Han var altid med mig

Becca Aylworth Wright, Kirkens tidsskrifter

Loyalitet mod Herren velsignede mig med tiden mere, end det nogensinde havde kostet mig.

Billede

deprimeret kvinde, der går

Illustration: Trina Dalziel

Tre måneder efter vores femte barn blev født, gik min mand ned i løn for at starte en ny karriere og begynde på en kandidatuddannelse. Det krævede, at vi flyttede to stater væk. Jeg følte mig økonomisk og fysisk drænet samt socialt isoleret på et nyt sted, så jeg blev dybt deprimeret.

Det var svært at tage i kirke. Modstræbende tog jeg derhen, men jeg skyndte mig væk fra møderne for at undgå bekendtes glade forespørgsler om, hvordan det gik med at falde til. De forventede lige så glade svar, men jeg havde ingen. Menighedens medlemmer talte ofte om, hvor velsignede og glade de var over at have Jesu Kristi evangelium. Hvad var der galt med mig?

Jeg tjente i min kaldelse, og jeg bad halvhjertet og læste skrifterne. Men mine anstrengelser føltes ikke som om, at de »virke[de] fantastisk« for mig.¹

Næsten et år senere begyndte de sorte skyer at lette. Ved hjælp af en række små mentale, fysiske, sociale og åndelige forandringer forbedrede jeg mig langsomt.

Nogle måneder senere, da jeg havde lagt min depression bag mig og bad, blev jeg overvældet af forundring og taknemlighed for velsignelserne ved at efterleve evangeliet. Jeg følte, at det var fornuftsstridigt, at jeg var så velsignet. Det var Gud, som havde skænket mig troens åndelige gave og et ønske om at kende ham. Jeg handlede kun på det ønske, han gav mig.

»Hvorfor skulle jeg fortjene velsignelser,« bad jeg, »for blot at gøre det, du plantede i mit hjerte som et ønske at gøre i første omgang?«

Til min overraskelse besvarede han straks min bøn med minder fra min fortid.

»Hvad med de gange, hvor du søgte mig, selv når det var smertefuldt og svært? Da du lod din vilje ligge under for min, stadig kom i kirke og alligevel stadig tjente mine børn? Min datter,« opfattede jeg ved Ånden, »du er rigt velsignet for din trofasthed – for at vælge mig, selv når du ikke havde lyst.«

Jeg havde troet, at trofasthed altid betød at høste hans Ånds frugter. Nu ved jeg, at trofasthed betyder loyalitet og troskab mod ham – uanset hvad. Guds virkelighed bliver ikke forandret af, om jeg kan høre ham eller føle ham. I tider med glæde eller sorg er han altid med mig, hvis jeg bliver hos ham.