Hvad ved vi om livet efter døden?
»Kan en, der er død, få liv«? Ja! Men hvad så?
Utallige mennesker har gennem tiden stillet det samme spørgsmål som Job: »Kan en, der er død, få liv«? (Job 14:14). At råbe »ja!« som svar på sådant et spørgsmål er et stort privilegium for dem, der har et vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans opstandelse.
Alligevel er der mange blandt os, der går igennem livet »uden Gud i verden« (Ef 2:12) og må navigere mellem forskellige fakta og overbevisninger omkring død. Der er for eksempel det bevis, de kan se med øjnene, eller den »barske virkelighed« nemlig, at døden er universal og absolut – de har aldrig set nogen vende tilbage fra den. Så er der de udbredte beretninger om nærdødsoplevelser med bemærkelsesværdige sammenfald. Dernæst er der det faktum, at mennesker i alle kulturer verden over altid har haft et begreb om en form for efterliv, endnu et sammenfald som kalder på en forklaring.
Men forvisningen om, at vores liv ikke ender med døden, kommer fra Gud, som har åbenbaret det helt fra begyndelsen gennem talrige vidner, deriblandt profeter, apostle og vigtigst af alt Helligånden.
Fra begyndelsen
Vore første forældre, Adam og Eva, blev undervist i frelsesplanen. De lærte om Jesu Kristi evangelium, og om hvordan man vender tilbage til vor himmelske Faders nærhed – og de forstod, at vende tilbage betød, at vi havde været hos ham før. Så helt fra begyndelsen vidste Adam og Eva klart, at der er mere til livet end dette. De vidste – og underviste deres børn om det – at på grund af Jesu Kristi forsoning ville de opstå efter dette liv, og hvis de var lydige, ville de modtage evigt liv (se Moses 5:10-12).
Verdslige teorier forudsætter, at troen på et efterliv er et uafhængigt resultat af nogle universelle psykologiske behov. Men den udbredte ide om liv efter døden udgør i stedet for en slags nedarvet eller kollektiv erindring (om ikke et førjordisk minde) om det, der blev åbenbaret fra selve begyndelsen og siden er blevet overleveret fra generation til generation. Det, som præsident Joseph F. Smith (1838-1918) engang sagde om almen religiøs skik, gælder også en almen tro på et liv efter døden: »Den viden [om det] blev utvivlsomt … viderebragt af Adams efterkommere til alle lande og videregivet … gennem Noa … til dem, som fulgte efter ham, og blev spredt til alle nationer og lande« (»Discourse«, Deseret News, 19. feb. 1873, s. 36).
Således er ideen om et liv efter dette så universel, fordi den oprindeligt er sammenfaldende med selve menneskeheden.
Enkle og dyrebare sandheder
Som sidste dages hellige kan vi bringe håb til dem, som lever uden Gud i verden, ved overbevisende at bære vores vidnesbyrd om sandheden omkring vores eksistens: døden er ikke afslutningen. Derudover kan vi besvare mange spørgsmål om livet efter døden takket være de enkle og dyrebare sandheder, der er blevet åbenbaret i det gengivne evangelium. Her er nogle korte svar til nogle få spørgsmål.
Hvad sker der med os lige efter, vi dør?
Når vi dør, forlader vores ånd vores legeme og træder ind i åndeverdenen (se Jak 2:26; Alma 40:11).
Hvordan ser vores ånd ud?
Vores ånds legeme ser ud, som det gjorde i forudtilværelsen; en perfekt voksen krop (se Eter 3:16 og Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, s. 131-132). Efter døden vil vores ånd stadig have samme indstilling, appetit og begær, som da vi døde fysisk (se Alma 34:34).
Hvad er ånd?
Ånd er en form for stof blot »finere eller renere« (L&P 131:7).
Hvordan er åndeverdenen?
Der er to større tilstande eller opdelinger af ånderne i åndeverdenen: paradis og et åndeligt fængsel. Retfærdige ånder kommer i paradis, som er »en tilstand af hvile, en tilstand af fred, hvori de skal hvile fra alle deres besværligheder og fra al bekymring og sorg« (Alma 40:12). De menneskeånder, som endnu ikke har modtaget Jesu Kristi evangelium, kommer i noget, der betegnes som et åndeligt fængsel (se 1 Pet 3:18-20). De kan stadig vælge mellem godt og ondt og acceptere eller afvise evangeliet. Ånderne i paradis kan forkynde evangeliet for dem (se L&P 138). De, hvis ånd og legeme er adskilt i lang tid, ser denne adskillelse som »trældom« (L&P 45:17; L&P 138:50).
