James S. Brown, 1900, s. 121-122)
Da Brigham Young døde i 1877, havde de dages hellige set den mirakuløse opfyldelse af denne profeti. Deres tro på Herren og hans profet inspirerede mellem 60.000 og 70.000 pionerhellige til at immigrere til Saltsødalen, hvorfra de grundlagde mellem 350 og 400 samfund i Utah, Arizona, Californien, Idaho, Nevada og Wyoming.
Det vedvarende emigrationsfond, der blev oprettet for at bistå fattige sidste dages hellige immigranter med rejseomkostningerne for 30.000 hellige fra de Britiske Øer, Skandinavien, Schweiz, Tyskland og Holland. Missionærer forkyndte Jesu Kristi evangelium rundt om i verden. De hellige viede deres tid til at bygge templer i Salt Lake City, Logan og St. George. Vigtigst af alt efterlod de hellige en arv af tro, offervilje og urokkelig hengivenhed for Jesus Kristus og hans gengivne evangelium. (Se »Brigham Young«, Newsroom Topics, newsroom.churchofjesuschrist.org).
Vælg en af følgende beretninger fra trofaste hellige, der samledes i Utah i Kirkens tidlige dage. Læs beretningen og tag til klassen forberedt på at fortælle om de lektier og principper, I lærer af den om at tjene Herren og opbygge hans rige i dag.
Lucy Meserve Smith
Læs om Lucy Meserve Smiths medfølelse og andre sidste dages hellige kvinder, der hjalp og støttede håndkærrepionererne, i Døtre i mit rige: Hjælpeforeningens historie og virke 2011, s. 36-37. Begynd med det afsnit, der indledes med »Lucy Meserve Smith stod for eksempel i spidsen for en gruppe … og læs kapitlet ud.
John Moyle
Læs den inspirerende historie om John Moyle, der rejste til Salt Lake for at arbejde på templet til trods for, at han havde mistet sit ben i en ulykke, i Dieter F. Uchtdorfs tale »Løft, hvor I står« ( Liahona, nov. 2008, s. 55-56). Læs afsnittet med titlen »John Rowe Moyles eksempel.«
Læs om Joseph Millets villighed til at give mel til en mand, der blev ledt til ham af Herren: Boyd K. Packer, »En hyldest til Kirkens medlemmer«, Den danske Stjerne, okt. 1980, s. 105-106. Start med det afsnit, der begynder med: »Lad mig citere fra Joseph Milletts dagbog …« og slut ved det afsnit, der indledes med »Herren kendte Joseph Millett.«
Læs om to mænds tro og deres familier, der tog imod kaldet om at grundlægge nye bosættelser til at samle de hellige i Vores arv: En kort beretning om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 1996, s. 88-89. Læs fra side 88 og afsnittet, der begynder med »Ved generalkonferencens møder oplæste præsident Young …« og til afsnittet på side 89, der begynder med »Der har været mange trængsler …«
Afsnit 2
Hvad førte til massakren ved Mountain Meadows?
I 1850’erne havde uenigheder og fejlkommunikation resulteret i en voksende spænding mellem de sidste dages hellige og føderale embedsmænd. Da den amerikanske præsident James Buchanan fejlagtigt troede, at de hellige gjorde oprør, sendte han omkring 1.500 soldater til Salt Lake City for at bekæmpe oprøret.
I prædikener til de hellige beskrev præsident Young og andre af Kirkens ledere de fremrykkende soldater som fjender. De frygtede, at hæren ville fordrive de hellige fra Utah, som det tidligere var sket i Ohio, Missouri og Illinois. Præsident Young bad de hellige om at gemme korn, så de ville have mad at spise, hvis det var nødvendigt at flygte for hæren. Som guvernør i Utah-territoriet bad han også territoriets milits om at forberede sig på at beskytte territoriet. For at undgå blodsudgydelser forberedte resten af de hellige sig på at forlade deres hjem og jorde, og brænde dem ned om nødvendigt.
På det tidspunkt kom der et vogntog af emigranter til Utah, de var på vej vest fra Arkansas til Californien. Nogle personer fra vogntoget blev frustrerede, fordi de havde svært ved at købe noget meget tiltrængt korn af de hellige.
Spændingerne eskalerede i Cedar City, som var den sidste bosættelse i Utah på vejen mod Californien. Det kom til konfrontation, og nogle fra vogntoget truede med at slutte sig til de tropper, der var på vej mod de hellige. Efter vogntoget havde forladt byen, var der nogle nybyggere og ledere i Cedar City, der ønskede at forfølge og straffe de mænd, der havde truet og fornærmet dem.
Isaac Haight, der var borgmester i Cedar City, major i militsen og stavspræsident, anmodede om tilladelse fra William Dame, militsens leder, der boede i den nærliggende bosættelse Parowan, til at sende militsen ud og konfrontere de skyldige fra vogntoget. Men Dame afviste deres anmodning og gav dem besked om ikke at tage sig af emigranternes trusler.
