2014
Mamá Sefis rejse til templet
Januar 2014


Mamá Sefis rejse til templet

Betty Ventura, Utah, USA

En dag, hvor jeg sad på missionskontoret i Mexico tilbage i 1940’erne, kom der en søster fra den lille by Ozumba, der ligger for foden af Popocatépetl, en aktiv vulkan, der ligger ca. 70 km sydøst for Mexico City. Vi kendte hende alle. Hendes navn var Mamá Sefi.

Fuldtidsmissionærerne boede i hendes lille hjem, der var bygget af soltørrede mursten, hvor hun havde holdt et værelse kun til dem. Mamá Sefi, der ikke var mere end 1,5 m høj, tjente sine penge ved at sælge frugt på markedspladsen i de forskellige byer, der lå omkring Ozumba. Hver eneste by havde forskellige markedsdage, og hun tog til hvert eneste marked for at sælge sine frugter.

Den dag kom hun ind på missionskontoret med en stor melpose. Den var fyldt med tostones, halv-peso sølvmønter, som hun havde sparet op igennem årene. Nogle af mønterne stammede fra Porfirio Díaz’ dage, som styrede Mexico fra 1884-1911. Mamá Sefi var rejst med bus fra Ozumba til missionshjemmet med sin pengepose. Hun fortalte præsident Arwell L. Pierce, at hun havde sparet op i mange år, så hun kunne rejse til templet i Salt Lake City og modtage sin begavelse.

Hun fik tilladelse til at rejse udenlands, en missionær lånte hende sin kuffert, og vi fulgte hende til toget. Præsident Pierce ringede til en person i El Paso i Texas, som kunne møde Mamá Sefi ved toget ved den amerikanske grænse og følge hende til bussen mod Salt Lake City. Medlemmer i den spanske gren i Salt Lake City skulle møde hende ved bussen og tage sig af hendes logi og hjælpe hende i templet.

Et par uger senere vendte Mamá Sefi tilbage til Mexico City og derpå hjem til Ozumba. Hun havde klaret den lange rejse i sikkerhed. Hun begyndte igen at sælge frugt på markedspladserne.

Mamá Sefi talte ikke engelsk, så vi spurgte hende, hvordan hun havde kunnet bestille mad under busturen fra El Paso til Salt Lake City—en tur, der varede flere dage. Hun fortalte, at der var nogen, der havde lært hende at sige »æbletærte« på engelsk, så hver eneste gang bussen gjorde ophold til måltider, bestilte hun æbletærte.

Fordi det var de eneste ord, hun kendte på engelsk, levede hun af æbletærte under hele busturen – både ud og hjem. Men det havde Mamá Sefi ikke noget imod. I stedet vendte hun taknemlig og strålende tilbage fra sin oplevelse i templet.