Pionerer i hvert et land
»Det vældige rige«
Kirkens vækst i Rusland
Russiske sidste dages hellige har bygget på en grundvold af profeti i etableringen af Kirken i deres land.
Sidste dages hellige i Rusland nåede en vigtig milepæl i 2011, da den første stav i deres land blev organiseret i Moskva. Flere end et tusinde kirkemedlemmer, missionærer og venner havde samlet sig i begejstring for at opretholde deres nye ledere og for at udtrykke taknemlighed over, at deres hovedstad nu kunne tælles blandt Zions stave, der er spredt over hele verden. Forventningen voksede, idet Jakov Boyko blev kaldet og opretholdt som stavspræsident, med Vladimir Astashov og Viktor Kremenchuk som sine rådgivere.
Der herskede en følelsesladet stemning blandt forsamlingen, da Vyacheslav Protopopov blev præsenteret som stavspatriark, den første russiske patriark i Rusland. Hænderne skød i vejret, da hans navn blev læst op til opretholdelse, og nogle begyndte næsten at klappe af glæde. For første gang modtog russiske præstedømmeledere samme nøgler og myndighed, som sidste dages hellige i stave andre steder i verden har glæde af. Et nyt kapitel i Kirkens historie i Rusland begyndte, da Kirkens lederskab i Moskva nu lå solidt i russiske hænder.
Profeti
Optakten til denne betydningsfulde dag i Kirkens historie i Rusland kan spores tilbage til genoprettelsens tidligste dage. I 1843 kaldte profeten Joseph Smith ældste Orson Hyde fra De Tolv Apostles Kvorum og George J. Adams på en mission til Rusland »for at præsentere evangeliets fylde til folket i det mægtige rige, og til dette er knyttet nogle af de vigtigste ting vedrørende fremgangen og opbyggelsen af Guds rige i de sidste dage, som på dette tidspunkt ikke kan forklares.«1 Profetens martyrium i 1844 afbrød dog planerne om at fuldføre missionen, og profetens plan vedrørende evangeliets skæbne i »det mægtige rige« forblev uopfyldt.2
Forberedelse
Til trods for de 168 år der gik fra den første missionskaldelse og til oprettelsen af Ruslands første stav, har mange sidste dages hellige med forskellig baggrunde bidraget til at forberede forkyndelsen af evangeliet til det russiske folk. I 1895 ankom den svenske missionær August Höglund til Skt. Petersborg for at undervise Johan Lindlöf, der havde korresponderet med Den Skandinaviske Mission og spurgt efter missionærerne, efter at have lært om Kirken i sit hjemland, Finland. To dage efter at have mødt ældste Höglund og talt med ham natten igennem, bad Johan og hans hustru, Alma, om at blive døbt. Den 11. juni 1895 gik ældste Höglund med dem ned til bredden af Nevafloden. Da de ikke kunne finde et roligt og ugeneret sted til dåben, knælede gruppen i bøn for at bede om Herrens hjælp. På mirakuløs vis begyndte bådene og menneskerne at forlade området. Efter dåben sagde søster Lindlöf: »Jeg er så glad! Jeg ved, at Herren har tilgivet mig.«3 Johan og Alma blev derved de første nyomvendte, der blev døbt i Rusland.
På baggrund af familien Lindlöfs konvertering og det russiske styres planlagte sociale reformer, begyndte ældste Francis M. Lyman (1840-1916) fra De Tolv Apostles Kvorum flere år senere at lægge planer for at sende missionærer til det russiske rige. I 1903 rejste ældste Lyman, som præsident for den europæiske mission, til det russiske rige og indviede landet til forkyndelse af evangeliet. Han bad i Skt. Petersborg og i Moskva den 6. og 9. august og bad Herren om at velsigne landets ledere og de mange mennesker i riget, »i hvis årer Israels blod løber«.4 Han bad også til, at »de oprigtiges og ærliges hjerte måtte vendes til at søge efter sandheden, og bad Herren om at sende tjenere fyldt med visdom og tro til at forkynde evangeliet til russerne på deres eget sprog.«5
Ældste Lyman sendte missionæren Mikhail Markov til Riga i Letland – dengang en del af det russiske rige – og skrev til Kirkens hovedsæde og udtrykte sit håb om, at der snarligt måtte kaldes missionærer til Rusland. Kirkens ledere i Salt Lake City mente dog, at der var brug for mere omhyggelig overvejelse, inden man sendte missionærer til Rusland, hvor det var ulovligt at forkynde noget, der stred mod den russiske ortodoksi. Bror Markov forlod kort tid efter Riga efter ordrer fra lokale embedsmænd.6 Med tiden blev de sociale og politiske spændinger forværret af presset af 1. verdenskrig, og der fulgte en række af revolutioner og en borgerkrig, der opslugte Rusland i vold. Dannelsen af Sovjetunionen og senere den kolde krig gjorde det umuligt at sende missionærer til Rusland.