I stedet for at følge det råd besluttede Isaac Haight og andre ledere i Cedar City at overtale nogle lokale Paiute-indianere til at angribe vogntoget, stjæle deres kvæg og slå nogle af mændene ihjel. Haight bad John D. Lee, et lokalt medlem af Kirken og major i militsen om at anføre Paiute-indianerne i angrebet. De konspirerede om at give Paiute-indianerne skylden.
Isaac Haight præsenterede sin plan for et råd af lokale ledere i Kirken, samfundet og militsen. Visse af rådets medlemmer var meget imod planen og spurgte Haight, om han havde rådført sig med præsident Brigham Young. Haight svarede, at det havde han ikke og gik med til at sende en budbringer til Salt Lake City med et brev, der forklarede situationen og forespurgte om, hvad der skulle gøres. Det ville tage budbringeren omkring en uge at nå til Salt Lake City og tilbage med præsident Youngs instruktioner.
Men kort tid før sendebudet blev sendt af sted, angreb John D. Lee og en gruppe indianere tidligere end forventet nybyggernes lejr et sted, der hed Mountain Meadows. Lee forsøgte at få det til at se ud som om, det kun var de lokale Piute-indianere, der var involveret. Nogle af emigranterne blev dræbt eller såret, og de tilbageværende bekæmpede de angribende og tvang Lee og indianerne til at trække sig tilbage. Emigranterne satte hurtigt deres vogne op i en cirkel, der kunne yde beskyttelse.
På et tidspunkt blev to mænd fra militsen i Cedar City opdaget af to mandlige emigranter. Mændene fra militsen skød på dem og dræbte den ene. Den anden undslap.
I et forsøg på at forhindre, at nyheden om, at sidste dages hellige var indblandet i angrebene på vogntogene, planlagde Isaac Haight, John D. Lee og andre lokale kirke- og militsledere at dræbe de resterende emigranter med undtagelse af de små børn. »Igen anmodede de Dame om tilladelse at sende militsen, og igen holdt Dame et … råd, hvor det blev besluttet at man ville sende mænd af sted for at hjælpe de betrængte emigranter, så de kunne fortsætte deres rejse i fred. Haight beklagede senere: ›Jeg ville give hele verden, hvis jeg havde den, hvis vi bare havde afventet rådets beslutning‹« (Richard E. Turley jun., »The Mountain Meadows Massacre«, Ensign, sep. 2007, s. 18).
Efter rådsmødet lykkedes det Isaac Haight at overbevise Dame om at gentænke rådets beslutning, og Haight tog af sted i den tro, at han havde fået tilladelse til at bruge militsen til at udføre deres plan. John D. Lee gik til emigranterne med et hvidt flag, som tegn på fredelige hensigter, og sagde, at militsen ville beskytte dem mod yderligere angreb ved at føre dem sikkert tilbage til Cedar City.
Da emigranterne gik mod Cedar City, vendte mændene fra militsen sig om og skød på dem. Nogle indianere, som var rekrutteret af indbyggerne, kom frem fra skjulesteder og sluttede sig til angrebet. Ud af de omkring 140 nybyggere, der var en del af vogntoget, blev kun 17 små børn skånet.
To dage efter massakren kom præsident Youngs svar med instruktioner om at tillade vogntoget at fortsætte i fred. »Da Haight læste Youngs ord, græd han som et lille barn og kunne kun fremstamme: ›For sent, for sent‹« (Richard E. Turley jun., »The Mountain Meadows Massacre«, Ensign, sep. 2007, s. 20).
De valg, som nogle sidste dages hellige ledere og nybyggere i den sydlige del af Utah-territoriet traf, førte til den tragiske massakre ved Mountain Meadows. I modsætning hertil løste Kirken og territoriets ledere i Salt Lake City konflikten med USA’s regering gennem fredsforhandlinger i 1858. Under denne konflikt – der senere blev kaldt Utah-krigen – var den amerikanske hær og mænd fra Utahs milits i forskellige sammenstød, men aldrig i skudvekslinger.
I en tale på mindepladsen over massakren i Mountain Meadows den 11. sep. 2007 sagde præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab:
Billede
Præsident Henry B. Eyring
Jesu Kristi evangelium, som vi er fortaler for, afskyr de koldblodige drab på mænd, kvinder og børn. Det taler jo netop for fred og tilgivelse. Det, som medlemmer af vores kirke gjorde her for længe siden, repræsenterer en frygtelig og uundskyldelig afvigelse fra kristen lærdom og opførsel … Vi udtrykker dyb anger for den massakre, der fandt sted i denne dal … og for den unødvendige og uhørte lidelse, som ofrene oplevede dengang og som deres slægtninge oplever i dag. (Henry B. Eyring, »150th Anniversary of Mountain Meadows Massacre«, newsroom.ChurchofJesusChrist.org)
Billede
ikon, eftertanke
Eftertanke i forberedelse til klassen
Hvad kan vi lære af de forfærdelige valg, der førte til massakren ved Mountain Meadows? Læs Ordsprogenes Bog 28:13 og 3 Nefi 12:24-25, 43-44 og find de principper, der kunne have forhindret denne tragedie, hvis de var blevet fulgt. Overvej, hvordan efterlevelse af disse principper kan forebygge unødvendig hjertekval eller tragedie i jeres eget liv.
