Institut
Lektion 24, Klassens forberedelsesmateriale: Profeten Joseph Smith – En udsøgt seer


»Lektion 24, Klassens forberedelsesmateriale: Profeten Joseph Smith – En udvalgt seer«, Grundlag for genoprettelsen, Lærerens hæfte, 2019

»Lektion 24, Klassens forberedelsesmateriale«, Grundlag for genoprettelsen, Lærerens hæfte

Lektion 24, Klassens forberedelsesmateriale

Lektion 24: Profeten Joseph Smith – En udsøgt seer

Billede
Joseph Smith modtager guldpladerne

Herren beskrev profeten Joseph Smith som »en udsøgt seer«, der ville føre folk til kundskab om Herrens pagter (2 Ne 3:7-8). Og alligevel erkendte Joseph Smith helt fra genoprettelsens spæde begyndelse sin følelse af utilstrækkelighed. Overvej i forbindelse med læsningen af dette materiale, hvordan I kan tage imod kaldelser fra Herren i tro, trods jeres svagheder. Overvej, hvordan I kan svare nogle, der kritiserede Joseph Smith på grund af hans svaghed.

Afsnit 1

Hvad kan jeg lære af Joseph Smith om min egen evne til at tjene Herren?

Som ung mand følte Joseph Smith sig overvældet af sin kaldelse fra Herren. Om sig selv sagde han:

Billede
profeten Joseph Smith

Jeg stod alene, en uskolet ung mand, om at kæmpe mod verdslig visdom … med ny åbenbaring. (Se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 61)

Jeg var en ubetydelig dreng … og skønt mine kår i livet var således, at jeg ville blive en dreng uden betydning i verden … som var dømt til at skaffe sig et ringe underhold ved sit daglige arbejde (JS-H 1:22-23)

Billede
Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, af Walter Rane

Joseph syntes, at det var »yderst besynderligt«, at »mænd af høj status [lagde] tilstrækkeligt mærke til mig til, at de opildnede den offentlige mening imod mig og skabte en bitter forfølgelse« (JS-H 1:22–23).

Forestil jer de følelser, Joseph må have haft, da han oversatte 2 Nefi 3 i Mormons Bog og af Lehi lærte, at Josef af Egypten profeterede om en »udsøgt seer« i de sidste dage.

Billede
ikon, studie

Forbered jer til klassen

Læs 2 Nefi 3:7, 11, 13.

I en senere åbenbaring forklarede Herren en af årsagerne til, at han havde udvalgt og kaldet Joseph til at være genoprettelsens profet:

Sandelig, så siger Herren til dig, min tjener Joseph Smith: Jeg er meget tilfreds med det offer og de bekendelser, som du har foretaget, for med dette sigte har jeg ladet dig fremstå, så jeg kunne vise min visdom gennem de svage på jorden. (L&P 124:1)

Ældste Marcus B. Nash fra De Halvfjerds har kommenteret skriftstedet fra 2 Nefi 3:

Billede
Ældste Marcus B. Nash

Det kan synes modsætningsfyldt, at Herren vil kalde den svage til at udføre et mægtigt værk. Alligevel kan de, der erkender deres svaghed, blive motiveret af den selvsamme svaghed til at søge Herrens styrke. De, der således ydmyger sig i tro, bliver styrket af ham, som har al magt i himlen og på jorden (se Matt 28:18; Mosi 4:9).

Helt fra Joseph Smith var ung, gik han til Herren på de betingelser …

Joseph beskrev sig selv som »en ubetydelig dreng … som var dømt til at skaffe sig et ringe underhold ved sit daglige arbejde« (JS–H 1:23). Han blev født i de lavere sociale lag med begrænset adgang til skolegang.

Joseph var så pinligt bevidst om sin mangel på uddannelse, at han engang beklagende sammenlignede det med at være fanget i »et lille smalt fængsel, der henlå i totalt [sic] mørke af papir, pen og blæk og snørklet, usammenhængende og ubehjælpeligt sprog.« Trods det kaldte Herren ham til at oversætte Mormons Bog – alle 588 sider af det, der oprindeligt blev udgivet – hvilket han gjorde på mindre end 90 dage …

Ja, det er et tema i Mormons Bog – og i profeten Josephs liv – at den svage, som ydmygt søger Herren i tro, gøres stærk og tilmed mægtig i Herrens værk. Denne styrkelse vil finde sted i selv tilsyneladende små ting.

