»Det var nødvendigt for mig at tjene hende«, Liahona, februar 2024.
Sidste dages helliges røster
Det var nødvendigt for mig at tjene hende
Min hjælpeforeningspræsident lærte mig, at vi virkelig bliver forbundet gennem tjeneste.
Illustration: Dilleen Marsh
Da jeg var gravid med mit yngste barn, tjente Margaret Blackburn som hjælpeforeningspræsident i vores menighed. Vi kendte kun hinanden fra den korte tid, vi havde været sammen under møderne i kirken.
Da jeg havde født mit barn, kom kvinderne med måltider den første uge, deriblandt Margaret, der var ældre og skrøbelig. Jeg var taknemlig, for jeg havde ingen energi eller noget ønske om at planlægge et måltid, lave mad eller købe ingredienser ind – for slet ikke at tale om alle tre dele.
Efter den første uge fortsatte Margaret med at komme med måltider. Hvad enten det var hjemmelavede måltider eller rester fra en menighedsaktivitet, betød ikke noget for mig. Det var næsten som om, hun vidste, at mere end jeg havde brug for nogen til at holde min baby eller gøre rent i mit hjem, så havde jeg brug for velsignelsen af ikke at skulle tænke over, hvad der var til aftensmad.
Kort tid efter blev Margaret fritaget fra sin kaldelse på grund af et svigtende helbred. Jeg vidste det ikke på tidspunktet, men hun var blevet diagnosticeret med uhelbredelig kræft.
Da jeg hørte om hendes diagnose, vidste jeg, hvad jeg skulle gøre. Det var nødvendigt for mig at tjene hende – ikke fordi jeg skyldte hende det eller havde brug for at gengælde hendes venlighed. Mere fordi, at jeg på grund af hendes tjeneste for mig var kommet til at elske hende.
Margaret havde lært mig, at vi virkelig bliver forbundet gennem tjeneste. Når jeg tænkte på denne utrolige kvinde, fik jeg ondt i hjertet over at tænke på hende skubbe til en støvsuger eller feje sit køkkengulv. Så jeg begyndte hver uge med at besøge hende og gøre rent i hendes hjem.
En dag, hvor jeg efterfølgende kørte hjem, blev jeg overvældet af taknemlighed over, at vor himmelske Fader havde tilrettelagt disse muligheder for velgørenhed. Hvis Margaret ikke havde tjent mig så vedholdende, ville jeg sikkert ikke have været bekvem med at besøge hende regelmæssigt. Jeg kom til at påskønne den tid sammen med hende! Gud vidste, at han ved at sende hende til mig, da jeg havde brug for det, ville bane vejen for mig, så jeg kunne tjene hende, når hun havde brug for det.
Mine øjne blev fyldt med tårer, da jeg indså, hvor fuldkomment disse inspirationer og muligheder for tjeneste havde forbundet os for evigt.