Læg hverdagens kultur bag jer for at finde »Kristi tanker«

Ældste Robert F. Schwartz, Storbritannien

Områdehalvfjerdser i Det Nordeuropæiske Område

På trods af dage fyldt med mirakler og skræddersyet undervisning ser Jesus sine disciple diskutere. Ikke længe forinden har Peter, Jakob og Johannes taget imod Jesu opfordring op om at slutte sig til ham på et højt bjerg, hvor de sammen ser Moses og profeten Elias, mens Jesus bliver forvandlet for øjnene af dem. Jesus og disse udvalgte elever stiger ned fra bjerget og ind i kaos, idet de opdager, at andre disciple ikke har været i stand til at opfylde en ængstelig fars bøn om at helbrede hans søn. Efter Jesus har forsikret faderen, helbreder han den unge dreng og forsikrer senere sine disciple om, at de ville være i stand til at gøre det samme, hvis de i højere grad viede sig selv til »bøn« og faste.¹

Efter alt dette, da de har rejst sammen i Galilæa og er ankommet i Kapernaum, spørger Jesus sine elever: »Hvad var det, I talte om på vejen?« ² De hives væk fra deres småskænderier, og mens de står over for den forunderlige Menneskesøn, kan de målløse disciple kan ikke engang få sig selv til at hviske, hvad emnet for deres debat var på vandring, nemlig »hvem der var den største«.³

Selvom de er sammen med Jesus, har disse disciple ikke taget hans tanker til sig og deres handlinger afspejler ikke hans. Uden nogen irettesættelse sætter Jesus sig roligt, kalder de tolv til sig og forklarer: »Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener«.4⁴ På vandringen havde det virket klart, hvad der betegnede »den største«, eller i det mindste klart nok til at trække trofaste, Jesus-følgende disciple ind i den samme debat om retten til at herske, der havde plaget Josefs brødre, Laman og Lemuel samt mange andre i skriften og dagligdagen.⁵ Men når Jesus fokuserer sit lys på deres kamp, ændrer vilkårene sig. Det, der virkede vigtigt, betyder ikke længere noget, og det, der havde været usynligt, skinner pludseligt.

Da Paulus talte til korintherne, bekræftede han, at »tro ikke [skal] afhænge af … en visdom, som er af denne verden eller fra denne verdens forgængelige herskere … men af Guds kraft«.⁶ Som tilhængere af Jesu Kristi gengivne evangelium forstår vi, at »verden« ikke i sig selv er problemet. Sidste dages hellige favner »al sandhed, som Gud bringer til sine børn, hvad enten den læres i et videnskabeligt laboratorium eller modtages ved direkte åbenbaring fra ham«.⁷I henhold til den 13. trosartikel og Paulus’ formaning både tror og håber vi på »alt«.

Men Jesu interaktion med sine disciple viser, at vi må frigøre os fra naturlige antagelser og lade ham lære os nye væremåder og en ny kultur. Paulus forklarede, at det naturlige menneske ikke tager imod »det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok … For ›hvem kender Herrens tanker og kan belære ham?‹ Men vi har Kristi tanker«.⁸

I hver generation har vi levende profeter til at vejlede og lære os, hvordan vi frigør vores sind fra hverdagen og »har Kristi tanker«. Vores levende profet i dag, præsident Russell M. Nelson, gør netop dette. De, der lytter til ham og anvender hans råd, vil opdage, at de lægger begrænsende holdninger fra sig og udvikler et sind af Kristi tanker, når de stifter fred,⁹ bevarer et åndeligt momentum,¹⁰ tager sig tid til Herren,¹¹ besøger templet,¹² lader Gud råde i deres liv,¹³ hører ham,¹⁴ omvender sig,¹⁵ søger og modtager åbenbaring¹⁶ og »tænker celestialt« (hvilket faktisk betyder »at være åndeligt sindet«).¹⁷ Vi finder et nyt selv og et nyt sind, når vi engagerer os i Guds arbejde med frelse og ophøjelse ved at lære Jesus Kristus at kende og elske ham, ved tage os af andres behov, invitere alle til at tage imod Jesu Kristi evangelium og udføre arbejdet for at forene alle Guds børn for evigt.