Mit budskab fra vor himmelske Fader

Terumi Tuckett (med Jill Campbell), Japan

Da jeg var nygift og meget nyt medlem af Kirken, flyttede min mand og jeg til England. Selvom jeg havde haft engelsk i skolen, gjorde min kraftige japanske accent mit engelske svært at forstå, og den britiske accent var svær for mig at tyde.

Min mand og jeg var medlemmer af Kirken, men vi var ikke fuldt ud omvendt, da vi blev gift. Vi gik altid hjem efter nadvermødet i stedet for at blive til de resterende møder. Vi ønskede ikke at modtage nogen kirkekaldelser.

For at hjælpe mig til at blive mere involveret i Kirkens aktiviteter, ringede en leder i Hjælpeforeningen en dag til mig og spurgte, om jeg ville fortælle lidt om mig selv til den kommende inspirationsaften i Hjælpeforeningen. Jeg indvilligede i at deltage, men på grund af mit begrænsede engelsk, havde jeg ikke forstået, at jeg skulle tage lidt ting med, som skulle fremvises.

Da jeg kom til mødet, fornemmede jeg straks, hvad man havde forventet af mig. Der stod tre borde med dug og blomster på dem. Der var et banner, hvor der stod »Lær søstrene at kende«. Et af bordene var mærket »Søster Tuckett«. Men jeg havde ikke taget noget med, som jeg kunne sætte på mit bord. Jeg prøvede at skjule tårerne, der vældede op i mine øjne.

Jeg var allerede ked af det, når jeg var til nadvermøde, fordi jeg ikke kunne forstå alt, hvad der blev sagt. Jeg tænkte tit: »Hvorfor er jeg her?« Da jeg så kom til dette hjælpeforeningsmøde og indså min fejl, følte jeg, at jeg ikke ville komme i kirke mere. Jeg ønskede, at jeg bare kunne forsvinde, men jeg måtte fortælle lederen af Hjælpeforeningen, at jeg ikke var forberedt.

»Undskyld,« sagde jeg. »Jeg forstod det ikke, og jeg har ikke noget, som jeg kan sætte på mit bord.«

Hun så på mig med det venligste udtryk og sagde: »Det gør ikke noget – jeg er bare glad for, at du er her.« Og så gav hun mig et kram.

Jeg følte mig trøstet, og Ånden fortalte mig, at det, hun havde sagt, var et budskab fra vor himmelske Fader – at han elsker mig og var glad for, at jeg var der. Jeg forstod ikke særlig godt engelsk, men Ånden hjalp mig til at forstå hendes budskab.

På grund af denne følelse ændrede jeg straks mening. Jeg sagde til mig selv: »Hvis vor himmelske Fader elsker mig så højt og ønsker, at jeg skal komme i kirke, så gør jeg det, lige meget hvor svært det er.«

Fra da af kom min mand og jeg til hvert eneste kirkemøde. Jeg var også fast besluttet på at lære engelsk. Gradvist forstod jeg mere engelsk og lærte at tale det.

Jeg er taknemlig for søsteren, som afleverede et budskab fra vor himmelske Fader i det kritiske øjeblik i mit liv. Nu 15 år senere tjener jeg i distriktspræsidentskabet i Hjælpeforeningen i et engelsktalende distrikt i Japan, og jeg er oplært i Kirken til at tolke.