Hvad var vigtigst for mig?
Eleonora Sonnellini fra Trieste i Italien
Illustration: Stan Fellows
Omkring halvvejs inde i mit tredje år på universitetet opdagede jeg, at de penge, jeg havde sparet sammen til husleje og forbrug, ikke kunne række frem til, det blev sommer. Det var den tid på året, hvor jeg kunne arbejde for at tjene til det næste semester. Jeg fandt et deltidsjob som butiksassistent.
Alt gik godt, indtil mit arbejdsskema blev ændret til også at omfatte søndage. Under ansættelsessamtalen havde jeg ikke sagt noget om at arbejde om søndagen, for butikken havde ikke åbent den dag dengang. Men jobbet var vigtigt for mig, og jeg kunne godt lide det. Jeg arbejdede sammen med en ven, og mellem os kunne vi fordele det, så vi arbejdede to søndage og havde fri de to andre. Det gjorde, at jeg kunne komme til nogle kirkemøder og passe min kaldelse.
Men jeg opdagede snart, at jeg ikke kunne holde til det skema. Jeg fik faktisk en følelse af, at jeg ikke passede mine ansvar om søndagen, selvom jeg ikke arbejdede hver søndag. Jeg begyndte at spekulere på, hvordan jeg kunne ændre den situation. Efter jeg havde bedt om at kunne spørge mine chefer på en måde, der ville blødgøre deres hjerte, læste jeg i 1 Nefi 7. Jeg kan huske, at jeg læste vers 19, hvor Nefis brødres hjerte blev blødgjort, efter han havde bedt. Endelig blev jeg i stand til at tale med min arbejdsgiver om ikke at arbejde om søndagen.
Jeg fortalte mine chefer, at jeg var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og de spurgte, hvad sidste dages hellige troede på. Da jeg spurgte dem, om jeg kunne slippe for at arbejde om søndagen, var svaret nej. De påpegede, at jeg under jobsamtalen havde nævnt, at jeg kunne arbejde alle ugens dage, og at jeg ikke havde nævnt nogle religiøse hensyn.
Månederne gik uden, noget ændrede sig, indtil jeg en søndag måtte skynde mig fra kirkemøderne og på arbejde. Jeg spurgte mig selv: »Hvad er vigtigst for dig?« Svaret kom umiddelbart og umiskendeligt: Kirken, evangeliet, min kaldelse, helhjertet deltagelse i søndagsmøderne og efterlevelse af evangeliet i ord og gerning.
Jeg besluttede mig for igen at bede om ikke at skulle arbejde om søndagen, men denne gang ville jeg gøre det med et opsigelsesbrev i hånden i tilfælde af, at jeg igen fik et nej.
Jeg havde bedt, fastet og modtaget opmuntrende sms-beskeder fra mine venner.
Da det blev tid for min samtale, var jeg rolig, selv om mit hjerte bankede, for jeg vidste, at jeg gjorde det rette. Denne gang sagde min chef ja. Mine bønner var blevet besvaret. Jeg rev mit opsigelsesbrev i stykker, så snart jeg kom hjem.
Jeg fik mange velsignelse gennem denne oplevelse, men den mest umiddelbare og håndgribelige velsignelse var, at jeg kunne beholde mit arbejde og stadig holde sabbatsdagen hellig. Det takker jeg virkelig Herren for.