Der er en anden og mere personlig lektie at lære: hvis vi ligesom Joseph vil erkende vores svagheder og af hele vores hjerte vende os i tro til Herren og er opsatte på at gøre hans vilje, vil vi også blive stærke i vores svaghed. Det betyder ikke nødvendigvis, at svagheden udslettes i jordelivet – men det betyder, at et sådant menneske vil blive gjort stærk i Gud. (»Joseph Smith: Svaghed vendes til styrke«, Liahona, dec. 2017, s. 21-22, 23)

Billede
ikon, eftertanke

Eftertanke i forberedelse til klassen

Hvad lærer I af, at Herren kalder Joseph Smith, en almindelig dødelig med svagheder, og derpå styrker Joseph til at udføre hans værk?

Afsnit 2

Hvad sagde dem, der kendte Joseph Smith godt om ham og hans karakter?

Herren sagde til Josef af Egypten, at genoprettelsens profet ville blive af stor værdi for hans efterkommere (2 Ne 3:7). Præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab har sagt:

Billede
Præsident Dallin H. Oaks

De mænd, der kendte Joseph bedst og var ham nærmest i Kirkens ledelse, elskede og opretholdt ham som profet. Hans bror Hyrum valgte at dø ved hans side. John Taylor, der også var med ham, da han døde, sagde: ›Jeg bærer vidnesbyrd for Gud, engle og mennesker om, at han var en god, hæderlig og retskaffen mand … at hans personlige og offentlige karakter var uangribelig – og at han levede og døde som Guds mand‹ (The Gospel Kingdom, 1987, s. 355; se også L&P 135:3). Brigham Young erklærede: »Jeg tror ikke, at der lever et menneske på jorden, som kendte [Joseph Smith] bedre, end jeg gjorde; og jeg er frimodig nok til at sige, at bortset fra Jesus Kristus har der aldrig levet eller lever et bedre menneske på jorden‹ (i Journal of Discourses, 9:332). (Dallin H. Oaks, »Joseph, manden og profeten«, Stjernen, juli 1996, s. 74)

Jane Snyder Richards har om Josephs personlighed og karakter sagt:

Billede
Jane Snyder Richards

Joseph Smith var et af de mest engagerede personligheder, jeg nogensinde har haft heldet af at møde … Som seer og åbenbarer var han frygtløs og bramfri, alligevel var han ydmyg og anså aldrig sig selv for at være mere end et mundstykke, som Herren talte igennem. Som leder af sit folk var altid aktiv og progressiv, men altid beskeden og opmærksom på dem og deres udfordrende forhold. (Jane Snyder Richards, i »Joseph Smith, the Prophet«, Young Woman’s Journal, dec. 1905, s. 550)

Edwin Holden mindedes, at profeten var fyldt med Guds kærlighed, ivrig efter at opløfte og velsigne andre.

Billede
Edwin Holden

I 1838 fornøjede Joseph og nogle unge mænd sig med nogle forskellige udendørsaktiviteter, deriblandt et boldspil. De begyndte at blive trætte. Han så det og kaldte dem sammen og sagde: »Lad os bygge en hytte.« Så gik de af sted, Joseph og de unge mænd for at bygge en bjælkehytte til en enke. Sådan var Josephs facon, han hjalp, hvorend han kunne. (The Juvenile Instructor, 1. mar. 1892, s. 153)

Eliza R. Snow skrev om profetens ydmyghed og retskaffenhed:

Billede
Søster Eliza R. Snow

Jeg boede hos Joseph Smiths familie og underviste dem, og her havde jeg rig mulighed for at se hans »daglige vandel og konversation« som en Guds profet og jo mere bekendt jeg blev med ham, så mere påskønnede jeg ham som det … Han var ydmyg som et lille barn i sin gudsdyrkelse. (Eliza R. Snow, »Sketch of My Life«, Relief Society Magazine, mar. 1944, s. 136)

Mary Frost Adams kunne huske en af Josephs venlige handlinger:

