2014
Opbyg åndelig styrke i præstedømmekvorummerne
Februar 2014


Opbyg åndelig styrke i præstedømmekvorummerne

Billede
Ældste Ronald A. Rasband

Herren har velsignet os med præstedømmekvorummer for at lære os at have »[vore] hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til anden«.

For nogen tid siden tjente ældste Paul V. Johnson fra De Halvfjerds, sammen med sin hustru, i områdepræsidentskabet i Chile. En fredag skulle han rejse ca. 1.500 km fra deres hjem i Santiago for at omorganisere et stavspræsidentskab.

Da han nåede sin destination fredag aften, modtog han et opkald om, at hans hustru var kommet på hospitalet. Da han talte med søster Johnson, forklarede hun, at hun var faldet ned ad nogle trapper og havde splintret sin knæskal. Hun forsikrede ham om, at der blev passet godt på hende, og at hun ikke skulle opereres før mandag eller tirsdag. Hun opmuntrede ham derfor til at fuldføre sin opgave om at omorganisere staven og lede stavskonferencen.

Beroliget af hendes ord sendte ældste Johnson straks en e-mail til sin kvorumsleder i Salt Lake City for at informere om situationen. Han lagde derefter planer for at fortsætte sin opgave. Man kan lære en lektie ved at se på hans reaktion: Først informerede han sin kvorumsleder om situationen, og dernæst gik han videre med sin opgave.

De Halvfjerds kvorummer er organiseret på en sådan måde, at hvert medlem har en bestemt forvaltning over andre, heriblandt kærlig omsorg over for emeritusmedlemmer af kvorummet. På grund af opgaver rundt om i verden, kan kvorumsmedlemmer normalt ikke besøge hinanden personligt, men de bevarer dog kontakten gennem telefonopringninger, mail, sms’er og andre elektroniske midler. Hvert medlem bliver bedt om at give sin kvorumsleder øjeblikkelig besked, når der sker ændringer i hans personlige eller familiære situation, hvilket var præcist det, som ældste Johnson gjorde.

I ældste Johnsons tilfælde var hans præstedømmeleder ældste Claudio R.M. Costa. Han tjente på det tidspunkt som medlem af De Halvfjerds’ Præsidium. Ældste Costa ringede til ældste Johnson den næste morgen, mens ældste Johnson var i gang med at interviewe lokale ledere. Ældste Costa følte, at ældste Johnson skulle vende hjem, men lyttede omhyggeligt, mens ældste Johnson forklarede, hvorfor han følte, at hans hustru var i god behold, og at han godt kunne færdiggøre omorganiseringen af staven. Ældste Costa bad ældste Johnson om at fortsætte, mens han selv fulgte op på nogle ting.

Omkring to timer senere ringede ældste Costa til ældste Johnson og fortalte ham, at han havde talt med kvorumslederne om situationen, og at de følte, at han behøvede at være sammen med søster Johnson. Ældste Johnson blev informeret om, at der lå en flybillet til ham i lufthavnen, og at ældste Carlos H. Amado var på vej for at færdiggøre omorganiseringen af stavspræsidentskabet.

Da ældste Johnson nåede frem til hospitalet, fandt han sin hustru i stærke smerter. Det gjorde det ikke nemmere for hende, at hun ikke talte samme sprog som personalet, der var omkring hende. Hun havde brug for sin mand. Hans kvorumslederes inspirerede, broderlige omsorg havde bragt ældste Johnson tilbage ved hendes side.

»Jeg føler, at dette kvorum tager sig af mig,« sagde ældste Johnson, »og der ligger meget tro og energi bag den omsorg. Jeg føler mig virkelig som del af et kvorum. Jeg tror, at hvis jeg nogensinde blev kaldet til et præsidentskab for ældsternes kvorum, ville jeg være en bedre præsident på grund af min erfaring med dette kvorum.«

Det er jeg enig i. Sammenholdet og kærligheden, som jeg ser blandt mine brødre, kan tjene som eksempel for alle præstedømmekvorummer. Hvis det mønster blev efterlignet, ville kvorummer og medlemmer i hele Kirken blive rigt velsignet.

Kilden til et kvorums styrke

Der er stor styrke i aronske og melkisedekske præstedømmekvorummer – eller det kan der være! Styrke kommer af en gudgiven myndighed til at handle i Herrens navn, og omfatter de enkelte medlemmers vidnesbyrd, styrke og helhjertede hengivenhed.

Resultatet er storslået: Kvorumsmedlemmer og deres familier bliver åndeligt stærkere, mere trygge og mere effektive Jesu Kristi disciple. Jeg har set denne synergi i funktion, som skaber et forunderligt broderskab uligt noget, der findes uden for Herrens Kirke.

Det minder mig om noget som præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, engang fortalte om. Han sagde: »Jeg har gennem årene lært, at styrken i et kvorum ikke kommer af antallet af præstedømmebærere i det. Det kommer heller ikke automatisk på grund af medlemmernes alder og modenhed. Styrken i et kvorum kommer i høj grad snarere af, hvor fuldkomment dets medlemmer er forenede i retskaffenhed.«1

Når kvorumsmedlemmer forener sig i retskaffenhed, flyder himlens kræfter uhindret ind i deres liv og forstørres i den tjeneste, de yder hinanden, deres familier, Kirken og de samfund, hvori de bor.

