Vor himmelske Faders døtre
Vor himmelske Fader kender jer og elsker jer. I er hver især hans specielle datter. Han har en plan for jer.
Vores svigersøn fortalte sin datter, treårige Eliza, at de til familieaften skulle beskæftige sig med et helt særligt emne. Hun smilede over hele ansigtet og prøvede at gætte, hvad overraskelsen var. »Det må være om mig,« sagde hun, »for jeg er noget helt særligt!« Eliza husker og ved, hvem hun er – et helt særligt Guds barn. Det har hun lært af sin mor, som, siden Eliza var helt lille, har sunget vores åbningssalme, »Jeg er Guds kære barn« (Salmer og sange, nr. 195), som vuggevise hver aften.
Over hele verden erklærer unge piger på 12 til 18 år det samme på næsten alle sprog: »Vi er vor himmelske Faders døtre. Han elsker os, og vi elsker ham« (»Unge Pigers tema«, Unge Piger Personlig Fremgang, hæfte, 2001, s. 5). Men når de bliver større, mister de ofte den sikre viden, som den treårige Eliza har om, at de er noget helt særligt. De unge oplever ofte en identitetskrise og spekulerer på, hvem de egentlig er. Teenageårene er også en tid, som jeg beskriver som »identitetstyveri«, hvilket vil sige, at verdens idéer, filosofier og bedrag forvirrer os, puffer til os og prøver at frarøve os vores viden om, hvem vi virkelig er.
En rigtig dejlig ung pige sagde til mig: »Sommetider er jeg ikke sikker på, hvem jeg er. Jeg kan ikke mærke min himmelske Faders kærlighed. Jeg synes, mit liv er hårdt. Det går ikke, sådan som jeg ønskede, håbede og drømte om.« Det, jeg sagde til hende, siger jeg nu til jer unge piger overalt: Jeg ved med fuldstændig sikkerhed, at I er Guds døtre. Han kender jer, han elsker jer, og han har en plan for jer. Jeg ved, at det er et budskab, som vor himmelske Fader ønsker, jeg skal give jer.
Sidste dages profeter og apostle vidner om vores guddommelige natur. I Familien: en proklamation til verden står der: »Hver enkelt [af os] er en højt elsket åndelig søn eller datter af himmelske forældre, og som sådan besidder hver enkelt guddommelige egenskaber og muligheder« (Liahona, okt. 2004, s. 49). Og præsident Gordon B. Hinckley har også sagt:
»I står ikke tilbage for nogen. I er Guds døtre.
I har som fødselsret arvet noget smukt og helligt og guddommeligt. Det må I aldrig glemme. Jeres evige Fader er universets store Herre. Han hersker over alt, men han lytter også til sine døtres bønner og hører jer, når I taler med ham. Han besvarer jeres bønner. Han svigter jer ikke« (»Hold jer på den ærefulde vej«, Liahona, maj 2004, s. 112).
Når I lader jeres viden om, at I er Guds døtre fæstne sig dybt i jeres sjæl, vil det trøste jer, styrke jeres tro og påvirke jeres adfærd. Hvis I lader denne dydige sandhed pryde jeres tanker uophørligt, vil I have selvtillid i Guds nærhed, som skriftstedet i vores GUF-tema lover (se L&P 121:45).
Hvordan kan vi hver især vide og føle, at vi er vor himmelske Faders døtre? Der er et slør mellem himmel og jord, en »søvn og en glemsel« (William Wordsworth, »Ode: Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood«, strofe 5, vers 58), når vi bliver født. Det er nødvendigt for os for at »opnå jordiske erfaringer for at udvikle [os] frem mod fuldkommenhed og til sidst realisere [vores] guddommelige skæbne som arving til evigt liv« (Liahona, okt. 2004, s. 49). Vor himmelske Fader elsker os og ønsker at hjælpe os med at huske ham, så han giver os glimt af evigheden. Apostlen Paulus lærte os, at »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn« (Rom 8:16). Ånden giver os glimt af, hvem vi er. Ofte taler Ånden til os, når vi beder, læser i skrifterne, tænker over Herrens nåde mod os, modtager præstedømmevelsignelser, tjener andre eller mærker andres kærlighed og bekræftelse.