Hvad er himlen?
Himlen forstås generelt som et sted, hvor Gud dvæler og hvor retfærdige mennesker engang kan dvæle. I den forstand adskiller det sig fra paradiset i åndeverdenen.
Hvad er helvede?
I skriften anvendes ordet helvede om to ting: (1) »et midlertidigt opholdssted i åndeverdenen for dem, som var ulydige i dette liv« eller (2) et permanent »opholdssted for dem, som ikke bliver forløst ved Kristi forsoning« (Guide til Skrifterne, »Helvede«, scriptures.lds.org). Generelt anvendes ordet om den åndelige tilstand, som de, der har afvist evangeliet, befinder sig i. Joseph Smith sagde: »De afdødes ånders store elendighed … er at vide, at de går glip af den herlighed, som andre glæder sig ved, og som de selv kunne have glædet sig ved, og de er således deres egne anklagere« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 222).
Hvad er opstandelse?
Opstandelsen er genforeningen af ånd og legeme i en fuldkommen og udødelig tilstand (se Alma 11:43).
Hvem vil opstå?
Alle, der nogensinde har levet på jorden, vil opstå (se 1 Kor 15:22; Alma 11:44).
Hvornår vil vi opstå?
Folk vil opstå på forskellige tider. Jesu Kristi opstandelse indledte den første opstandelse eller de retfærdiges opstandelse. Nogle retfærdige mennesker er allerede opstået siden da. Efter Jesu Kristi andet komme er der mange flere retfærdige mennesker, der vil opstå. Under tusindårsriget vil andre gode mennesker opstå. Efter tusindårsriget vil de ugudelige opstå. (Se L&P 76:32-112; 88:97-101).
Hvordan ser de opstandne legemer ud?
Opstandne legemer består af kød og ben (se Luk 24:39), de er udødelige (se Alma 11:45), fuldkomne (se Alma 11:43), herlige og smukke. »Der er intet smukkere end at se på en opstanden mand eller kvinde« (Præsident Lorenzo Snow, 1814-1901, The Teachings of Lorenzo Snow, red. Clyde J. Williams, 1996, s. 99).
Hvad sker der efter, vi er opstået?
Når alle mennesker er opstået og tusindårsriget er forbi, vil vi blive bragt tilbage til Guds nærhed for at blive dømt ud fra vore ord, gerninger, tanker og hjertes ønsker (se Åb 20:12; Alma 12:14; L&P 137:9). Jesus Kristus vil være vores dommer (se Joh 5:22, 27-29; Rom 14:10).
Hvad sker der efter den endelige dom?
Efter den endelige dom vil vi modtage en af følgende evige belønninger:
Det celestiale rige: Hjemsted for vor himmelske Fader og Jesus Kristus og alle, som er fundet værdige til evigt liv ved at indgå og holde alle evangeliets ordinancer (se L&P 76:50-70).
Det terrestriale rige: Hjemsted for de gode mennesker, der ikke accepterede Jesu Kristi evangelium, men som modtog det i åndeverdenen eller som i jordelivet ikke var tapre i vidnesbyrdet om Jesus Kristus (se L&P 76:71-80).
Det telestiale rige: Hjemsted for de ugudelige og dem, som ikke modtog Jesu Kristi evangelium, de vil ikke opstå før efter tusindårsriget (se L&P 76:81-89).
Evigtvarende straf: Den endelige tilstand for fortabelsens sønner, såvel som for djævelen og hans engle (se L&P 76:31-49).
Hvad laver folk i det celestiale rige?
De, som arver den højeste grad af herlighed i det celestiale rige, vil blive ophøjet, hvilket betyder, at de får evigt liv, blive som vor himmelske Fader og modtage alt, hvad Faderen har. At blive som vor himmelske Fader vil sige at tilegne sig hans fuldkomne egenskaber blandt andet kærlighed og omsorg.1 Det betyder også at få del i hans gerning og herlighed, hvilket er »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Ophøjelse omfatter at blive beseglet i et evigt ægteskab, leve i evige familier og få evigt afkom (se L&P 76:59, 62; 130:2; 132:19-23).
Hvad laver folk i de andre riger?
Dem i de andre riger vil være engle, som »er hjælpende tjenere, til at betjene dem, som er værdige til en langt mere omfattende og overmåde stor og evig vægt af herlighed« (L&P 132:16). De vil ikke være gift eller få evigt afkom (se L&P 131:1-4; 132:16-17).