Oprigtig og trofast
Inspiration fra Joseph Fielding Smiths liv og lærdomme
Note: Forfatterens mor, Naomi Smith Brewster, blev født det år, hvor Joseph Fielding Smith blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum. Hun er andet barn af Ethel Georgina Smith, som præsident Smith giftede sig med efter sin første hustrus død.
»Lad os altid være oprigtige og trofaste med et ønske om at holde Herrens befalinger og ære ham og huske de pagter, vi har indgået med ham.«
Da den 33-årige Joseph Fielding Smith trådte ind i Tabernaklet i Salt Lake City den 6. april 1910 for at tage del i generalkonferencen, sagde en dørvogter til ham: »Nå, Joseph, hvem bliver den nye apostel?«
»Det ved jeg ikke,« svarede Joseph. »Men det bliver ikke dig og det bliver ikke mig!«1
Efterhånden som navnene på De Tolv Apostle blev læst op for at blive opretholdt, fik Joseph pludselig den tilskyndelse, at hans navn nok ville blive det næste, der blev nævnt. Det var det, og han blev opretholdt som den 12. mand i det højt agtede kvorum.
Josephs ydmyghed og sans for humor blev påvist, da han vendte tilbage til sin familie efter konferencen, for at fortælle dem om sin nye kaldelse. Han mødte sin hustru med en gådefuld erklæring: »Jeg tror, at vi bliver nødt til at sælge koen,« sagde han. Hun blev uden tvivl overrasket, men hun ventede på yderligere forklaring. Hans enkle svar var: »Jeg får ikke længere tid til at tage mig af den!«2 Dermed begyndte en apostolsk tjenestegerning, der strakte sig over seks årtier.
Som barnebarn af Hyrum Smith, blev Joseph Fielding Smith den 10. præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han tjente længere som medlem af De Tolv Apostles Kvorum inden sit kald som Kirkens præsident end nogen anden præsident for Kirken. I løbet af sine 60 år som medlem af kvorummet af særlige vidner, rejste han først til hest og med hestevogn og senere i bil og fly for at undervise de hellige. Hans taler og forfatterskab har velsignet Kirken og alle, der ville lytte til hans inspirerede budskaber.
Jeg blev opfordret til at skrive denne artikel på grund af mit forhold til præsident Joseph Fielding Smith, som jeg kærligt kaldte bedstefar. Fra min fødsel var jeg berørt af hans liv, hvor han udførte min navngivelse, indtil hans død, hvor jeg var blandt børnebørnene, der bar kisten ved hans begravelse.
En forudordineret profet
Som med alle Guds profeter blev Joseph Fielding Smith forudordineret til at komme til jorden ifølge Herrens guddommelige tidsregning (se ApG 17:26). Joseph var det fjerde barn, men Julina Lambson Smiths første søn. I samme ydmyge ånd som den af den trofaste moder Hanna fra Det Gamle Testamente (se 1 Sam 1:11), lovede Julina, at hvis Herren ville skænke hende en søn, »ville hun med al kraft hjælpe ham med at ære Herren og hans far.«3 Ikke blot besvarede Herren hendes bøn, men viste hende også før sønnens fødsel, at han en dag ville blive kaldt til at tjene som en af hans særlige vidner i De Tolv Apostles Kvorum.4
Joseph blev født den 19. juli 1876 som søn af Joseph F. og Julina Lambson Smith. Da Joseph blev født, var hans far apostel og rådgiver til præsident Brigham Young. Da Joseph var ni måneder gammel, var han med sine forældre til indvielsen af templet i St. George i Utah. Han kom senere med den vittige bemærkning: »Min første opgave i Kirken var at ledsage Brigham Young til indvielsen af templet i St. George.«5
Da Joseph som 16-årig modtog sin patriarkalske velsignelse, lagde en inspireret patriark sine hænder på hans hoved og erklærede: »Det er dit privilegium at leve til du når en god alder, og det er Herrens vilje, at du skal være en mægtig mand i Israel … Du vil i sandhed stå midt blandt folket som profet og åbenbarer for dem, for Herren har velsignet dig og ordineret dig til denne kaldelse.«6
Familielivet: En blanding af kærlighed og prøvelser
For Joseph Fielding Smith var »familien den vigtigste organisationen nu og al evighed.«7 Han voksede op i en familie, der var styret af kærlighed, tro, høje moralske standarder og stor arbejdsmoral, og han søgte konstant at bringe samme principper ind i sin egen familie. (Se kapitlerne 4, 15 og 16 i Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Fielding Smith.)
