Næring af vores nye liv
Ryan Abraham blev døbt ind i Kirken som 14-årig, mens han boede i den bjergrige kystby, Cape Town, i Sydafrika. »Det var en stor velsignelse at tilslutte sig Kirken – det hjalp mig som teenager til at komme gennem disse år,« forklarer han. »Men efter jeg tilsluttede mig Kirken, lærte jeg, at man ikke blot skifter kirke; man skifter også livsstil.«
Ryans rejse har været ligesom mange andre nyomvendtes rejse: Han havde tro på evangeliets sandhed, men mødte den svære udfordring, der ligger i at skulle tilpasse sig en ny kultur med nye forventninger. »Nogle gange spurgte jeg mig selv: ›Kan jeg virkelig klare det?‹« fortæller Ryan. »Når vi efterlever det, vi tror på, kommer der mere kundskab og styrke. Herren former os, som vi aldrig selv ville kunne forme os.«
Denne artikel er en indsamling af vidnesbyrd og oplevelser fra nyomvendte. Vi håber, at du blandt disse syv emner vil finde den opmuntring, du har brug for, til at forblive involveret i Kirken og nære din nye tro, indtil den kan »slå rod, så [den] kan vokse op og frembringe frugt« (Alma 32:37).
Overvindelse af prøvelser
Når vi lever i lyset af det gengivne evangelium, kan vi udholde turbulensen i vores jordiske tilværelse og leve med Gud igen. Vor himmelske Fader venter på at kunne sige til os: »Godt, du gode og tro tjener« (Matt 25:21). Det er hans løfte, og han vil med sikkerhed opfylde det, hvis vi gør vores del.
Elson Carlos Ferreira, døbt i Brasilien i 1982
Når du føler, at du er den eneste, der har udfordringer, kan du standse op og tænke på, hvad Kristus gjorde for dig, og hvordan han led for dig. Han vil altid være der til at hjælpe os med at finde ud af, hvem vi er, og hvem vi er skabt til at være. Han kender os bedre, end vi kender os selv.
Elena Hunt, døbt i Arizona i USA i 2008
Arbejd på det grundlæggende
Jeg har ikke gjort noget usædvanligt for at forblive trofast i Kirken. Jeg har ikke gået 80 km for at komme til nadvermøde eller blevet kastet ind i en brændende ovn. Men at gøre enkle ting regelmæssigt – komme til Kirkens møder, studere skrifterne, bede og tjene i kaldelser – har hjulpet mig til at nære mit vidnesbyrd (se Alma 37:6-7).
Alcenir de Souza, døbt i Brasilien i 1991
Da jeg som 19-årig tilsluttede mig Kirken, var jeg meget begejstret for evangeliet, og det var et vidunderligt eventyr at læse i mine skrifter hver dag.
Men efter et par år som medlem af Kirken, følte jeg mig både fysisk og åndelig træt. Jeg slæbte mig i kirke hver søndag, fik meget lidt ud af møderne og var ivrig efter at komme hjem til en søndagslur.
En samtale med en ven kastede lidt lys over min situation. Jeg evaluerede mine åndelige vaner og fandt ud af, at mine bønner var blevet mindre oprigtige, og mit skriftstudium hver morgen var blevet en pligt – ikke en glæde. Jeg indså, at jeg måtte tilføje noget åndelig næring og motion til min dag.
Jeg begyndte at bede hver morgen inden skriftstudium, og bad specifikt om, at jeg måtte blive vejledt i mit studium. Jeg arbejdede på deltid og havde en pause på et kvarter om morgenen, som jeg brugte på at læse et par sider i Liahona – mit åndelige mellemmåltid. Om aftenen læste jeg opbyggende bøger. Om søndagen læste jeg i hæftet Kirkens præsidenters lærdomme.
Jeg følte en fred hver aften, når jeg gik i seng, fordi jeg havde stillet min åndelige sult i løbet af dagen. Fordi jeg besluttede mig for at følge en åndelig diæt hver dag, er jeg blevet en gladere person, og mit vidnesbyrd er vokset.
Tess Hocking, døbt i Californien i USA i 1976
Ønsker at tage til templet
Fra den første gang jeg lærte om templet, har jeg virkelig gerne villet tage dertil. Jeg lærte, at templet er et sted, hvor vi kan udføre dåb for de døde, blive beseglet som familie og indgå højere pagter med vor himmelske Fader. Jeg har forberedt mig og holdt mig værdig, så jeg kan komme til templet.
Yashinta Wulandari, døbt i Indonesien i 2012
Efter jeg blev døbt, planlagde min kæreste, JP (som allerede var medlem af Kirken), og jeg at blive gift. Men vi udsatte vores bryllupsdag, fordi jeg gerne ville gøre det til en stor højtideligholdelse.
