Hvem vil gerne bede?

Jarrel M., Filippinerne

På min mission underviste jeg og min missionærkammerat en familie med flere børn. Under et af vore planlægningsmøder talte og bad vi om, hvilken lektion vi næste gang skulle undervise børnene i, og vi blev enige om at undervise om bøn.

Da vi kom på besøg, var bedstemoderen og børnene meget begejstrede. Vi begyndte lektionen med en bøn. Børnene var stille og klar til at lytte. Vi forklarede dem, hvordan og hvorfor man beder. Ved slutningen af lektionen spurgte vi dem: »Hvem vil gerne bede afslutningsbønnen?« De ville alle gerne bede! Vi lavede derfor et lille skema til dem, så de alle kunne skiftes til at bede en bøn, når vi kom for at give en lektion. Vi opfordrede dem også til at bede, når vi ikke var der.

Efter denne lektion tænkte jeg: »Hvorfor finder små børn det nemt at bede, når vore ældre undersøgere har svært ved det?« Jeg fandt et svar i Bible Dictionary: »Så snart vi erkender det sande forhold, som vi står i over for Gud (nemlig at Gud er vor Fader, og vi er hans børn), så bliver bønnen straks naturlig og instinktiv for vores vedkommende (Matt 7:7-11). Mange af vanskelighederne ved bøn kommer, når man glemmer dette forhold« (»Prayer«; se også Guide til Skrifterne, »Bøn«, scriptures.lds.org).

Fra da af forsøgte jeg at hjælpe mennesker til at forstå deres egentlige forhold til vor Fader i himlen. Vor Fader i himlen ønsker at tale med sine børn, præcis som vore jordiske forældre gerne vil tale med os. Han elsker os, han ønsker at tale til os, og han ønsker, at vi skal tale til ham.