Han giftede sig med Louie Emily Shurtliff i templet i Salt Lake City i 1898. Et år senere blev han kaldet på mission til Storbritannien i to år, og han blev trofast støttet af sin hustru. Da han vendte tilbage, vendte de begge tilbage til deres liv sammen og blev velsignet med to døtre. Desværre gik Louie bort under en tredje og svær graviditet.
I sin sorg bad Joseph: »O min Fader i himlen, hjælp mig, det beder jeg dig, at jeg kan leve således, at jeg er værdig til at møde hende i evig herlighed, at være forenet med hende igen for aldrig mere at blive adskilt … Hjælp mig med at opdrage mine dyrebare børn, så de vil forblive rene og uplettede igennem livet.«8
På opfordring af sin far søgte den sørgende far til to i bøn en hustru og mor til sine små børn. Hans retfærdige ønske blev velsignet ved at Ethel Georgina Reynolds kom ind i hans liv. De blev gift i november 1908 i templet i Salt Lake City. Denne vidunderlige kvinde blev mor for Josephs første to døtre, og fødte senere yderligere ni børn.
Ved en bestemt lejlighed lå hans hustrus byrder ham tungt på sinde, mens han var på vej til en stavskonference. Han skrev et brev til hende, hvori han sagde: »Jeg tænker på dig og ville ønske, at jeg konstant kunne være hos dig de næste par uger for at hjælpe med at tage mig af dig. Jeg vil hjælpe dig alt det, jeg kan, og håber, at du vil være i stand til at mærke det. Bed børnene om at være venlige imod dig og mod hinanden.«9 Han udtrykte derefter sit hjertes dybeste følelser for hende i form af et digt, der senere blev en af vore salmer, »Synes vejen dig lang?« (nr. 73 i Sange).
Desværre gik Ethel bort i 1937. Ved hendes død boede der stadig fem ugifte børn i hjemmet. Ældste Smith følte sig tilskyndet til at finde sig en tredje hustru og ægtefælle. I 1938 blev han og Jessie Evans Smith gift i templet i Salt Lake City.
En, der kendte dem godt, skrev: »Selvom der var en aldersforskel på seksogtyve år og forskelle i deres temperament, baggrund og uddannelse, så passede Joseph Fielding og Jessie Evans Smith forbløffende godt sammen … Det, som udlignede det store skel mellem disse to forskellige personligheder, var den ægte kærlighed og respekt, som de havde for hinanden.«10 (se s. 6-23 i hæftet).
Han søgte at lære ved studium og også ved tro
Joseph Fielding Smith var kendt i Kirken som kyndig i både skriften og evangeliet. I begyndelsen af sin ungdom havde han et uudslukkeligt ønske om at »[stræbe] efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« (L&P 88:118). Han havde læst Mormons Bog to gange, inden han var 10 år. Når hans venner savnede ham, kunne de ofte finde ham oppe på høloftet i færd med at læse i skrifterne.11
År senere fortalte han engang en forsamling, at »fra det tidspunkt, hvor jeg lærte at læse, har jeg fået mere glæde og større tilfredsstillelse af at studere skrifterne … end fra alt andet i hele verden.«12 (se kapitlerne 10 og 18.)
Ved en bestemt lejlighed komplimenterede præsident Heber J. Grant (1856-1945) præsident Smiths kyndighed ved at sige: »Jeg anser dig for at være den mest kyndige mand i skrifterne af alle generalautoriteterne, vi har i Kirken.«13
Hans tørst efter at lære betød ikke, at han ikke tog del i sport eller lege som dreng eller endda som voksen. Han holdt af at spille baseball og lege mange af de andre lege, som de unge, der voksede op i landbrugssamfund, legede. Som voksen blev han en ivrig håndboldsspiller og tog regelmæssigt del i sine egne børns sportsaktiviteter. Han tog også del i sportsaktiviteterne ved familiesammenkomster. Jeg kan tydeligt huske en softballkamp, hvor min bedstefar slog til bolden, så den ramte en onkels kamera, da han var ved at tage billeder fra venstre banehalvdel.