Tirsdag den 12. januar 2010 tog min kæreste og jeg til vores forelæsninger på universitetet. Mens jeg sad ved min computer og ventede på, at universitetslæreren skulle begynde, begyndte bygningen at ryste. Jeg turde ikke løbe udenfor, fordi rystelserne var så voldsomme.
Jeg stillede mig i et hjørne, lukkede mine øjne og bad i hjertet til vor himmelske Fader: »Vær sød at give mig muligheden for at gifte mig med JP i templet.«
Et øjeblik efter standsede rystelserne, og jeg så mig omkring. Jeg kunne intet se, fordi støvet regnede ned. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom ud af lokalet, men endelig kom jeg udenfor. Med tårer i øjnene råbte jeg efter JP.
Jeg fandt hurtig JPs søster. »Han er uskadt!« råbte hun. »Han er ved at prøve at hjælpe nogle andre studerende, som sidder fast under murbrokkerne.«
Jeg er ikke mere speciel end de andre, der ikke undslap, men jeg ved, at vor himmelske Fader besvarede min bøn. JP og jeg blev gift i templet den 6. april 2010, lidt over et år efter min dåb og næsten tre måneder efter jordskælvet. Det var en dag med fred og glæde, som jeg aldrig vil glemme. Vi holdt ikke en stor fest, men jeg syntes, at det var den mest vidunderlige dag.
Marie Marjorie Labbe, døbt i Haiti i 2009
Fortæl om evangeliet
Som nyt medlem af Kirken holder jeg meget af missionering. Enhver kan være missionær. Hver gang du fortæller en anden om evangeliet, forandrer det hans eller hendes liv, men det styrker også dit vidnesbyrd. Mennesker kan se lyset i dine øjne, og de vil gerne vide, hvorfor du har en så vidunderlig ånd. At missionere giver ikke blot mennesker mulighed for at lære om Kirken, men det hjælper dem også til at føle Ånden og få en personlig åndelig oplevelse.
Elena Hunt, døbt i Arizona i USA i 2008
Jeg holder meget af missionering! Tre måneder efter min dåb rejste jeg til Martinique for at tilbringe sommerferien sammen med min familie. Hver eneste dag talte jeg med min bror om Mormons Bog og om evangeliet.
Jeg inviterede ham med i kirke den første søndag, men han takkede nej. Den følgende søndag kom han med mig i kirke. Ved slutningen af møderne virkede han upåvirket, som om han ikke havde oplevet noget særligt i løbet af de tre timer.
Selvom jeg fortsat talte med ham om evangeliet den følgende uge, inviterede jeg ham ikke med i kirke denne gang. Der skete et mirakel lørdag aften: Mens jeg strøg mit søndagstøj til næste dag, lagde jeg mærke til, at han gjorde det samme.
»Hvad laver du?« spurgte jeg.
Han svarede: »Jeg skal med dig i kirke i morgen.«
»Jeg vil ikke tvinge dig til at komme,« sagde jeg.
Men han svarede: »Jeg vil gerne med.«
Efter det fortsatte han med at komme med i kirke hver søndag.
Da jeg var vendt tilbage til Sydfrankrig, hvor jeg gik i skole, fortalte min bror mig over telefonen, at han skulle døbes. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville være der til hans dåb, men at det vigtigste var, at han stadig ville være i Kirken, når jeg vendte tilbage til Martinique.
Et år senere kom jeg på besøg igen. Under nadvermødet bar mit bror et stærkt vidnesbyrd om evangeliets sandhed. Jeg fælder en tåre, når jeg tænker på, at min bror, med hvem jeg har delt de smukkeste øjeblikke i mit liv, også deler Herrens evangelium med mig (se Alma 26:11-16).
Ludovic Christophe Occolier, døbt i Frankrig i 2004
Udfører slægtsforskning
Efter jeg havde modtaget missionærlektionerne, bad jeg om at vide, om evangeliet var sandt. Min elskede bedstefar kom til mig i en drøm og vidnede for mig om dets sandhed. Det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at få en forståelse for mit guddommelige ansvar over for mine forfædre. Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, udtrykte det på denne måde: »Da I blev døbt, så jeres forfædre ned til jer med håb. Efter måske at have ventet i århundreder glædede de sig over at se en af deres efterkommere indgå en pagt om at finde dem og tilbyde dem forløsning …Deres hjerte er knyttet til jeres. Deres håb er i jeres hænder.«1
Steven E. Nabor, døbt i Utah i USA i 1979
Min hustru og jeg var helt knuste, da vores første barn, vores fire måneder gamle datter, Cynthia Marie, døde på grund af komplikationer med en spaltet rygrad. Denne tragedie fik os, to sorgfulde unge forældre, til at søge efter en måde, hvorpå vi kunne være sammen med vores datter igen. Vi var ikke medlemmer af Kirken på det tidspunkt.
