Dacapo! Dacapo! Et helt liv med læring

Norman C. Hill

Livslang læring er vedvarende og tilfredsstillende. Vi bliver aldrig for gamle til at tilegne os nye færdigheder, udvikle vores talenter eller få nye hobbyer. Og det, vi opnår i dette liv, vil gavne os for evigt (se L&P 130:18-19).

Da Martha Paewai havde opfostret sine børn, uddannede hun sig gennem BYU–Pathway Worldwide og startede derefter en online-forretning.

»Nogle bliver overraskede, når de finder ud af, at jeg startede en forretning på nettet sent i livet,« bemærker Martha Paewai. »Nogle venner sagde til mig, da jeg begyndte: ›Hvad ved en samoansk kvinde, der kun har været løst tilknyttet arbejdsmarkedet, om marketing?‹«

Der er ingen aldersgrænse for læring, kan søster Paewai godt lide at sige. Desuden giver det at arbejde hjemmefra hende nu en større indkomst og bedre arbejdsforhold, end hun havde som hushjælp i New Zealand. Det var svært at starte en ny virksomhed, men hun lærte efterhånden, og hun var villig til at bede andre om hjælp, når der var brug for det. »BYU–Pathway Worldwide gav mig selvtillid til også at prøve noget nyt,« siger hun.

Jim Ivins begyndte på noget nyt, da han trak sig tilbage som advokat. Han begyndte ikke blot at anlægge sin egen have, men også mange af sine børns. Han mindes: »Jeg tænkte på, hvad jeg ønskede at efterlade dem som arv. Da min hustru gik bort, slog det mig, at det var noget, jeg kunne gøre for dem. Jeg flyttede ikke bare sten, men i stedet studerede jeg forskellige landskabsdesign og eksperimenterede med forskellige tilgange. Når mine børnebørn er på besøg, eller jeg besøger dem, taler vi ikke bare. Vi studerer forskellige designs og arbejder sammen på dem.«

Laurie Terry havde altid haft lyst til at spille klaver, da hun var yngre, men af en eller anden grund fik hendes søster klaverundervisning, men hun gjorde det ikke. Så da hun gik på pension, begyndte hun på lektionerne. »Ligesom alt andet kræver det øvelse og villighed til at lære,« sagde hun. Efter blot et par år akkompagnere hun solister i kirken og spiller for sin egen glædes skyld. »Alt behøver ikke at være en optræden,« siger hun. »Nogle gange er det bedste publikum bare én selv.«

Søster Barbara B. Smith, der talte som Hjælpeforeningens hovedpræsident ved aprilkonferencen i 1978, fortalte om en mand, der blev pensioneret som 63-årig og var usikker på, hvad han kunne tilbyde uden et fuldtidsjob. Her sagde hun: »Han havde intet erhverv, ingen hobbies, ingen særlige interesser og ingen planer for fremtiden.« Hun fortsatte: »Han skulle nu prøve at leve livet på en ny måde eller forfalde og dø. Sørgeligt nok må jeg tilføje, at han døde kort tid efter.«¹

Som kontrast talte ældste Robert L. Backman om sin nye status som generalautoritet emeritus ved sin sidste generalkonferencetale. Han sagde, at han ikke ønskede at være som de pensionister, om hvem man sagde: »Han døde som 70-årig, men ventede med at blive begravet, til han blev 85.« I stedet ønskede han at fortsætte med at vokse, lære og udvikle endnu flere færdigheder og interesser.

Ældste Backman spurgte så: »Hvad gør jeg?« og besvarede dette vigtige spørgsmål på denne måde:

»Der er et enkelt vers i hele Det Nye Testamente, som beskriver Frelserens liv, fra han var 12 år, til han begyndte sin gerning. Jeg har citeret det vers mange gange, når jeg har talt til unge. Men mon ikke det også kan anvendes på os, især dem, der er pensioneret. Lukas skrev: ›Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker‹ (Luk 2:52).«²

Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) opmuntrede til den samme type læring og udvikling, uanset en persons alder. Under en tale til ældre medlemmer, sagde han: »Vi håber, at jeres dage er fyldt med gøremål samt med aktiviteter, hvorved I kan tjene [andre] … Ældre betyder næsten altid bedre, for jeres rigdom af visdom og erfaring kan fortsat udvides og øges, når I hjælper andre.« Præsident Benson fortsatte ved at citere Mormons Bog om, at vi dagligt skal »leve i taksigelse for den store nåde og velsignelse, som [Gud] skænker jer« (Alma 34:38).³

