Jeg forsvarede min tro
Karlina Peterson, Idaho, USA
Under mit første år på universitetet, indså jeg, at min tilværelse som studerende ikke længere ville være så beskyttet som før. Ej heller ville det, jeg holdt kært, blive accepteret.
Jeg opdagede, at jeg virkelig skilte mig ud, når jeg takkede nej til at tage del i aktiviteter, som jeg vidste ville skade mig fysisk eller skade mit forhold til vor himmelske Fader. Jeg frygtede dog kritik for at være medlem af Kirken, og undgik derfor emnet.
En dag til en forelæsning, anførte underviseren en diskussion om, hvordan unge udvikler sig under konstant diskrimination. En ung kvinde bag mig svarede, at diskussionen fik hende til at tænke på mormonerne. Jeg krøb sammen, for når Kirken blev nævnt i en klasse, blev det normalt efterfulgt af upassende kommentarer.
Da jeg gjorde mig klar til de nedsættende udtalelser, spurgte underviseren, om der var nogen sidste dages hellige i klassen. Jeg blev overrasket over forespørgslen og skannede lokalet og så, at alle andre gjorde det samme. Før jeg kunne nå at tænke mig om, rakte jeg min hånd i vejret fra den behagelige plads på bordet. Jeg hørte et udbrud af hvisken tværs gennem lokalet.
»En,« sagde underviseren. Ordet gav genlyd i mine ører. Efter lang tids stilhed, blev jeg bedt om at svare på diskussionen om, hvorvidt sidste dages hellige er kristne. Det var ikke et fremmed spørgsmål for mig, så jeg var forberedt på at svare.
»Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus [og] vi prædiker om Kristus« (2 Ne 25:26), svarede jeg med selvtillid. »Vi er afgjort kristne.«
Hviskelyden hørte op, men jeg følte, at alle stirrede på mig. Jeg troede, at jeg ville føle mig alene. I stedet følte jeg det som om, at Frelseren havde sat sig ved siden af mig og lagde sin hånd på min. Intet andet betød noget, for jeg var fyldt med glæde, der styrkede mit vidnesbyrd om ham. Jeg havde forsvaret min tro.
Jeg fortalte klassen mere om, hvorfor sidste dages hellige er kristne. Så kom jeg i tanke om, da præsident Thomas S. Monson fortalte om evangeliet under en bustur. Ud fra denne oplevelse opmuntrede han medlemmer til at »være modige og forberedt til at stå fast ved det, vi tror på«.1 Mens jeg tænkte på hans ord, indså jeg, at jeg havde gjort det, jeg havde frygtet mest.
Jeg ved ikke om de ting, jeg sagde, ændrede nogens mening om Kirken, men vi behøver ikke at frygte at stå fast og fortælle om evangeliet – uanset hvor vi er. Selv hvis vi ikke velsigner andre, vil vi altid styrke vores vidnesbyrd og vores forhold til vor himmelske Fader.