Moses fandt ud af, hvem han var, gennem en stor, åndelig oplevelse. Han talte med Gud ansigt til ansigt og fik at vide, at han var Guds søn, der havde en særlig mission at udføre. Efter denne oplevelse blev Moses derefter prøvet af Satan. Men fordi Moses havde følt Guds herlighed, opdagede han, at Satan ikke havde nogen herlighed. Fordi Moses vidste, at han var Guds søn, og at Gud havde en opgave til ham, havde han magt og evne til at modstå Satan, træffe det rette valg, bede Gud om styrke og fortsat have hans Ånd hos sig (se Moses 1).
Det samme gælder for os. Når vi finder ud af og mærker, hvem vi virkelig er, er vi i stand til at opdage forskellen på godt og ondt og få styrke til at modstå fristelse. En måde at finde ud af, hvilken guddommeligt udpeget opgave Herren har til os, er ved hjælp af vores patriarkalske velsignelse. Det er meget specifikke og personlige budskaber, som vi kan modtage gennem præstedømmets kraft.
En anden måde at få åndelig indsigt på om vores egen evige natur er fra en forælder eller leder, som på grund af hans eller hendes inspirerede indsigt kan forsikre os om, hvem vi virkelig er. Ånden har lejlighedsvis hvisket helt specifikt til mig om mine børns sande identitet. Jeg husker, at jeg natten før et af vores børn blev født, fik det tydelige indtryk, at dette barn ville blive en betydelig ven og hjælper for alle sine søskende. Det har vist sig at være fuldstændig sandt. En anden gang, da en af vore teenagere var meget nedslået efter at have været involveret i en bilulykke, hørte jeg tydeligt disse ord i mit sind: »Jeg elsker dette barn og vil vejlede ham gennem livet.« Og det har han gjort. Sådanne glimt har jeg oplevet igen og igen. Når mine børn har haft brug for opmuntring, er jeg blevet velsignet med indsigt i deres storslåede og ædle evige ånd.
Har jeres mor eller far nogensinde mindet jer om at »huske hvem I er«, når I forlod hjemmet? Hvad mener de mon med det? »Husk, at I er en del af en familie, hvis omdømme I skal værne om.« Og endnu vigtigere: »Husk, at I er Guds børn og skal handle derefter.« Missionærer har et skilt, der konstant minder dem om, at de repræsenterer Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det minder missionærer om at klæde sig ærbart og tækkeligt, at behandle andre høfligt og at stræbe efter at antage Kristi billede i deres ansigtsudtryk. De skal gøre alt dette, fordi de bærer det navneskilt, et ydre tegn på deres identitet. Ved pagt har vi også alle påtaget os Kristi navn. Hans navn bør være prentet i vores hjerte. På samme måde forventes vi at opføre os som vor himmelske Faders værdige børn, det han i overført betydning har sendt os ned til jorden med formaningen: »Husk hvem I er!«
Da jeg blev kaldet til at tjene jer unge piger i denne kirke, vidste jeg, at jeg skulle opføre mig passende. En dag fik en af mine døtre en parkeringsbøde for at have parkeret sin bil på gaden med en udløbet parkeringstilladelse. Jeg tog sagen i egen hånd og marcherede op på rådhuset for at forklare, at de selv havde smølet med registreringspapirerne, så de først nu var på vej til os med posten. Da jeg resolut gik gennem døren, sagde en eller anden til mig: »Jeg ved, hvem du er.« Det stoppede mig og mindede mig om, at jeg også havde brug for at huske, hvem jeg er – ikke kun Unge Pigers hovedpræsident, men især en Guds datter.
I vores forhold til andre må vi huske, at de også er vor himmelske Faders børn. I begyndelsen af vores ægteskab sagde min mand ofte: »Jeg giftede mig ikke med dig på grund af dit udseende.« Til sidst drillede jeg ham lidt ved at sige: »Det lyder ikke særlig flatterende.« Han forklarede, som jeg allerede vidste, at det var ment som den ypperligste kompliment, han kunne give mig. Han sagde: »Jeg elsker dig for dit indre og for evigt.« Herren sagde: »Se ikke på hans udseende og højde … for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet« (1 Sam 16:7). I familier, venskaber, ved dating og ægteskab bør vi ikke kun værdsætte skønhed og et imponerende CV, men snarere karakter, gode værdier og hinandens guddommelige natur.
