Tilgivelsens helbredende kraft
Hvis vi i hjertet kan finde plads til at tilgive dem, der har forårsaget os smerte og skade, kan vi løfte os selv op til et højere niveau af selvværd og velbefindende.
Mine kære brødre, søstre og venner, jeg står ydmygt foran jer med en bøn i hjertet. Jeg ønsker at tale om tilgivelsens helbredende kraft.
I de smukke bjerge i Pennsylvania lever en gruppe hengivne kristne et enkelt liv uden biler, elektricitet eller moderne maskiner. De arbejder hårdt og lever et roligt, fredfyldt liv langt væk fra verden. Det meste af deres mad kommer fra deres egne gårde. Kvinderne syr og strikker og væver deres tøj, som er beskedent og enkelt. De er kendt som amishfolket.
En 32-årig mælkebilchauffør boede med sin familie i amish-samfundet Nickel Mines. Han var ikke amish, men på sin rute kom han forbi mange amish-gårde, hvor han blev kendt som den stille mælkemand. I oktober mistede han pludselig al fornuft og kontrol. I sit plagede sind bebrejdede han Gud for sit ældste barns død og nogle falske erindringer. Han stormede ind på amish-skolen uden grund og lod drengene og de voksne gå og bandt de 10 piger. Han skød pigerne, hvorved han dræbte fem og sårede fem. Derefter tog han sit eget liv.
Denne chokerende vold forårsagede store kvaler blandt amishfolket, men ingen vrede. Der var smerte, men intet had. Deres tilgivelse faldt umiddelbart. Samlet rakte de ud mod mælkemandens sørgende familie. Da mælkemandens familie samledes i hans hjem dagen efter skyderiet, kom en amish-nabo over og lagde armene om den døde mands far og sagde: »Vi tilgiver jer.«1 Amish-ledere besøgte mælkemandens familie og udtrykte sympati, tilgivelse og kærlighed og tilbød deres hjælp. Omtrent halvdelen af deltagerne ved mælkemandens begravelse var amish. Amishfolket inviterede også mælkemandens familie til at deltage i begravelsen af de piger, der blev dræbt. Der hvilede en bemærkelsesværdig fred over amishfolket, fordi deres tro hjalp dem i denne krise.
En beboer i området udtrykte det meget smukt, da han opsummerede tragediens følger: »Vi talte alle samme sprog, ikke bare engelsk, men et sprog som udtrykte omsorg, fællesskab og tjeneste. Ja, tilgivelsens sprog.«2 Det var et forbløffende udtryk for deres store tro på det, Herren belærte om i bjergprædikenen: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.«3
Mælkemandens familie udsendte følgende meddelelse til offentligheden:
»Til vore amish-venner, naboer og lokalsamfundet:
Vores familie ønsker, at I hver især skal vide, at vi er overvældede af den tilgivelse, venlighed og barmhjertighed, som I har vist os. Jeres kærlighed til vores familie har givet den lindring, som vi har så inderligt brug for. Bønnerne, blomsterne, kortene og gaverne, som I har givet, har rørt vore hjerter på en måde, som ord ikke kan udtrykke. Jeres medfølelse er ikke alene nået ud til vores familie eller vores lokalsamfund, men den ændrer vores verden, og det takker vi jer inderligt for.
I skal vide, at vore hjerter blev knust over alt det, der skete. Vi er fyldt med sorg på vegne af alle vore amish-naboer, som vi har elsket og fortsat elsker. Vi ved, at alle de familier, som har mistet en af deres kære, går en meget svær tid i møde, og vi vil fortsat sætte vores håb og lid til Gud for al den trøst, som vi søger for at genopbygge vores tilværelse.«4
Hvordan kunne hele amish- gruppen tilgive sådan? Det skyldtes deres tro på Gud og tillid til hans ord, som er en del af deres inderste væsen. De ser sig selv som Kristi disciple, og de ønsker at følge hans eksempel.
Da folk hørte om denne tragedie, sendte mange mennesker penge til amishfolket til at betale for lægehjælp til de overlevende piger og til udgifter til begravelserne af de fem, som blev dræbt. Som et yderligere udtryk for deres tro besluttede amishfolket at give nogle af pengene til mælkemandens enke og hendes tre børn, fordi de også var ofre for denne forfærdelige tragedie.
Tilgivelse sker ikke altid så umiddelbart som i tilfældet med amishfolket. Når uskyldige børn bliver lemlæstede eller dræbt, er det første, de fleste af os tænker på, ikke altid tilgivelse. Vores naturlige reaktion er vrede. Vi føler os måske endda retfærdiggjort i ønsket om at »gøre gengæld« mod enhver, som påfører os eller vores familie skade.
Dr. Sydney Simon, en anerkendt forsker inden for værdiantagelser, har udarbejdet en glimrende definition af tilgivelse mennesker imellem:
»Tilgivelse er at frigive og bruge den energi, som bliver brugt til at bære nag, nære bitterhed og pleje uhelede sår, på noget bedre. Det er at genopdage den styrke, vi altid har haft og anvende vores ubegrænsede kapacitet til at forstå og acceptere andre mennesker og os selv.«5
De fleste af os har brug for tid til at arbejde os igennem smerte og tab. Vi kan finde alle slags undskyldninger for at udskyde tilgivelse. En begrundelse for at vente med at tilgive er, at den, der har forset sig, skal omvende sig. Men en sådan udskydelse kan sætte den fred og glæde overstyr, som kunne være vores. Tåbeligheden ved at koge suppe på gammel skade giver ingen glæde.
Nogle bærer nag hele livet uden at indse, at tapper tilgivelse af dem, der har såret os, er sundt og terapeutisk.
