FRA MISSIONSMARKEN
En sørgende sjæl
Forfatteren bor i Missouri i USA.
Han lignede ikke ligefrem en mand, man havde lyst til at tale med. En del af mig var skræmt, men en anden del ville virkelig gerne tale med ham.
Fotoillustrationer: David Stoker
Jeg havde mulighed for at tjene som missionær i Catania på Sicilien i Italien. På et tidspunkt havde vi svært ved at komme videre med vores arbejde. Vi havde haft en uge, hvor alt mere eller mindre var gået galt, og hver dag var en prøve på, hvorvidt vi kunne holde humøret oppe, smile og fortsætte med at arbejde hårdt.
En aften var vi opsatte på at ændre på tingene. Vi gik omkring og talte med folk i en park i nærheden af, hvor vi boede, og vi så en mand, der sad på en bænk med bøjet hoved og en cigaret i munden. Han var klædt i sort fra top til tå, og han havde en hætte på sin store jakke, som han havde taget op over hovedet. Han lignede ikke ligefrem en mand, man havde lyst til at tale med. Jeg så på ham, min makker så på ham, og vi så på hinanden og tilbage på ham.
Ældste Farley spurgte: »Har vi talt med ham før?«
»Det tror jeg, at vi har, for jeg synes virkelig, at jeg kender ham,« svarede jeg.
»Sådan har jeg det også,« sagde ældste Farley.
Så vi begyndte at gå hen til ham. En del af mig var skræmt, for han var ikke en, jeg normalt ville tale med, men en anden del ville virkelig gerne tale med ham.
»Godaften, hvordan går det?« spurgte vi.
Han så op med et mørkt blik som for at sige: »Hvem forstyrrer mig i min søvn?« Så sagde han meget blødt: »Godaften.« Vi præsenterede os som missionærer, og han fortalte os hurtigt, at han var ateist og ikke troede på noget. Vi spurgte ham hvorfor, hvilket vist overraskede ham.
»Det er, fordi jeg har mistet min mor, min far, min søster og min niece på en og samme måned, og som følge deraf er jeg frygtelig ensom. Religion gjorde det kun værre for mig.«
Vi spurgte ham, om han vidste, hvor hans kære var.
»På kirkegården i Catania, hvor de har ligget i lang tid,« svarede han.
Vi forklarede ham om åndeverdenen og opstandelsen. Vi fortalte ham, at lige nu er vi både ånd og legeme, og at døden blot er en midlertidig adskillelse af ånd og legeme. Vi fortalte ham, at hans familie blot ventede på ham, indtil de alle kunne blive forenet med deres legeme og leve sammen for evigt.
Han så forvirret på os og sagde: »Det forstod jeg ikke noget af. Kan I gentage det?«
Så vi gentog det hele. Han hævede et øjenbryn i vantro og sagde: »Vent, er jeg så en ånd og et legeme? Og min familie venter blot på mig og lærer noget nu?«
Vi læste flere skriftsteder fra Alma 40 og andre kapitler for ham, og han så på os og spurgte: »Hvorfor har jeg aldrig hørt om dette før?«
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har mødt et mere ydmygt menneske. Denne mand havde været så fortabt, forvirret og ensom i så lang tid. Han tog alt det, vi sagde, til sig og fortalte, at han ikke forstod meget af det, for det var noget, han aldrig havde hørt om før, men han kunne lide det hele.
Vi underviste ham om, hvordan vi kan få svar gennem bøn. Han havde ikke bedt i mere end 30 år, og sidste gang havde været en reciteret bøn i en kirke, da han var barn. Da vi havde talt om svar fra Ånden, spurgte ham om, hvordan Ånden føltes. Eftersom det kan være forskelligt for os alle, fortalte vi begge, hvordan det føltes for os. Jeg fortalte ham, at det for mig føltes som at få et kram af sin mor, når man ikke har set hende længe. Jeg følte mig tilskyndet til at love ham, at han ville føle det samme, en følelse af at få et kram af sin mor, som han mistet for lang, lang tid siden.
Vi spurgte, om vi måtte bede med ham. Han blev helt forvirret og sagde: »Nu? Her i parken?«
»Vi kan bede når som helst og hvor som helst,« sagde jeg til ham. »Gud vil gerne høre fra os, og han er særlig ivrig efter at høre fra dig, fordi det er så længe siden, at han hørte fra dig sidst.«
Han havde aldrig før hørt en bøn, der ikke var en, man havde lært udenad, så han var ret interesseret i at se, hvordan det virkede. Vi bøjede vores hoved, og min makker bad en bøn for vores nye ven, Alfio. Han bad Herren om at velsigne, hjælpe og trøste ham. Han bad om, at Alfio måtte føle et svar på, at hans familie havde det godt, og at Gud vitterligt lever. Vi afsluttede vores bøn, og Alfio så på os med store øjne.
»Jeg er nødt til at fortælle jer noget,« sagde han. »Jeg er ikke et menneske, der lyver, især ikke om noget som dette. Jeg har det som om, jeg lige har fået et stort knus af min mor. Sådan er jeg ikke blevet krammet af nogen i meget lang tid. Det føltes så dejligt. Jeg vil gerne vide, hvordan jeg kan føle det igen, for jeg vil gerne have flere kram som dette.«
Vi mødtes igen næste dag. Alfio satte sig ved siden af os på den samme bænk og sagde: »Ældster, hele mit liv har jeg gået omkring med hætten trukket op over hovedet og hovedet bøjet og kigget ned i jorden. Jeg har aldrig gået med oprejst hoved. Lige siden vi bad, har jeg gået omkring med opløftet pande, og jeg ser på alt. Verden er smuk.«
Det er vel overflødigt at nævne, at vi fortsatte med at arbejde på at skaffe flere kram, mere lys og opløftet pande til Alfio. Den skræmmende mand på bænken, der lignede en, der ville hade os, var i virkeligheden blot en sørgende sjæl, der længtes efter at føle sin himmelske Faders kærlighed igen.