Vores hjem, vores familie
Min fars kærlige eksempel
Min far viste mig, hvordan jeg skulle elske mine omstrejfende børn.
Til venstre: fotoillustration © iStock/Thinkstock; til højre: foto: Del Benson
Jeg blev medlem af Kirken, efter jeg havde taget imod en invitation fra to venner om at deltage i seminar. Mine forældre bakkede altid op om mine beslutninger om at blive døbt, tjene på mission og blive gift i templet. Jeg kan dog huske den smerte, jeg følte (og som jeg formoder mine forældre også oplevede) ved at vide, at de ventede i venteværelset i templet i Provo, mens min brud og jeg blev beseglet.
Vi fik senere fire børn, og jeg mindes den glæde, der lå i at vide, at hver af dem var beseglet til os, fordi de var født i pagten. Vores børn var de første børnebørn, og selvom mine forældre og søskende aldrig tilsluttede sig Kirken, fik de et meget nært forhold til alle mine børn. I mange år boede vi i nærheden af hinanden, og mine forældre fulgte med, når børnene medvirkede i noget på skolen eller ved sportsbegivenheder. De kom, da børnene blev døbt.
Men da børnene kom i teenagealderen, gjorde mit arbejde, at vores familie flyttede til en anden stat. Men selv i de år holdt mine forældre tæt kontakt med vore børn gennem besøg og hyppig brevveksling.
Da mine forældre blev midaldrende, fik min mor fremskreden Alzheimers. Min far var opsat på trofast at passe hende, selv da hendes tilstand krævede fuldtidspleje. Selv igennem de senere år har min far holdt kontakt med mig hver uge og i visse perioder hver dag gennem telefonopkald og breve. Jeg har altid haft et nært forhold til begge mine forældre, men i de sidste ti år af min fars liv kom vi særligt tæt på hinanden. Jeg indså også, at han på tilsvarende vis havde haft held med at komme i tæt kontakt med mine tre søskende – selv om vore interesser og tro blev forskellige i takt med, at vi alle blev ældre.
Til venstre: fotoillustration © iStock/Thinkstock; til højre: foto: Del Benson
Mine forældre og søskende boede på hver sin kyst i løbet af de sidste år, og de fløj på tværs af landet to gange for at komme på besøg, selvom min mors Alzheimer var blevet så fremskreden, at det var meget svært for min far at assistere hende på så lang en rejse.
På samme tid valgte mine børn en for en at holde op med at komme i kirke. To af dem fik deres navn slettet fra Kirkens optegnelser. Det har virkelig været en prøvelse for både min hustru og mig. Og selv om han ikke var medlem af Kirken, blev min far også ked af og forvirret over vore børns valg. Religion var et privat anliggende for min far, men han bad sammen med os i alle de år, hvor vi bad for dem.
I 2005 døde min far efter, at han var blevet diagnosticeret med kræft, og min mor døde tre år senere. Min hustru og jeg frydede os over, at vi kunne udføre stedfortrædende ordinancer for dem i templet.
Jeg har længe bedt for at forstå, hvordan jeg får det bedste forhold til vore børn nu, hvor de er voksne, og nogle af dem er gift og har børn og ingen af dem er medlemmer af Kirken. Vi er følelsesmæssigt tæt på alle vore fire børn, og vi er taknemlige for, at de så ofte viser deres kærlighed til os.
Jeg har med tiden modtaget et meget klart svar om, hvordan jeg skal opføre mig, og sikkert resten af mit liv, omkring mine voksne børn. Jeg må gøre, som min far gjorde med mig. Til trods for, at vi levede forskelligt og ikke delte samme religiøse anskuelse, var min far opsat på at komme tættere på mig som min far og ven, da jeg oplevede den smerte at se mine børn vælge en anden livsstil og tro end mig. Jeg indså, at jeg måtte følge min fars eksempel, da han lærte mig, hvordan man behandler børn, der tror på noget andet: Elsk dem fuldt og helt, akkurat som Frelseren ville.