Tilgivelse falder os lettere, når vi som Ammons folk har tro på Gud og tillid til hans ord. En sådan tro »gør folk i stand til at stå imod det værste i mennesker. Den gør også folk i stand til at se ud over dem selv. Vigtigst er dog, at den gør dem i stand til at tilgive.«6
Alle har vi gennemlevet smertefulde oplevelser, som kan forekomme meningsløse. Vi kan hverken forstå eller forklare dem. Vi kommer måske aldrig til at forstå, hvorfor nogle begivenheder sker i dette liv. Årsagen til nogle af vore lidelser kendes kun af Herren. Men fordi de finder sted, skal de også udholdes. Præsident Howard W. Hunter sagde: »Gud ved, hvad vi ikke ved, og ser, hvad vi ikke ser.«7
Præsident Brigham Young gav udtryk for dyb indsigt, da han sagde, at nogle af vore lidelser i det mindste har et formål: »Enhver ulykke, som kan overgå noget dødeligt væsen, vil blive tilladt at ramme nogle få for at forberede dem til at komme i Herrens nærhed … Enhver prøvelse og erfaring, som du har gennemgået er nødvendig for din frelse.«8
Hvis vi i hjertet kan finde plads til at tilgive dem, der har forårsaget os smerte og skade, kan vi løfte os selv op til et højere niveau af selvværd og velbefindende. Nyere undersøgelser viser, at mennesker, som er blevet undervist i at tilgive, bliver »mindre vrede, mere forhåbningsfulde, mindre deprimerede, mindre ængstelige og mindre stressede,« hvilket igen fører til større fysisk velvære.9 Andre undersøgelser konkluderer, »at tilgivelse … er en frigørende gave, som folk kan give sig selv.«10
I vore dage har Herren formanet os: »I bør tilgive hinanden …« og han gør det til et krav, idet han siger: »Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker.«11
En søster, som havde været igennem en smertelig skilsmisse, modtog et godt råd fra sin biskop: »Hold en plads i hjertet åbent for tilgivelse, og når den kommer, så byd den velkommen.«12 For amishfolket var den allerede åben, fordi »tilgivelse er en inderlig del af [deres] religion.«13 Deres eksempel på tilgivelse er et ædelt udtryk for kristen kærlighed.
Her i Salt Lake City blev biskop Steven Christensen brutalt, meningsløst og forsætligt dræbt af en bombe i 1985, uden at have gjort sig skyldig i noget. Han var søn af Mac og Joan Christensen og gift med Terri og far til fire børn. Med hans forældres tilladelse vil jeg gerne fortælle om det, de har lært af den oplevelse. Efter den forfærdelige begivenhed fulgte medierne konstant i hælene på familien. Ved en lejlighed var denne medieindtrængen blevet for meget for et af familiemedlemmerne, så Stevens far, Mac, måtte holde ham tilbage. Så tænkte Mac: »Dette vil ødelægge min familie, hvis vi ikke tilgiver. Ondskab og had ophører aldrig, hvis vi ikke får det ud af vores system.« Helbredelse og fred kom, da familien rensede deres hjerter for vrede og var i stand til at tilgive den mand, der havde taget deres søns liv.
Vi har for nylig været vidne til to andre tragedier her i Utah, som viser tro og tilgivelsens helbredende kraft. Gary Ceran, hvis kone og to børn blev dræbt juleaften, da en lastbil kørte ind i deres bil, udtrykte umiddelbart sin tilgivelse og omtanke for den angiveligt berusede chauffør. Da en bil i februar smadrede ind i biskop Christopher Williams bil, traf han en beslutning om betingelsesløst at tilgive føreren, som havde forårsaget ulykken, så hebredelsesprocessen kunne finde uhindret sted.14
Hvad kan vi lære af erfaringer som disse? Vi skal kunne genkende og anerkende, når vi føler vrede. Det kræver ydmyghed, men hvis vi knæler ned og beder vor himmelske Fader om tilgivelsens ånd, vil han hjælpe os. Herren forlanger, at vi »tilgiver alle mennesker«15 for vores eget bedste, for »had hæmmer åndelig vækst.«16 Kun når vi befrier os fra had og bitterhed, kan Herren udøse fred i vores hjerte, akkurat som han gjorde det i amish-samfundet og hos familierne Christensen, Ceran og Williams.
Selvfølgelig skal samfundet beskyttes mod hærdede kriminelle for »barmhjertighed kan ikke berøve retfærdigheden.«17 Biskop Williams udtrykte det rammende, da han sagde: »Tilgivelse er en kilde til styrke. Men den befrier os ikke fra konsekvenserne.«18 Når en tragedie rammer, bør vi ikke reagere ved at søge personlig hævn, men snarere lade retssystemet gå sin gang og selv give slip. Det er ikke let at slippe det og rense sit hjerte for betændt bitterhed. Frelseren har gennem forsoningen tilbudt os alle en dyrebar fred, men den kan kun blive vores, hvis vi er villige til at smide alle negative følelser af vrede, nag eller hævngerrighed væk. Forsoningen giver alle os, der tilgiver »dem, der overtræder mod os,«19 det gælder selv dem, som har begået alvorlige forbrydelser, et mål af fred og trøst.
Lad os huske på, at vi skal tilgive for selv at blive tilgivet. Som det udtrykkes i en af mine yndlingssalmer; »Glem de fejl han mod dig gør/Jesus glemte dine før.«20 Jeg tror af hele mit hjerte og sind på den helbredende kraft, der kan komme til os, når vi følger Frelserens råd og »tilgiver alle mennesker.«21 I Jesu Kristi navn. Amen.