En morgen udøste Laura sit hjerte til sin himmelske Fader og tryglede: »Kære Fader, jeg vil gerne være sammen med min datter igen en dag, men jeg ved ikke hvordan. Vær sød at vise mig, hvordan det kan lade sig gøre.«
I det øjeblik bankede det på vores dør. Laura åbnede døren med tårer, der stadig løb hende ned af kinderne. Der stod to missionærer. Med tiden fik både Laura og jeg et vidnesbyrd om sandheden af Mormons Bog og blev døbt.
Laura ville gerne sikre sig, at alle vore familiemedlemmer fik muligheden for at modtage evangeliet. I de første 15 år, der fulgte efter vores dåb, forberedte Laura navne til templet, og sammen tog vi i templet med dem. Efter et stykke tid forværredes Lauras leddegigt sig så meget, at jeg måtte tage alene til templet med navnene.
For tre år siden gik Laura bort, efter at have kæmpet en lang kamp mod leddegigt. Vores søgen efter at være sammen med vores lille pige har bragt templets ordinancer til tusindvis af vore elskede forfædre. Vi har oplevet mange mirakler, mens vi har lavet slægtsforskning og udført tempeltjeneste (se L&P 128:18-22).
Norman Pierce døbt med Laura Pierce i Louisiana i USA i 1965
Deltagelse under søndagsmøderne
At bede i kirken, bidrage med kommentarer under klasserne og tale til nadvermødet kan velsigne både dig og lytterne. Når du taler i Jesu Kristi navn, virker Helligånden gennem dig. Vor himmelske Fader taler ikke kun gennem skrifterne, profeterne og apostlene, men taler også gennem dig for at kunne besvare nogens spørgsmål, styrke nogens svaghed eller lette nogens tvivl.
Da biskoppen bad mig om at bære mit vidnesbyrd til nadvermødet efter min dåb, var jeg meget bange og følte mig utilstrækkelig. Jeg havde aldrig talt foran en forsamling før.
»Er det virkelig nødvendigt?« spurgte jeg biskoppen.
»Ja!« svarede han.
Til nadvermødet vidnede jeg om, at vor himmelske Fader elsker mig, og om, hvordan han besvarede mine bønner ved at hjælpe mig med at finde det gengivne evangelium. Da jeg stod ved talerstolen, følte jeg Helligånden meget stærkt. Jeg følte mig velsignet ved at være medlem af Kristi sande kirke. Mit hjerte var fyldt af glæde og fred. Vor himmelske Fader vendte frygten for at tale til en smuk oplevelse.
Den følgende måned fik jeg mulighed for at holde tale til nadvermødet. Jeg var igen bange – hvordan kunne jeg lære dem, der vidste mere om evangeliet, noget? Men jeg bad til, at Helligånden ville hjælpe mig til at tale. Igen følte jeg Åndens påvirkning, og jeg modtog en tilskyndelse om, at vor himmelske Fader var tilfreds med min dåb, og at mine synder var tilgivet.
Jeg ved af erfaring, at jeg er et værdifuldt barn af Gud, og at han elsker mig. At holde tale til nadvermødet var en værdifuld mulighed for mig til at tjene Gud ved at vidne om, at Jesus Kristus har gengivet sin kirke på jorden.
Pamella Sari, døbt i Indonesien i 2012
Tjeneste i Kirken
En kirkekaldelse hjælper dig til at lære evangeliet at kende og giver dig et ansvar, der får dig i kirke, og hjælper dig til at tjene andre, selv når du kæmper.
Su’e Tervola, døbt i Hawaii i USA i 2008
Besøgsundervisning og hjemmeundervisning åbner mulighed for at føle og se sand kristuslignende medfølelse. Besøgene giver dig oplevelser med ydmyghed og kærlighed, som kan forandre dig for evigt. Som vor himmelske Faders børn er der brug for vores hjælp til at sprede venlige handlinger i hans vingård.2
Cheryl Allen, døbt i Michigan i USA i 1980
Kort tid efter min dåb kaldte grenspræsidenten mig som præsident for Unge Mænd. Det var skønt at være sammen med de unge og hjælpe dem til at lære om evangeliet. Samtidig med at jeg underviste, lærte jeg også selv noget. Dette var den første kaldelse i en række af kaldelser, som jeg modtog. I hvert eneste af mine ansvar følte jeg glæde og behag ved de nye udfordringer. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Husk på, at den, som Herren kalder, gør Herren egnet.«3 Jeg måtte med ydmyghed have tillid til og tro på, at jeg ville have evnerne. Og på mindre end seks måneder som medlem, fik jeg den store mulighed for at blive bekendt med Kirkens programmer.
Germano Lopes, døbt i Brasilien i 2004