Troens forsvarer
Selv før sit kald som apostel var Joseph Fielding Smith kendt som troens forsvarer, hvilket af og til fik nogle til at antage, at han var en streng mand. Selvom han var kompromisløs i sit ønske om at være tro mod sine pagter og i at opmuntre alle til at favne Jesu Kristi gengivne evangelium, havde han en blid side, som hans familie og bekendte var hurtige til at anerkende. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) bemærkede: »Vi har mange gange sagt, at eftersom De Tolv skal være dommere i Israel, ville enhver af os glædeligt dømmes af ham, da hans dom vil være venlig, barmhjertig, retfærdig og hellig.«14
Præsident Smith viste et eksempel på en sådan venlighed til et møde, hvor man drøftede en ulykke, hvor en kirkeejet bil var indblandet. En ældre mand, der kørte en ladvogn med grøntsager og som ikke havde nogen forsikring, havde forårsaget ulykken. Efter en del drøftelse blev det anbefalet, at Kirken gik rettens gang med sagen. Præsident Smith gav imidlertid udtryk for sin mening: »Ja, det kunne vi godt gøre. Og hvis vi ivrigt forfølger sagen, så kan det måske endda lykkes os at fratage den stakkels mand sin lastbil, og hvordan skal han så tjene til føden?« Komiteen trak anbefalingen tilbage og lod sagen ligge.15
Jeg erfarede den kærlighed, som andre havde til ham, da jeg henvendte mig til præsident Harold B. Lee (1899-1973) på kirkegården i Salt Lake City efter indvielsen af præsident Smiths grav. Jeg sagde til ham: »Præsident Lee, som medlem af familien ønsker jeg at fortælle dig, hvor meget jeg påskønner den venlighed, du viste min bedstefar.« Som svar så han mig i øjnene og sagde kærligt: »Jeg elskede den mand!«
En oprigtig og trofast tjener
Præsident Smiths tjenestegerning var kendetegnet ved lydighed mod skrifternes formaning om at forkynde omvendelse (se fx L&P 6:9; 11:9). Han sagde: »Efter tilskyndelse fra Herrens ånd på mine rejser til Zions stave, har det været min mission at sige til dette folk, at nu er tiden til omvendelse, og til at kalde alle sidste dages hellige til at huske deres pagter … opfordre dem til at være oprigtige og trofaste i alle ting.«16 (Se kapitel 5).
I løbet af sine næsten 96 år bad præsident Smith til, at han måtte forblive oprigtig og trofast og holde ud til enden. Præsident Boyd K. Packer, nuværende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, gjorde følgende iagttagelse: »Selv da han var over 90 år, bad han til, at han ville ›holde sine pagter og forpligtelser og holde ud til enden.‹«17
For præsident Smith, var »oprigtig og trofast« mere end en ofte gentaget vending. Det var et dybtfølt, udtrykt håb, han havde for alle mennesker – for Kirkens medlemmer, der havde indgået pagter og for alle børn af vor Fader i himlen. »Vi må først og fremmest stå for …« bønfaldt præsident Smith, »Guds rige og hans retfærdighed. Lad os altid være oprigtige og trofaste, med et ønske om at holde Herrens befalinger og ære ham og huske de pagter, vi har indgået med ham. Dette er min bøn på vegne af hele Israel.«18 (Se kapitlerne 19-22).
Når du inderligt grunder over hans inspirerede lærdomme, vil dit vidnesbyrd blive styrket, og du vil blive velsignet med en større forståelse af Jesu Kristi evangeliums rene og enkle sandheder. Dette studiekursus vil øge dit ønske om at leve »oprigtigt og trofast«.
Herover: Dette foto af en ung Joseph Fielding Smith var lagt ind i familiebibelen, der tilhørte hans forældre. Til højre: Præsident Smith nød at spille håndbold med sin bror David. Herunder: Ældste Smith (nr. 2 fra venstre) med missionærkammerater i England i 1901. Fotoet på modsatte side stammer også fra hans tid som missionær. Herunder, til højre: Ældste Smith (til venstre) med med-apostlen George Albert Smith og Israel Smith, 1936.
Herover: Præsident Smith sammen med sine sønner. Ovenfor til højre: Ældste Smith bydes velkommen af præsident David O. McKay, 1961. Til højre: Præsident Smith sidder på forhøjningen i Tabernaklet i Salt Lake City. Herunder: Præsident Smith stiller sig op for en fotograf til en baseball-kamp, en sport han dyrkede som ung.
Foto er gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske bibliotek og familien Smiths arkiver.