Mens Joseph var borgmester i Nauvoo, blev en sort sidste dages hellig ved navn Anthony arresteret for at sælge spiritus på sabbatten, hvilket var ulovligt. Det havde Anthony gjort for at skaffe penge til at købe sit barn fri, der var slave i Syden. Han havde frikøbt sin kones og sin egen frihed og nu ville de gerne have deres barn med. Trods Anthonys ædle formål sagde profeten: »Jeg er ked af det, Anthony, men loven må overholdes, og vi bliver nødt til at give dig en bøde.« Men »næste dag kom broder Joseph med en fin hest til Anthony og bad ham om at sælge den og bruge pengene til at købe barnet fri.« (»Joseph Smith, the Prophet«, Young Woman’s Journal, dec. 1906, s. 538)

Billede
ikon, eftertanke

Eftertanke i forberedelse til klassen

Hvad lærer disse beretninger om Joseph Smith fra folk, der kendte ham, jer om hans karakter? Hvad er jeres følelser og vidnesbyrd om profeten Joseph Smith?

Afsnit 3

Hvordan bør jeg reagere, når jeg støder på negativ information om profeten Joseph Smith?

Selv om Joseph Smiths arbejde med at genoprette evangeliet knapt var begyndt, var det blevet profeteret, at mange ville tale imod ham og anklage ham for onde handlinger og motiver. Joseph Smith nedskrev i sin historie en profeti, som var blevet overbragt af englen Moroni, da han viste sig for Joseph i 1823. På det tidspunkt var Joseph kun 17 år gammel.

Billede
ikon, eftertanke

Forbered jer til klassen

Studér Joseph Smiths-Historie 1:33.

Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum er kommet med forslag til, hvordan sidste dages hellige kan reagere på kritik af profeten Joseph Smith:

Billede
Ældste Neil L. Andersen

Bør vi være overrasket over det onde, der blev talt om [Joseph Smith]? Apostlen Paulus blev kaldt vanvittig [se ApG 26:24]. Vor elskede Frelser, Guds Søn, blev kaldt frådser, dranker og besat af en dæmon [se Matt 11:19; Joh 10:20] …

Mange af dem, der afviser genoprettelsens værk, tror ganske enkelt ikke på, at himmelske væsener taler til menneskene på jorden. De siger, at det er umuligt, at de guldplader blev overdraget af en engel og oversat ved Guds kraft. Ud fra den vantro afviste de hurtigt Josephs vidnesbyrd, og nogle få sank desværre så dybt, at de bagvaskede profeten og beklikkede hans karakter.

På spørgsmål om Josephs karakter kan vi måske fortælle det, som tusindvis, der kendte ham personligt, og som gav deres liv for det værk, som han var med til at oprette, har sagt om ham.

Vi kan måske minde den, der oprigtigt spørger, om, at informationer på internettet ikke har et »sandheds«-filter. Nogle informationer er, uanset hvor overbevisende de lyder, ganske enkelt ikke sande.

Vi kan måske minde den, der spørger, om, at selv om nogle informationer om Joseph er sande, kan de blive præsenteret fuldstændigt ude af kontekst i forhold til hans tid og situation …

Alle troende har brug for en åndelig bekræftelse på profeten Joseph Smiths guddommelige mission og karakter. Det gælder for alle generationer. Åndelige spørgsmål fortjener åndelige svar fra Gud.

Et vidnesbyrd om profeten Joseph Smith kan komme til os på forskellig måde. Det kan komme, når I knæler i bøn og beder Gud om at bekræfte, at [Joseph Smith] var en sand profet. Det kan komme, når I læser profetens beretning om det første syn. Et vidnesbyrd kan falde på jeres sjæl, når I læser Mormons Bog igen og igen. Med tro og oprigtig hensigt vil jeres vidnesbyrd om profeten Joseph Smith blive styrket. (Se Neil L. Andersen, »Joseph Smith«, Liahona, nov. 2014, s. 28-30)

Billede
ikon, eftertanke

Eftertanke i forberedelse til klassen

Hvorfor tror I, at det er vigtigt, at et studium af pålidelige kilder inkluderer en bøn, når man søger svar på spørgsmål om Joseph Smith og hans profetiske mission? Hvorfor tror I, at spørgsmål om Joseph Smith og hans profetiske mission fortjener åndelige svar fra Gud?