For 76 år siden definerede ældste Stephen L. Richards, der dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, et kvorum som »for det første en klasse, for det andet et broderskab og for det tredje en tjeneste-enhed.«2 Denne klassiske definition bliver i høj grad udvist af Halvfjerdsernes kvorummer.

Kvorummet som en klasse

Hver uge mødes medlemmerne af De Halvfjerds, som bor i Salt Lake Cityområdet, til et kvorumsmøde i Kirkens hovedsæde. Der skiftes de til at undervise hinanden i Kirkens lærdomme, skikke og retningslinjer i overensstemmelse med afsnit 88 i Lære og Pagter: »Udvælg en lærer blandt jer, og lad ikke alle være talsmænd på én gang, men lad én tale ad gangen, og lad alle lytte til hans ord, så at alle, når alle har talt, må være blevet opbygget af alle« (L&P 88:122).

Disse møder er skattede oplevelser, hvor man finder inspiration og styrkelse af broderskabet. Disse møder præges af en ånd af kammeratskab og af gensidig støtte og kærlighed. Eftersom ikke alle medlemmer af De Halvfjerds kan være til stede, optages møderne og gøres tilgængelige på internettet for de medlemmer, der tjener langt væk fra Kirkens hovedsæde.

Min kvorumsbror ældste Don R. Clarke beskriver disse møder som »et åndeligt festmåltid af lærdom og anvendelse«. Da han tjente i et internationalt områdepræsidentskab, sagde han: »Vi ser frem til at se videoerne hver uge i vores områdepræsidentskabsmøde. Der er tider, hvor emnet er præcis det, som vi havde brug for at få taget fat på.«

Takket være disse optagelser af kvorumsmøderne og den kærlige omsorg, som De Halvfjerds og deres familier føler fra Kirkens ledere og deres kvorumsbrødre, »føler vi os aldrig isoleret,« har ældste Kevin R. Duncan sagt. »Uanset, hvor i verden vi tjener, føler vi os aldrig alene.«

Når alle medlemmerne i et kvorum i Det Aronske eller Melkisedekske Præstedømme er inkluderet, udvikles en styrke og en broderskabsånd efterhånden som kvorumsmedlemmerne underviser hinanden og deler en mangfoldighed af indsigt. Mange kvorummer har mange lærere, hvilket er god praksis.

Kvorumsledere i hele Kirken kan følge De Halvfjerds’ eksempel. Find ud af at inkludere dem, der ikke kan tage del i kvorumsmøderne. Forestil jer, hvilken påvirkning en telefonopringning kan have på en højpræst, som ikke kan forlade hjemmet eller som bor på plejehjem. Vil han ikke påskønne en telefonopringning fra sin kvorumsbror, der kan fortælle, hvad der blev drøftet ved deres kvorumsmøde? Teknologi muliggør det nemt.

Kvorummet som et broderskab

Kvorumsmøderne kan også højnes ved dagsordener, der fokuserer på virkelig vigtige anliggender. Alt for ofte optager kvorumsanliggender og bekendtgørelser alt for meget tid, der ville være bedre brugt ved, at man var opmærksom på hinanden og ved at opbygge broderskabet. En effektiv dagsorden i kvorummet kan med fordel have fokus på de tre aspekter, som ældste Richards nævnte i sin definition – klasseundervisning, broderskab og tjeneste.

I vores kvorum giver vi referater og bekendtgørelser via mail. Ved vores præsidentskabsmøder er det første punkt på dagsordnen vore kvorumsmedlemmers velfærd. Vi spørger til hvem, der er i nød. Vi beder ved navns nævnelse for kvorummets medlemmer – nuværende og afløste – og for deres børn og børnebørn. Ofte tilpasses dagsordenen drøftelsen af, hvad vi kan gøre for at hjælpe.

Kvorumsanliggender og tjenesteopgaver kræver opmærksomhed, men vise kvorumsledere bruger mindre tid på aftaler og bekendtgørelser (send dem pr. mail eller uddel dem på skrift) og mere tid på lærdom, opbyggelse af broderskabet og på, hvorledes kvorummet kan række ud til andre.

Som broderskaber har præstedømmekvorummer ingen lige i verden. For mange år siden forklarede præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, at »når en mand i gamle dage blev udpeget til en udvalgt gruppe, blev hans udnævnelse altid skrevet på latin og angav i hovedtrækkene denne organisations ansvar, samt hvem der skulle være medlemmer, og indeholdt uvægerligt ordene: ›Quorum vos unum‹, der betyder ›af hvilken vi ønsker, at du skal være én‹«.3

Intet knytter menneskers hjerter bedre sammen end Guds Ånd. Under Åndens indflydelse, opmuntret af kvorumsmedlemmernes retskaffenhed og af en ånd af gensidig omsorg, kan kvorummerne blive en kilde til stor åndelig styrke for dets medlemmer og deres familier, såvel som for dem, de tjener.

