Halvandet minut i regnen

Jason Bosen, Utah, USA

Da jeg voksede op, var jeg ikke en, man skulle være bekymret for. Jeg havde været aktiv i Kirken hele mit liv. Jeg havde været præsident i mine præstedømmekvorummer og seminarklasser. Jeg var med på hver eneste ungdomskonference, tempeltur, spejderaktivitet og GUF-aften. Jeg havde også et vidnesbyrd om evangeliet. Men da jeg blev medlem af præsternes kvorum, kæmpede jeg uden, at nogen vidste det. For jeg var jo en, man ikke skulle være bekymret for.

I de første par uger og måneder i kvorummet, gjorde jeg det, jeg altid gjorde: Jeg tog i kirke, til GUF og til spejderaktiviteter. Men indvendigt kæmpede jeg en kamp. Jeg følte ikke, at jeg var del af gruppen, eller at de andre unge mænd ønskede mig der. Jeg ville så gerne høre til.

Som tiden gik, overvejede jeg, om jeg overhovedet ønskede at være en del af kvorummet. Men jeg forblev aktiv, led i det stille og håbede på, at noget eller nogen ville få mig til at føle mig velkommen.

Min far og jeg var lige blevet færdige med at sætte min første bil i stand, en smuk Ford Mustang fra 1967. Bror Stay, min præsident i Unge Mænd, spurgte til den engang imellem. Jeg troede, at hans spørgsmål var udtryk for hans interesse i veteranbiler – ikke i en ung mand.

Alt dette ændrede sig en regnvejrsaften efter GUF. På grund af regnen kørte bror Stay os alle hjem fra kirke, og satte mig af til sidst. Da han så min blå Mustang i indkørslen, spurgte han igen til den. Jeg tilbød at vise ham motoren, som jeg havde brugt timer og timer på at reparere.

Bror Stay vidste meget lidt om biler, og hans hustru og lille søn ventede på ham derhjemme. Men der stod han dog i mørket og regnen og så på en motor, som man knap nok kunne se. Det var i det øjeblik, at det gik op for mig, at han ikke gjorde det for at se på en veteranbil – han gjorde det, fordi han holdt af mig.

Takket være det halvandet minut i regnen, fandt jeg, hvad jeg søgte. Jeg følte mig endelig velkommen. Mine stille bønner var blevet besvaret.

Siden da har jeg været i templet, tjent på mission, dimitteret fra universitetet og forsøgt at holde mine pagter. Bror Stay husker måske ikke det øjeblik, men jeg glemmer det aldrig.

Vi har alle udfordringer, men vi kan alle finde halvandet minut ekstra hver dag til at vise kærlighed til et af Guds børn. Det kan gøre hele forskellen – selv for den, som vi tror, vi ikke behøver bekymre os om.