Men selv under den sovjetiske periode fortsatte sidste dages hellige med at forberede forkyndelsen af det gengivne evangelium i Rusland. En af disse hellige var Andre Anastasion, emigrant fra Odessa i Ukraine, der efter sin dåb i 1918 var begyndt at oversætte Mormons Bog til russisk. Efter at have besøgt Moskva i 1970, skrev Andre: »To gange i nat stod jeg på Den Røde Plads og tryglede Herren om at åbne vejen for, at evangeliet kunne bringes til det russiske folk, som jeg så overalt i store mængder, fattigt klædt, triste og med bøjede hoveder.«7 Den første udgave af Mormons Bog på russisk blev trykt i 1981, hvoraf meget af den var baseret på Andres arbejde. Med tiden tog mange russere imod budskabet om Mormons Bog og blev derved pionerer i deres eget land, der hjalp til at opfylde de håb og bønner, andre havde haft og bedt for dem.
Pionerer
I 1989 var Juri og Liudmila Terebenin fra Skt. Petersborg (tidligere Leningrad) og deres datter, Anna, på besøg hos venner i Budapest i Ungarn. En ven, der var sidste dages hellig, inviterede dem med i kirke, hvor de følte Ånden og besluttede sig for at mødes med missionærerne. De blev med tiden døbt. Selvom de var de eneste medlemmer af Kirken i Skt. Petersborg, var familien Terebenin ikke alene længe. Medlemmer af Kirken fra Finland forkyndte evangeliet for russere, deriblandt Anton Skripko, som blev den første russer, der blev døbt i Rusland.
På det tidspunkt skete der politiske forandringer i Rusland, og amerikanere, der boede og arbejdede i Moskva, begyndte at række ud til deres russiske venner og bekendte. Dohn Thornton mødte Galina Goncharova i 1989, og religion blev et samtaleemne mellem dem. Bror Thornton erindrede senere: »Da jeg gav [Galina] Mormons Bog og en brochure om Joseph Smith, skete der det mest utrolige. Det var som om, at alt lys i værelset i det øjeblik faldt på bogen. Ånden kom over os, og Galina begyndte at græde.«8 Hun fortalte ham, at hun følte, at bogen kom fra Gud. Galina begyndte at komme i Kirken og blev døbt i juni 1990 og blev den første nyomvendte, der blev døbt i Moskva.
Efterhånden som russere fra Skt. Petersborg, Vyborg, Moskva og andre byer tilsluttede sig Kirken, åbnede der sig et nyt kapitel i Kirkens historie i Rusland. Den 26. april 1990 bad ældste Russell M. Nelson fra De Tolvs Kvorum en bøn til genindvielsen af Rusland i Skt. Petersborg og bekræftede den indvielse, som ældste Lyman næsten et århundrede før havde udført, hvorved han bad Herren skænke folket evangeliets velsignelser.
I foråret 1990 inviterede Tamara Efimova fra Skt. Petersborg missionærerne indenfor i sit hjem, efter at have mødt dem hjemme hos en ven. Hendes far, Vjacheslav Efimov, var til at begynde med skeptisk over for, om disse unge mænd kunne undervise ham i noget nyt om Gud. Han blev dog imponeret over deres evangeliske budskab. Han skrev: »Det gav mig muligheden for at modtage svar på mine egne spørgsmål, og vigtigere endnu, at forstå, at Gud elsker enhver af os – vi er hans børn, og han har givet os en Frelser, sin Søn Jesus Kristus, og enhver af os skal opstå.«9 I juni blev Vyacheslav, Galina (hans hustru) og Tamara døbt. Fra 1995 til 1998 tjente ældste Efimov som Ruslands første russiske missionspræsident.