En sådan barmhjertighed og velsignelse kommer ved at se fremad med håb, drømme og planer. Som sidste dages hellige tror vi på evig udvikling, hvilket omfatter at tilegne os nye færdigheder og udvikle nye talenter i dette liv, ikke kun det næste. Faktisk kan en sådan personlig udvikling og fremadrettet synsvinkel i sig selv være nøglen til at leve længe.⁴

Da bror og søster Patterson var gået på pension, gik de tilbage på skolebænken for at lære nye færdigheder: Våbenmekanik og træarbejde.

Efter 40 år som læge og militærofficer blev Kerry Patterson skadet, mens han var på en rutinemission i Afghanistan. Han var tvunget til at gå på militærets invalidepension og ledte efter ting at lave. Da han ikke var tilfreds med blot at tilbringe sine dage med at fiske, begyndte han og hans hustru, Linda, at studere igen på et lokalt college.

»Jeg tog et værkstedsfag i high school, men jeg havde ikke fået anden erhvervserfaring eller -uddannelse siden,« forklarer han. »Ikke desto mindre besluttede jeg mig for at lære våbenmekanik. Jeg kunne som læge godt lide at fikse mennesker og tænkte, at det ville holde mig mentalt aktiv at lære, hvordan man gør ting gode igen på en måde, der kræver præcisionsarbejde. Det var meget sværere, end jeg havde tænkt at starte noget så nyt og anderledes.« Men nu har han som 71-årig, efter at have færdiggjort alle de nødvendige fag og fået de påkrævede licenser, mere arbejde, end han kan klare. Han har endda ansat en lærling til at dele arbejdsbyrden og lære faget.

Billede

en kvinde, der laver træarbejde

Foto brugt med tilladelse fra Patterson-familien

Linda tog andre fag på det college samtidig som sin mand. Da deres seks børn nu var voksne, havde hun tid til at forfølge sin interesse for træarbejde og design af møbler. »Jeg var den eneste kvinde og langt den ældste på holdet, men det lod jeg mig ikke afskrække af,« siger hun. »Nogle projekter tog længere tid for mig at færdiggøre end andre elever, men jeg blev ved.« Efter to års uddannelse laver hun nu specialbyggede skabe til familiemedlemmer og andre. »Nu er jeg i stand til at hjælpe børnene med at omdanne deres køkkener og hjælpe folk i lokalsamfundet, der bare har brug for lidt hjælp med deres egne ombygningsprojekter.«

Pat Morrell lod heller ikke sin alder forhindre hende i at starte noget nyt. For at supplere familiens indkomst vendte hun tilbage til skolen, efter hendes børn var blevet voksne, og læste til sygeplejerske. Flere år senere blev hun færdig som sygeplejerske og arbejder med noget, hun altid havde ønsket at gøre. »Jeg var ikke en god elev i high school, så jeg var usikker på, om jeg kunne leve op til kravene for at blive sygeplejerske,« siger hun. »Det tog seks år med at presse fag ind mellem et job, hvor jeg gjorde rent i huse, og samtidig skulle tage mig af andre, før jeg færdiggjorde min uddannelse. Udover tid krævede det også vedholdenhed, tålmodighed og støtte fra andre – og mange velsignelser.«

Selvom vi måske ikke alle starter nye virksomheder, lærer at spille klaver eller lave landskabsdesign, så er der ingen grænser for, hvad vi kan lære, eller hvordan vi kan vokse i løbet af den tid, der ofte er tilgængelig senere i livet.

Vi lærer hele tiden nye fakta, men måske ikke nye færdigheder. Når vi bliver ældre, føler vi måske ikke, at vi kan blive nybegyndere igen, og tænker, at tiden eller mulighederne måske er forsvundet. Det er de ikke. En ny verden med læring, eventyr og præstationer venter os, hvis vi blot er villige til at prøve.

De, der kun ser alder som et tal og ikke som en barriere, finder større lykke, får bedre relationer til børnebørn og naboer og kan glæde sig over muligheden for at blive som Frelseren, som »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38) hele sit liv.

Forfatteren er ekstern lektor på Ballard Center for Social Impact ved Brigham Young University.