I en stav i Chile gjorde de unge piger dette på en lejr ved at nedskrive hinandens gode egenskaber. Hver dag lærte de hinanden bedre at kende og skrev de indre værdier ned, som de fandt hos hver enkelt person. Ved slutningen af lejren fortalte de hinanden om deres tanker og hjalp hver person med at opdage mere af sin egen guddommelighed. Deres leder sagde: »Vi svømmede bogstaveligt talt i en vidunderlig ånd af venlighed og gode ønsker. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg aldrig hørte et klagende ord fra pigerne! De blomstrede i en dejlig, gensidig ånd af accept, der ikke så ofte findes blandt teenagepiger. Der var ingen konkurrence og ingen strid. Vores lejr var blevet et lille stykke af himlen« (private breve). Pigerne genkendte og fik igen bekræftet hinandens guddommelige natur, og Ånden fyldte lejren, efterhånden som disse dydige tanker blev udtrykt.
C.S. Lewis sagde: »Det er en alvorlig sag at leve i et samfund af mulige guder og gudinder og at huske, at den kedeligste og mest uinteressante person, du kan tale med, måske en dag bliver et væsen, som du, hvis du kunne se det nu, ville føle dig stærkt fristet til at tilbede … Der findes ingen ordinære mennesker … Din næste er det helligste, du kan opleve med dine sanser« (»The Weight of Glory«, i Screwtape Proposes Toast and Other Pieces, 1974, s. 109-110).
Unge piger overalt som ved, at de og andre er døtre af en kærlig himmelsk Fader, viser deres kærlighed til ham ved at leve et dydigt, tjenesteorienteret og eksemplarisk liv. Det har gjort indtryk på mig at se unge piger, som klædte sig ærbart i en meget varm og fugtig del af Brasilien. De sagde: »Ærbarhed handler ikke om klimaet. Det handler om hjertet.« Disse unge piger vidste, at de var Guds døtre.
Jeg er blevet rørt ved at høre om, hvor gode de fem unge sidste dages hellige studerende fra Idaho, der for nylig druknede i en frygtelig ulykke, var. De var kendt af deres jævnaldrende og i deres samfund for at efterleve retfærdige standarder og være prægtige eksempler på dyd og sunde vaner. Disse unge vidste, at de var Guds sønner og døtre.
Det har varmet mig at se en anden ung piges eksempel, da hendes forældre blev skilt. Hun ønskede ikke, at hendes yngre bror og søstre skulle føle, at de ikke var elsket, så hun beder sammen med dem hver aften og fortæller dem, at hun elsker dem. Denne unge pige ved, at hun er en datter af vor himmelske Fader, som elsker hende, og hun elsker ham ved at elske sine søskende.
Og det har rørt mig at høre om nogle unge piger i en fattig og politisk undertrykt del af verden. Trods deres egne genvordigheder mødtes disse unge piger på en lejr og planlagde måder, hvorpå de kunne opløfte andre. De pakkede hygiejnesæt til kvinder, der havde brug for dem. De ydede ekstra tjeneste i samfundet, på hospitaler og i andres hjem. Vi ved udfra deres handlinger, at disse unge piger forstår deres identitet som Guds døtre. Mit hjerte svulmer af kærlighed til disse unge piger og til unge piger overalt. Jeg ved, at I er Guds døtre, og at han elsker jer.
Lad mig til slut fortælle jer om en oplevelse, som er følelsesladet og endda hellig for mig. Da jeg lige var blevet kaldet til at virke som Unge Pigers hovedpræsident, følte jeg mig skræmt og utilstrækkelig. Jeg lå vågen i mange nætter og bekymrede mig, angrede og græd. Efter adskillige nætter på denne måde, oplevede jeg noget meget bevægende. Jeg begyndte at tænke på mine unge niecer, på de unge piger i nabolaget og menigheden og på de unge piger, jeg jævnligt så på gymnasiet, og dernæst så jeg Kirkens unge piger over hele verden for mig. Der er over en halv million. Den mest vidunderlige varme følelse begyndte at indhylle mig og bruse gennem mig. Jeg følte sådan en stærk kærlighed til sidste dages hellige unge piger overalt, hver enkelt af jer, og jeg vidste, at det, jeg følte, var vor himmelske Faders kærlighed til jer. Den var stærk og altomfavnende. For første gang følte jeg fred, fordi jeg vidste, hvad vor himmelske Fader ønskede af mig. Han ønskede, at jeg skulle vidne over for jer om hans store kærlighed til jer. Derfor vidner jeg igen for jer om, at jeg uden tvivl ved, at vor himmelske Fader kender jer og elsker jer. I er hver især hans specielle datter. Han har en plan for jer, og han vil altid være der for at lede jer, føre jer og gå med jer (se »Jeg er Guds kære barn«). Jeg beder indtrængende om, at I vil vide det og føle det. I Jesu Kristi navn. Amen.