Vækst
Efter missionærerne kom til Rusland i starten af 1990, voksede Kirken støt og opfyldte derved ældste Lymans indvielsesbønner i 1903 om, at Rusland måtte blive ledt af ledere, der var fyldt med »visdom og tro.« Trofaste russere tog imod ansvaret om at tjene deres venner og naboer. Efterhånden som distrikter blev dannet i mange byer, instruerede, inspirerede og støttede ledere, som Fidrus Khasbiulin, de hellige. Bror Khasbiulin, som tilsluttede sig Kirken i 1994, tjente som den første distriktspræsident i Rostov-na-Donu fra 1995 indtil 1997, hvor han blev som kaldet som præsident for Rostov-distriktet i Rusland. Som distriktspræsident lagde han vægt på styrkelsen af familien, og havde en særlig interesse i at tjene de unge og hjælpe dem til at forberede sig til at tjene på mission og blive gift i templet.10
Templer
Manglen på et tempel i deres eget land forhindrede ikke de russiske sidste dages hellige i at tage del i ordinancerne i Herrens hus. I over 15 år lå det nærmeste tempel i Stockholm i Sverige og i Freiberg i Tyskland, selvom medlemmerne i den østligste del af Rusland fortsat tager til templet i Seoul i Korea. Udfordringer med visa, den lange distance og rejseomkostningerne gør ikke tempelbesøgene til en hyppig oplevelse.
I december 1991 blev Andrej og Marina Semionov fra Vyborg den første russiske familie, der blev beseglet i templet. Bror Semionov fortalte: »Vi fik en særlig glæde i vores liv, efter vi blev beseglet for tid og al evighed i templet i Stockholm.«11 I flere år ledsagede han alle grupper fra Rusland, som tog til templet i Sverige.
Senere begyndte missionsledere at organisere grupper, der kunne tage rejsen. Den første gruppe fra Moskva rejste til Stokholm i september 1993. Disse besøg til templet blev højdepunkter for de hengivne russiske medlemmer over hele landet.
Familien Vershinin fra Nizhniy Novgorod besøgte for første gang templet i Stockholm i 2000. Efter at Sergej, Vera og deres datter Irina var rejst til Skt. Petersborg, tilsluttede de sig en gruppe af russiske sidste dages hellige fra forskellige byer og rejste i bus og med færge for at komme til templet. I templet tog Irina del i dåb for de døde og blev beseglet til sine forældre. »Rejsen gav os vidnesbyrd og mange velsignelser,« mindes hun. »Det var små vidnesbyrd, der blev modtaget personligt af hver enkelt person. Men som et hele hjalp de os og satte skub i en videre åndelige udvikling.«12
Endelig kom der et tempel nærmere Rusland, da præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) indviede templet i Helsinki i 2006. I 2010 jublede sidste dages hellige over hele Rusland, da præsident Thomas S. Monson indviede templet i Kijev i Ukraine, det første tempel i det tidligere Sovjetunionen, og gjorde derved templets velsignelser mere tilgængelige for de trofaste russiske sidste dages hellige.
En russisk kirke
Indvielsen af templet i Ukraine styrkede håbet om Kirkens fremtid i Rusland hos de russiske medlemmer. Efter indvielsen sagde Vladimir Kabanovy fra Moskva, at »Kirken fortsat vil vokse – jeg ser Zions stave for mig her i Rusland.«13 Mindre end et år senere blev dette en realitet, da ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum organiserede Moskva Stav. Det følgende år i september 2012 organiserede ældste Nelson endnu en stav, denne gang i Skt. Petersborg.
Selvom disse begivenheder repræsenterer kulminationen på 20 års tjeneste og fremdrift blandt de russiske sidste dages hellige, er dette blot begyndelsen på et nyt kapitel i Kirkens historie i deres land. Efter at have besøgt de hellige i Det Østeuropæiske Område (hvilket omfatter Rusland) i juni 2012, bar ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum vidnesbyrd om, at Herren leder sit værk her: »Hans Ånd ruger over dette område. Vi vil se ting, som vi aldrig havde forestillet os.«14 Efterhånden som de russiske, sidste dages hellige pionerer fortsætter deres tjeneste, efterlever og favner Jesu Kristi evangelium og har fokus på templet, vil der blive oprettet flere stave, og Kirken vil fortsat udvikle sig i deres land. Det kan være, at opfyldelsen af dette er det, som profeten Joseph Smith så for Guds rige i de sidste dage i dette mægtige land.