Ydermere er social omgang vigtig. Et stærkt kvorum mødes lejlighedsvis til sociale aktiviteter, der giver kvorumsmedlemmer og deres familier mulighed for at samles på en afslappet og hyggelig måde. Selskabelighed er en vigtig del af at opbygge og bevare broderskab.

Kvorummet som en tjenesteenhed

På mange måder er det broderskabet, der er drivkraften bag den tjeneste, som kvorummer yder. Præstedømmekvorummer kan udføre mirakler, når de arbejder sammen i en ånd af broderskab og kærlighed.

Jeg tænker igen på ældste Paul og søster Jill Johnson. De har oplevet en del alvorlige udfordringer i deres familie. De har en datter og et ungt barnebarn, som har kæmpet med kræft. I begge tilfælde gjorde ældste Johnsons kvorumsmedlemmers bønner og faste en mirakuløs forskel.

Kirken og de samfund, hvori Kirkens enheder eksisterer, velsignes gang på gang på grund af præstedømmekvorummernes trofaste tjeneste. Den tjeneste bliver kraftfuld, når kvorummets medlemmer forener deres styrke i retskaffen, kristuslignende kærlighed.

Jeg har ofte set, at styrke og kærlighed kommer på bekostning af et offer, som for en stor del ydes af hustruerne til De Halvfjerds. For mange år siden besøgte jeg ældste Claudio og søster Margareth Costa, mens de tjente i Bogotá i Colombia. En aften efter aftensmaden talte Costa-parret med et af deres børnebørn via en videosamtale over internettet. Som ældste Costa oversatte for mig, fandt jeg ud af, at børnebørnene omtalte søster Costa som »Computerbedstemor«. Ved slutningen af samtalen krammede de to børnebørn, på 2 og 4 år, computerskærmen og gav derved søster Costa et knus. Søster Costa fortalte mig senere, at disse børnebørn troede, at hun og ældste Costa boede indeni computeren.

Det er særlig svært for mødre og bedstemødre ikke at kunne være tættere på til vigtige begivenheder. De tjener imidlertid, fordi de elsker Herren, og fordi de føler sig inddraget i deres mands kaldelse.

»Vore hustruer yder et vigtigt bidrag på mange måder,« konstaterer ældste Duncan. »Ikke blot støtter de deres mænd med de tunge ansvar, de bærer, men de har også gensidig kontakt med medlemmerne og lederne over hele verden. Vore hustruer er sande eksempler på en opmuntrende hengivenhed.«

Den form for enighed blandt De Halvfjerds og deres hustruer rummer stor styrke. Jeg kan huske, at jeg var på en opgave i Japan og rejste fra by til by sammen med ældste Yoon Hwan og søster Bon Choi, der på det tidspunkt tjente i områdepræsidentskabet for Nordasien. Jeg kendte til et problem i deres hjemland Korea, og bragte det på bane. Efter at have presset søster Choi lidt, fortalte hun mig, hvor alvorlig situationen var. Hun kom så med forslag, der viste sig at være til stor hjælp, så vi kunne finde en løsning.

Præsident Thomas S. Monson har påmindet os: »Brødre, verden har brug for jeres hjælp. Der er fødder, der skal støttes, hænder, der skal holdes, sind, der skal opmuntres, hjerter, der skal inspireres, og sjæle, der skal frelses. Evighedens velsignelser venter jer. Det er jeres privilegium ikke blot at være tilskuere, men deltagere på præstedømmetjenestens scene.«4

Sandt broderskab er i sandhed en målestok for guddommelighed. Jo tættere vi kommer på det ideal, jo tættere kommer vi på det guddommelige. Faderen, Sønnen og Helligånden er så forenede i kærlighed, åndelig styrke og kundskab, at skrifterne omtaler dem som værende et (se Joh 17:21-23; 2 Ne 31:21; 3 Ne 11:27, 36). Herren har velsignet os med præstedømmekvorummer for at hjælpe med at undervise i den slags enighed, der så hengivent beskrives i Mosijas bog: [De] »havde deres hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden« (Mosi 18:21).

Det er min bøn, at hver kvorumsleder og hvert medlem vil række ud til hver bror og kende til hans og hans families behov. Udpeg en bestemt søndag hver måned ved kvorumsmøderne til bønsomt at drøfte, hvad der kan hjælpe jer til at opfylde denne vigtige opgave. Med kendskab til behovene kan kvorumsmedlemmerne finde måder at velsigne andre på og trække på himlens kræfter, og derved vokse i åndelig styrke i præstedømmekvorummerne.

Noter

  1. Henry B. Eyring, »Et præstedømmekvorum”, Liahona, nov. 2006, s. 43.

  2. Stephen L Richards, i Conference Report, okt. 1938, s. 118.

  3. Boyd K. Packer, »Kvorummet«, i Et kongeligt præstedømme, En personlig studievejledning for Det Melkisedekske Præstedømmes kvorummer, 1975-1976, s. 160.

  4. Thomas S. Monson, »Til undsætning«, Liahona, juli 2001, s. 57.